Præsteforeningens Blad

                                                                                                                                    15. juni 2001/24

En globaliseret folkekirke ?

- Farvel Wittenberg -

af  Poul E. Andersen

Domprovst i Odense 1986-94

Har senest skrevet Et kultur-møde-kristne og muslimer i Danmark.

Prf. Bl. 199/47

Globaliseringen som udviklingsoptimisme.

Gennem et par tiår er globaliseringen som en uimodståelig bølge skyllet ind over verdenssamfundet. Den bæres især af kræfter, der er frisat via informa­tionsteknologien. Og den understøttes stærkt af forskellige former for ideo­logiske tænkning. De økonomiske interesser er verdensomspændende og svære at tæmme, og de kulturelle fornyelsesperspektiver heri er for længst lyst i kuld og køn især af kulturradikale kræfter.

Globaliseringen opfattes af mange som et optimistisk nybrud, der vender op og ned på traditionsbundne politiske, kulturelle og sociale vilkår, men også som en skæbne, som man må overgive sig til. I globaliseringen begynder kampen om at erobre fremtiden og at møde en ny verden, hvor de grænser, som tid og rum har sat for udvidelsen af den menneskelige eksistens rykkes betydeligt, hvor viden udveksles, hvor økonomisk udvikling kommer hele verden til gode, hvor grænser nedbrydes, kulturer ligestilles, folkegrupper frit kan bevæge sig. Nye værdier skabes, som langt overvejer de kulturtab, som nødvendigvis må følge. En af de ledende globaliseringstænkere Anthony Gi­dens, som beklager globaliseringens traditionstab og svækkelsens af natio­nalstaterne, ser alligevel med optimisme et fremtidigt globalt samfund nuan­cere sig.

En næsten naiv globaliseringsfacination finder man f. eks.. hos den fremtræ­dende peruvianske forfatter og politiker Maria Varga Llosa. Han gør op med den grundlæggende forestilling om, at der eksisterer en historisk og kulturel identitet. Som udgangspunkt er en sådan identitetstanke direkte far­lig. Den er et kunstigt begreb, som både i socialt og politisk perspektiv truer det, som er menneskehedens største frembringelse, nemlig friheden.¹⁾

Llosa mener, at ideen om en befolkningsgruppes identitet er en ideologisk og kollektivistisk udvanding, mens sand identitet snarere udspringer af menne­skers evne til i stedet at modarbejde disse påvirkninger og bekæmpe dem. Globaliseringen giver alle folk på jorden mulighed for at skabe deres egne frivillige handlinger i overensstemmelse med deres  inderste ønsker og moti­ver. Nationale og religiøse kulturer er skabt med blod ved undertrykkelse og tvang. ²⁾

En så ubetinget global udviklingsoptimisme uden kritisk reservation er nok sjælden, men den spores i mange forskellige trends og involverer stadig nye områder foruden det oprindelige, det økonomiske. Det gælder således kul­tursociologien, antropologien, politiologien, juraen, kultur, teologi og mis­sion. Og der sættes dybe spor.

Globaliseringskritikken

En så væsentlig omskabelse af samfundene, som globaliseringen er udtryk for, kalder naturligvis på dybtgående kritik fra mange sider. Stadig flere sag­kyndige arbejder på at indsamle information til belysning af konsekven­serne at det transterritoriale felttog.

På det økonomiske område peger professor Zygmunt Bauman på de etiske konsekvenser af udviklingen. Det gamle fænomen fra det klassiske Rom, de fraværende godsejere, dukker op i en ny udgave, hævder han. De var beryg­tede for deres ligegyldighed overfor de mennesker, som arbejdede på deres godser ude i landet, mens de selv nød deres luksus i romerske residen­ser. Men disse godsejere var trods alt bundet af deres lokaliteter. De kunne ikke uden videre udskifte et gods med et andet. De var bundet til de­res territoriale befolkning.

Med de nye kapitalbesiddere er det anderledes. De nuværende fraværende “godsejere konfronteres ikke med grænser, der kræver respekt for et samar­bejde. For dem gælder kun administrative grænser, der er pålagt kapitalens og pengenes frie bevægelighed. Magten løsrives totalt fra den etiske forplig­tethed, på en hidtil uset måde. Og det drejer sig ikke alene om forpligtethe­den overfor ansatte, men også overfor yngre og svage, for ufødte generatio­ner og overføre videreførelsen af forpligtelse overfor alle. ³⁾

Men af grænseløsheden følger også uoverskueligheden og krydsende interes­ser. I sidste instans handler globaliseringen om, hvad der sker med os alle sammen i de anonyme kræfters vold, “som opererer i det umådelige  tågede og sumpede, ufremkommelige og utæmmelige “ingenmandsland”, der stræk­ker sig uden for rækkevidde af bestemte menneskers planlægnings- og hand­lingskapacitet “. ⁴⁾

Og nationalstaterne vil i virkeligheden komme til at stå magtesløse overfor udviklingen. Nationalstaten, som normalt defineres som den myndighed, som har monopol på magtmidlerne i sit område ( Max Weber ) spilles efterhånden suveræniteten af hænde. Dels har den ingen steder at gøre magtmidlerne gældende, dels bliver indsatsområdet uigennemskueligt, og dels vil de op­positionelle kapitalmængder komme til at overgå mange statsbudgetter.

Også fra andet hold kommer kritikken med voldsomhed. Politologerne Sa­muel P. Huntington og Bassam Tibi, som på mange måder adskiller sig fra hinanden, er her enige om, at den vestligt domineret globaliseringsinvasion uvægerligt udvikler en civilisationskamp af voldsomt omfang. Hinduer, kongfutsianere og især muslimer vil føle sig udfordret i deres grundvold af det, som de opfatter som vestens nutidige økonomiske, kulturelle og religi­øse kors­tog. Og det allerede ulmende had til vestlig civilisation vil udvikle sig til uaf­vendelig konfrontationer. ⁵⁾

Et kulturelt memento til udviklingen herhjemme sætter bl.a. Kresten Schultz Jørgensen i debatbogen: De nye barbarer. Han skræmmes af den usikker­hedsfaktor, som grænseløsheden er. Med grænseløsheden trues det nationale og politiske fællesskab, som rummer alt det trygge og kendte. Magt bliver lig mobilitet. Der kommer en ny overklasse, som kendes på, at den satser på fleksibilitet, så den kan bevæge sig, handle og kommunikere over græn­serne, mens taberne, der stadigt er bundet til det lokale, bliver “den moderne ver­dens stavnsbundne” ⁶⁾

En ny klassedeling er på vej med globaliseringen. Den kan løbe videre og ud­marve alle kulturelle, historiske og religiøse fællesskaber, eller den kan drukne i sin egen succes. Men for øjeblikket er det de “kosmopolitiske no­mader i eliten, der oplever internationalisering og kulturblanding som en ud­videlse af deres virkefelt og personlige muligheder. ⁷⁾

Begrebet lokalisering som det nødvendige brohoved for globaliseringen og som styringsgrundlag herfor, vokser langsomt frem gennem kritikken. Men stadig er globaliseringens væsentligste karakteristika grænseoverskridelse, udviklingsoptimisme, ansvarsfrihed, konformisme, identitetsskepsis og kul­turbrud. Bagved ligger forestilling om, den enkeltes ubegrænsede frihed, som regel knyttet sammen med forestillinger om et samfund, hvor fattigdom er af­skaffet, hvor skellene mellem nationaliteter nedbrydes, og hvor identitet på baggrund af historiske, religiøse og kulturel bundethed sættes fri til fordel for frodig og skabende selvudfoldelse. Men begreberne ondt og godt bliver rela­tive størrelser.

Den kristne universalisme

At kristendommen er et universelt budskab, står ikke til debat. Den angår folk, folkeslag og alverden, som det hedder. Man vil sagtens kunne finde til­knytningspunkter for globaliseringstænkning i de bibelske skrifter.

Men kristendommen taler ikke alene universalistisk til alverden, den taler også lokalistisk til det enkelte folk på dets eget sprog. De to aspekter hører uløseligt samen.

Når globaliseringen i disse år åbner nye og vide horisonter, sætter det sig naturligvis spor i samfundsforholdene og naturligvis i den teologiske tilvæ­rel­sestolkning. Her går det vel let sådan, at man overgiver sig til den nye ideologi, omfavner den og ledsager den ud i nytolkninger, eller man distan­ce­rer sig ideologikritisk.

Igennem en årrække har der været en tendens til, at menneskerettighederne direkte eller indirekte har fungeret som tolkningsnorm for det evangelium, som de ikke i ringe grad selv er udsprunget af. Det - som nogle opfatter det - uni­verselle heri udfolder sig langt rigere i globaliseringens forjættende ver­densanskuelse. I forskning og kirkeliv kan det derfor forudses, at globalise­rings aspekter vil komme til at spille en væsentlig rolle.

Universalisme og lokalisme i folkekirken

a. Det evangelisk-lutherske.

Den evangelisk-lutherske kirke er blevet til i opgøret. I opgøret fandt den sin identitet og trak sine grænser.

I mange henseender videreføre den tråden fra mange nytestamentlige temaer. Jesu evangeliske forkyndelse af Guds rige trak skarpe grænser overfor den jødiske lovreligion i et opgør, som blev moderskød for al kristen tro og tænkning.

Med kraftige ord afgrænsede Paulus sin forkyndelse af lov og evangelium overfor jødernes lov og grækernes visdom. Og Luther var rede til at give sit liv for at skille evangelisk tro fra det papistiske system.

Den evangelisk-lutherske kirke distancerede sig fra verdslig magt. Religion og politik er adskilte størrelser. Men det betød naturligvis ikke, at den und­drog sig indflydelse på samfundets udvikling. Udfoldelsen af demokratiske ideer i de lutherske lande var grundlæggende præget af kristne grundhold­ninger. Det gælder selve statstænkningen med dens frihedssyn, det gælder skoleforhold, socialpolitik, kriminallovgivning, kirke og kultur, og naturligvis etik og moral under skiftende former. Men netop frihedstænkningen gjorde, at der skabtes samfund, som var åbne for påvirkninger, og aldrig lukkede sig inde om sig selv.

b. Folkekirken

Kristendommen er grundlæggende universel, den angår alle, og den ønsker at gøre alle folkeslag til disciple. Det er dens iboende befaling. Men en kristen universalisme er aldrig en fritsvævende ide eller teori. Den eksisterer altid i det lokale møde med mennesker i kald og stand. Den kommer til udtryk in­den for de ram­mer, som kristne sætter omkring deres kristenliv. I folkekirken har menne­sker sat deres rammer om evangeliet. Inden for denne afgrænsning hører og forstår den kristne menighed det evangelium, som forkyndes. Fol­kekirken er en væsentlig del af den kristne lokalisme i Danmark.

Men folkekirkens rammer er under stadig forandring både udadtil og indadtil. Det globale perspektiv kan kun forstås ud fra det lokale. Anden reference­ramme har vi ikke. Til gengæld omtolkes de lokale rammer i lyset af det uni­verselle.

Indadtil vil de folkekirkelige strukturer være under forandring, og de vil i de kommende år efter alt at dømme blive meget dybtgående. Hvis misforholdet mellem det, man på erhvervssprog kalder administrationsdel og produkti­ons­del er så påfaldende, som tilfældet er i folkekirken, må ændringer nød­ven­digvis bane sig vej.

Men folkekirken anfægtes ikke for alvor af strukturforhold. Så længe den grundlæggende forstår sig selv som evangelisk-luthersk kirke, og arbejder på at forstå, hvad dette indebærer, har den sin plads i det danske samfund.  Det er derfor dette forhold, der må påkalde sig allerstørst opmærksomhed. Glo­balisering med internationalisering af kul­turtraditioner og stærkt voksende indvandring til Danmark gør sagen yderst aktuel.

c.  Konfessionel forankring.

Folkekirken er forankret i sine bekendelsesskrifter, de tre oldkirkelige sym­bo­ler, den lille katekismus og den augsburgske bekendelse. Hver eneste præst i folkekirken er gennem sit præsteløfte forpligtet herpå. Her har han/hun lover at bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbeken­delse, herunder muhamedanernes.

Folkekirkekristne har aldrig været bekendelsesfundamentalister. Tanken om et kristen menneskes frihed ligger alle dybt i blodet. Men under biskoppernes lempelige tilsyn har bekendelsesskrifterne været orienteringspunkt for kirkens liv og forkyndelse, for teologisk forskning og for kristnes orientering i mange samfundsforhold.

Men folkekirken er også bundet op på Grundlovens §4, der giver den en særlig plads og definerer den som evangelisk-luthersk kirke.

Indirekte har folkekirken herunder også haft sin placering gennem folkesko­le­loven, hvor bestemmelsen om kristendomsundervisningen i over­ensstem­melse med folkekirkens evangelisk-lutherske lære gennem lang tid var rykket ud var fagrækken og placeret som en del af hele folkeskolens over­ordnede formål.

I folkekirken tales evangeliet ud fra og ind i en syntese af sprog, teologi, samfundstænkning og menighedstradition, som tilsammen udgør en væsentlig del af dansk selvforståelse. Og kristendommen har i denne sammenhæng været medvirkende til skabelse af en åben dansk historisk og kulturel identi­tet.

En kirke i defensiven

I dansk kirkeliv har det evangelisk-lutherske aldrig været en levende folke­sag. Det har været en overskrift og en accepteret forudsætning. Det har væ­ret en binding, som har kunnet rumme store fornyelser i identitetsudviklin­gen, men det har også været en binding til evangeliets forkyndelse til tro og til syndernes forladelse, som har været grundlæggende for kirkens le­dere og for de fleste teologer, og som havde naturlig accept i menighederne. Hvis en sådan binding svækkes eller skydes i baggrunden erobrer grænseløs­heden scenen, og ganske naturligt er det så, at den låner dynamik fra globali­se­rings­ideologien. Udviklingen i folkeskolens kristendomsundervisning teg­ner et mønster.

Så længe, der har været en offentlig skole i Danmark har den haft et parallel­forløb med kirken. Endnu i folkeskoleloven af 1958 er den konfessions­bundne kristendomsundervisning fastslået som en afgørende del af folkesko­lens overordnede formål. Med loven af l975 placeres kristendoms­undervis­ningen i den normale fagrække, forkyndelseselementet forsvinder, og det evangelisk-lutherske bliver defineret som et kundskabsområde. Ændrin­gen var givetvis en pædagogisk styrkelse, men den skabte usikkerhed om af ind­holdet og øget afstand mellem skolen og folkekirken. Siden da har det været vanskeligt at værne om den faglige identitet, og det er logisk, at faglige for­eninger arbejder på at erstatte faget kristendomskundskab med et religi­ons­fag. I praksis er overgangen vist allerede sket de fleste steder.

Nedprioriteringen af fagene historie og kristendomskundskab har været en politisk tendens i mange år. I de senere år forsvares devalueringen ofte med ønsket om at undgå holdninger, der kan føre til nationalisme, eller som kan blive en bremseklods for udviklingen i retning af multikulturalisme og globa­lisering.

Der er ingen tvivl om, at fremkomsten af stærke nyreligiøse bevægelser har sammenhæng med folkekirkens usikkerhed om sit eget grundlag. Det ideo­logiske tomrum efter murens fald måtte fyldes, og eksperimentelle grupper i det sene ungdomsoprør kunne gøre brug af den begyndende globalisering til at hente inspiration i spændende orientalske religioner. Folkekirken må i dag bevidst eller ubevidst give plads til religiøse opfattelser, som er i eklatant modstrid med, hvad den selv står for. Det gælder f. eks. reinkarnationstan­ken.

Udviklingstrenden i retning af det multireligiøse har gennem længere tid væ­ret stærkt understøttet af forskere fra  Instituttet for Nærorientalske studier, København, af Institut for Mellemøstlige studier, Odense, Islamisk Kristent Studiecenter, København samt ikke mindst de meget ressourcestærke og politisk indflydelsesrige humanitære organisati­oner. Man har i udpræget grad rettet opmærksomheden mod fællesområde for Kristendom og Islam, og man har fundet det nærliggende at fremdrage muslimske forfattere med kul­turåbne træk, ofte på bekostning af klassiske traditionsbærere. Det kan  næppe undre, at en ny kirkeminister må op­fatte det som en særlig opgave at være lydhør over for indvandrer- og min­dretalsproble­mer, eller at en biskop fremsætter et ønske om at erstatte kir­keministeren med en minister for religi­øse anliggender. Konform tænkning skiller sig ikke ud fra tidsånden.

I menneskerettighederne, som af mange opfattes som en selvindlysende norm med universel gyldighed, opleves en ukritisk sammenblanding af politik, etik og religion. I folkekirken har der stort set været vilje til at opretholde den lutherske adskillelse af politik og religion. Men ønsket om en sådan af­grænsning er under pres. Det vandt tilslutning i flere kredse, da Konferencen for Europæiske Kirker ( med bl.a. danske folkekirkemedlemmer ) og Rådet af europæiske bispekonferencen ( katolsk ) i 1999 udsendte dokumentet Charta Oecumenia. Man kunne heri læse, at kirkerne skulle forpligte sig til “ at fremme Europas enhed i alle dets kulturelle, etniske og religiøse forestil­linger”.

Det politiske dokumentet godkendtes ikke i denne form, men at det politiske og det kirkelige nærmer sig hinanden er ofte mærkbart i indvandrerdebatten. En undersøgelse af etnograf Kristine Kaaber Pors ⁸⁾ om folkekirkelige ak­tivi­te­ter i forbindelse med integration af muslimer viser, at de folkekirke­lige initia­tivtagere ikke direkte har noget forkyndelsesmæssigt eller diakonalt per­spektiv. Man lægger afstand til den kirke, der er udgangspunktet og sat­ser på et rent social og politisk integrationsarbejde. Et enkelt sted ansætter man endog en muslim til at udføre folkekirkens arbejde.Der er ingen grænser mellem det kirkelige og det verdslige.

Der er ingen tvivl om, at den danske Grundlov vil komme under voldsom be­skydning fra globaliseringseliten. Folkekirkeparagraffen §4 er allerede gen­stand for alvorlig kritik. Direktør for Center for Menneskerettigheder, Mor­ten Kærum forlanger en grundlovsændring i retning af det multikulturelle ⁹⁾. Tidligere kommissionær for Menneskerettigheder ved Østersørådet Ole Espersen finder Grundlovens folke­kirkeparagraf i strid med menneskerettig­hederne ¹⁰⁾. Muslimer kræver reli­gionslighed i stedet for den religionsfrihed, som Grundloven sikrer. Og netop kravet om religionslighed kan vise sig at blive et kardinalpunkt som følge af den danske regerings underskrivelse af Den Europæiske Unions Charter for grundlæggende rettigheder den 8. de­cember 2000 i Nice. Dette politi­ske dokument rummer i sin §20 det ufravi­gelige krav om afskaffelse af enhver forskelsbehandling. Dette sigter direkte mod religionslighed, hvorved den danske Grundlovs tale om religi­onsfrihed konfronteres med EU-kravet om religionslighed, hvilket ikke kan rummes in­den for Grundlovens bestem­melser.

Indvandringen

Globaliseringen med dens grænseoverskridelse, informationsteknologi og dens støtte til alle former for mobilitet har været en væsentlig faktor ved ska­belsen af de store flygtningestrømme, som vender ryggen til deres lande både som følge af politisk pres og økonomisk forarmelse.

Der er her tale om demografiske ændringer, som regeringer nok har kunnet forudse, men som de ikke for alvor har ønsket af forholde sig til. Det er også kendt, at disse flygtningestrømme i de kommende år vil forøges, ja mange­dobles i løbet a få årtier. En fremskrivning af indvandrertallet under de nu­væ­rende vilkår vil give en befolkningsandel med udenlandsk baggrund på 762.ooo mennesker i 2020. Men med forventelig fordobling af befolknings­tallet i Nordafrika og Mellemøsten i løbet af få år, vil indvandringsstrømmen udvikle sig til en regulær folkevandring mod de europæiske lande ¹¹⁾.

Indvandrerstrømmene har allerede forårsaget store ændringer i hele det dan­ske samfund. Lidt naivt har politikere og repræsentanter for arbejdsgiverne peget på, at indvandringen er en ressource, som skal sikre velfrædssamfun­det. Den skal afhjælpe en truende mangel på arbejdskraft, hindre store løn­stigninger og lette forsørgerbyrden som følge af væksten i antallet af pensio­nister. Realiteten er imidlertid allerede nu, at integration på arbejdsmarkedet har været meget vanskelig på grund af sprogvanskeligheder, analfabetisme, kulturtratitioner m.v.. Store dele af 1. generationsindvandrere vil aldrig stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det økonomiske netteresultat af indvandrin­gen er for øjeblikket et underskud på ca. 14 miliarder årligt. En stærk forøget indvandring af grupper med tilsvarende forudsætninger vil i overskuelig fremtid stærkt forøge dette underskud.

Men allerede nu er samfundet presset. Det mærkes på boligmarkedet, i bør­nehaver og skoler. ^l2) De sociale systemer er stærkt belastede. Kultursam­menstød er allerede mærkbare. Der registreres en stærk vækst i ung­domskriminaliteten. 72% af alle unge melem 15 og 18, der varetægtfængsles i København, har indvandrerbaggrund. ¹³⁾

Især blandt muslimske indvandrere er kriminaliteten høj. Det har været be­mærkelsesværdigt, at indvandrere med baggrund i religioner af asiatisk rod har haft lettere ved at intregrere sig i det danske samfund end indvandrere med muslimsk baggrund. Men det er overraskende, at muslimer på trods af deres forskellige grupperinger, i høj grad har formået at sætte den politiske, kulturelle og religiøse dagsorden i indvandrerdebatten.

Muslimers særpræg i forhold til kulturnormer i det danske samfund har i høj grad sammenhæng med deres religiøse traditioner. Islam er som kristendom­men en missionerende religion og har altså et universalistisk perspektiv. Trods store forskelle mellem forskellige grupper af indvandrere, eksisterer der et fællesskab omkring Koranen, den fuldkomne bog, hadith og den reli­gi­øse lov sharia. Koranen er Allahs sande åbenbaring og kan derfor ikke gø­res til genstand for tolkning, skriftfundamentalismen lukker af. Enhver mus­lim er uanset bopæl medlem af al-umma, de rettroendes samfund, alle men­ne­sker, som er muslimer, er afgrænser overfor alle andre. Islam har såle­des et stærkt universalitisk præg og rummer en totalforståelse af samfun­det, hvor alt ses som underlagt religionen. Det er derfor overgreb på muslim­ske fore­stillinger at ville adskille religion og politik. Samtidig afgræn­ser den sig ud fra sin tradition stærkt i forhold til andre religioner.

Indvandrernes fremtidige stilling i det danske samfund, vil uden al tvivl blive samfundets største problem i de kommende år, og især mødet mellem kristne og muslimer vil kræve opmærksomhed.Med indvandringen møder den dan­ske befolkning nogle af konsekvenserne af globaliseringen, og det sker på det lokale plan. Det er på det lokale plan, det fremtidige samarbejde skal finde sted. Afgørende er det for udfaldet, om et sådant møde vurderes ud fra det sted, hvor det udspiller sig, eller om stillingtagen sker på et overordnet må­ske endda universielt prin­cipielt plan.

Biskoppernes islam-udvalg

Det er helt selvfølgeligt, at man fra folkekirkeligt hold har ønsket at overveje sin egen stilling i forhold til den udfordring, de nye borgere udgør.

Det af biskopperne nedsatte islam-udvalg har ved udgangen af år 2000 fremlagt sin rapport: “Samtalen fremme forståelsen”. Der har været stor op­mærksomhed omkring rapporten, ikke mindst fordi en rapport om kirkens holdning overfor de mange nye muslimske borgere med stor religiøs selvbe­vidsthed må få en næsten paradigmisk karakter,både som indikator for fol­kekirkens egen selvforståelse og som pejlemærke for fremtidig udvikling de to religioner imellem.

Det er ikke svært at afdække de globalistiske træk i rapporten, og det sprin­ger også i øjnene, at interessen for folkekirkens egen religiøse, kulturelle og nationale identitet er skubbet så stærkt i baggrunden, at den ikke danner no­get naturligt afsæt for udvalgets arbejde.

Udvalget repræsenterer uden al tvivl en meget kvalificeret viden om tværna­tionale, flerkuturelle og flerreligiøse forhold. Til gengæld er det almindelige folkekirkelige sognearbejde i mindre grad tilgodeset. Det ses da også tyde­ligt, at kommissoriet, der pålægger udvalget at opsamle erfaringer fra stif­terne om mødet med den muslimske befolkningsgruppe, tolkes overordnet, nemlig om de tiltag til møde med muslimer, der tilflældigt er sket på stiftplan og med forholdsvis beskedent erfaringsmateriale. De overvældende og man­gesidede erfaringer, som menighederne rundt omkring har gjort i deres hver­dag, inddrages næsten ikke. Og den usikkerhed og de problemer, som mødet på lokalplan medfører, omgås totalt. Her er der tilsyneladende tale om erfa­ringer, der ikke kan drages konklusioner ud fra.

Den lutherske kirkes samtaler med den romersk-katolske kirke har stået på i generationer. De har været præget af tilbageholdenhed og vagtsomhed. Ingen fremskudt evangelisk stilling må her forlades. Og resultaterne har været små. Samtalen med muslimerne ser derimod ud til at skulle foregå på en helt anden måde og i et helt andet tempo i en åben og tillidsfuld drøftelse om fælles re­ligiøse temaer. Selvom rapporten på udmærket vis i kortfattet form peger på hovedelementer i de to religioners selvforståelse, så undgår den at trække det klart op, at her står den danske folkekirke over for en lovreligion af mer ab­solut karakter end nogen, man hidtil har mødt. Og koncensustænkningen træder ganske i stedet for den grænsedragning, som er samtalernes naturlige udgangspunkt, hvis man skal yde hinanden respekt, og som er protestantisk teologi og overlevelsesbetingelse. I stedet advares mod åndeligt eller andet pres mod muslimerne: man skal vogte sig for proselytmageri, ikke sætte sig til doms over dem. Vi kan lade os inspirerer af muslimsk mission og må bære over med fremmedhedens barrierer og koncentrere os om det, vi har fælles. Spørgsmålet om, hvor vidt kristendommen skal drive mission, kan besvares både med et ja og et nej, idet man skal være opmærksomme på, at musli­merne kan opfatte mission som en provokation, og så skal vi iøvrigt være op­mærksomme på, at islam kan inspirere os selv til fordybelse i vor egen tro. I et personligt møde mellem kristne og muslimer er der intet at indvende mod en sådan holdning. Men som en slags fællesnævner for de to religioners møde udtrykker den både retræte og manglende respekt for modparten.

Man må naturligvis stille spørgsmål om, hvad så den principielle forskel er på religionssamtalerne mellem den lutherske kirke og den romersk-katolske kirke og så mellem folkekirken og islam. Og her må svaret blive, at der er missionsteologiens dialogbegreb til forskel. Det er da også missionsselska­berne, der har ønsket udvalget nedsat. Missionstelogien omsættes til lo­kalt brug. Missionsdialogen har sit samtaleaspekt i international tværkultu­relle og tværreligiøse sammenhænge, hvor missionærernes medbragte identi­tetsfor­ståelse naturligt nok træder noget tilbage i praksis. Men i islamudval­gets rap­port overføres  missionens dialogbegreb til den hjemlige kirke og gøres gældende her og med store implikationer. Her drøfter man ikke sin tro under fjernhedens tegn, men under nærhedens tegn og med nære konsekven­ser. Det er international tænkning lokalt anvendt.

Dialogbegrebet

Dialogbegrebet har mange betydninger, og dialog er en uundværlig del af menneskers samvær med hinanden. I teologiske overvejelser har det ofte også den bibetydning i samtalen at sætte noget på spil.

I den kristne missions  arbejde på at udbrede evangeliet også blandt muslimer er dialogen blevet et hovedord. Man kan med rette tale om, at missionsstra­tegien har gennemløbet en udvikling fra konfrontation over møde og til dia­log. Dialogen er et udtryk for tolerance, en tolerance, som man af og til kan fornemme, er ved at nærme sig relativisme.

Udviklingen fra konfrontation til dialog signalerer åbenhed over for de folk og religioner, som man arbejder iblandt. Men det udtrykker også, at man er i tvivl om, hvordan man skal opfylde sin målsætning, og at der kristne arbejde blandt muslimer er trængt, selvom der stadig er tale om en god social indsats. Kristendommen har måttet vige overalt, og islam er da også på globalt plan en udfordring til den kristne kirke, som den har svært ved at leve op til.

For en del år siden hævdede den norske biskop og missionær Arne Rudvin, at dialogtanken er et sidste fortvivlet forsøg på at finde veje og metoder i is­lammissionen. Den kan dog give visse resultater. Den er en vej, som man må gå, selvom risikoen er, at selve dialogtanken kan komme til at skygge for evangelieforkyndelsen. Og netop i dialogen med muslimerne har de fleste missionærer oplevet, at man har forsøgt at gå ind på hinandens synspunkter og forstå hinandens religion. Og ofte går man længere, end det teologisk set er forsvarligt, fordi man møder den orientalske venlighed. ¹⁴⁾

Hvis det af missionsteologien prægede dialogbegreb overføres til folkekir­kens hjemlige regi, som man får indtryk af i islamrapporten,  så er der noget al­vorligt på færde, så er det selve den protestantiske selvforståelse, der er på spil, klarheden og forpligtetheden fordunkles, så man ikke mere så tydeligt vedstår sit eget grundlag, og det på et tidspunkt, hvor det er allermest nød­vendigt. Globaliseringens medløberfacination slår igennem.

Islamudvalget er sig bruddet bevidst. Dets endelige konklusion lyder: “Går man ind i en dialog, skal man ikke forvente, at man kan forblive den, man er. Det betyder in casu, at når vi anbefaler, at Den danske Folkekirke orga­nisa­torisk som en af sine aktiviteter overfor indvandrere af den muslimske tro, optager en dialog med islam på alle planer, inklusive det højeste, så må man forvente, at det vil forandre folkekirken, som vi kender den. Religions­mødet vil med nødvendighed få betydning for den danske - og kirkelige - selvfor­ståelse. ¹⁵⁾

Man skal bemærke sig, at ovennævnte tanker fremsættes uanset at udvalget ved, at islams skriftfundamentalisme ikke tillader nogen tilsvarende imøde­kommenhed på det teologiske plan fra muslims side, og at dialogstrategien på missionsmarken har været et skræmmende tilbagetog, som også vil blive mærkbart i lokal sammenhæng.

Islamudvalget giver biskopperne en række forskellige forslag til fremme af den kirkelige selvbesindelse. Der skal ske en bevidstgørelse, oprettes dia­loggrupper på alle niveauer, gennemføres forskning, undervisning og studie­kredse, afholdes kurser, ansættes konsulenter og stiftspræster og gen­nemfø­res oplysningsvirksomhed i en vifte af mangfoldige tilbud.

Det er ikke til at forudse, hvor mange af forslagene, der vil blive gennemført, men det er givet, at alle former for informationsarbejde vil blive lagt i hæn­derne på mennesker, som brænder for strategien, og som er bærere af stærke mul­tikulturelle holdninger, selv de er fremmede for de fleste grupper i fol­kekir­kens menigheder. Et voldsomt møde mellem det, som mange i folkekir­ken vil opfatte som dansk kultur og identitet og stærke multikulturelle strømninger kan blive af problematisk betydning for den danske folkekirkes fremtid.

Kirkelig selvbesindelse

Islamudvalget peger med rette på, at folkekirken i sin udfordrede situation har brug for selvbesindelse. Men mærkeligt nok tænkes der ikke på folkekir­kens besindelse på egne rødder. Der henvises derimod til religionsmødet i det multikulturelle samfund, hvor der ønskes dialoggrupper mellem kristne og muslimer og studiegrupper om islam, forskning i religions-teologiske em­ner, udarbejdelse af studiekredsmateriale om islam og kristendom. Og der henvi­ses til de allerede eksisterende multi- og tværkulturelle centrer.

Rimeligt må det være, at når man arbejder på selvbesindelse, så vender man sig først til et dybtgående arbejde med at forstå, hvad det vil sige at være lu­thersk kirke i dag. Det har været opmuntrende at se, hvilket udbytte, der er kommet ud af arbejdet med ritualer, gudstjenestetekster og salmer. Men det er også væsentligt at arbejde med selve det lutherske kirkebegreb. Der er in­gen tvivl om, at man kan finde inspiration til kirkefornyelse, til forandring af meget, som kun opretholdes af vane og tradition, til ændring af kirkens ydre struktur og administration, hvis der er noget, som står i vejen for det evange­lium, som skal høres. Der er givetvis også teologiske begreber, som er tørret ud og ikke mere forstås, og som har behov for at skyde frodigere op igen. Sagkyndige vil i vor egentradition kunne finde ny inpiration til folkekir­kens hverdags- og søndagsliv.

Det er vort eget, vi skal besinde os på, nyvurdere og finde inspiration i og forstå vore grænser ud fra. Herfra kan vi gå ud og lære af andre og orientere os i den globaliserede ver­den, som vi også er en del af og gør brug af. Som kristne må vi føle os forpligtede på, at vi har fået sandheden betroet. Det er den, vi er sat til at forkynde overfor enige og uenige. Dialogen kan aldrig er­statte den kristne forkyndelse.

Noteliste:

1. Los Angeles Times Syndica International, 2001. Oversat for Kr. Dagblad         

    af Christina Witting Estrup. 3. februar 2001.

2. Kampen mod den nationale og kulturelle identitet er heller ikke fremmed i

    dansk debat. I Årsberetning for Nævnet for etnisk Ligestilling 1998 skriver

    Kjeld Holm bl.a.: “noget andet er den eksistentielle erfaring, at det sandt 

    menneskelige hænger sammen med en vilje og evne til integration, hænger              

    sammen med et bestandigt opgør med identitetstvangen”. p. 76

3. Zygmunt Bauman: Globalisering. p.16 f.f.  Hans Reitzel 1999.

4. idem, p. 61

5. Samuel P. Huntington: The Clash of Civilizations, Forein Affairs 1993

    ibid: Kampf der Kulturen, The Clash of Civilizations.Die Neugestaltung

    der Weltpolitik in 21. Jahrhundert. Zielder 1998.

    Bassam Tibi: Krieg der Zivilisationen, Wilhelm Heine Verlag, 1998.

6. p. 74

7. Erik Meier Carlsen: De overflødiges oprør, p. 82 . Centrum 2000

8. Samtalen fremmer forståelsen, p. 45 ff., Unitas forlag 2000.

9. Kronik i Berlingske Tidende 5. juni 1999

10.Kampen om Europas Sjæl, p. 74. Vindrose 2000.

11.Hans Kornø Rasmussen: Dem og Os, Tiderne Skifter 2000, p. 155

     og Rockwoolfondens Forskningsenhed: Mislykket integration, kap. 2

     Spektrum Forlag, 2000.

12. I Københavns kommune har hver fjerde skole flertal af tosprogede børn.

      28% af alle børn er tosprogede.

13. Udtalelse af Københavns Politi, refereret i Morgenavisen Jyllands-Posten   

      21. oktober 2000.

14. Arne Rudvin: Evangeliet og Islam, Oslo 1971, p. 26 ff.

15. Samtalen fremmer forståelsen, Unitas 2000.