Morgenavisen

                                                                                                              Jyllands-Posten

                                                                                            Søndag den 25. januar 2004

Det kulturelle fatamorgana

Mulltikulturalismen er et fundamentalt fejlgreb, som bygger på den fejlagtige og sentimentale tro, at alle kulturer dybest set har samme værdier, eller i hvert fald har krav på samme respekt, skriver tidligere domprovst Poul E. Andersen i dette tredje og sidste debatindlæg om de kulturradikale.

af  Poul E. Andersen

tidl. domprovst, Odense

At være kulturradikal er lidt bedre end at være socialdemokrat og meget bedre end at være borgerlig, for i hvert fald i kulturdebatten er en borgerlig pr. definition en højreradikal. En kulturradikal befinder sig på et noget højere moralsk stade. Det var derfor også naturligt, at 1028 hovedsageligt således kvalificerede personligheder den 30. marts 2000 indrykkede kæmpeannoncer i de fleste danske dagblade, hvori de udtrykte flovhed over at være dansker. De havde svært ved at være danske sammen med flertalsdanskerne, der besad en ringere moral, end de selv. Det var de gode, der rejste sig mod de onde. Sagen var, at mange danske med forkerte holdninger havde tilladt sig, endda på skrift, at udtrykke bekymringer for Danmarks fremtid under indtryk af de hundredtusinder, især muslimske indvandrere fra fjerne lande, som væltede ind over grænserne

Blandt annoncens underskriverne var der ikke så få, der førte en renhjertet kamp for at skabe det multikulturelle Danmark, og som så et fornyet, dynamisk samfund vokse op heraf. Under indtryk af en kulturrelativistisk vision skriver en af dem, Ole Hammer i bogen ”Det flerkulturelle Danmark”: ”Det flerkulturelle Danmark er målet. Et Danmark, hvor man tænker flerkulturelt, træffer flerkulturelle beslutninger, organiserer sig flerkulturelt og handler i overensstemmelse hermed”. Der var også flere steder tanker om, at den danske grundlov ikke skulle være en specielt dansk grundlov, men det flerkulturelle samfunds grundlov (således Morten Kærum)

Tanken om det multikulturelle samfund vinder stadig frem, naturligt nok især i mange kulturradikale kredse. Den ligger bag flere politiske initiativer, ja er endda ved at erobre danske højskoler. Der  kan derfor være grund til at overveje de væsentligste holdninger, som på dette område skaber kulturkløft i Danmark.

Kulturopfattelser

Holdningen til en kulturforståelse er bestemt af det udgangspunkt, man tager. Den klassiske antropologi har opfattet kultur som en nogenlunde definerbar og stationær størrelse, der udspringer af et overleveret fællesskab. Normalt anses sproget for den grundlæggende kulturelle dannelse, der opstår med nødvendighed af, at mennesker skal omgås hinanden i en fælles verden. En almen definition kan formuleres sådan: Kultur er på den ene side summen af menneskelige handlinger, og på de anden side selve den menneskelige handlen og tænkning. Men den verden, som mennesket lever sit liv i og  formidler videre til sine efterkommere, er både den ”naturlige” verden og den ”billedlige eller symbolske” verden, som mennesker skaber, og som virker tilbage og er med til at bestemme deres adfærd. Den billedlige verden rummer sagn, eventyr, digtning, religion, kunst, videnskab, retlige bestemmelser, og den er derfor afgørende for menneskets selvforståelse og handlinger.

Enhver lokalkultur er præget af geografiske og sociale forhold, af menneskers gode eller dårlige historiske erfaringer, indbyrdes kampe og kampe mod fælles fjender. En dansk kultur er således stærkt bestemt af landets klima og dets udsatte beliggenhed omkring sunde og bælter, med en stormagt som sydlig nabo og med udefra kommende påvirkninger.

En sådan kulturforståelse er nok national, men den er ikke båret af et statsfællesskab. Den bygger på et åndsfællesskab af mennesker med fælles tradition. Den bygger på tanken om, at det kulturelle folkelige grundlag vokser i en vekselvirkning med det fremmede. Dansk kultur er rodfæstet, men udvikler sig i stadigt hurtigere tempo jo mere den globaliserede virkelighed fremkalder nye vurdering, nye debatter og nye politiske tiltag.

Den her nævnte kulturforståelse er gennem de sidste årtier kommet under stærk kritik, især fra mange kulturradikale kredse. Dels er grænserne mellem forskellige forskningsområder, kulturantropologi, kultursociologi, etnografi og etnologi ikke mere ganske klare, og dels har flere postmoderne ladet sig inspirere af Frankfurterskolens dekonstruktive beskrivelse af det moderne menneskes traditionstab. Globalisering og transnationalisering, det vældige rum for den frie bevægelighed for mennesker, viden og varer, har alt sammen betydet, at nationale grænser bliver utidssvarende barrierer, og at kulturel forskellighed bliver normaltilstand. Uforudsigeligheden, uvisheden, manglen på orden er nu den eksisterende verdens produktive paradigme. De store flygtningestrømme rundt om i verden er ikke tilværelsens anormali, men derimod den reelle virkelighed med både omskiftelighed, fragmentering og nye muligheder.

Ud fra denne opfattelse relativeres alle faste kulturbegreber. Ifølge den kan der aldrig være tale om, at bestemte kulturer er naturligt legitimerede i bestemte samfund, heller ikke, at den danske kultur på forhånd skulle have supremati i Danmark, og ingen har ret til at favorisere en kultur frem for en anden.

I en indvandrersituation kan en kulturopfattelse som den beskrevne lyde ganske selvfølgelig, næsten uproblematisk. Men mennesker, hvis grundfæstede kultur anfægtes af et kulturmøde med holdninger, som er stærkere end deres egne, oplever, at tab af kultur er det smerteligste af alt. På den anden side er det indlysende, at indvandrergrupper opfatter et kultursammenstød som magtudøvelse fra flertallet. Selv flertallets sprog, lovgivning, tradition og omgangsnormer er undertrykkende. Fra kulturradikale debattører har der været en stærk tendens til at anklage deres eget samfund for at mangle forståelse for det. Men når de stiller en trendy tolerance bag en sådan opfattelse, udvikler det sig let til en absolutistisk ideologi, der vender sig mod deres eget samfund og al national identitet.

Multikulturel ideologi

Ideen om det multikulturelle samfund er sammenvævet af to forestillinger, der gensidigt forudsætter hinanden. Den ene er tanken om et samfund, bygget op over ligeværdige kulturer, som i respekt og harmoni inspirerer hinanden til tolerance og gensidig udvikling. Den anden er, at der ud af kulturernes fællesskab på god marxistisk vis fremstår et dynamisk samfund, hvor de bedste elementer fra alle kulturer opgår i en syntese med ny blomstring på alle samfundsområder. Tilhængere af denne  overbevisning har ofte peget på Canada, som det land, der er på vej til at skabe et sådant samfund.

Multikulturalismen har her siden premierminister Trudeau været officiel politik. Der er  immigranter fra ca. 200 lande. Racisme kommer næsten ikke til udtryk. Respekt for indvandrerkulturer viser sig bl.a. i, at  megen undervisning i offentlige skoler er opdelt, sådan at den foregår på engelsk eller fransk først på dagen, mens der om eftermiddagen undervises i indvandrernes modersmål og kultur.

Men der er også kritik. Tom Buk-Swienty fortæller i Weekendavisen ( 31.august 2000), at der uafladeligt finder gnidninger sted mellem de etniske grupper, men da Canada er yderst politisk korrekt, omtales det ikke. I det offentlige liv er det et helvede, siger kritikerne. Hver eneste komité, selv de mindste udvalg skal repræsentere alle etniske grupper ligeligt. Der tilbydes undervisning i alle kulturer, men skolerne har måttet afskaffe faget canadisk historie. Man kan opleve, at julekoncerter erstattes af vinterkoncerter, hvor der synges hebraiske, indiske, kinesiske og filippinske sange, men de kristne kan man ikke møde. Et nationalt fællesskab findes ikke mere.

Talrige erfaringer viser, at multikulturelle samfund uvægerligt udvikler sig til parallelsamfund, oftest med ghettodannelser, og befolkningsgrupperne lever isoleret i forhold til hinanden. Jo større isolationen er, desto stærkere udvikles mistænksomheden, modviljen og fjendtligheden. Fra hele verden berettes uafladeligt om borgerkrige med mord og vold. Fra Europa kendes det allerede i mindre målestok gennem beretningerne fra f. eks. England. Raceurolighederne i Bradford, Burnley og Oldham er skræmmende. Dertil kommer, at den sammenhængskraft, som er forudsætningen for udviklingen i et harmonisk progressivt samfund, forsvinder. Udviklingen i samfundet går i stå. 

I sin omtale af multikulturalismen i England beretter Ibn Warraq i bogen ”Why I am not a Muslim”, hvordan man først havde troet, at man via uddannelse kunne assimilere immigranterne i den engelske hovedkultur. Det gik galt på dramatisk vis. Forestillingen om, at man af en rå immigrant kunne producere en lille engelskmand, druknede i beskyldninger om chauvinisme, racisme og kulturel imperialisme. Med de efterfølgende multikulturelle parallelsamfund gik det ikke bedre. Selve multikulturalismen er nemlig et fundamentalt fejlgreb, som bygger på den fejlagtige og sentimentale tro, at alle kulturer dybest set har samme værdier, eller i hvert fald har krav på samme respekt. Da multikulturalismen er et barn af relativismen, er den ude at stand til at kritisere kulturer eller lave tværkulturelle vurderinger. Hvis indvandrede kulturer har værdier, som er destruktive overfor normer, som vi værner om, har vi pligt til at beskytte vore egne kulturværdier.    

En fremtids-pejling

Det politiske spektrum i Danmark rummer ikke mere en selvfølgelig skelnen mellem højre og venstre. Stærkt socialt engagerede vælgere stemmer ofte til højre, mens ikke mindst udpræget højreradikale indvandrere afgives deres stemmer til venstre. En kulturkamp i dag gælder derfor ikke så meget opgøret mellem partiers politiske helhedspositioner som de bredere bagvedliggende holdninger og værdier. Og helt givet er det, at landets fremtidige udvikling vil være bestemt af vælgernes stillingtagen i indvandrer- og integrationspolitikken.

Allerede nu vokser stærke parallelsamfund med tilhørende ghettodannelser frem i alle større danske byer. De breder sig kraftigt og fortrænger områdernes oprindelige befolkning, som rammes stærkt på deres sociale forhold. Parallelsamfundene etablerer sig med indbyrdes afsondring, men med fælles negative holdninger til den øvrige befolkning. Social udstødning og voksende kriminalitet følger i udviklingens spor. Intet tyder på, at tendensen forandres, da indvandringen kun delvist kan begrænses og integrationspolitikken hverken på arbejdsmarkedet eller i indvandrersamfundene finder tilstrækkelig opbakning.

Såfremt kulturradikalismen endnu en gang vinder kulturkampen, er det også den multikulturelle romantik, der sejrer. Og det fællesskab, som trods alt endnu er en del af dansk grundkultur, brydes op, velfærdssamfundet kommer under alvorligt pres, konflikter bliver uløselige, og det politiske billede uoverskueligt.