Morgenavisen Jyllands-Posten

                                                                                                              søndag den 31. december 2000

Indblik

Globalisering som kulturkonflikt

Globaliseringen har et ideelt, om end naivt, udgangspunkt. Men den rummer en selvbevidsthed og en sprængfarlig overlegenhedsfølelse, som dækker over manglende viden og respekt for andre civilisationer. Den udfordrer andre kulturer til hårdnakkede reaktioner, ikke mindst til en religiøs vækkelse, der ofte får karakter af fundamentalisme”.

Voldsomt opgør - “Det er derfor, at det islamiske opgør med alle vestlige værdier føres med så stor voldsomhed”.

Brud på vestlig dominans - “Det politiske Islam fordrer intet mindre end at afløse den vestlige dominans”.

Islam II

AF POUL E. ANDERSEN

tidl. domprovst

Odense

Det europæiske samarbejde udvikler sig hastigt i disse år. Et stort skridt blev taget med Nice-traktaten og underskrivelsen af den Europæiske Unions Charter om  de grundlæggende rettigheder.

Den bærende tanke for samarbejdet er både af ideel karakter, ønsket om at skabe et fredens Europa og af økonomisk karakter, nemlig bestræbelserne på at skabe en økonomisk fremgang for hele den europæiske region.

Forudsætningen for, at bestræbelserne kan lykkes, er, at der helhjertet sættes ind mod herretænkningstendenser og nymoralisme, at landenes nationale identitet kan bevares, og at alle kræfter mobiliseres mod en truende admini­strativ junglevækst. Når der er forhåbninger om, at processen kan lyk­kes, hænger det sammen med, at Europa trods forskelle og modsætninger har et fælles kulturelt grundlag, som er langt ældre end den moderniseringsproces, som især den avancerede teknologi nu er den drivende faktor bag.

Vestlige kulturtræk.

Grundlæggende for den vestlige identitet er først og fremmest arven fra den klassiske kultur. Dvs. den græske filosofi og tænkning, romerretten, det la­tinske sprog og kristendommen. Og historisk set er kristendommen som ka­tolicisme og protestantisme helt afgørende. Fra den kristne tænkning går en lige linie til adskillelsen af stat og kirke, således at verdslig magt udfolder sig inspireret gennem, men politisk uafhængig af religiøse forestillinger. I nær tilslut­ning hertil udvikler sig så retstatsprincippet, folkestyre med repræsen­tativt demokrati og menneskerettighedstanker. Karakteristisk for den vestlige civi­lisation er udformning af den individualistiske tænkning, der lægger vægt på beskyttelse af individets rettigheder. I forholdet til de øvrige civilisationer har netop dette træk vist sig afgørende.

Globaliseringen.

Ud fra troen på, at den vestlige verden indtager en førerposition som følge af den modernisering og velstand, som har omformet samfundene især i den sidste generation, er den opfattelse blevet knæsat, at vestlig kultur i stadig stærkere grad må udvikle sig til en universel verdenskultur, da alle an­dre lan­des befolkninger må tilstræbe samme uddannelse, velstand og frihedsrettig­heder, som Vesten tilbyder.

Globaliseringen har et ideelt, om end naivt, udgangspunkt. Men den rummer en selvbevidsthed og en sprængfarlig overlegenhedsfølelse, som dækker over manglende viden og respekt for andre civilisationer. Den udfordrer andre kulturer til håndnakkede reaktioner, ikke mindst til en religiøs vækkelse, der ofte får karakter af fundamentalisme.

Globalisering som skæbne.

Globaliseringsbølgen er skyllet over den vestlige verden med uimodståelig kraft, især inden for det sidste tiår. Den har vendt op og ned på mange fore­stillinger. Og den omfattes af mange som en uafvendelig skæbne. “For nogle er “globalisering” en absolut nødvendighed, hvis vi ønsker at opnår lykken. For andre er “globalisering” årsag til alle  ulykker. Men for os alle er “globalisering” denne verdens uregerlige skæbne, en proces, som ikke kan ven­des”.( Zygmund Bauman: Globalisering 1998, p. 7 )

Globaliseringen er i sin substans udtryk for optimisme, et ønske om at erobre fremtiden og møde den ganske verden. Den ser en verden, hvor de grænser, som tid og rum har sat for den menneskelige eksistens, er blevet udvidet be­tydeligt, og hvor menneskers skaberevne kan udfolde sig frit. Den er et pro­dukt af den vestlige kultur, men den er også en magt, som omdanner kultu­ren både i Vesten og i alle andre civilisationer. Anthony Giddens forventer således, at nationalstaten svækkes, og det globale samfund dannes.

Begejstrede fortalere peger på, at der i hele verden kan skabes et fælles ud­bud af værdier og kulturer, med verdensrammer for økonomiske transaktio­ner, og at en ny og bedre form for frihed og lighed kan blive til.

Vestlig kritik.

Men globaliseringen har ikke blot udløst begejstring. I de senere år er kritik­ken og bekymringen overfor globaliseringen vokset betydeligt både i Vesten og i ikke-vestlige lande, men på forskelligt grundlag.

Zygmunt Bauman peger især på den an­svarsforflygtigelse, der følger i globa­liseringens spor. Han hævder, at man ikke kan undgå, at magten løsrives fra forpligtelserne, f. eks.. overfor an­satte, overfor yngre og svage, overfor ufødte generationer. Som godsejerne i det gamle Rom kunne sidde på af­stand og med ligegyldighed skalte og valte med godser og folk, der havde deres tilværelse der, sådan kan nye fjerne kapitalejere optræde overfor lo­kale virksomheder, og så er de endda helt uafhængige af lokale forpligtelser. Blot nogle linier på Internettet afgør fremtiden for mindre og større samfund uden bekymring for, hvad det inde­bærer.  Og han peger endvidere på, at den grænseoverskridende frihed bevirker, at ingen efterhånden vil kunne vide, hvad der sker med os alle sam­men. Han frygter konsekvenser som “opererer i det umådelige- tågede, sum­pede, ufremkommelige- “ingenmandsland”, der strækker sig uden for ræk­kevidde af bestemte menneskers planlægning og handlingskapacitet”

Og så hævder han yderlige, at globaliseringen skaber større ulighed. Det bli­ver de ressourcestærke, som håndterer globaliseringens redskaber, der scorer hele udbyttet, mens de svage lades tilbage, og middelklassen får en tilværelse i usikkerhed, der giver grobund for politisk radikalisering.

Grænseløsheden er en usikkerhedsfaktor. Den føles truende, fordi det natio­nale og politiske fællesskab svækkes, magt bliver lig med mobilitet. Den nye overklasse kendes på, at den udvikler stor fleksibilitet, så den kan bevæge sig, handle og kommunikere grænseløst, mens taberne, der stadig er bundet til stedet bliver “den moderne verdens stavnsbundne”. ( Kresten Schultz Jør­gensen: De nye barbarer. 2000, s. 74 )

Gud tager revanche.

Den vestlige verden har gennem generationer grebet ind i ikke-vestlige lan­des kulturer og skæbne. Gennem globaliseringen har den fået nye mulig­heder for at bestemme over andre civilisationer, og det har sine konsekven­ser. I kraft af en voldsom ekspansion er de vestlige normer og værdier blevet op­hø­jet til universelt gyldige verdensstandarder, uden at ikke-vestlige civili­sati­oner har kunnet modsætte sig det. Der er blevet tale om en slags overher­re­dømme. Og den kritik over vestlig dominans, som har været mærk­bar i de ikke-vestlige civilisationer gennem flere generationer, er nu vokset til mas­sive protester.

Den vestlige ekspansion med den derpå følgende omformning af verden an­går alle civilisationer. Men den islamiske verden føler sig stærkest berørt deraf, da den i lighed med den vestlige verden gør krav på universelt herre­dømme og derfor er særligt krænket.

Det er derfor, at det islamiske opgør med alle vestlige værdier føres med så stor voldsomhed. “Den, der i dag alene ser det politiske Islam som en simpel revolte mod den vestlige dominans eller som tegn på en nostalgisk længsel efter den tidligere islamiske storhed, afslører en manglende fortrolighed med den indre islamiske debat. Det politiske Islam fordrer intet mindre end at af­løse den vestlige dominans: “gennem den islamiske ledelse af verden”( Bas­sam Tibi: Krieg der Zivilisationen, 1998, p. 18 )

Muslimske fundamentalister er ofte af den opfattelse, at de har de bedste chancer for at blive de kommende afløsere af det vestlige hegemoni.

Den anti-vestlige trend i retning af religiøs vækkelse findes ikke kun i mus­limske samfund. Den mærkes i Indien hos hindu-fundamentalister. I Kina genoplives Kungfutses stats- og menneskeopfattelse, og Buddhas lære vinder nyt gehør i de øvrige asiatiske områder. De særlige asiatiske værdier som flid, arbejdsetik, saglighed og selvrespekt træder stadig stærkere frem i kon­kurrence med et Vesten, hvor tilsvarende værdier oplever en svækkelse.

Professor Samuel P. Huntington gør i sit store værk: “The Clash of Civilisa­tions. 1997, ( p.82 ff. ) opmærksom på, at Vesten trods sin teknologiske fi­nancielle og militære styrke svækkes på en lang række områder. Og han for­udser, at et langsomt forfald vil gøre sig gældende gennem de første årtier af det 21. år­hundrede, samtidig med, at vestlige værdier forkastes og afvikles i alle ikke-vestlige lande.

Det er bemærkelsesværdigt, at den fremstormende religiøse fundamentalisme kun er et enkelt udtryk for en bred religiøs nyorientering overalt. Den kan ses som en generel reaktion mod sekularisering, moralrelativisme og vellev­ned, samt en bekræftelse af gamle værdier som orden, disciplin, gensidig hjælp og solidaritet. Religiøse grupper, også fundamentalistiske, imødegår regeringer­nes svigten på det sociale og sundhedsmæssige område med en lang række sociale tiltag med stor effektivitet, og de angiver mening og mål for de kom­mende samfund. Genoplivelsen af ikke-vestlige religioner, især den muslim­ske er den mest magtfulde manifestation af anti-vestlig kultur. Det er Gud, der tager revanche, hævdes det. ( Huntington p. 98 )

Vestlige og ikke-vestlige værdier.

De ikke-vestlige civilisationer afviser ikke globalisering. Men de afviser den vestlige globalisering. De kan bruge globaliseringens midler, men ikke dens indhold.

Ved afslutningen af den kolde krig taltes meget om en global civilisation. Hertil hørte også den sekulariserede nationalstat. I ikke-vestlige kredse op­fattedes det som et voldsomt overgreb. Især for muslimer er tanke om en verdslig stat afskyelig.

I de muslimske samfund kommer vreden mod vesten stærkt til udtryk. Den viser sig i et meget stærkt sprogbrug, men også i voldelig form som terro­risme og regulære kamphandlinger. Og udryddelse af al vestlig påvirk­ning er målet.

Hvis man skal gøre sig klart, hvad der ligger bag denne holdning, er det især tre faktorer, som man skal være opmærksom på.

Det første er den religiøse tradition, udsprunget af Koranen og fortolknin­gerne i Hadith. Der åbenbares her et samfundssyn, som var gældende i seks-hundredtallet, og som principielt ikke kan rokkes. Koranen rummer et gudsbegreb, et menneskesyn, og en kollektivisme, som er svær at forstå for vesterlændinge. Af afgørende betydning er også dens fastholdelse af, at reli­gionen omfatter både det religiøse og det verdslige. Den religiøse lov shari­aen er overordnet al anden lov, og den kræves respekteret også af indvan­drere i demokratiske stater. Afvisning heraf betragtes som overgreb på reli­gionsfriheden. At der er grobund for aggressive holdninger er tydeligt nok.

Det andet forhold, som er af væsentlig betydning, er især påpeget af den muslimske forfatter og professor Bassam Tibi. Han peger på den store for­skel, der er på Vestens forhold til tænkning og viden og den muslimske for­ståelse af disse begreber.Den vestlige tænken er bestemt af det rent logiske, individualistiske og ikke-religiøse udgangspunkt, som filosoffen René De­scartes opstillede. Hans tese var, at når man tvivlede om alt, så blev der det uimodsigelige tilbage, at tænkningen er individets forudsætning. For musli­mer, især de fundamentali­stiske, betyder det, at al vestlig tænkning grunder sig på tvivlen og ikke på troen. Derfor må hele det samfundssystem, der ud­springer heraf være gen­stand for afstandta­gen, for Koranen er overordnet menneskets tanker. Der er derfor god grund til at være på vagt overfors den ikke-religiøse nationalstat, som Vesten har tvun­get ned over muslimske samfund, at nære skepsis over­for demokratiske sty­reformer, som sætter mennesker på det sted, hvor Allah har sin plads. Og det er naturligt at nære skepis overfor den menneskeretsim­perialisme, som man afslører overfor muslimske lande. Til­sammen kan hele den vestlige ind­fly­delse og udbredelsen af vestlige værdier opfattes som et moderne ateistisk korstog overfor de tro­ende.

Den tredie faktor, som man skal være opmærksom på, er, at globaliseringen har bragt de to civilisationer så tæt ind på hinanden, af forskellene springer udfordrende, ubarmhjertigt i øjnene. Dertil komme så, at vestlig militær ind­blanding i interne muslimske anliggende opfattes som en pinlig ydmygelse. Heraf udspringer et had, som det kræver generationer at overvinde.

Globaliseringen går videre.

Globaliseringsbølgen kan ikke standses. Men en yderst kritisk holdning til den vil være på sin plads, som udtrykt af ovennævnte Zygmunt Bauman. Ikke mindst en debat om de etiske perspektiver i globaliseringen er nødvendig, hvis Vesten skal bidrage til en respektfuld sameksistens med verdens øvrige civilisationer. Det kan ikke afvises, at globaliseringen bliver et skridt på vejen mod den allerede mærkbare moralske og kulturelle svækkelse af Vesten. Andre står allerede klar til at tage over. Men måske har kristendommen ikke udspillet sin rolle. Ikke-vestlige kulturer er gået styrket ud af deres religiøse selvbesindelse. En sådan mulighed kan også ligge åben for os. Den uophør­lige tale om f. eks. “de europæiske værdier” har ikke inspireret os. Den har hidtil mest levet i politikernes retorik.

Den første artikel om islam blev bragt søndag 24.12.2000