Grusomhed i Bibel og Koran

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

Det gamle Testamente er forjættelsernes bog, som fører frem til opfyldelsen i Jesus Kristus, som Det nye Testamente beretter om. Men GT er også lovens bog. Her forkyndes, at vejen til menneskers frelse går gennem opfyldelsen af den hellige lov. Loven består naturligvis først og fremmest af Moseloven fra Sinai bjerg. Men efterhånden kommer den også til udtryk i de ganske detaljerede mundtlige traditioner, fædrenes overleveringer, som havde bindende status, og som rummede bestemmelser for alle menneskelivets områder. Loven i al dens strenghed blev en byrde, som var pålagt mennesker, og talløse forfærdende overgreb blev begået i lovens navn. Når man læser beskrivelser heraf i dag, bliver man skræmt af de grusomheder, som loven dækker over. Og mange kristne bøjer beskæmmet hovedet, når mennesker i dag angriber kristendommen og hævder, at den kristne bibel afslører ligeså umenneskelige træk, som muslimernes Koran.

Der er ingen, der i dag vil afvise, at Det gamle Testamente på mange punkter udtrykker holdninger, som var almindelige for de mange århundreder siden, da skrifterne tog form. Og den historisk-kritiske forskning har tydeligt afsløret tidsbundetheden i de bibelske skrifter. Og der er ingen kristne, der i dag vil hævde, at slaveri, stening, omskærelse, nedværdigelse af kvinder og udryddelse af fjender er udtryk for Guds vilje. Og årsagen hertil er ubetinget, at Kristus er trådt imellem den tid og os.

I Det nye Testamente læser vi, hvorledes Jesus gør op med den hellige lov. Han vil ikke bøje sig for lovens krav om overholdelse af sabbat, faste eller krav om adskillelse af rent og urent. Han frelser den utugtige kvinde fra stening, han kræver, at man skal elske sin fjende og ikke hade ham, som overleveringerne påbyder. For Jesus eksisterer ingen hellig religiøs lov, som er nødvendig for menneskets frelse. For ham eksisterer der faktisk kun eneste lov, og det er kærlighedens lov. Kravet om at elske sin Gud og at elske sin næste, det er selv opfyldelsen af den religiøse lov. Og denne lov kan ikke sættes i system. Der kan ikke gives regler for den, overholdelsen udspringer af det enkelte menneskes tro. Der er ingen myndighed, der kan straffe overtrædelsen heraf. Det er en sag mellem det enkelte menneske og skaberen.

Og Jesu krav om kærligheden til næsten og især ”den mindste blandt disse mine små” fik indflydelse på samfundenes udvikling, på tankerne om friheden, på sociallovgivningen, på menneskerettigheder. Men intet af dette udsprang af religiøse love, de udsprang af politisk fornuft og menneskers forpligtethed på, hvad evangeliet havde forkyndt om kærligheden til næsten. I Jesu omtolkning af den religiøse lov blev menneskets frihed til. ”Til frihed har Kristus frigjort os”, siger Paulus (Gal. 5.1), ikke til trældom under loven. Igennem Jesu opstandelse som Kristus og herre fik friheden sin begrundelse.

Det er i forståelsen af friheden, at forskellen mellem kristendom og islam bliver tydelig.

Hos muslimerne gælder loven stadigvæk, i dag måske mere end i hundreder af år. Ved indvielsen af Medina som hellig by, skal Muhammad have sagt: ”Gid enhver, som fører nye ting til denne by må blive forbandet af Allah, hans engle og alle mænd”. Og denne angst for religiøs fornyelse har gjaldt uden store anfægtelser siden. Derfor er Koranen stadig rammen om den lov, som gør sig gældende overfor enhver muslim. Der har ingen plads været til en reformation. For Koranen, også med dens brutalitet og had til vantro, er Allahs egne ord og gælder til evig tid. Dens overleveringer, hadith kan i forskellige tolkninger give mønster for, hvordan ethvert menneske skal optræde, hvis det skal opfylde loven. Og den hellige lov, sharia kræver forrang for al verdslig lovgivning, også hvor gamle traditioner kræver straffe, som ingen i et demokratisk samfund kan acceptere.

For muslimer vil en fuld integration i et verdsligt samfund være meget kontroversiel, såfremt det ikke lykkes at gennemføre en historisk analyse af islams hellige skrifter, på samme måde som det er sket med Bibelen, en analyse, som påpeger, at Koranen som Bibelen på mange punkter gengiver en svunden tids barske samfundssyn, og at dette syn ikke ufortolket er Guds tale til os. Måske vil de opdage, at Koranen ikke er Guds direkte åbenbaring, men skrifter, som først er blevet til gennem generationers beskæftigelse med, hvad troen er. Måske må de se i øjnene, at Muhammad, 600-tallets frygtede hærfører, slet ikke havde noget med islam at gøre. Og måske må det blive klart, at sharia ikke er nogen hellig lov, men en omformulering af gældende mellemøstlige, lokale love. Det er hvad talrige nyere forskere hæver.

Da den historisk-kritiske analyse af de bibelske skrifter fandt sted, gav det smertelige erfaringer for mange kristne. Men efterhånden så de, at ud af det alt sammen voksede evangeliet frem på en helt ny måde, som Gud tale til hvert menneske på jorden, om kærlighed, tilgivelse, livsmod og tillid til den verden, han har skabt. Denne proces må muslimerne også igennem for deres tros skyld, også de må lære, at deres Gud står over historien, at han ikke skal kræves til regnskab for alt, hvad mennesker har udført i hans navn, og at hans ord ikke kan knyttes sammen med brutale sædvaner, som alle måtte leve under for 1400 år siden. Muslimer og kristne er hinandens brødre og søstre. Fortidens forsteninger skal ikke sløre dette billede.