| home | CV | Udgivelser | bøger | anmeldelser | artikler | kronikker | kommentarer |
|
Kristen-islamisk dialog i Danmark
af Poul E. Andersen tidl.domprovst Odense
in ”Islam i vesten. På Koranens Vej?” – Antologi red. Af Helle Merete Brix og Torben Hansen ,2004
Der er ingen tvivl om, at begrebet dialog af mange sættes lig med kompromis. Det passer så fint til samfundets definition af demokrati som samtale, hvor politiske forlig bliver til, ved at man bøjer sig mod hinanden. Partierne giver og modtager og enes, så alle kan være tilfredse. Forhandlingerne begynder med dialogen og ender med kompromiset.
Men kan dialogbegrebet nu også anvendes i den betydning i mødet mellem kristendom og islam ? Ja, der er i hvert fald ting, der tyder på, at der i folkekirken og i samfundet i det hele taget er betydningsfulde grupper, der har den opfattelse.
Det første interessante halvofficielle forsøg på at formulere en folkekirkelig politik overfor de omkring 170.000 indvandrere med muslimsk baggrund bygger på dialogtanken. Initiativet tog sin begyndelse i januar 1998, da biskopperne efter indstilling fra Det Danske Missionsselskab og Sudanmissionen besluttede at nedsætte et udvalg, der skulle arbejde med mødet mellem folkekirken og den islamiske befolkningsgruppe. Udkast til kommissorium udarbejdedes af generalsekretær Harald Nielsen og biskop Kjeld Holm. Biskopperne godkendte.
Udvalgets medlemmer hentedes især fra missionsselskaber og fra folk, som havde særlige erfaringer fra mødet mellem folkekirkens kristendom og andre trosretninger. De tusinder af sognemenigheder blev derimod meget svagt repræsenteret.
Selvom udvalget langtfra nåede at behandle de forskellige punkter i den stillede opgave, afsluttede det dog sit arbejde ved udgangen af år 2000 med en rapport med titlen “Samtalen fremmer forståelsen”
Den endelige konklusion peger på dialogen som det vigtigste element i mødet mellem islam og kristendom, og dialogens forventede resultat formuleres på rapportens sidste side: “Men samtalen fremmer ikke alene forståelsen. Den forandrer også samtaleparterne. Går man ind i en dialog, skal man ikke forvente, at man forbliver den, man er. Det betyder in casu, at når vi anbefaler, at Den danske Folkekirke organisatorisk som en af sine aktiviteter overfor indvandrere af den muslimske tro, optager en dialog med islam på alle planer, inklusive det højeste, så må man forvente, at det vil forandre folkekirken, som vi kender den. Religionsmødet vil med nødvendighed få betydning for den danske, også kirkelige selvforståelse”.1) Og rapporten opregner en række tiltag, der skal oplyse om islam, styrke folkekirkens selvforståelse og bidrage til brobygning mellem religionerne.
Her foreligger altså den første næsten officielle stillingtagen og anbefaling af både en dansk og en folkekirkelig målsætning, som skal danne dialogisk grundlag for mødet med islam. Rapporten er derfor af meget stor betydning og får en slags paradigmisk status.
Biskopperne har udtrykt en positiv holdning til synspunkterne, men de har tøvet med at gøre dem til deres egne. Og det er meget forståeligt. Der er mindst to væsentlige grunde til deres tøven. Når kristne i deres vilje til dialog med muslimer erklærer sig parat til forandringer, ikke alene med hensyn til deres folkekirkelige struktur, men også hvad angår dem selv som personer og kristne, så må det betyde, enten at de er usikre på den sandhed, de selv repræsenterer, eller at de forlader det grundlæggende kristne synspunkt, at Kristus er afslutningen på Guds åbenbaring, dvs. at Gud i hans liv og død og opstandelse har bragt sit endelige budskab til mennesker. I stedet opfattes islam som en slags fortsættelse af kristendommen, en ramme om den fortsatte guddommelige tale uden for den kristne kirke, som kristne må åbne sig for.
En anden grund til biskoppernes tilbageholdenhed kan være en fornemmelse af, at man overhovedet har glemt at spørge muslimerne, om de er villige til at indgå i en dialog om grundlæggende elementer i deres religion på samme vilkår som de kristne. Og det er de naturligvis ikke. Det forhindrer deres fundamentalistiske skriftsyn. Naturligvis vil de gerne i dialog med kristne om deres forhold i Danmark, om deres påståede manglende rettigheder på det religiøse område, om deres krav om ligestilling med folkekirken, om respekt for deres bedetider i erhvervslivet, om fjernelse af svinekød fra skoler, børnehaver og kantiner, om folkeskolens favorisering af den kristne kultur, om koranundervisning i folkeskolen, om gunstige ordninger for opførelse af stormoskeer om begravelsespladsen og meget andet. Her kan der føres en frugtbar dialog, og hver gang når de et stykke længere med deres synspunkter. Erfaringsvis vil udgangspunktet for deres hyggelige samtaler være påpegningen af deres manglende demokratiske rettigheder.
Men en seriøs dialog med ortodokse muslimer om fundamentale religiøse emner, hvor noget af deres egen religiøse tradition står på spil, er ikke mulig. Og vanskeligheden består ikke mindst i, at i samtalerne er muslimske deltagere aldrig integrerede indvandrere med moderate skrifttolkningstraditioner, men ortodokse personer med skriftfundamentalistiske holdninger. For dem er det forpligtende, at der i den ufejlbare Koran klart og tydeligt står: “Og strides ikke med skriftens folk ( jøder og kristne ) undtagen med det bedste og skønneste argument” ( Sura 29.47 ), dvs. udglattende, taqiyya-præget, hvor synspunkter dækkes under floromvundet poesi om de mange skønne ligheder, der er mellem Koranen og de kristnes Bibel. Koranen er for dem Guds eget uforanderlige og urokkelige ord, og det kan intet menneske forhandle om. Overfor personer i indvandrerlande betoner muslimer til stadighed deres loyalitet overfor grundloven og deres vilje til dialog. Bagved gemmer sig ofte meget stærke aversioner overfor værtslandet, det hverdagsliv og de moralske holdninger, som de møder her. 2)
I dialogen er muslimen på forhånd bundet af det ophøjede gudsbegreb, som altid har den troendes underkastelse som forudsætning. Ved debat på Aarhus Universitet under temaet Den Danske Folkekirke og islam den 1. februar 2001 formulerede en af de muslimske deltagere Ahmed Akari sig sådan: “Ser vi nærmere på dialogens formål i islam, må man konkludere, at: “Islam er bærer af et værdisæt, der ud over at være klart og sublimt, indbefatter det ikke diskutable og overlegne princip: Nemlig at Han er Gud, Den eneste ene, Den Evige, Den absolutte. Han avler ikke, ej heller er han blevet avlet og ingen er hans lige”. 3)
Da både kristendom og islam er universalistiske religioner og begge missionerende, ligger der i dialogen også et missionstema. Men heller ikke her kan den ortodokse muslim være med på lige vilkår. For når islam er den sande og ophøjede religion, kan den ikke acceptere, at der gives plads for en kristen tankegang, da det ville forudsætte, af kristendom er islam jævnbyrdige. Det er den ikke for muslimen. Ved ovennævnte konference udtrykker en muslimsk medindleder, Safet Bektovic det således: “Mission i form af at omvende andre til sin egen religion, er ikke uproblematisk, da den i princippet forudsætter, at de andre ikke tilhører en sand religion. Med et sådant udgangspunkt - at der ikke kan være flere sande religioner - har religiøs pluralisme nemlig altid været et problematisk tema”. 4) For muslimen er selve det at stille nogle af islams sandheder til debat i en dialog noget, der nærmer sig manglende respekt over for Allah. Det nærmeste, man kan komme, bliver derfor i fælles forbrødring at fryde sig over, at både Koranen og Bibelen nævner Jesus, Maria, Zakarias, Johannes, Abraham, Moses, Adam og Josef og mange flere. Til gengæld har man svært ved at tolke dem, da beretningerne i denne kristne Bibel efter muslimsk opfattelse er forvansket af de kristne.
Når det folkekirkelige islamudvalg forsøger at løse en del af religionmødets problemer med dialogen, er det en optimistisk tilgang. Man undrer sig over, at udvalget, hvor nogle af medlemmerne kender ikke så lidt til islam og muslimer, vil stille sig bag et så ukritisk oplæg. Fortroligheden med det religiøse muslimske særpræg springer ikke umiddelbart i øjnene. Folkekirken går vanskelige tider i møde, hvis man tror, at man med alle de smukke tanker om imødekommenhed styrker den kristne kirke i Danmark og bidrager til integration af muslimer.
Dialogbegrebet Dialog betyder samtale. Men dialog kan omfatte mange former for samtale lige fra udveksling af høflighedsfraser og til engageret drøftelse af modstridende synspunkter, der involverer de dybeste lag af personligheden, og som kan have den virkning, at man går fra samtalen med ændrede holdninger. Disse tanker er ikke nye, men er i Danmark især kendt fra filosoffen K. E. Løgstrups overvejelser i Den etiske Fordring og Norm og Spontanitet. Denne sidstnævnte forståelse af dialogen var hovedsageligt set i lyset af to personers individuelle møde med vilje til at forstå, lære og reagere der derpå.
I de seneste årtier er det tanken om dialogen som middel til forandring, påvirkning og enighed, der har sat sig igennem og i generel ideologiseret form. Dialogen har fået sin mening i sig selv, så formen og den bagvedliggende ide overskygger sagen og indholdet. Ikke mindst i den skyldbevidste protestantiske kulturkreds ser mange dialogen i afladens lys. I en sådan dialog er der således indbygget en tvivl om egne kulturværdier og egen identitet. Denne tvivl har i høj grad rødder i det marxistiske ungdomsoprør mod det borgerlige samfunds værdisystem. Den er ført videre af kulturradikal identitetsskepsis og næres kraftigt af globaliseringens angreb på det nationalkulturelle. Hvis det er dialogen i denne forstand, der ligger til grund for folkekirkens møde med muslimske indvandrere i det danske samfund, kommer man i alvorlige vanskeligheder. Islam rummer ikke tvivlens mulighed.
Islams fundamentalistiske skriftsyn Det har været mærkeligt at iagttage, hvorledes de muslimske indvandrere har skilt sig ud fra andre indvandrere. Jeg har selv erfaringer fra integration af tamilske flygtninge, der har haft en næsten uproblematisk indgang i det danske samfund. Muslimske indvandrere har derimod som regel mødt deres nye landsmænd med stærke krav om respekt for deres holdninger, med et stærkt ønske om at fremføre synspunkter i medierne og med anklager mod danske for ikke at vise dem tilstrækkelig opmærksomhed. Der er ingen tvivl om, at indvandreres holdninger ofte er skarpere i indvandrerlande end i mange hjemlande, og at de religiøse begrundelser pointeres stærkt. Det har været et gennemgående træk hos de danske politikere, integrationsmedarbejdere og mange i social- og sundhedsvæsenet, at man ønsker at forstå disse træk som nedslag af de sociale forhold, de må leve under, sammenholdt med traumatiske begivenheder, der i nogle tilfælde ligger til grund for deres indvandring. Man overser som regel, at muslimske indvandrere deler kår med andre indvandrere, uden sådanne karakteristika. Jeg tror, vi ville få en langt renfærdige politisk debat og mere relevante politiske beslutninger, såfremt politikere, pædagoger og socialarbejdere fik en bedre forståelse for, at det især er religiøse holdninger, som vanskeliggør muslimernes integration.
Allervigtigst er det at være fortrolig med de grundlæggende principper i deres religion, principper, som ofte accentueres stærkt blandt fremmede. Hvor forskellige muslimer end er med hensyn til sprog, kulturelle og religiøse traditioner, så er de dog fælles om trofastheden over for deres hellige bog Koranen. Den er sammen med bekendelsen til den ophøjede Allah hele religionens centrum. Og religionen er ikke til debat, heller ikke i en dialog som den nævnte. At ville diskutere islam ses som et udtryk for en slags vestlig imperialisme. “For en muslim er der noget fundamentalt kunstigt i at diskutere islam. Faktisk betragter man enhver diskussion..... som udtryk for vestlig tankegang”.5)
Koranen er muslimernes helligskrift. Den er Allahs eget talte ord, og Muhammad hans redskab. Den er fuldkommen, uforandret og uforanderlig. Igennem århundreder har det været en selvfølgelighed, som få har tænkt nærmere over, men i de seneste årtier, hvor religionsmødet er aktualiseret, er fremhævelsen af Koranens hellighed blevet mere og mere markant. Den holdes nu frem som lovbogen for hele menigheden, som i alle livets største og mindste anliggender er forpligtet til at rette sig efter Allahs bud. En kritisk diskussion om Koranens lære er derfor en anfægtelse af Allahs ophøjethed og nærmer sig blasfemi. Alle muslimer er i koranskolerne og i hjemmene blevet indført i Koranens tankegange. Det betyder ikke, at de har stort personligt kendskab til Koranen, den konkrete viden er sikkert ikke større end kristnes bibelkendskab, men bogens hellighed og uangribelighed er selvfølgelighed hos både bekendende muslimer og kulturelle muslimer. Og selv om de færreste i deres hverdagsliv overholder Koranens bud, så reagerer de ens og opbragt, hvis de føler den anfægtet. Når muslimer opfatter deres skikke, traditioner og almindelige samfundsliv i religiøst perspektiv, så får de en følelse af egen kvalitet og en selvfølelse, som har meget svært ved at tillempe sig andre holdninger. Derfor er integration ikke i væsentlig grad et socialt spørgsmål, men i langt højere grad et forhold, der er bundet fast i religiøse forudsætninger.
Sharia Giv kejseren, hvad kejseren er, og Gud, hvad Guds er. Disse ord fra Jesu mund har været et slags pejlemærke for den kristnes orientering overfor staten. De verdslige myndigheder forholder man sig til på almindelige fornuftige borgervilkår. Forholdet til Gud ligger på et helt andet plan, for det er hjertets og troens sag. Renæssancen og reformationen ydede hver på sit felt bidrag til denne tanke. Med renæssancen trådte det myndige individ frem. Og ud af reformationen voksede tanken om adskillelsen af det verdslige og det religiøse. Enhver tale om religiøs lovtrældom afvistes, og den enkeltes ret til at tolke den hellige skrift i sit personlige forhold til sin Gud fik sin naturlige plads i protestantisk kirkelighed. Adskillige gange forsyndede man sig mod disse tanker, men trods dette, blev de den virkelighed, der overlevede, selvom en bibelfundamentalisme stadig trives i flere kredse.
I modsætning til Jesus var Muhammad både en politisk og religiøs leder. Dette skabte begrundelsen for islams sammenkædning af religion og politik. Især ud fra Koranens bestemmelser suppleret med traditioner om Muhammads sædvaner, hadith udarbejdede muslimske retslærde det muslimske retssystem, sharia, som berører alle sider af tilværelsen og sætter normative regler for, hvorledes den enkelte troende skal opføre sig i alle situationer. Uanset at der i de fire ledende retsskoler er principielle forskelle, forbliver sharia grundlaget for det endnu gældende retssystem, som vil underlægge alle funktioner i samfundssystemet islamisk ret. Og uanset, at verdslig ret både i de fleste islamiske lande og i alle indvandrerlande tilsidesætter sharia, så lever den i fromme muslimers tanke som et forpligtende ideal, man skal bestræbe sig på at realisere i ethvert samfund. Islam kender ikke til nogen renæssanceperiode, der sætter individet frit. Heller ikke til en reformation, som adskiller det religiøse og det verdslige. Derfor træder sharialoven frem både med åbenbaringens ret og med århundreders ret. Men megen plads til personlig tænkning og personlig frihed er der ikke.
Det er på denne baggrund at muslimer til mange danskeres forundring bestandigt hævder, at de ikke har religionsfrihed i Danmark, trods Grundlovens sikring heraf. Men tanken er logisk nok. Når islams hellige lov må underlægge sig verdslig jura, afkortes mange shariabestemmelser. Et religiøst aspekt må derfor vige. En del af deres religion kan ikke udfoldes. Eksemplet viser tydeligt, hvilke vanskeligheder dialogen mellem en dansk kristent præget kultur og muslimerne møder.
Selvom de fleste muslimske indvandrere foretrækker at leve deres liv i stilfærdig omgang med familie og fæller fra deres hjemlande, har der alligevel været en bred debat om mange samfundsforhold med udgangspunkt i islamisk tradition og lovgivning. Dialogen har omfattet mange almindelige praktiske forhold som badning i skolerne, brug af tørklæder, svinekød i børnehaver og kantiner, bøn i arbejdstiden, deltagelse i visse undervisningsfag, at give hånd til urene, familiemedlemmers tilstedeværelse ved hospitalsindlæggelser, særlige ritualer ved fødsler og meget andet. I næsten alle tilfælde er dialogen faldet ud til fordel for muslimerne. Man i mange andre og langt væsentligere forhold føres en uafsluttet dialog. Det gælder f. eks. om opførelsen af stormoskeer med elektronisk kald til bøn, om særlige muslimske gravsteder og om forståelsen af demokratiets vilkår, her ikke mindst vilkårene for muslimske kandidater ved folketings- og kommunalvalg. Også problemer om ligestilling mellem mænd og kvinder giver problemer. Der føres ligeledes en vanskelig dialog om den muslimske forståelse af menneskerettighederne, dødsstraf og homoseksualitet. 6)
Islam i dialog med kristen kultur For en muslim er det unaturligt at bo i et ikke-muslimsk land. Her bor han i dar-al-harb, dvs. i krigens land, mens han i et muslimsk land bor i dar-al-islam, dvs. i fredens land. Muslimer fører ikke krig. Når de griber til våben er det en fredens gerning. Kun vantro eller ikke-troende fører krig. Det er dog prisværdigt, at man opholder sig iblandt vantro i missionsøjemed ( da’wa ). Koranen siger: “De, som tror og udvandrer og kæmper for Allahs sag med deres ejendele og deres liv, har den højeste rang for Allahs åsyn. Og disse er det, som vil sejre” ( Sura 9.20). Islamisk mission er da også en væsentlig sag for mange indvandrere, for det endelige mål er at forvandle dar-al-harb til dar-al-islam. Men hvor missionstilskyndelsen forenes med det politisk fundamentalistiske mål, “kræver det hverken mere eller mindre end at erstatte det vestlige herredømme med islamisk ledelse af verden”. 7)
Netop den islamiske sammenblanding af det religiøse og det politiske gør springet fra det ortodokst religiøse til det fundamentalistiske nærliggende. Den islamiske fundamentalistiske terror, som f. eks. mordene på de tusinder af amerikanere i World Trade Center 11. september 2001, kan som mange andre terrorhandlinger nok være kanaliseret gennem politisk og social undertrykkelse, men forbindelsen til den islamiske religion er umiskendelig. Det gør politisk dialog vanskelig. De politikere og globaliseringstænkere, som vil gennemlyse verdenskulturernes fremtidige udvikling gennem logiske paradigmer, må i de kommende år tilstå religiøse irrationelle kræfter et stort råderum.
Hvor end muslimer slår sig ned, bærer de den overbevisning med sig, at de på alle områder er andre religioner og folk overlegne. 8) Koranen siger det tydeligt: “I er den bedste menighed, som er frembragt til menneskeheden. I påbyder det rette og forbyder det onde og tror på Allah”.( Sura 3.111 ) I enhver dialog med kristne eller vantro ligger denne opfattelse som referensramme og skaber vanskeligheder. Bevidstheden herom er skærpet gennem den stolte historiske erindring om århundreders militære og politiske dominans i store dele af Asien og Europa. Denne kulturidentitet lever også i nye hjemlande. Og blandt vantro er de sig bevidst, at de først og fremmest hører til i islams umma, dvs. de troendes fællesskab, som overskrider alle grænser og gør brug af alle kommunikationsmidler.
Når muslimer ud fra selve Koranens ord kan føle sig andre overlegne, kommer det naturligvis også til udtryk, når de lever som mindretal. På trods af, at muslimer kræver respekt for deres tro og holdninger i enhver dialog med danskere, har de ikke så sjældent svært ved selv at udvise respekt overfor deres nye samfund. Det anses ofte som et samfund, som man ikke kan støtte, da det er degenereret under indtryk af amerikansk umoral. Deres forestilling om de troendes egen renhed får mange til at finde urenheder i skikke og hos personer i deres nye samfund. Derfor faldet det for nogle naturligt at råbe luder efter danske kvinder. Imamer vil sjældent give hånd til dem, og danske mænd må ikke indgå ægteskab med muslimske kvinder. Selv i døden markeres mangel på respekt. Der kræves selvstændige begravelsespladser, selvom det offentlige begravelsesvæsen tilbyder jord uden kristen indvielse. De færreste indvandrede muslimer nærer noget stort ønske om integration i det danske samfund.
Det er tvivlsomt, om nogen dialog kan ændre det muslimske kvindesyn. Få muslimer lever helt efter Koranens udsagn om kvindens stilling, det er bl.a. ikke muligt i indvandrerlande, men i holdningen er de fleste påvirket deraf. Koranen er ikke moderat i sine udsagn. Her hedder det, at manden har ejendomsret til kvinden, som til sin mark: “Jeres hustruer er som en ager for jer. Gå da til jeres ager, hvornår og hvordan I vil”. ( Sura 2.224 ), manden har ret til at straffe sin hustru ( Sura 4,35 ), og kvinders arveret er stærkt begrænset. Kvinder, som optræder vidnefast ( 4 vidner !) usømmeligt, skal mændene lukke inde i deres huse, indtil døden rammer dem, eller Allah åbner en vej ( Sura 4.17 ). Regulær hor straffes uden medlidenhed med 100 piskeslag. ( Sura 24.3 ) Lærde muslimers tydelige afstandtagen fra sådanne udsagn ville fremme en dialog mellem kristne og muslimer.
Euroislam Integration af indvandrere i det danske samfund står højt på dagsordenen hos de fleste politiske partier. Realiteten er dog, at mange muslimer ikke nærer noget stort ønske herom. Det koster dem for dyrt kulturelt og religiøst. I den danske befolkning er der heller ikke megen vilje til at åbne sig for fremmede i deres nærmeste omgivelser. Mange danske føler sig gået for nær, når muslimske indvandrere, der har fået gode sociale forhold, bestandigt træder frem med skarp kritik af deres nye landsmænd og med voksende krav om særrettigheder. Mange føler sig endvidere skræmt af en voksende intolerant og aggressiv muslimsk fremfærd overfor kristne i mange lande. De stiller spørgsmål, om Danmark overhovedet kan bære så stor en indvandring af mennesker med så absolutte holdninger.
Det kan ikke undre, at mange danske ser en udvej i den såkaldte euroislam, der er svær at definere, men synes at åbne for dialog med gensidig imødekommenhed. Der henvises bl.a. til, at en moderat islamisk religion i generationer har kunnet leve - ikke sammen med, men parallelt med kristne i Jugoslavien, indtil de etniske sammenstød vendte op og ned på alt.
En moderat muslim Bassam Tibi, professor i Göttingen, forfatter til en række værker om muslimsk fundamentalisme, er meget bekymret over væksten i det utålsomme, politiske islam. Han forestiller sig, at det truende globale sammenstød mellem muslimer og kristne, kun kan undgås gennem en bevidst svækkelse af shariatraditionen og arbejdet på udbredelse af en rationel moralitet. En bevidstgørelse af europæiske kulturformidlere, så de vedstå deres egne kulturelle traditioner, er også nødvendig. Hans tanker synes at vække et vist gehør. En moderat dansk indvandrer, socialrådgiver Massoum Moradi siger: “Et homogent, demokratisk flerkulturelt velfærdssamfund kan ikke have islam som aktiv, politisk medspiller, for denne ideologi har hverken i sin natur eller sin historiske udvikling vist sig forsonlig eller forenelig med homogenitet, demokrati, flerkulturelhed eller velfærd. Som ideologi kan islam kun stå i vejen for vore bestræbelser på at udvikle verden mod mere demokratiske værdier”. 9) I en barsk form for tilslutning til Tibi siger han, at opgaven må være at “demokratisere islam som en harmløs religion”.
En person, som flere ser hen til, er den især af europæerne beundrede Tariq Ramadan, professor ved universitetet i Freiburg. Som barnebarn af Hassan-al-Banna, grundlæggeren af Det muslimske Broderskab, nyder han respekt i muslimske kredse. Blandt forskere er han kendt for bogen “To be an European Muslim”, 1998, og dialogen herom er allerede mærkbar. Hans tanke er, at en muslim ikke kendes på, at han nøjagtigt følger Koranens bud. Muslim er man i kraft af, at man har sagt trosbekendelsen. De fleste krav, som Koranen og hadith stiller, er byrder, som man selv tager på sig, ikke byrder, man får pålagt. Friheden i de europæiske forfatninger gør det muligt at leve som muslim i vesten. I stedet for fastlåste begreber som “fredens hus” og “krigens hus”, opstiller han det bredere begreb “trosbekendelsens hus”. Også hans syn på kvindens rettigheder tager et langt skridt væk fra traditionen, ja endda fra Koranen!
Det er indlysende, at holdninger af denne art, hvis de er ærligt ment, vil være væsentlige afspændingsfaktorer. Og de har brug for stærk opbakning, for netop i disse år er det fundamentalistiske bevægelser, der vinder frem, og de bør imødegås på enhver måde. Vi må se i øjnene, at der er langt fra universitetsteologerne til imamerne og til de dårligt uddannede indvandrergrupper, der findes deres tryghed og selvrespekt i reglerne og traditionerne. Og denne gruppe af mennesker vokser stadig gennem øgede indvandrerstrømme. Presset fra Tyrkiet og de fundamentalistiske stater som Saudi-Arabien og i nogen grad Marokko er stærkt konserverende, og hadet til alt vestlig, som man møder i de fleste muslimske samfund, er svært at overvinde. Den store saudiske internationale konference i København i september 2001 sætter dagsordenen for flere fundamentalistiske grupperinger. Den saudiarabiske justitsminister, Abdullah Al Sheikh opfordrer muslimer i Danmark til at leve efter muslimske forskrifter. Han siger: “Under islam forsvinder alle etniske forskelle. I skal bygge broer, så folk kan lære om islam. I skal udbrede islam i de ikke-islamiske lande og bringe folk sammen i sandheden” 10), og med de saudiske oliepenge i ryggen vil Internettet bringe budskabet om islam til alle folkeslag.
Euroislam får ikke nogen let gang gennem verden. Hvis den skal have nogen chance, skal den støttes af vestlige kræfter, men frem for alt ikke omfavnes til døde
Ingen kan forudse, hvordan udviklingen vil forløbe. Men der hviler et meget tungt ansvar på de danske politikere, som ikke har magtet at se den overvældende muslimske indvandring i det religiøse perspektiv. Gennem de sociale briller ser man kun en meget lille del af sandheden i denne sag.
Noter:
Et par forslag til den fælles bibliografi ( Litteraturen er uoverskuelig ! )
Niels Henrik Arendt: Gud er stor. Anis 1994
Jes P. Asmussen: Islam. Politikens Forlag 1981
David Coleman og Eskil Wadensjø: Indvandringen i Danmark. Rockwool Fondens Forskningsenhed. Spektrum 1999
Aminah Tønnsen Echammari: Islam i europæisk klædedragt. Fremad 1998
Paul Fregosi: Jihad in the West. Prometheus Books, New York 1998
Samuel P. Huntington: Kampf der Kulturen, Europa Verlag, München 1996 (Oprindeligt: Samuel P. Huntington: The Clash of Civilizations. Foreign Affairs. USA 1993.) – Udgives senere som: The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order. Touchstone Books 1998
Der Islam. Eine Einführung durch Experten. Suhrkamp 1998
Bjarke Larsen og Flemming Ytzen: En dollar om dagen. Forlaget Presto, 2001
Murtaza Mutahari: On the Islamic Hijab. Islamic Propagation Organization, Teheran, Islamic Republic, Iran 1987
Hans Kornø Rasmussen: Dem og os. Tiderne skifter. 2000
Jørgen Bæk Simonsen: Islam i Danmark. Statens Humanistiske Forskningsråd, Aarhus Universitetsforlag 1990
Jørgen Bæk Simonsen: Politikens Islam. Politikens Forlag 1995
Bassam Tibi: Europa ohne Identität. Bertelsmann Verlag. München 1998
Bassam Tibi: Im Schatten Allahs. Piper Verlag. München 1999
|
|||||||