Morgenavisen Jyllands-Posten

Søndag den 11. januar 2004.

Den aktuelle kulturkamp handler for nogle om et opgør med kulturradikalismen – en bevægelse, der selv er udsprunget af en kulturkamp tilbage i 1870’erne. Med personer og organisationer som Viggo Hørup, brødrene Brandes og Studentersamfundet i centrum blev der blæst til kamp. Forhenværende domprovst Poul Erik Andersen, Odense, vil i tre artikler se nærmere på de kulturradikale. Historisk som aktuelt.

Kulturradikalismen og det totalitære

Kulturradikalismen

Af Poul E. Andersen

tidl. domprovst, Odense

Selv rodfæstede kulturradikale kunne i alvor diskutere, om vejen til ægte frihed nødvendigvis måtte gå over afskaffelsen af friheden

”Hvordan denne krig end ender, så er demokratiets epoke slut”. Det fastslår Hans Kirk i året 1940. Og han mente det. Det var den totalitære kommunistiske tankegang, han skrev ud fra. Det var også den, der forlenede ham med den åndelige brutalitet, som tillod ham som formand for den litterære æresret efter krigen at udrense flere kolleger, der havde skelet til nazistisk side. Han så bort fra, at han selv under den tysk-sovjetiske forbrødring havde været tilbageholdende overfor samme nazisme, da det var god tone.

Han omtales stadig med veneration, og hans åndsfæller finder endnu ærefulde placeringer i det danske samfund, mens skarpe borgerlige synspunkter kan føre til tab af stilling, navn og ære.

I bakspejlet ser det mærkværdigt ud, at de kulturradikale, (her forstået ud fra beskrivelser i det kulturradikale værk ”Den kulturradikale udfordring”), som i 30erne havde udfoldet hele deres arsenal af veltalenhed og idérigdom i debatten om frihedens og demokratiets ubetingede nødvendighed, ikke væltede en flom af anklager over Hans Kirk og de mange andre kommunistiske venner på grund af deres knæfald for det totalitære. En del af forklaringen kan være, at de langt inde i deres ideologiske kærne selv drømte om magten over sjælene. Kommunismen ville magten i kampen mod kapitalismen for med alle midler at tvinge befolkningerne ind i den kommunistiske æra. De kulturradikale ville magten af kulturelle grunde for at påvirke menneskers tænkning og bevidsthed, så et ny frihedens samfund kunne fremstå deraf.

For de kulturradikale var hovedfjenden lige fra Georg Brandes dage det borgerlige samfund, der lå som en kvælende dyne over al fri udfoldelse, og det var kristendommen, der opfattedes som den forstenede livsløgn, som beskar enhver sund og naturlig udfoldelse af menneskets evner og drifter. Også nationalfølelsen var suspekt, den var for dem pisket frem af tabte krige og en kompenserende selvmedlidenhed, pinagtig som indeklemt brok. Den forhindrer, at man kan rejse sig frit og skue ud i den store verden. Det bedste forsvar mod en provinsiel og grænsevogtende nationalisme, er en principiel pacifisme.

Parløb med kommunismen

Gennem 30erne havde de kulturradikale et tæt parløb med kommunisterne, så tæt, at de kulturradikale holdninger, man møder i kulturtidsskrifterne Clarté, Monde, og især i Kulturkampen, Kritisk Revy, Den frie Skole og flere andre, er vanskelige at skelne fra de kommunistiske. Ikke mindst var der et fællesskab i kampen mod fascisme og nazisme. Mange førende debattører svinger mellem kulturradikalisme og kommunisme. Selv rodfæstede kulturradikale kunne i alvor diskutere, om vejen til ægte frihed nødvendigvis måtte gå over afskaffelsen af friheden.

Ungdomsoprøret

I den hjemlige kulturkamp erobrede ungdomsoprøret scenen fra midten af 60erne. Blandt mange andre strømninger overtog det de kulturradikale ideer, ikke mindst Poul Henningsens tanker om arbejderkulturen og kampen mod middelstandsmentaliteten. På de videregående uddannelser kunne de kulturradikale og marxisterne samles i et parløb mod al autoritet og alle former for borgerlige dannelsesbegreber. Begge parter var sig bevidst, at den, som kontrollerer bevidsthederne, bærer sejren hjem. Den marxistiske og kulturradikale hybrid lagde sig intolerant og totalitært over store dele af undervisningen og den litterære verden, og den truede med at kvæle al respekt for alsidighed.

Kulturradikalismens højdepunkt

Da kommunismen, især efter 1989, lagde sig til at dø, kunne kulturradikalismen udfolde sig stærkere end nogen sinde. Egenmægtigt borede den sine rødder endnu dybere i undervisningssektoren, blandt den litterære elite, på biblioteksområdet og ikke mindst på ministeriernes kulturbærende poster. Målet var at realisere de kulturradikale frihedstanker, og at lufte ud efter de borgerlige forgængere. Men det ejendommelige var, at kulturradikalismen medbragte den marxistiske intolerance, og den satte sig efterhånden ligeså egenrådigt og urokkelig til rette som de tidligere magthavere, og enhver kritik mødtes med voldsom vrede og hånlig nedladenhed. Hans Hertel forklarer det ironisk med, at de kulturradikale altid har vidst alting bedst, at selvkritikken har manglet, fordi det egentlige krudt må bruges mod fjenden.

De kulturradikale havde hurtigt gjort op med nazismen, ja, faktisk fremtrådte den som den dæmoniserede fjende. Den havde afsløret sin umenneskelighed som en ”Pest over Europa”. Det havde kommunismen ganske vist også, men nazismen stod som en slags genganger af alt det, som de kulturradikale havde sat hele deres energi ind på at bekæmpe, den mest smålige borgerlighed og en fanatisk nationalisme, som ville lægge enhver fredelig internationalisme død.

Helt anderledes forholdt det sig med kommunismen. Nok var de kulturradikale sig de store ideologiske forskelle bevidst, men kommunismen var genstand for deres positive interesse, sommetider næsten betagelse. Det var bl.a. derfor et slag i ansigtet på dem, da afsløringen af kommunismens forbrydelser intensiveredes. Deres reaktion vekslede fra sammenbidt tavshed eller afvisning og til åbenbar forbitrelse overfor dem, som offentliggjorde beviserne. I stedet fandt man sin modstander i det borgerlige USA. McCarthyismen kaldte på protest, og den voksende kulturforfladigelse i landet virkede kvalmende på kulturradikale åndspersonligheder. Ud af dette voksede ikke mindst kritikken af Nato og det ”krigsgale” USA under den kolde krig. Men interessen for de kommunistiske stater svækkedes ikke. Interessen gav sig udtryk i kontakter over grænserne, i klasserejser, studieture, pædagogiske projekter og i forbindelser til partiet, og både Sovjet, DDR, Kina og Cuba var yndede mål. Men mærkeligt nok udsprang der ingen kritik. Man forlangte ikke, at deres ”demokratiske” systemer skulle være en spejling af vores.

Pacifismen

Den kulturradikale pacifisme er dannet af en blanding af forståelse for det totalitære og angst for krig. Det betyder ikke, at de kulturradikale betragter sig selv som frygtsomme, tværtimod er de stolte af deres fredsprincipper, og opfatter sig som exceptionelt ærlige og tapre. De føler, at mod og dristighed tillader dem at se under begivenhedernes overflade, så de kan udpege de dybereliggende faktorer i de internationale forhold, der leder til krig, som f.eks. de demokratiske landes krigsmagere, våbenproducenter og olieforbrugere.

I årene op til anden verdenskrig var de kulturradikale en del af de europæiske fredsbevægelser, som havde baggrund i venstrefløjssocialisterne. De lå ikke langt fra danske kulturradikale. I bogen ”Terror and Liberalism” beskriver Paul Berman disse bevægelsers holdninger til nazismen, da krigen nærmede sig, f. eks. den franske gruppe Paul Faurestes. Alle disse bevægelser ville undgå at se den tyske trussel i sort/hvidt perspektiv. Tyskland var vitterligt blevet dårligt behandlet ved Versaillesfreden, de bemærkede, at tyskerne, der levede i de slaviske lande, måtte udholde svære lidelser. Hitler og nazisterne havde virkelig legitime krav, som man måtte forstå og imødekomme. Det har været påfaldende, at problematiseringer som disse, har været gentaget og fortolket, hver gang demokratiske stater har følt sig trængt af totalitarisme, samt at de demokratiske beslutningstagere, som vovede opgøret på trods af alle well-doers, oven i købet har måtte affinde sig med at få fjendebilleder hæftet på sig.

Den kulturradikale affinitet med kommunismen i sidste halvdel af forrige århundrede kan forklares i forskellige sammenhænge. Det kulturradikale parløb med kommunistisk ideologi i 30erne og årtierne umiddelbart efter krigen betød umiddelbart, at kommunismens fjender også blev de kulturradikales fjender. Især USA fik sin placering på dette grundlag. Det kan heller ikke afvises, at Georg Brandes’ betagelse af styrke, af de stærke personligheder, som f. eks diktatoren Julius Cæsar har kunne bidrage til en apoteose af kommunistiske ledere, som styrede deres folk efter gennemskuelige rationelle strategier. Dertil kommer, at kommunismens anti-nationalisme og universalistiske ideologi, en slags begyndende globalisering, kan have virket attraktivt. De nye kommunistiske stater var også på en måde en virkeliggørelse af de kulturradikales kamp mod det borgerliggjorte samfund og kristendommen.

Umiddelbart måtte man forvente, at de kulturradikale havde forholdt sig kritisk til den stærke religiøse ideologi, som gjorde sig gældende med den muslimske indvandring. Men det var ikke tilfældet, tværtimod. Tanken om det multikulturelle samfund inspirerede til åbenhed overfor nye livsformer. En rolle har det sikkert også spillet, at islam for intellektuelle lige siden oplysningstiden har stået som den tolerante og vise religion, i stærk opposition til den kendte udformning af kristendommen. Det er heller ikke uvæsentligt, at islam meget belejligt dukker op med sin åndelige styrke, netop som kommunismens sammenbrud har efterladt et politisk og mentalt tomrum.

Muslimerne er knyttet sammen gennem det store fællesskab, umma, som omfatter troende på tværs af grænser, race og social status. Islam har et internationalt præg. Og på trods af sit stærke trosfællesskab er den også udtryk for en rationel tænkning. Et sympatisk træk i kulturradikal sammenhæng er det også , at islam rummer vilje til et opgør med vestlig kapitalisme, et opgør, som ikke mindst kommer til udtryk i afstandtagen fra USA og Israel. Det er, som om dens problemer med demokrati, ligestilling og menneskerettigheder må træde i baggrunden for den samlede vurdering. På politisk plan er det iøjnefaldende, at flere muslimer med højreorienterede holdninger, som grunder sig i sharia-totalitarisme, er på vej ind i Det radikale Venstres ledelse.

Det er tankevækkende, at en politisk/religiøs bevægelse som islam møder sympati hos de kulturradikale i betragtning af, at politisk islamisme igennem årene har dyrket tætte forbindelser til bade fascisme og nazisme. Det gælder f. eks. Det muslimske Broderskab i Egypten og Bath-partiet i Irak ( se nærmere bl.a. hos Paul Berman: Terror and Liberalism), og når Hitlers ”Mein Kampf” opnår stadige nyudgivelser i muslimske kredse, ikke mindst på grund af bogens jødehad og antisemitisme. (Spuler-Stegemann)

Nutidens domme er historiens børn. Den kulturdebat, der vinder tolkningen af fortiden, har vundet fremtiden. Kulturradikale i dag holder på – af gode grunde – at diskussionen herom for længst er afsluttet. Netop derfor skal den føres, for det er ikke ligegyldigt, hvem der vinder fremtiden. Måske er det selve menneskeforståelsen, der er i spil.