Mine rektorår ved Nørre Nissum Seminarium og HF-kursus 1976-85
Nissumske årbøger 2008

af

Poul E. Andersen

Det var ikke meget, jeg vidste om Nørre Nissum Seminarium og HF-kursus, da rektorposten pludselig blev aktuel for mig. Jeg vidste blot, at det var Nordvestjyllands store seminarium med et anerkendt HF-kursus, og at det som ideseminarium var knyttet til Indre Mission.

Umiddelbart var jeg ikke meget optaget af vestjyske uddannelsesforhold, Jeg befandt mig godt med mit undervisnings- og forskningsarbejde på Danmarks Lærerhøjskole, og Kirsten, min kone havde endnu ikke afsluttet sin uddannelse ved Københavns Universitet. Jeg var mig også bevidst, at jeg kirkeligt set lå nærmest ved den grundtvigske fløj og derfor ikke helt naturligt ville passe ind i seminariets historiske tradition. Ganske vist havde jeg kendskab til den indremissionske bevægelse, da min mor stammede fra et vækkelsespræget miljø. Men det var min fars grundtvigske holdning og interesse for højskolebevægelsen, jeg delte.

En dag i marts efter endnu en kontakt fra Nørre Nissum befandt vi os pludseligt på vej til Nørre Nissum. Det kunne være morsomt at se stedet og omgivelserne. Da vi passerede Struer, var regnen og snesjappet generende. Da vi nærmede os seminariet, lå tågen tæt. Vi kunne ane de arkitektonisk fortegnede vinkler på festsalen. Det var tungt og dystert. Jeg bremsede lidt op, og sagde til min kone: ”Her vil jeg ikke være”.

Rektor Høgel og fru Høgel tog hjerteligt imod os. Efter kaffen gik Høgel og jeg igennem nogle af bygningerne. Han fortalte med kærlighed om bygninger og kolleger. Inden vi tog afsked hyggede vi os et par timer i rektorboligens havestue, hvor Høgel talte om Sønderjylland under besættelsestiden. Det ledige stilling blev ikke nævnt, det var bestyrelsens anliggende. På hjemturen talte vi ikke meget om den sag. Men jeg fik tilsendt vedtægter, studieplaner og årbøger. Jeg mærkede mig, at årbogen fra 1975 udtrykte rektors bekymring over den truende nedskæring på seminarieområdet. Det kunne varsle reduktion i lærerstaben.

Et voksende kendskab til en sag fanger en ind. Sådan gik det også her. En samtale med seminariets bestyrelse nogle uger efter blev for mig et møde med mennesker med frisind og engagement og med vilje til at tilstå rektor frihed til at udfylde seminariets rammer ud fra egne forudsætninger. Denne tolkning blev bekræftet adskillige gange hele min periode ud.

I midten af maj indgav jeg min ansøgning – nogle dage efter fristens udløb.

Læreruddannelse i 1970erne

Læreruddannelsesloven af 1966 blev med visse ændringer bestemmende for seminariernes virksomhed i flere årtier. Målsætningen for den nye lov var at opnå en styrkelse af fagligheden og at skabe en bedre placering af de pædagogisk/psykologiske fag. De to stærke liniefag og de psykologiske/pædagogiske områder blev i høj grad tilgodeset i timefordelingsforslaget. Praktikken derimod fik ikke den fremtrædende plads, som nogle havde ønsket. Det skulle vise sig være et savn i hele uddannelsesforløbet. En svaghed viste sig også deri, at den teoretiske pædagogik og psykologi nok sigtede mod folkeskolen, men i praksis foldede disse fag sig ofte ud som seriøse bidrag til den almene dannelse, som studerende først langt senere indså betydningen af. Som lærerstuderende stilede de først og fremmest mod at blive dygtige undervisere. Og den nye øvelsesskole lå jo lige på den anden side af vejen som en meningsfuld udfordring.

Loven som trådte i kraft i 1969 betød et vældigt kvalitetsløft i læreruddannelsen. Den tvang alle undervisere på lærerseminarierne ind i vidtgående studier. Aldrig før var der blevet samlet så megen viden på læreruddannelsen. Pensum blev ikke fast defineret. Den enkelte studerende skulle kunne erhverve sig særlige kundskaber og lade dem indgå i sit eksamensstof. Og studerende med betydelig baggrundslæsning lod aldrig lærerne synke hen i gentagelser og emnefiksering. Både lærere og studerende skulle udfordres.

Reformen skabte stort engagement. Og tilgangen af studerende med gode forudsætninger var voksende i flere år. Men holdninger og traditioner fra den gamle 1954-lov havde flere steder en tendens til at strække sig et godt stykke ind i den nye epoke.

Naturligvis trængte de strømninger, som havde været tydelige især i universitetsmiljøerne under ungdomsoprøret, sig også ind på seminarieområdet. I første omgang var der tale om styrkelse af fællesskab gennem kreative gruppedannelser. Sensitivitetstræning blev et modebegreb sammen med sværmerierne for den hippieorienterede ungdomskultur og for Tvindfascinationen. Men i løbet af få år udviklede studiekulturen sig i politisk retning, og kravet om medbestemmelse slog kraftigt igennem. Der blev arrangeret store demonstrationer, hvor man besatte uddannelsesinstitutioner, også seminarier. Langsomt overtog marxistisk ideologi og kampen mod borgerligheden al debat, og styrelsessystemerne blev mange steder overtaget af stærke politiske grupper.

I første omgang skabte den ændrede kultur en stærk og frugtbar debat, der lagde nye perspektiver over uddannelsen. Men utålsomheden voksende også, og en vis politisk ensrettethed lagde en dæmper på alle tiltag til fornyelse. Epigoneriet udløste en tomgang, der mange steder satte udviklingen på vågeblus. Som lærer på Odense Seminarium og timelærer på to københavnske seminarier havde jeg oplevet de mange facetter i udviklingen, både de positive og de negative. Seminariedirektoratet var opmærksom på problemet og ønskede at stimulere udviklingen gennem rundhåndet godkendelse af mange forsøgsordninger.

Et politisk interregnum i Nørre Nissum

Nørre Nissum Seminarium og HF-kursus havde i et par årtier været under en stærk ledelse, så udløberne af ungdomsoprøret og den politiske vækkelse gjorde sig først gældende et halvt års tid før rektorskiftet, men da også med kraft. Når jeg i det følgende kort skal skildre forløbet, sker det med en vis modvilje. Dels fordi jeg var personligt involveret, og derfor bliver subjektiv i skildringen, og dels fordi der vil være kolleger og studerende, der har oplevet det anderledes. Når jeg alligevel tager sagen op, er det, fordi det er en del af seminariets historie og placerer Nørre Nissum Seminarium i den samfundsdebat, som alle de øvrige seminarier deltog i.

Vedtægtsmæssigt er det seminariets bestyrelse, der vælger ny rektor. Bestyrelsen gav udtryk for, at den gerne ville høre forskellige synspunkter, men fastholdt sin ret til at vælge en person uden for seminariet. Fra de studerendes side rejstes et meget stærkt krav om medbestemmelse, og de pegede på en lokal kandidat. Lærergruppen forholdt sig afventende, men var delt i spørgsmålet.

Efterhånden samlede interessen sig omkring lektor Thorkild Nielsen, der nød stor respekt fra alle sider. Det udløste en stor debat i alle organer, det bredte sig til de lokale aviser og til lokalradioen. Og ordudvekslingen var hård.

Det var først et stykke hen i sommerferien, jeg blev opmærksom på problemerne, dels gennem en henvendelse fra Nørre Nissum og dels gennem et par nærgående journalister. Det var med spænding, jeg mødte op på seminariet den 1. august 1976. Familien kom nogle dage senere.

Der var endnu feriestemning på stedet. Pedel Hansen modtog mig og inviterede på fin middag. Der fulgte et par orienteringsdage. Herefter var der modtagelse af de nye 5 HF-klasser. Bestyrelsens formand, provst Edvard Madsen bød den nye rektor velkommen. Nogle dage senere mødte 5 nye seminarieklasser til modtagelse i festsalen, mens alle øvrige klasser havde fundet deres lokaler.

Jeg holdt en velkomsttale, hvori jeg fortalte om seminariet og også kort præsenterede mig selv. Mens inspektøren herefter uddelte klasselister og lokaleplacering, gik det store fortæppe til scenen pludseligt op, og en større gruppe ældre studerende opførte indstuderede optrin, der rettede barske anklager mod det missionske seminarium, den missionske bestyrelse og den missionske rektor, der imod alle regler afviste ikke-missionske ansøgere til læreruddannelsen, og kun optog ansøgere med de rette holdninger. Det var de lærerstuderendes råd, der præsenterede sig. Under den følgende pinlige tavshed, gik jeg igen på talerstolen, protesterede mod optrinnene og insinuationerne og gjorde rede for seminariets optagelsesprocedure. Jeg var vant til de hårde opgør fra de københavnske seminarier, men var forberedt på, at dette kunne blive mit farvel til Nørre Nissum Seminarium.

Da jeg vendte tilbage til kontoret, fulgte en gruppe med ind for med barske bemærkninger at fortælle, hvem der skulle sidde på magten på dette sted. En lille gruppe fra KFUM og K dukkede lidt senere op for at lægge afstand til begivenhederne i festsalen.

Sidst på eftermiddagen mødtes jeg igen med den nye årgang til en spørgetime. Der blev udvekslet kontante, men relevante synspunkter. Kun en enkelt lærer var til stede ved modtagelsen. Begivenheden blev derfor kun sporadisk berørt i lærergruppen. Men den satte sig spor i forhandlingsklimaet og i de utallige møder, der fulgte efter.

Imod slutningen af måneden blev der nyvalg til de studerende råd. Det gav en vis ændring i rådets sammensætning. Efter første møde meddelte den nye formand, at de studerende nu var indstillet på at byde den nye rektor velkommen. Der blev indbudt til en sammenkomst på Borgen. Der var dækket kaffeborde, og både studerende og lærere mødte talstærkt op. De lærerstuderendes talsmand bød kort den nye rektor velkommen. Der lød også en velkomst til den nye rektorfamilie fra lærergruppen og fra elevforeningen. Aftenen blev herefter et hyggeligt samvær. Tingene begyndte langsomt at falde på plads.

Seminarier ”som det ligger der”

Nørre Nissum Seminarium var endnu i 1976 et stort seminarium. Man havde hidtil kunnet optage 7 eller 8 seminarieklasser og 5-6 HF-klasser, og søgningen var god.

Bygninger lå spredt over det store areal. Man kunne sagtens i den enkelte bygninger finde en arkitekturtradition, men de mange forskellige stilarter gav et noget forvirrende præg. De tre gamle bygninger Sparta, Athen og Theben lå smukt som en arkitektonisk helhed, Seminariebygningen, den grå, fra 1911 var en fin bygning, men uden arkitektonisk pondus. Biologiafdelingen skilte sig stærkt ud fra det øvrige byggeri, men havde et udmærket helhedspræg. Rhodos, den gamle Østre-skole var et stykke gedigent byggeri, hvilket næppe kunne siges om Minerva.

Alt i alt udtrykte de mange bygninger, at Nørre Nissum Seminarium er en gammel institution, som har brugt kræfterne på at opfylde vekslende behov og skaffe lokaler til voksende tilgang. Og en hel skoleby er vokset op omkring det.

Ved seminariets 50-års jubilæum i 1942 havde 8 lærere fast ansættelse ved Nørre Nissum Seminarium. Da jeg tiltrådte mit embede i 1976 bestod lærergruppen af 74 personer. Med kontorpersonale og de praktiske medarbejdere var ca. 100 beskæftiget på institutionen. Antallet af studerende lå omkring 600-650. Da HF-kurset blev oprettet med Leo Fristed som ledende kraft, betød det en vældig styrkelse. Det skabte fornyelse og bidrog til fremtidssikring af seminariet.

Et idéseminarium – et landseminarium

Nørre Nissum Seminarium er et ideseminarium. Det gjorde jeg mig meget klart, før jeg engagerede mig i arbejdet deroppe. En uddannelsesinstitution, der bygger på en bestemt ide eller holdning, kan være en vældig inspiration for alle, der er knyttet dertil. Men en ide kan også være en spændetrøje, en afgrænsning og en tillukkethed.

At seminariet er et ideseminarium kommer til udtryk i dets vedtægter, der knytter det til den evangelisk lutherske kristendom og til Kirkelig Forening for Indre Mission. Halvdelen af bestyrelsens medlemmer blev udpeget herfra.

Seminariets idegrundlag er det pejlemærke, som man i flere henseender orienterer sig efter. I praksis betyder det, at seminariet har to stærke bindinger. På den ene side til gammel kristen tradition, og på den anden side til love og bekendtgørelser, der tager sigte på en bestemt uddannelse. Det skal give plads for personlig udvikling hos alle ansatte og studerende med inspiration fra hele den historie, som giver institutionen dens særpræg og lader mange forskellige livsforståelser komme til deres ret. På Nørre Nissum Seminarium, har der aldrig været nogen modsætning mellem disse bestemmelser. I bestyrelsen som i ledelsen har den åndelige frihed været en grundholdning. De to bestyrelsesformænd, som jeg arbejde sammen med, provst Edvard Madsen og skoleinspektør E. Munksgaard betragtede det som en selvfølge. Det har da heller ikke været nogen tilfældighed, at tilknytningen til den græske arv ”kend dig selv” var ophængt som motto ved indgangen til seminariets største bygning, studiegården.

Nørre Nissum Seminarium er et landseminarium. Det præger hele livet der. Det betyder, at størstedelen af lærerne og en stor del af de studerende bor på stedet. Et landseminarium lukker derfor ikke sine lokaler sidst på eftermiddagen, eller slukker lyset om aftenen. Det træder indbydende frem for lærere og studerende, så længe der er behov. Man mødes i kendte omgivelser, studerer, fester, dyrker musik, skaber kunst og udvikler foreningslivet. Det har været vidunderligt at møde denne enestående side af et uddannelsescenter, der ellers kunne have henligget i mørke og indelukkethed.

De studerende

Der var to grupper af studerende. De HF-studerende, og de lærerstuderende. De fleste kom fra lokalområdet, især fra Ringkjøbing amt, men også Viborg amt var godt repræsenteret. At to forskellige grupper fik deres uddannelse samme sted, var helt uden problemer. De mødte ofte de samme lærere, gjorde brug af samme lokaler og færdedes sammen i fritiden. Der var en gensidig positiv påvirkning. Samarbejdet mellem lærere og studerende fungerede både i klasserne og ved fritidsarrangementerne.

Der var et bredt ønske blandt de studerende om at få indflydelse på såvel deres uddannelsesforhold som på de rammer, der var om deres sociale vilkår. Og det fik de. Ad. L. Hansens Kollegium var for længst som en selvejende institution gledet over til beboerne, således at kun regnskaberne blev ført seminariets regnskabskontor. Da det viste sig, at administration af HF-eleverne mødepligt gav visse problemer, blev der allerede i 1976 med opbakning fra alle sider etableret et mødepligtsnævn, som med lige repræsentanter fra lærere og studerende stort set overtog det praktiske arbejde med denne sag. I januar 1977 etableredes kantineforeningen Borgen, hvor de studerende helt overtog driften af det nye køkken, der skulle erstatte Borgens gamle pensionat.

Et af de problemer, som skulle løses, men som jeg havde svære overvejelser over, var seminariets forhold til udskænkning af spiritus. Det stod klart, at man måtte finde en løsning, da det var umuligt at kontrollere drikkeriet på de mange kollegier, og at der ved festerne var udbredt brug af spiritus, men i det skjulte. Vi fandt en løsning gennem en forsigtig overgangsordning. Forholdene i Nørre Nissum er i dag som på andre uddannelsessteder, hvad der i sig selv ikke udløser stor jubel.

De frie kollegieforhold gav anledning til bekymring i flere hjem, forældre og ikke mindst bedsteforældre kontaktede ikke så sjældent seminariet for at udtrykke deres rådvildhed. Vi forsøgte, så godt vi kunne, at tage hensyn ved tildeling af seminariets kollegiepladser, men at gennemføre en restriktiv kollegiepolitik overfor nutidige unge var ikke muligt.

Efter de første måneders konflikter og utallige møder lykkedes det at skabe et godt samarbejdsklima sammen med de studerende Også med de meget politiske bevidste, blev der opnået forståelse. (En undersøgelse af de studerendes politiske holdninger i 1981 viste, at 37.7% af de studerende stemte på  SF, VS, DKP og KAP. 5.9 % af stemmerne tilfaldt CD og Kristeligt Folkeparti) (Karen Anderskov in Nissumske årbøger 1982)

Der er ingen tvivl om, at studierne fyldte meget for de studerende. Men der var altid tid til stor aktivitet i fritiden. Idrætten spillede en stor rolle, ungdomsorganisationerne KFUM og KFUK, KFS, filmklub m.m. havde deres mødeaftener og betød på mange måder en solid støtte til seminariets identitet.

Det var livsbekræftende at leve så tæt på målrettede unge og at møde en hel del af dem ved morgensang, i klasserne og ved fester. Og humor havde de. Da jeg ved en bestemt lejlighed ikke kunne bøje mig i forhandling om en bestemt sag, modtog jeg en nat et trusselsbrev: Hvis jeg ikke ændrede holdning, ville mit kæreste familiemedlem, dvs. min hund, blive taget som gidsel. Det gav intet resultat, da Jock heller ikke ville bøje sig.

Lærergruppen

Kom man en smule for sent til frokostpausen på lærerværelset, gik man direkte ind i en summen af snak og latter. Lærerne trivedes i hinandens selskab, derfor var samværet åbent og venligt. Sådan mødte jeg det også i alle de år, jeg var på stedet.

Lærerne kunne groft sagt opdeles i to grupper. Den første gruppe havde gjort noget af udviklingen med fra den gamle læreruddannelseslov fra 1954, og de havde dernæst indlevet sig i den nye uddannelsestradition, der var påbegyndt med 1966-loven. Det var rodfæstede nissumnitter, der solidariserede sig med seminariets historie, og de havde en tæt tilknytning til lokalområdet, og det var vigtigt. Den anden gruppe bestod mest af yngre lærere, der på forhånd var præget af uddannelsestankerne og den teoretiske pædagogik fra 1966. De var blevet tilknyttet seminariet i forbindelse med den store udvidelse af seminariekapaciteten. Begge parter fandt sammen i et selvfølgeligt fællesskab omkring institutionen og dens dagligliv. De var alle fremadrettede, og da nedlægningstruslen aktualiseredes, var deres ukuelighed bemærkelsesværdig. Kompetente lærerrådsformænd spillede en stor rolle i seminariets overlevelseskamp.

Fagligt og pædagogisk var der tale om en velkvalificeret forsamling. En optælling i Nissumske årbøger i 1977 viser, at der foreligger flere hundrede udgivne faglige og pædagogiske artikler fra seminariets lærere. Selvom de allerfleste fag blev udfoldet indenfor klasserummets fire vægge, var der dog et par, som man mærkede over alt. Det var formning, hvis flotte produkter mødtes mange steder, og det var især musik, som fyldte meget, og som man kunne have glæde af ved morgensang og ved ethvert arrangement. Jeg oplevede, at mange andre seminarier næsten kunne virke en smule sterile på dette område.

Jeg nævner nødigt navne i dette erindringsglimt, skønt mange fortjener at blive draget frem. Men jeg bør dog fortælle, at det var Orla Andersen, som var inspirator og initiativtager til den teknologiske udvikling, som fremover blev kendetegnende for Nørre Nissum Seminarium. Det var hans smittende begejstring for informationsteknologien, der greb flere af os andre og satte gang i forsøgsarbejde med analyse af mulighederne for anvendelse af teknologi på alle områder. Det var uopdyrket land med næsten intet foreliggende orienteringsmateriale, og teknologien mødtes med skepsis fra mange sider. Men snart var mange andre engageret. Allerede i 1983 kunne man møde EDB og datalogi som en faglig realitet, og i løbet af få år har udviklingen på dette felt placeret seminariet i en fremskudt position.

Lærerstaben, knyttet til Nørre Nissum Seminarium, har været forudsætningen for, at man med stædighed og energi har kunnet udvikle en kvalificeret læreruddannelse i det vestjyske, tyndt befolkede område trods vanskeligheder og usikkerhed om arbejdsvilkårene.

Nørre Nissum Seminarium har aldrig lukket sig om sig selv. På det undervisningsmæssige plan har der været en meget tæt og frugtbar kontakt til seminariets øvelsesskole med de dygtige undervisere til gensidig inspiration, men også de almindelige praktikskoler på lidt længere afstand hørte med til seminariets hverdag. Og ikke mindst hos de studerende var de med til at skabe billedet af den folkeskole, hvor de skulle have deres fremtidige virke. I næsten alle kulturelle aktiviteter i lokalområdet er seminariets lærere involveret på en eller anden måde. De har gjort en indsats for Pensionisthøjskolen og for Fenskær Efterskole. Også teaterkredsen ”Limfjorden” og Ældrepædagogisk Center er udviklet herfra. De har stået bag de store kor- og orkesterstævner og støttet Nissum-møder, der blev arrangeret af Kirketjenesten i Danmark sammen med KFUM-og K. Og så var der de mange kurser: Teologisk Voksenundervisning, Voksenpædagogisk kursus, Nordvestjysk Folkeuniversitet og meget andet.

”Så bygger de igen på seminariet”

At bygge nyt er besværligt, at bygge om er værre. Det er en del af erfaringerne fra mine rektorår.

Vi tog fat på planlægningen allerede i 1976. I de hektiske år, hvor seminarierne var blevet presset til det yderste for at udvide klasseantallet både for lærerstuderende og HF, havde man klaret sig lokalemæssigt, som man bedst kunne. Men det var ikke uden vanskeligheder.

Der var således et stort behov for at få skabt en helhedsplan for modernisering af hele den store og noget uoverskuelige institution og at få gennemtænkt, hvorledes en sådan plan kunne realiseres uden at gribe alt for forstyrrende ind i de normale arbejdsgange. Inden arbejdet kunne gå i gang, var der snesevis af forberedende møder. Foreløbige udkast drøftede vi i ministeriet og blev mødt med positive signaler.

Tanken var at samle undervisningen i fagcentre, at koncentrere den spredte administration på ét sted, omkring studiekontoret, ekspeditionens daglige nervecenter, at skabe forbedrede køkkenfaciliteter, og i øvrigt at tilpasse gamle lokaleforhold til nye krav. De enkelte faggrupper skulle acceptere omflytning og ombygning og bidrage til tilrettelæggelse af studieplaner, så en fornuftig prioritering af byggeriets forskellige faser kunne gennemføres. Alle disse drøftelser blev gennemført af et af lærerrådet nedsat udvalg. Det var et voldsomt projekt, som betød betydelig indgriben i mere en 2/3 af seminariets bygninger. Den 1. juli 1977 kunne vi til ministeriet aflevere et udkast, der var godkendt af bestyrelse og alle råd.

Da ministeriets endelige godkendelse og bevilling omsider forelå, kunne arbejdet gå i gang i juni 1980. Næsten alt gik efter planerne, og da de nye studerende mødte op efter sommerferien 1981 var næsten alt på plads.

Det blev ikke meget drøftet under forberedelserne, men naturligvis spillede det en rolle, at en effektiv modernisering også bidrog til sikring af seminariets fremtid. Et uddannelsescenter med så fine faciliteter, og som ikke var efterspurgt til andre formål på egnen, kunne vanskeligt nedlægges.

Om selve planernes indhold skal jeg ikke berette mere. Der henvises til instruktive artikler i Nissumske årbøger 1978 af Jacob Hauge Nielsen og i 1980 af Sv. E. Abrahamsen.

Jeg har kun lyst til at tilføje, at vi nok ikke i tilstrækkelig grad var opmærksomme på de voldsomme byrder, som vi lagde på seminariets uundværlige studiekontor og regnskabskontor, samt ikke mindst på pedeller og rengøringspersonale. Vi fik ikke til fulde udtrykt vores tilfredshed.

Byggeriet ved seminariet sluttede ikke her. Flotte arkitektonisk højt udviklede bygningsfaciliteter i de senere år fortæller om seminariets parathed til at takle nye tider.

Slagskyggen

Min rektorperiode var næsten fra først til sidst mærket af nedskæring og truende nedlæggelse. Den overproduktion af lærere, der havde præget årene fra slutningen af 1960erne og begyndelsen af 1970-erne, gav bagslag. Der blev uddannet for mange. Økonomisk statistisk Kontor beregnede, at der i 1990 ville være 19.000 ledige lærere. Overproduktionen blev fulgt op af politiske besparelseskrav, knyttet sammen med ideologiske ønsker om at flytte læreruddannelsen fra udkantsområderne til de befolkningstætte byområder. Og ingen kunne være i tvivl om, at afgørende politiske beslutninger stod for døren. For alle med tilknytning til seminariet var det naturligvis et pres at leve under, det var som et bevidsthedens mørke bagtæppe, der lå der hele tiden, men dukkede frem i dramaets stilfærdige scener. År efter år blev der skåret klasser væk, vi bevægede os fra 8 seminarieklasser til 2 klasser på mindre end 10 år. Hf-klasserne reduceres fra 6 til 4. Og alle vidste, at for hver klasse, der forsvandt, var kolleger sendt ud ad arbejdsløsheden stadig bredere vej.

Bekymringen levede blandt os, men stærkere endnu levede oplevelsen af fællesskab, af lyst til at gå i brechen for sin arbejdsplads. Og mærkeligt nok udfoldede humoren sig på både på den mest banale og den mest subtile måde. Et enestående sammenhold i lærergruppen viste sig deri, at flere af lærerne accepterede at dele timeunderskud og lønnedgang mellem sig, så afskedigelserne blev begrænset mest muligt. Og det lykkedes at få Dansk Magisterforenings opbakning. Nogle af de store øjeblikke var, da det stod klart, at mange af de studerende meldte sig for at deltage i kampen for seminariets overlevelse. Med støtte fra den aktive gamle elevforening spredte de sig til efterskoler og højskoler for at fortælle om seminariet og for at forsøge at skaffe fornøden tilgang til halvfyldte klasser.

Den 30. august 1982 kort tid efter seminariets 90-års jubilæum deltog jeg som repræsentant for seminariernes rektorforsamling i et møde på Frederiksdal Hotel, hvor undervisningsministeriet forelagde nedlæggelsesplanerne for Folketingets Uddannelsesudvalg. Beskeden var her sort på hvidt, at Nørre Nissum Seminarium, Gedved Statsseminarium, Ranum Statsseminarium, Th. Langs Seminarium, Herning Seminarium og Ribe Statsseminarium var dømt til nedlæggelse.

I pausen opsøgte jeg de tilstedeværende politiske uddannelsesordførere for at forelægge nogle synspunkter fra seminariernes side. Svaret var enslydende, at det var nødvendigt at nedlægge seminarier, og at de nævnte seminarier havde tilknyttet HF-kursus, så institutionerne havde mulighed for at overleve selv med begrænsning i deres aktiviteter.

Men hvorfor overlevede Nørre Nissum Seminarium så? – Af en eneste grund. Der blev udskrevet valg til folketinget. Der dannedes en ny regering med ændrede signaler på seminariepolitikken. Den nye undervisningsminister Bertel Haarder var stærk modstander af en centralisering af læreruddannelsen i storbyerne, da han ønskede at bevare egnsseminarierne. Nedlæggelsespolitikken tog en helt ny drejning. På Nørre Nissum Seminarium kunne vi ånde lettet op. Men det var et stærkt beskåret Nørre Nissum Seminarium, der var gået ud af kampen. Vi måtte arbejde på husmandsvilkår. Men vi fik støtte fra mange sider, fra Lemvig kommune i et vist omfang, men også fra lokalpressen, Lemvig Folkeblad og Struer dagblad. Lokale  elektroniske medier fulgte os også nøje og positivt.

I 1985 sagde jeg farvel til Nørre Nissum efter ni gode og spændende arbejdsår. Det skyldtes ikke træthed, heller ikke bekymring, da jeg var overbevist om, at seminariet rummede en sejhed, der nok skulle skaffe det en solid fremtid. Det havde altid været min hensigt at slutte min aktive erhvervsperiode i den folkekirke, hvori jeg havde begyndt mit virke. Jeg og min familie glemmer aldrig den flotte afskedsfest, som min gamle arbejdsplads gav os.

Seminariearbejdet slap jeg ikke helt. Som formand for privatseminariernes bestyrelsesforening og medlem af seminarierådet, havde jeg lejlighed til at følge udviklingen, og jeg kunne glæde mig over, at Nørre Nissum Seminarium stædigt og vedholdende genvandt sine gamle kræfter og fik ny tro på fremtiden nu i Professionshøjskolen VIA University College.