På vej mod det multikulturelle Danmark

Dansk Kirketidende 24/2000

Foredrag holdt ved Sommerhøjskolen på Sorø Akademi 21. juni 2000. Bear­bejdet.

af tidl. domprovst Poul E. Andersen

Odense.

I 1996 udsendte Ishøj kommune sin indvandrerrapport: “I går i dag i over­morgen”. Det fremgår heraf, at 145 tyrkiske mænd, som kom til Danmark i 1969/70 i løbet af 25 år er blevet til en befolkning på 2360 personer. Familie­sammenføring var en vigtig faktor.

Rapporten vakte en del opsigt og var medvirkende til en politisk stramning af familiesammenføringsbestemmelserne. Der er dog indtil nu ikke konstateret nogen ændring i det hidtidige mønster.

Danmarks statistik havde tidligere peget på væksten i antallet af indvandrere, uden at det vakte politisk opmærksomhed. Dog bemærkede Arne Melchior, at han vedrørende prognoser af denne art hellere lod sig råde af sit barne­barn. Heller ikke Socialdemokratiet og Kristeligt Folkeparti lod sig anfægte. Prognosen fra Danmarks Statistik siger nu, at antallet af indvandrere og ef­terkommere på baggrund af en meget forsigtig fremskrivning vil nærme sig 800.000 i 2020. Halvdelen fra mindreudviklede lande, de fleste muslimer. Heri er ikke medregnet asylansøgere og illegale indvandrere.

Den indvandrede del af befolkningen vil stadig vokse. Fødselsfrekvensen for indvandrerkvinder er mellem 3 og 5,5  mens den for danske kvinder er 1,8. Naturligvis vil fødselsantallet i de kommende generationer dale noget, men eftersom ca. 90% af indvandrede mænd fra de mindreudviklede lande henter deres ægtefæller i deres hjemland, og disse værner kraftigt om deres traditio­ner, vil størstedelen af fødedygtige kvinder i denne gruppe fortsat få langt flere børn end danske kvinder.

Væksten i antal af børn med fremmed baggrund vil stadig forøges. For øje­blikket oplever man i København, at indvandrerbørn allerede er i flertal i hver fjerde skole. Tosprogede børn i Københavns Kommune udgør ifølge kom­munens hjemmeside 28% af børnetallet ( Hjemmesiden anfører med begej­string de store pædagogiske muligheder, der ligger i dette forhold). Og selvom Danmark skulle lukke totalt for indvandring vil antallet af indvan­drere og efterkommere stadig vokse. Der er givetvis langt over en million om 30 år. Da dette vil betyde et totalt ændret samfund, er der grund til at tage denne udvikling alvorligt.

For nylig udkom Rockwool Fondens forskningspublikation: “Indvandringen i Danmark 1999”. En af forfatterne, David Colemann skriver: “Medmindre nettoindvandringen fra de mindre udviklede lande ophører, og tendenserne i fertiliteten fuldstændig kommer på niveau med modtagerlandene...så vil de befolkningsgrupper i Europa, der enten helt eller delvist er indvandrere fort­sat stige i det uendelige. De kan med tiden blive en majoritet”. ( p. 145 ). ( Colemann er docent i demografi Oxford Universitet og konsulent for det bri­tiske indenrigsministerium og for FN). Hvis nogen tror, at problemerne kan løses ved en forbedret integration af flygtninge, tager de fejl. Udviklingen dækker over en voksende indvandring, kun i mindre grad om flygtningepro­blemer. Det britiske indenrigsministerium bemærket om den fortsatte ind­vandring: “Der hersker ingen tvivl om, at asylsystemet bliver misbrugt af per­soner, der søger indrejse af rent økonomiske grunde. Mange ansøgninger simpelthen et spind af løgne” ( Home Office 1998 b ).

Der er ingen tvivl om, at Danmark er et multietnisk land og til stadighed vil udvikle sig med stor hast i den retning, indtil den store forskel økonomisk og socialt mellem Vesteuropas levestandard og de fattige mellemøstlige og nordafrikanske områder er udlignet på et for europæiske lande lavere niveau. Der er politikere og ledere på arbejdsmarkedet, der ganske naivt tror, at fort­sat indvandring er en garanti for den danske velfærdsstat.

Er Danmark et multikulturelt land

Det et indlysende. at Danmark er et multietnisk land. Men er det også et multikulturelt land. Svaret på dette spørgsmål afhænger af, hvilken kultur­forståelse, man har.

Der har altid i Danmark fundet et kulturmøde sted med indvandring fra øst og syd, med kulturel påvirkning fra Tyskland ( filosofisk, teologisk ) og fra Frankrig ( pædagogisk og i statstænkning). Men i de sidste par århundreder har der udviklet sig en slags dansk enhedskultur. Indvandring af nogle få hundrede huguenotter, jøder, kartoffeltyskere og polske roearbejdere, har ikke ændret meget herved. Den stærke amerikanske massekultur har derimod været medvirkende til en kulturel forfladigelse, der sætter mange i tvivl om, hvad der egentlig er dansk. Men først de seneste årtiers massive indvandring af hundredtusinder af mennesker med en helt anden kulturforståelse end den danske, har anfægtet dansk kultur i dens grundvold.

Hvad er kultur, og hvad er det multikulturelle?

Kultur

Al kommunikation mennesker imellem sker på baggrund af en kulturforstå­else. Derfor er det svært at forstå, at det er så vanskeligt at definere, hvad kultur er. En ting står dog fast, og det er, at sproget er et af de væsentligste elementer i kulturen. Det er den grundlæggende kulturelle dannelse, som hjælper os til at omgås hinanden i vor fælles verden. I øvrigt findes mange kulturdefinition. En almen definition kunne være følgende: Kultur er alle de menneskelige handlinger og udfoldelser, der tilsammen har skabt alt det, der er bygget op om os. Men der er tale om både de håndgribelige ting og om de billedlige og symbolske ting, som vi skaber, men som virker tilbage på os, som tilfældet er med sagn, eventyr, digtning, kunst, videnskab, lov og ret, alt det, som er afgørende for menneskers selvforståelse og handlinger.

Men kultur er også noget regionalt eller lokalt. En kultur som f. eks.. den danske, bestemmes af geografiske og sociale forhold. Og den udvikler sig gennem generationernes gode, eller måske især smertelige menneskelige er­faringer og historiske begivenheder. Danmarks kultur er således bestemt af klima, geografisk beliggenhed, indbyrdes kampe og kampe mod fælles fjen­der. Alt det indgår i befolkningens selvforståelse, i deres sprog, digtning, re­ligion osv.

Det multikulturelle.

Når det i det følgende skal vurderes, om Danmark er på vej til at blive et multikulturelt samfund, og om det er en ønskelig udvikling, så er udgangs­punktet ikke, om den danske kultur kan leve med andre kulturer omkring sig, for det gør den jo allerede. Nej, spørgsmålet er, om dette lokale tilværelses­grundlag er på vej til at omformes, om det endda må vige til fordel for ind­førte fremmede kulturer, der er blevet til på helt andre betingelser og på et helt andet grundlag.

Der er mange her i landet, der mener, at det er en ønskelig udvikling. Denne holdning udspringer normalt af en marxistisk opfattelse, som også overtages af kulturradikale. Tanken er, at gamle kulturfænomener må modstilles andre og nye holdninger, så at der herudfra kan skabes en syntese og noget nyt blive til. En sådan fornyelse betegner et fremskridt, som man skal understøtte på alle måder. Men hvis en sådan reformation, eller måske endda delvis de­montering af, hvad der er historisk dansk, er langtidsmålet, så har men giver afkald på forestillingen om, at det danske har en særlig værdi for os, og at det derfor er værd at bevare. Eller for at formulere det i spørgsmålsform: Har det, vi kalder dansk en førstefødselsret i Danmark.

Kulturdebat

Vurderingen af vort kulturgrundlag varierer meget  i den hjemlige kulturde­bat. Selvom der findes mange varianter, er der især to kulturtolkninger, som står hårdt overfor hinanden i diskussionen af indvandrerspørgsmål.

Den ene holdning tager udgangspunkt i en forståelse, som gennem mange år har haft opbakning fra danske antropologer og kultursociologer. Dansk kul­tur er en forholdsvis  definerbar størrelse. Den udvikler sig bestandigt, men den er med stærke tråde forbundet med nation og historie, som de fleste føler sig som en del af og forpligtet på. Man kender sproget, man ved, hvad tin­gene betyder, og man færdes nogenlunde ubesværet i etiske handlingsmønstre og moralske konventioner, selvom de er i stadig bevægelse.

Samfundsgrupper, som tilslutter sig denne forståelse, giver udtryk for be­kymring og vrede over den store indvandring, som de ser som en trussel mod deres eget kulturgrundlag. De har som følge deraf svært ved at åbne sig overfor de nye borgere.

En helt anden holdning møder man hos nymarxister og i kulturradikale kredse. Her opfattes kulturopbrud som noget positivt. Verden er under sta­dig forandring, befolkningsmasser, informationer, varer og kapital bevæger sig frit over landegrænserne. Flygtningeskarer hører den normale verden til. For disse grupper af kulturideologer er indvandring noget positivt. Indvandrerne udgør både kulturelle og økonomiske ressourcer, som hjælper os til at lære det, vi ikke ved, forkaste gammel tænkning og gamle livsformer, som ikke er værd at bevare. Gennem indvandringen slipper vi af med det snævert nationale og hjælpes til en fornyelse af velfærdssamfundet.

En karakterisk repræsentant herfor er den radikale flygtningeordfører, Henrik Svane, der udtaler: “det afgørende er ikke at bevare den såkaldte “danskhed”, men at fastholde grundlaget for velfærdsstaten, og det er ikke betinget af sprog, hudfarve, etnisk baggrund osv.., men af solidaritet og sam­hørighed og en udstrakt fællesskabsfølelse - med verden” ( Kristeligt Dagblad, 19. januar 2000 ).- Et dansk folketingsmedlem er således parat til at sælge sit eget folk til en naiv verdensutopi.

I kulturradikale og nymarxistiske kredse anses de nævnte holdninger for at værer så moralsk overlegne, at man endda kan føle sig flov over at være dansk. Og folk med andre synspunkter betragtes som repræsentanter for så lave standpunkter, at man ikke kan gå i debat med dem. Et selvoplevet ek­sempler blandt talløse finder jeg i bogen “de uansvarlige” 1999, ved Troels Mylenberg og Jeppe Nybroe. Heri kommenterer biskop Keld Holm en række artikler, som  jeg på baggrund af meget bred litteratur har skrevet om integrationsproblemer, bl.a. i Jyllands-Posten. Behændigt får han mig - vist mod bedre vidende- placeret på den yderste politiske højrefløj, hvorefter han meddeler, at mine kilde var “sådan nogle nyfacistiske, tyske fremmedfjendtlige organisationer. (Mine citerede kilder er i virkeligheden foruden Koranen og Danmarks Statistisk, anerkendte danske og tyske stan­dardværker om islam, danske forfattere med muslimsk baggrund, omfattende ny tysk faglitteratur, skrifter fra danske humanitære organisationer, politi­kere, artikler fra ansete tyske og danske fagtidsskrifter og dagblade. En fuld­stændig citatliste foreligger ).. Keld Holm fortsætter: “Jeg gider ikke snakke med dem..... Jeg gider ikke, heller ikke inden for min egen religion”. “Så er man sgu i stedet nødt til at sige, at jeg kender søreme muslimerne... Det er dem, jeg vil snakke med, dem, jeg vil finde tillid hos”. ( p. 105 ). Den danske folkekirkes skæbne fralægger han sig i denne henseende ansvar for: “Hvis is­lam løber folkekirken over ende, så har folkekirken ikke fortjent bedre” ( s. 101 ).

Assimilation, integration, kulturkamp.

Når forskellige folkegrupper tvinges til at leve sammen, kan mindretallenes vej ind i et nyt samfund forme sig forskelligt, som assimilation, integration eller kulturkamp. Ved assimilation glider indvandrerne langsomt ind i deres nye samfund, overtager dets skikke, sprog, normer og selvforståelse. Det skete for kartoffeltyskerne og de polske roepiger. I dag spores de kun gen­nem fremmedklingende navne.

For andre grupper kan der være tale om integration, dvs. at de sprogligt og erhversmæssigt indgår problemfrit i det danske samfund, men sådan, at de bevarer et kulturelt særpræg med hensyn til religion, litteratur og evt. klæ­dedragt. Det er således tilfældet for de fransk/protestantiske grupper hugue­notterne og især for jødernes vedkommende. Det sammen kan nu til dels spores hos tamiler, vietnamesere og thailændere. Gennem dem tilføres dansk kultur nogle nye aspekter, men grundlæggende ændres den ikke. Der er såle­des mulighed for, at et land bliver multietnisk, uden at blive multikulturelt.

Men med den voksende gruppe af muslimske indvandrere er der en tendens i retning af skabelse af det multikulturelle samfund gennem kulturkamp.

Det muslimske kulturelle særpræg

Det er ikke alene mellem danske indbyrdes, at en kulturkamp finder sted. Også i forholdet medlem indvandrerkultur og dansk kultur og tradition kan der spores markante modsætninger. Her tiltrækker muslimske markeringer sig særlig interesse.

Men hvorfor er der så specielle integrationsproblemer i forbindelse med den muslimske indvandring?

Man må først gøre sig klart, at muslimer i Danmark ikke er en ensartet gruppe. Hvis man udtaler sig om muslimer generelt, vil der altid være nogle, der siger, at det gælder i hvert fald ikke for dem.

Der er sproglige forskelle mellem befolkningerne i Indonesien, Iran, Tyrkiet, Somalia og Marokko, men først og fremmest er der store traditionsforskelle. Modsætningerne mellem sunni-muslimer og shia-muslimer er markante, og deres indbyrdes forhold er anspændt. De mere kulturåbne Alawi-muslimer betragtes ofte som kættere og er genstand for en vis forføl­gelse fra sunni og shia. Det samme gælder for en stor gruppe i Danmark som kaldes Ahmadiyyaislam, der driver en meget aktiv islampropaganda. Ud over dette findes der shia-prægede grupper som Zaidiyya og Ismmailiyya. Og på tværs af grupperne findes traditionalisterne, der fanatisk fastholder deres traditioner og endelig de integrationsåbne.

Koranen

Men uanset forskellighederne har muslimer et grundlæggende fællesskab, og det eksister, hvad enten man er bekendende muslim eller kulturel muslim. Fundamentet for det muslimske fællesskab er alle muslimers helligskrift Ko­ranen, der indeholder nedskrivningen af de åbenbaringer, som Muhammad modtog direkte fra Allah indtil sin død i 632. For muslimen er Koranen ufejl­barlig, og den er uforandret siden nedskrivningen. Selv den mindste anfæg­telse af Koranens ufejlbarlighed er så alvorlig, at den får karakter af Gudsbe­spottelse. Og en gudsbespotter er det forfærdeligste, en muslim kan forestille sig. Bespotteren fortjener ikke at leve. En kritisk videnskabelig forskning kan ikke komme på tale i forbindelse med Koranen. Kun arabisktalende er beret­tige til at tolke Koranen, og i koranskoler og moskeer citeres den på arabisk, selvom deltagerne ikke forstå det.

Koranen er et storværk i litteraturen. Den gennemtrænges af religiøs hengi­velse, af stor visdom, af jævne praktisk formuleringer og formaninger og af stor kærlighed til de troende. Men den rummer også nedslag af samtidens skræmmende intolerance overfor ikke-muslimer og et nedværdigende syn på kvinden. Og den er udtryk for en totalitær ideologi. Mindst 50 steder i Ko­ranen udpensles den helvedsild, som de vantro skal pines i. Og opfordringen til hellig krig, Jihad har været ganske katastrofal for islams indre kampe og for den århundredlange blodige fælles historie for islam og andre kulturer. Af de islamiske herskeres lange herskerhistorie kan man blot fra nyere tid nævnte udryddelse af 1 million armenske kristne i 1914/15 og mordet på 100.000 kristne i Smyrna i 1922. Også de fundamentalistiske bevægelser har fundet inspiration i Koranen. FIS  har henrettet mindst 80.000 mennesker i Algeriet. Tilsvarende tal kan nævnes fra Sudan, Nigeria og Indonesien, og netop nu myrdes løs i Østtimor og på Molukkerne og i Kashmir. Mange moderate muslimer reagerer med afsky heroverfor, men det ændrer ikke me­get derved.

Bestemmende for islamisk kvindesyn har Koranens sura 4.34 været. Her he­der det: “Mændene står over kvinderne, fordi Allah har udmærket dem fremfor kvinderne... Og hvis I frygter, at kvinderne er opsætsige, så forman dem, undgå dem i ægtesengen og slå dem”. Og ordene skal forstås bogstave­ligt, selvom danske muslimer gerne omtolker dem. De skarpe hold­ninger i Koranen sætter sig spor hos de troende, og er en del af baggrunden for en kvindeopfattelse, som kristne under ingen omstændigheder kan accep­tere. Også  ortodokse kredse i Danmark har den som medbragt tradition. De stadigt aktuelle tvangsægteskaber er også udsprunget af sådanne tanker. Det er indlysende, at stærke synspunkter som disse udfordrer til en kulturkamp i både danske og muslimske kredse.

Hadith

Vejledningen for, hvordan den gode muslim skal leve, findes foruden i Kora­nen også i overleveringen om Muhammads sædvaner, hans sunna. Overleve­ringen herom kaldes hadith og er nedskrevet omkring år 900. Den bruges som udgangspunkt for lærdes tolkninger af islam i de skiftende tider. Så­danne tolkninger har spillet en betydelig rolle ved at sætte faste og strenge rammer om muslimers levevis. Det gør naturligvis også mødet mellem dansk og islamisk kultur meget iøjnefaldende.

Historien

Ligesom danskere er det, er muslimer naturligvis også præget af deres histo­rie. Det går ikke sporløst hen over en kultur, at den har en 1000-årig erobrer- og herskerhistorie bag sig. Det er med til at skabe en Aggressiv attitude, hvor stolthed og ære spiller en betydelig rolle. Mange muslimer i Danmark er præget på denne vis. Stolthed og ære gælder i alle sammenhænge. Og de fø­ler sig som en del af et folk og en kultur, som er andre overlegen, både reli­giøst og moralsk.

Lighedstanken

Selv muslimer med et stort ønske om at integrere sig i deres ny land har svært ved at acceptere de danske lighedstanker om, at dansk kultur og religion er ligeså værdifulde fænomener som deres. Visse grupper opfatter sig som  rene i modsætning til alle urene, der ikke deler deres religion. Ikke sjældent opfat­tes det, især blandt somaliere som nedværdigende at skulle give hånd til en uren, især til kvinder. Lighedstanken er således svær at acceptere, specielt vil det være svært at betragte kristendommen som en fuldt gyldig religion på linie med islam. Det er indlysende, at indvandrere med muslimsk baggrund ikke glider problemfrit ind i det danske samfund med denne ballast. Det er her selve den demokratiske forståelse, der skubbes tid.

Børneopdragelse.

Også den muslimske børneopdragelse gør integration vanskelig. Det mærkes i børnehaver og skoler, men også i almindelig optræden. Danske forældre er ikke de eneste, der ønsker at forkæle deres børn, det gør muslimerne også. Men opdragelsesprincipperne er helt forskellige. Den danske politiker, den syriskfødte Naser Khader beskriver den muslimske børneopdragelse i sin bog”Ære og Skam”. Muslimerne omtales her som stolte og selvbevidste folk, og som et folk med en historisk betinget aggressivitet. Muslimsk opdragelse af drenge sigter netop mod at fremelske en vis aggressiv optræden, drenge skal altid opdrages til at forsvare familie og religion, og derfor er det væsentlig for dem, at de ikke giver køb. De skal lære at være fremfusende overfor en­hver, der krænker deres ære. De skal udstråle selvglæde og stolthed og for­tælle om alle deres gode egenskaber. Khader omtalte i et foredrag, at han, der var opdraget til altid at føre sig frem, havde et stort billede af sig selv på sit værelse. Og han havde svært ved at forstå, at hans danske venner gjorde lidt grin med ham af samme grund. Men det er indlysende, at en opdragelse, der ligger så langt fra dansk opdragelses socialiseringsideer, har et meget stærkt indbygget konfliktpotentiale overfor det danske samfund, som vi også allerede ser mange steder. Unge 2. generationsinvandreres andel i ung­domskriminaliteten udgør visse steder op mod 40 % ( f. eks.. i Odense )

Med pigerne forholder det sig helt anderledes. I traditionelle familier, dvs. familier, som værner om deres tradition for at beskytte den mod fremmed påvirkninger, lærer pigerne først og fremmest at være underdanige over for forældre, brødre og den øvrige familie. Pigen skal, som Khader udtrykker , lære “at krybe sammen i et hjørne og opføre sig som et snigende gulvtæppe” ( s. 170 ).Hendes mål er at blive gift og klare ægteskabets forpligtelser. Men forudsætningen for at blive gift er, at hun er jomfru. 

Manglende mødom hos ugifte medfører mange steder i verden forstødelse fra hele familien, og kan medføre drab. Selvom normerne her i Danmark er mo­dererede en del, genfindes de også her. Jomfrukulten har en helt overvæl­dende betydning. Piger lærer gennem hele opvæksten at være tavse om de­res krop og at frygte seksualiteten. En piges uvidenhed om sin krop og dens funktioner er udtryk for renhed og god moral.

Det kan ikke undre, at der gennem sådanne grundlæggende ideologier skabes holdninger, som er stærkt belastende både for de muslimske piger og det danske samfund. For de unge muslimske piger kan det virke stærkt trauma­tisk, at de foruden at være sprogligt handicappede i flere  år, bliver udskilt fra deres danske kammerater. De oplever problemer med spiseregler, næsten hvor de kommer, med fællesbadning, med påklædning, især med tørklæder, med helligdagstraditioner, med deltagelse i lejrskoler og privat selskabelig­hed. De må lægge afstand til danske højtider, og de må opleve virkelige van­skeligheder med ramadanen, fastemåneden og med bedetiderne. Det heldig­vis begrænsede antal kvindelige omskærelser, især hos somalierne, har også været med til at skabe en generel vagtsomhed omkring muslimsk opdragelse af piger.

Fra muslimsk side, især under påvirkning fra imamerne lægges der voldsomt pres på de danske institutioner for at omforme dem i muslimsk retning, og på mange områder har dansk tradition måttet vige til fordel for muslimske.

Moskeerne.

Presset for at omforme det danske samfund i overensstemmelse med muslim­sk tradition udgår i høj grad fra moskeerne. Debatten omkring mo­skeerne har i høj grad centreret sig omkring stormoskeen i Århus centrum, der tænkes bygget så den er synlig over hele byen, med minareter, hvorfra de elektroniske højtalere skal kalde til bøn 5 gange nat og dag. Det har opbragt sindene, at de store etableringssummer skal fremskaffes fra fundamentalistisk prægede muslimske stater som Marokko og Saudi-Arabien. I virkeligheden findes der allerede måske over hundrede moskeer i Danmark, mange af de større finansieret på samme måde.

Rundt om i landet er organiseret snesevis af indvandrerforeninger. Flere af de store er økonomisk støttet udefra. Nogle har tråde til palæstinensiske, iranske og tyrkiste fundamentalistiske bevægelser som Hamas, PFLP, AICP, Mili Görüs og Hizbolla. Foreningerne har centrum i moskeerne, der som re­gel betegnes som kulturcentre med meget socialt klingende navne. I moske­erne samles især mændene til fredagsbønnen, her aflyttes nyheder fra hjemlan­dene, her holder imamen sin fredagsprædiken, hvor han orienterer om den rette udlægning af Koranen og hadith set i sammenhæng med danske sam­fundsforhold. I moskeen holdes også koranskolerne, hvor børnene lærer ko­ranstykker udenad. De lærer om muslimsk opførsel, og om hvordan man skal optræder for at være rette missionærer for den muslimske tro. Disse kurser financieres af danske midler under fritidsloven. Også de muslimske friskoler, som der har været mange problemer med - nogle styret fra Libanon - har dansk finansiering. Det danske samfund betaler yderligere ekstraundervisning i de danske skoler i form af modersmålsundervisning på mange forskellige sprog.

Imamerne er som regel sendt hertil fra udlandet. De er ofte fremmede for det danske sprog, og skal helst ikke lære det. De udskiftes med jævnlige mellem­rum, så at de ikke påvirkes af det vesterlandske forfald. Imamerne lægger vægt på at skabe et venligt forhold til det danske samfund for ikke at provo­kere danske holdninger til indvandrerne. Men meget ofte opnår de, at dan­ske normer og traditioner tilpasses de stærke muslimske ønsker.

Islam og kristendommen.

Forholdet mellem kristendom og islam er afgørende for muslimernes integra­tion i Danmark. Denne problematik er endnu ikke for alvor erkendt. Og kristne har haft en tendens til at vige udenom debatten. Selv på landets forsk­ningscentre og i missionsselskaberne har der været ringe lyst til for alvor at tage fat på analysen af forholdet mellem Bibel og Koran, mellem dansk og muslimsk menigheds- og samfundsopfattelse. Umiddelbart er der grund til at været meget opmærksom på forholdet. Der findes hidtil i nyere tid ikke noget eksempel på, at store grupper af kristne og muslimer har kunnet leve frede­ligt og ligeværdigt sammen. Men i alle konfrontationer har de kristne som regel måttet vige, ofte efter meget blodige opgør. Det har været markant i Indonesien, sidst Øst-timor, Molukkerne, Sudan, Nigeria, Libanon og Egyp­ten. Det er også iøjnefaldende, at mens muslimer i 1950 udgjorde 235 mill., så er der i dag langt over 1 milliard. Både aggressiv ekspansion og høj fød­selsrate har spillet ind.

Islam betyder underkastelse, hvilket ikke mindst symbolsk kommer til udtryk i muslimernes bedestilling. Islam betragtes som den ene og sande Guds ende­lige åbenbaring i Koranen. Den er teologisk set et altomfattende system, og islamisk ret, sharia opstiller regler for alle sider af tilværelsen. Den er derfor en lovreligion, hvis guddommelige krav skal være bestemmende i alle livets forhold. Til stadighed stilles krav om, at sharia skal være overordnet over et lands verdslige lov. Hvor dette ikke accepteres hævder muslimer til danskernes overraskelse, at deres religionsfrihed er taget fra dem. Det er let at blive muslim, men frafald fra Islam er en dødsssynd, der i princippet udlø­ser dødsstraf.

Det, der for alvor skiller islam og kristendommen er Kristustroen og Jesu tolkning af GT, troen på ham som den korsfæstede og opstandne frelser og forsoner bl.a. udtrykt i treenighedslæren. Der er meget langt fra den kristne lære om retfærdiggørelse ved tro alene, fra Jesu stedfortrædende kærlighed og udsagn som “lær af mig thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet” ( Matt. 11.19 ) og så til muslimsk teologi, der udmønter sig i kravet om shariarettens håndhævelse i al sin strenghed i alle samfund.

Hverken islam eller kristendommen har kunnet leve op til deres religionsstif­teres etiske krav, hverken til Muhammads retsindige sider, eller til Jesu selv­opofrelse i kærligheden, men det er tydeligt, at kristne idealer har sat sig igennem i den kristne verdens lovgrundlag for statsdannelse, for socialom­sorg, for demokratisk tænkning, for frihedsbegreber og for ligeværdighed. Noget tilsvarende kendes ikke fra muslimske stater. Og alle steder, hvor der eksisterer muslimske statsdannelser, er der problemer med accept af demo­kratiet og menneskerettigheder i vestlig form. Det er iøjnefaldende, at mange muslimske indvandrere kraftigt kræver deres menneskerettigheder respekte­ret, hvorimod de ud fra deres religion nægter selv at ankerkende gyldigheden af den samme menneskerettigheder. Tydeligt er det, at i mødet mellem de to religioner, har den muslimske baggrund stået stærkest, mens den kristne idealisme, tolerance og usikkerhed om egne åndelige ressourcer har haft svært ved at trække sine grænser i et religionsmøde.

Det bliver nok ikke tale om, at muslimerne glider let ind i det danske sam­fund. Med deres stærke ideologi, vil det i mange tilfælde være danske kultu­relle holdninger, der må afstemmes efter indvandrernes. Det er sådan det multikulturelle samfund formes.

Pressionsgrupperne

Men presset på det danske samfund i retning af det multikulturelle udgår ikke alene fra det stadigt voksende antal indvandrede muslimer. Det udgår også fra danske pressionsgrupper, ikke mindst fra de humanitære organisationer som Dansk Flygtningehjælp, Mellemfolkeligt Samvirke, Nævnet for etnisk Ligestilling, Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, Det danske Center for Menneskerettigheder og yderligere et halvt hundrede stykker med vældige økonomiske ressourcer og højt uddannede eksperter. Hertil kommer også et uoverskueligt og skiftende antal indvandrerorganisa­tioner. Et talerør for holdninger i dette store kultursegment kunne f. eks.. Ole Hammer og Charlotte Toft være: “Det flerkulturelle Danmark er målet. Et Danmark, hvor man tænker flerkulturelt, træffer flerkulturelle beslutninger, organiserer sig flerkulturelt og handler i uoverensstemmelse hermed”. ( “Det flerkulturelle Danmark”, p. 110 ). Der må ske en bevægelse fra flere kulturer til flerkultur, og der peges på mange veje hertil. Morten Kærum fra Det dan­ske Center for Menneskerettigheder, ønsker grundloven ændret, så den bliver den multikulturelle samfundsgrundlov. ( Berlingske Tidende 5. juni 1999 ).

I den vældige litteratur om Indvandrer- og minorietsspørgsmål ( Mellemfol­keligt Samvirke rummer alene et bibliotek med 40.000 titler ) langes der uafladeligt ud efter danske holdninger. Dokumentations- og Rådgivnings­centret om Racediskrimination efterlyser politianmeldelser af racediskrimina­tion og fører gerne anonyme sager. I en af de nyere bøger Amira Bada: “Etnisk ligestilling til forskel” peges på revision af danske skolebøger, der kræves straffeforanstaltninger mod racistiske vittigheder, badning alene for muslimer i offentlige svømmehaller, faste bedetimer på virksomheder, aner­kendelse af ramadan på linie med julen, overvågning af og sanktioner mod virksomheder, der overtræder multikulturel adfærdskodex, stop for udbring­ning af post til folk, som mistænkes for racistiske holdninger. Se f. eks.. vi­dere Moses Larsen: “Hvem forsvarer det multikulturelle Danmark?

Påvirkningen fra disse grupper, ofte med store offentlige midler i ryggen, er så massiv, at pression i retning af det multietniske mødes på alle samfundets niveauer, i børnehave, skoler, på boligområder, i socialforvaltninger.

Det danske fundament

Det kan vække stor forundring at Danmark, uden specielt konventions- eller lovkrav tildeler mange tusinde de facto-flygtninge asyl hvert år. Derved ad­skiller vor flygtningepolitik sig markant fra, hvad der er tilfældet i de fleste af de øvrige europæiske lande, hvor kun omkring 5-10% af ansøgerne opnår asyl. Ændringen af familiesammenføringsreglerne har mest kosmetisk karak­ter. Politisk set kan der meget vel ligge den skjulte politiske dagsorden bag Danmarks flygtningepolitik, at flere partier ser deres fremtidige politiske styrke i lyset af en massiv indvandring. Hvis man er utilfreds med de vælgere, der allerede findes, gælder det om at hente nye vælgergrupper til landet.

Ingen kan bedømme, om muslimske indvandrere er bedre eller dårligere end danskere. Man kan kun konstatere, at de er anderledes, og at kulturmødet har enorme konsekvenser for vort land. De stærke religiøse principper, som mange indvandrere begrunder deres kultur ud fra, er fremmede for de fleste danskere. Men måske kan de bevirke, at vi giver os til at spørge om vore egne rødder, om ikke også vi besidder et religiøst potentiale, som kan være en del af vort fundament.