Morgenavisen Jyllands-Posten

                                                                                        Søndag den 18. januar 2004.

Den aktuelle kulturkamp handler for nogle om et opgør med kulturradikalismen – en bevægelse, der selv er udsprunget af en kulturkamp tilbage i 1870’erne. Med personer og organisationer som Viggo Hørup, brødrene Brandes og Studentersamfundet i centrum blev der blæst til kamp. Forhenværende domprovst Poul Erik Andersen, Odense, ser i tre artikler nærmere på de kulturradikale. Historisk som aktuelt.

Træk af et menneskesyn

KULTURRADIKALISME 2

Af Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

Frisindet vader til halsen i en formålsløshed, som dopes af aktiviteter, også i et skolesystem, der gør viden til tilfældigheder. Seksualiteten reduceres til forstadium for pornokratiet og kærligheden til et reklamepostulat. Folkelighed og fællesskab nedvurderes til at være en smalsporet nationalisme. Omsorg er et kommunalt projekt. Alderdom er tavshed. Og Gud er død.

Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 midt under den verdensøkonomiske krise sendte dønninger ud over hele Europas kulturliv. Også i Danmark udløste den reaktioner, ikke mindst i kulturradikale kredse. Samme år skrev Poul Henningsen: ”Nu da krisen har rystet den økonomiske grund, kan vi ikke vente mere opløsning. Nu kommer den borgerlige kulturs renæssance: Klassesnæverhed, racehad, nationalisme, religiøsitet, romantik, sædelighed – alt det, vi troede afskaffet vender tilbage”.

Poul Henningsen var tydeligt bekymret over Hitlers og nazismens fremmarch, men det fremgår klart, at den kamp, han påtager sig, ikke er kampen for fædrelandet, folket og kulturen imod Hitlers barbari. Kampen har helt andre forudsætninger og en anden årsag. Både den økonomiske verdenskrise og den fascistisk/nazistiske ideologi forstyrrer de kulturradikales kamp mod det borgerlige samfund. Det er afgørende. Derfor skal kulturkampen radikaliseres. Mens debatten i 20erne havde været saglig og principiel, forråes den og bliver emotionel og aggressiv. Ethvert standpunkt, som ikke var socialdemokratisk eller kommunistisk, blev uden forbehold kaldt nazistisk eller racistisk. Det er den samme diffamering af modstandere, som fortsætter den dag i dag og fra samme kredse. Ikke mindst deltagere i indvandrerdebatten har måttet lægge øre til nazibeskyldninger.

Kulturradikalismens dynamik

Angrebene på det borgerlige samfund og de borgerlige værdier var uhørt skarpe, og de førtes over hele den kulturelle flade. Det var begavede folk, som førte kampen. De beherskede sprog og medier og havde kontakter til parallelle kredse over hele Europa. Når gennemslagskraften blev så stor, som tilfældet var, hænger det sammen med, at kulturoprørerne virkelig havde noget at sætte i stedet for det, de nedbrød. Det mærkedes i tænkningen, arkitekturen, malerkunsten, litteraturen, musikken, kvindekampen, seksualmoralen, psykologien, pædagogikken og i kirkekampen. Og alt blev båret af en udviklingsbegejstring og en skaberglæde, som ingen sinde før i dansk kultur. Romantikkens genialitet besad de ikke, men deres folkelig bredde gav dem slagkraft.

De kulturradikales lavmælthed under 2. verdenskrig fik i 1948 Martin A. Hansen til at skrive, at kulturradikalismen var på retur (Heretica). Og det var han glad for. For ham var den tegn på en sygdom, som allerede var trængt igennem alle porer og årer. Han og hans samtids unge havde allerede fået dens sorte blod om hjerterødderne!. Men han tog fejl. Den fortsatte sin fremgang, og så sent som i 1970erne kulminerede dens sejrsgang. Først da havde han kunne tale om, at befolkningen havde fået ”liggiften af dens døde tanker i blodet” -  Martin A. Hansen trængtes til side. Det samme blev hans åndsfælle Jens Kruse og ikke mindst Kaj Munk. Henning Kehlet og mange andre var forlængst glemt.

Afgørende var det, at kulturradikalismen var blevet institutionsbærende ( Peter Madsen i Den kulturradikale Udfordring). Det betød, at den kulturradikale pædagogiske psykologiske tænkning satte sig igennem på alle samfundets kulturdannende institutioner, som f. eks. børnehaver, folkeskoler og de videregående uddannelser. Den er nu ikke mere en opposition, men normgivende. Den har etableret sig med en aggressiv kulturmonopolisering med fundamentalistiske træk

Herefter er der ikke mere tale om et oprindeligt og forfriskende kulturopgør, som ledende originalt tænkende kulturpersonligheder bærer frem, men om den afledede tradition, som efterhånden også fik karakter af rettighedsbærer. Bevidsthedsformende blev den på samme måde og i samme grad, som kirkeligheden var det for 150 år siden. I dag findes næsten ikke et ungt menneske, som kan sno sine hjertevindinger til at vurdere et menneskeligt problem, uden at det sker i lyset af den hårde barndom, den sorte skole, den seksuelle fortrængning, det uretfærdige samfund og den manglende sociale bevidsthed. Det myteløse menneske har skabt den flade jord.

Regeringen Fogh Rasmussen og kulturradikalismen

Da Fogh Rasmussen dannede regering i 2001, fulgte en voldsom reaktion fra de kulturradikale kredse. De følte, at det var naturstridigt, uretfærdigt og udtryk for magtovergreb. Og angrebene fra massemedierne, politiske analytikere og læserbreve var så hysteriske, at de efterlod det indtryk, at vi nu var endt i et højresamfund, der mest af alt ledte tankerne hen på 3oernes fascisme. Og kulturpersonligheder fra hele det kunstneriske spektrum formulerede både den hadefulde indignation og den politiske naivitet (hvorfor tror medierne for resten, at dygtige kunstnere har dyb indsigt i politik og samfundsspørgsmål?). Alle de ulykker, som Poul Henningsen og mange andre havde forudset, væltede nu rundt i befolkningen, og det store Hamargeddon stod  for døren. Den humorløse Carsten Jensen sammenfatter udmærket både debattens tvivlsomme sagsindhold og dens niveau i en artikel i Politiken, hvor hans højstemte elegier munder ud i et frådende anfald på USA og dets hæleløber Anders Fogh Rasmussen. Han fortæller, at statsministeren har fået det samme skeløjede, usikre blik som Bush, og munden ligner noget, som er skåret ud i underansigtet med en dåseåbner, mens resten af regeringen mere ligner en trup stand-up comedians end ministre i et demokrati. Til klargøring skal måske tilføjes, at Carsten Jensen er en førende kulturradikal i dag.

Et kulturradikalt menneskesyn

Når man følger de seneste års politiske debat, får man indtryk af, at menneskesynet står i centrum. Bestandig får vi at vide, at de borgerlige partier er bærere af et forkert menneskesyn. Og specielt hos den politiske højrefløj er menneskesynet så fatalt, at politikere fra den side aldrig kan blive så stuerent, at gode mennesker kan være i stue med dem. Det er derfor nærliggende at spørge, hvorfra de kulturradikale så har deres rene menneskesyn.

Kulturradikalismen er i en vis forstand en ideologi, en –isme. I andre henseender kan det betegnes som et bredt holdnings- og tankefællesskab. Et egentligt partitilhørsforhold er ikke så væsentligt, da det er via en generelt kulturdebat en samfundsomformning må finde sted. Arven fra Viggo Hørup, brødrene Brandes og Poul Henningsen er stadig uomtvistelig.

Kulturradikalismens forestillinger om mennesket og dets samfund er en slags tværsnit af mange forskellige påvirkninger. F. eks. har materialismen (Hippolyte Tain) og i endnu højere grad Marxismen og den freudianske psykoanalyse øvet væsentlig indflydelse, mærkeligt nok samtidig med at individualismen har været fremtrædende. Den nykantianske kriticisme gav redskaber til bekæmpelse af al dogmatisme. Herfra har man også hentet impulser til den æstetiske og etiske debat.

Men meget væsentlige rødder til kulturradikalismen finder man helt tilbage i 17-hundredtallets oplysningsfilosofi og dens fremhævelse af den menneskelige fornuft som det væsentligste erkendelsesorgan. På denne baggrund blev den århundredlange kamp mod kristendom og kirke til. Alene gennem fornuften kunne mennesket nå frem til en udviklet moralsk holdning uden tro og fordomme, for mennesket er fra naturen disponeret for åbenhed, godhed og medfølelse. Disse anlæg udvikler det, hvis det får lov at udfolde sig frit gennem de naturgivne rettigheder, og i  øvrigt ikke hæmmes af forbud og grænser. Det gode menneske vil skabe det gode samfund, hvis det oplyses derom. Ondskab og selviskhed skyldes samfundets forvridning af medfødte anlæg.

I de kulturradikales menneske- og samfundsopfattelse indgår disse tanker som væsentlige elementer. De bredte sig i generationerne efter oplysningstiden. Men også en udpræget moralisme bed sig fast. Bærerne af disse strømninger var fremskridtets folk, de gode, der i kamp mod mørkemændene skulle gennemtvinge de nye menneskeværdige samfund. Hvilket da også på mange måder blev tilfældet.

Kulturradikalismens opløsning

Marxismen og kommunismen, som også i en vis forstand er børn af oplysningstiden, satte sig igennem med stærke ensrettede samfund grundet på kontrol og brutalitet. Men da deres grundlæggende tanker konfronteres med virkeligheden, rådnede de op indefra, og sammenbruddet skete med uforudset hast.

Liberale standpunkter, som ikke mindst de kulturradikale repræsenterede, fik et langt stærkere fundament, idet de formåede at erobre kulturen og folkets bevidsthed. Og langsomt kvalte de den udlevede borgerlige kultur eller satte den på aftægt i kakkelovnskrogen, mens ny kulturel og politisk tænkning omsatte sig til velfærdsideologi. Velfærdssamfundet er et politisk produkt, men det er født ud af en progressiv kulturel tænkning, hvori kulturradikale friheds- og rettighedstænkning har lejret sig dybt.

Men også den kulturradikale epoke nærmer sig sin grænse, den har for længst låst sig inde i sur reaktion. Politisk har opgøret mod den allerede markeret sig. Men det arkimediske punkt bliver opgøret med det bagvedliggende tankegods, og det er endnu ikke klart formuleret. Men der er en tydelig fornemmelse af, at individualismen har løbet ansvarligheden over ende, så den uden kontrol er lammende og ved at slide sig selv op. Har friheden kostet friheden ?

Igennem mange år har troen på velfærdssamfundet været en selvfølgelig del af dansk selvforståelse. Det har været en slags sekulær livsopfyldelse, der omslutter mennesket så tæt, at åndedrættet næppe er hørligt. Det har fostret det myteløse menneske, som mætter sig i rettigheder og afpersonaliserer ansvaret. Frisindet vader til halsen i en formålsløshed, som dopes af aktiviteter, også i et skolesystem, der gør viden til tilfældigheder. Seksualiteten reduceres til forstadium for pornokratiet og kærligheden til et reklamepostulat. Folkelighed og fællesskab nedvurderes til at være en smalsporet nationalisme. Omsorg er et kommunalt projekt. Alderdom er tavshed. Og Gud er død.

Der er ingen tvivl om, at kulturlivet, hvis mentale grænser kulturradikalismen skød ned, for længst har udtømt sin kunstneriske dagsorden. Mediernes friskfyragtige jargon, anstrengte grin og småliderlige underlægningskoncept synker ned til en totalunderholdning, der vrænger af sig selv, og som afslører, at alt er prøvet og sagt hundrede af gange og burde være død deraf. Man vinder ikke et nyskabende samfund ved at repeterer trætheden.

I 1789 vedtog den franske nationalforsamling erklæringen om menneskerettighederne. I 1795  følte man det nødvendigt også at vedtage en menneskepligtserklæring med samme forpligtende grundlag. I oplysningsoptimisme valgte man at se bort fra den, man glemte den, selvom den var tænkt ligeså universelt som menneskerettighederne. Den kulturdebat, som udspiller sig i dag, vil givetvis have et uudnyttet forråd her.