Morgenavisen Jyllands-Posten

                                                                                       Lørdag den 19.april 2008

                                                                 (Særlig udgave i anledning af 4o-årsdagen for 68-oprøret)

Munkemarxisterne vandt

Kulturradikalismen var 68-oprørets inspirator og medspiller – men tabte til sidst

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense

68-oprørets eftermæle er bredspektret. Men centralt står spørgsmålet om, hvorvidt et stort kulturtab opvejes af en levende vagtsomhed om frihed og en frugtbar demokratiudvikling.  Jeg tror det.

Kulturradikalismen var 68-oprørets inspirator og glade medspiller. Den er en af århundredets ideologiske og kulturelle strømninger, som formåede at sætte sig igennem, og som havde åndelige kræfter og kulturel gennemslagskraft til at præge store dele af samfundet. Den gav incitament og forandringslyst, men også voldsomme udfordringer til det borgerlige samfund, som på mange måder var faldet hen i moralisme, selvtilstrækkelighed og søvnighed. Det er ikke tilfældigt, at 1970ernes ungdomsoprør er mærket deraf.

Generationen efter 2. verdenskrig formåede hurtigt at ryste krigens traumatisering af sig. Den omsatte al sin energi til kampen for et moderne samfund, hvor velfærdsstaten kunne tilgodese alle borgere. Det rent materialistiske samfund blev skabt i disse år.

Mod slutningen af 60-erne tog ungdomsoprøret form som en protest mod materialisme og kapitalisme, men også som en protest mod de autoritære samfunds- og familiemønstre, som tidligere generationer havde overleveret. Krigen havde nok vendt op og ned på mange ting, de gamle traditioner havde på mange områder overlevet sig selv, men levede videre med næsten fornyet kraft i efterkrigstiden i en befolkning, som ikke mere delte en fælles tilværelsesforståelse. Ungdomsoprøret var imidlertid også et forsøg på at bekæmpe fremmedgørelsen og uligheden i samfundet.

Det er ikke underligt, at de unge lod sig inspirere af nye tanker. De følte sig isolerede og rodløse under samfundets økonomiske ekspansion. De stod usikre i nationale spørgsmål, og de havde vendt ryggen til det religiøse, som tidligere havde været livsgrundlag.

I denne periode var 30-ernes store tankebygninger kulturradikalismen og marxismen på ny blevet aktualiseret. Kulturradikalismen havde formået at fastholde grundideerne fra den franske oplysningstid. Den gjordet det meningsfuldt for de unge at overtage tanken om frihed og tolerance, om social forståelse og respekt for mennesket. Og kampen mod borgerskab og religion, mod vanetænkning, hykleri og fraser fandt ny forståelse og var med til at skabe et fællesskab.

Omring 1960-ernes begyndelse havde kulturradikalismen udviklet sig til en magtfaktor. Den var blevet institutionsbærende. De kulturradikales pædagogiske og psykologiske tænkning gjorde sit indtog i alle samfundets kulturbærende institutioner, børnehaver og videregående uddannelser. Kulturradikalismen var blevet normdannende, ja visse steder besad den et aggressivt kulturmonopol.

I ungdomsoprørets første år var der nok ikke mange, der fandt det mærkeligt, at der kunne dannes et parløb mellem de kulturradikale og kommunisterne/marxisterne. Begge parter talte om arbejderklassen og den sociale uretfærdighed, om det autoritære borgerskab, og om udbytningen. Også frihedstænkningen var i centrum. Men ofte forstod man noget forskelligt ved begreberne

På de videregående uddannelser kunne de kulturradikale og marxisterne mødes i et opgør med al autoritet og alle former for borgerlige dannelsesbegreber, selv den højt udviklede klassiske dannelse var suspekt. Begge parter var sig bevidst, at den, der formåede at kontrollere bevidsthederne, ville bære sejren hjem.

Kommunismen ville magten i kampen mod kapitalismen for med alle midler at tvinge befolkningerne ind i den kommunistiske stat og æra. De kulturradikale ville magten af kulturelle grunde for at påvirke menneskers tænkning og bevidsthed, så et nyt frihedens samfund kunne opstå deraf. Den totalitære tænkning gemte sig ikke blot bag den kommunistiske ide, men ligeså fuldt bag dem, som ville bruge friheden til at omskabe mennesker. De ønskede ”de kloge til magten”. Kulturradikale politikere har da også altid lagt stor vægt på at besætte de kulturbærende ministerposter.

Den marxistiske og kulturradikale hybrid lagde sig intolerant og totalitært over store dele af undervisningen og den litterære verden. Den truede med at kvæle al respekt for alsidighed, historieløshed blev en dyd. Alliancen tålte ikke andre ved sin side. Kampen mod alle andre former for politisk, moralsk og religiøs autoritet bandt dem sammen. I fællesskab kunne man gennemføre boykot af undervisningen, arrangere demonstrationer og besætte institutter. Og slagordene, ikke mindst mod professorvældet vandt genklang.

Da der åbnedes mulighed for studentermajoritet i de styrende organer, skete der voldsomme ændringer i undervisningen og i anvendelsen af faglitteratur. Med dødelig alvor drøftede man nu, som regel anført af nyansatte lærere med marxistisk orientering de uforståelige marxistiske fagteorier. Den følgende vidensnivellering vakte ingen opsigt.

Det var munkemarxisterne, den marxistiske ensretning og stærke politiske målrettethed, der sejrede, og dermed også de følgende års epigoneri, der ikke tillod nogen at tænke ud over de accepterede rammer. De kulturradikale trængtes ud og måtte igen koncentrere sig om den folkeskole, som nu skulle endeligt erobres, og de medbragte ungdomsoprørets ideologi. Skolens lærere, der kunne mistænkes for at være systemets lakajer, skulle modsiges og trænges tilbage, skolen var børnenes.

68-oprørets eftermæle er bredspektret. Men centralt står spørgsmålet, om et stort kulturtab opvejes af en levende vagtsomhed om frihed og en frugtbar demokratiudvikling. Jeg tror det.