Denne artikel, oprindelig trykt i Jyllands-Posten 21. marts 1999 er sendt til Bruno-gruppen 30. august 2001.

                                                                     Racisme og omvendt racisme

af Poul E. Andersen

Jeg har aldrig mødt så barske vittigheder og så perfide sladderhistorier som dem, DDR-borgerne fortalte i årene op til systemets sammenbrud. Det var regeringen og parti­folket, der stod for skud. Den åndelige ufrihed slog om i en slags passiv modstands­kamp. Og myndighederne var ikke ufølsomme over for nålestikkene. Fænomenet er vel­kendt. Mag. art. Hans Henrik Philipsen skrev for nylig i Ud og Se: "Magthavere frygter sladderen. Men når ingen stoler på de statsstyrede medier, bliver sladderen den vigtigste nyhedskilde for almindelige mennesker, og selv de vildeste rygter bliver troværdige".

Her i vor andedam har sladder og vittigheder aldrig manglet, men som regel har de haft en godmodig karakter. Ofte har det endda været sådan, at godmodige vittigheder signa­lerer, vi har frisprog, for vi er på lige fod. Men i de senere år er det, som om sladder og vittigheder på indvandrernes bekostning har skiftet karakter, gemenheden og perfiditeten har grebet om sig. Ja endog i skolebøger har de fundet plads. ( Kaare Bluitgen: Nye Dan­skere ). Det er ikke underligt, at biskop Holm, der er formand for Nævnet for etnisk ligestilling, greb ind. Men han troede fejlagtigt, at åndelige misfostre født af mangel på åndsfrihed, forsvinder gennem endnu en begrænsning af åndsfriheden. Agression og bit­terhed overfor de fremmede udtrykkes i perverse forestillinger og bobler frem gennem en sproglig fattigdom. Men de er i virkeligheden en protest mod et fintmasket net af åndelig ufrihed, som har lagt sig over debatten om fremmedspørgsmål. Selv vor fornuftige in­denrigsminister kan i et offentligt interview give udtryk for, at jo mindre, der tales herom desto bedre. ( Profilen 20.10.98 ). Hvis et læserbrev i Jyllands-Posten ( 5.11.98 ) refere­rer korrekt, vil den nuværende Århusborgmester ikke svare på, hvad han kalder usmage­lige spørgsmål som f. eks. om byens uddgifter til flygtninge/indvandrere.

Det lovmæssige forbud mod racisme bærer sikkert en stor del af skylden for befolknin­gens sammenbidte negativitet. Især straffelovens § 266 b har været med til både direkte og indirekte at begrænse en ytringsfrihed, som danskere i generationer har vogtet over. Det hedder heri: "Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelser eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprin­delse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil to år".

I strafferetslig henseende synes loven ikke at have været meget påkrævet. I perioden 1982-1990 forelå der 127 anmeldelser. Men kun ca. en sag om året nåede til afgørelse ved domstolen ( Klaus Slavensky, Politiken 5.2.94 ). Men for borgere i almindelighed har loven haft skelsættende betydning både direkte og indirekte, idet den i høj grad har været med til at forbitre det politiske klima. En betragtelig gruppe af ideologiske vogtere af rigtige synspunkter har med baggrund i loven formået at skræmme oppositionelle hold­ninger bort fra offentligheden og ned i det subkulturelle. Racismebegrebet er herved ble­vet så grænseløst, at smædeordet racist nu kan anvendes mod enhver, der udtaler sig kri­tisk i flygtninge- og indvandrerdebatten. Og den normale, frie samfundsdebat, hvor der gives og tages af et godt hjerte, har fået en underlig lurvet karakter, så enhver kritisk udtalelse indledes med en undskyldning: "Jeg er ikke racist...men". Og det er givetvis rigtigt, for racisme er kort og klart bl.a. efter Dansk Fremmedordbog ( 1996) "Troen på visse racers overlegenhed". Og der er vist meget få danske, der vil falde igennem på denne nøgterne prøvesten.

Og naturligvis skal fremmedproblematikken debatteres, for den berører alle landets bor­gere, og den bliver stadig mere aktuel. I 1991 udgjorde personer med udenlandsk bag­grund 3,1% af den samlede befolkning ( Danmarks Statistik/ Mellemfolkeligt Samvirke). Allerede med udgangen af 1996 var tallet inklusive neutraliserede 7,2% , og tallet er i hurtig vækst. ( Dokumentation om indvandrerne, Statistik nr. 1, 1997, Mellemfolkeligt Samvirke ). Denne ændring af det danske samfund er for tiden vor største udfordring. Og den må alle kunne forholde sig til i fuld frihed.

Påfaldende er det, at med straffeloven in mente beskyldes danske borgere, både af egne medborgere og af indvandrere ublufærdigt for racisme. Få lærere eller censorer i det dan­ske skolevæsen undgår en beskyldning for racisme, når de giver en lavere eksa­menskarakter til en indvandrer, end han selv havde ventet. Arbejdsgivere kender det, når de vælger danske fremfor indvandrere. Klubledere, fodboldtrænere og betjente oplever det og bliver skræmte. Fej, som jeg selv er, har jeg i et varehus stået ved siden af en ind­vandrer, der åbenlyst stjal en mobiltelefon. Jeg bemærkede det ikke til vagten, som stod få meter borte ( - og måske også havde bemærket det! ). Jeg ønskede ingen konfronta­tion med racistiske undertoner.

Når indvandrere så ofte benytter sig af racismebeskyldninger, skyldes det især den uhel­dige formulering i straffeloven, og efterhånden også tvangsbestemmelserne i integrations­loven. Men det skyldes også det særlige fænomen, at selvsikre muslimer ofte forsøger at opnå fordele ved at tildele sig selv en offerrolle. Flere udenlandske iagttagere gør opmærksom på det. ( se. f. eks. Rolf Stoltz: Kommt der Islam ). Ekstremt udtrykkes offerholdningen i The Independent ( 14.2.94), hvor Yasmin Alibhai-Brown skriver: "Overalt i Europa er...muslimer blevet hovedgenstand for had og vold... Det, som aka­demikeren Shabbir Aktar sagde om muslimerne som potentielle holocaustofre, er inden for fire år blevet en realistisk mulighed".

Bestemmelserne i straffelovens § 266b er vel oprindeligt tænkt især som en beskyttelse af indvandrere. Men paradoksalt rammer bestemmelserne i nok så høj grad indvandrerne som danskerne, såfremt nogen skulle ønske en prøvelse.

Det er ganske vist vanskeligt at vide, hvad indvandrere mener og siger om danske bor­gere. Det muslimske taqyyabegreb dækker deres meninger bag høflige omsvøb. Men ind­adtil er deres udsagn sikkert anderledes klare. I 1995 udtrykte en imam fra Koranmo­skeen i Valby i den muslimske lokalradio, at han var fuld af begejstring over en dødsdom, som var blevet afsagt i Pakistan over en 14-årig dreng, der angiveligt skulle have kræn­ket islam: "De kristne og jøderne har vist her fået en lærestreg". Da udsagnet blev kendt, hævdede imamen, at der var tale om en fejloversættelse. ( Erik Ettrup: Islamiske funda­mentalister ). Men der er nok af klare udsagn, som kunne prøves på racismeparagraffen. Talsmanden for foreningen "Islamisk forening for velgørende projekter" Balal Ghazal si­ger ifølge Jyllands-Posten 29.7.98), at danskerne er vantro, "det ord bruger vi om alle, som ikke har den rette tro. En plus en er to, og alt andet er forkert". ( Nedværdigelse på grund af tro? ). En muslimsk skoleinspektør nægter at give hånd til en kvindelig dansk kollega, for en mand må ikke give hånd til en kvinde, som han ikke er i nær familie med.En dansk islamkender, Steen Skovgaard kommenterer hændelsen således: "men bag afvisningen signalerer man ikke alene kyskhed, men også en afstandtagen fra en vantro. Bevist eller ubevidst virker signalet: "Du er uren - jeg er ren" ( Jyllands-Posten 27.9.98 ) - (nedværdigelse på grund af køn? ). I et interview i TV-avisen fremsætter et ældre jor­dansk ægtepar stærkt racistiske udtalelser om danskerne, især om danske piger, der be­tegnes som prostituerede ( nedværdigelse på grund af seksuel orientering? ).Danske muslimers udtalte støtte til dødsfatawaen mod Salman Rushdie er næppe acceptable efter dansk ret. "Omvendt" racisme, nedværdigende udtalelser om danske har loven ligeledes sat i fokus.

Grundlæggende er kløften mellem danske og indvandrere udtryk for en fremmedreserva­tion, som er lige stærk for begge parter. Denne reservation kan ingen lovgivning ophæve. Danske færdes i deres cirkler, som naturligt er, og deet behøver de ikke at skamme sig over. Indvandrere færdes i deres kredse, som det er naturligt for dem. De naturlige kon­taktsteder i vuggestuer, skoler, universiteter og på arbejdspladser er broer til naturlig sameksistens. Ikke nok så mange velmenende indvandreraftener med fremmed mad, tøj og danse kan bevæge sig ud over det pinlige. Men den politiske indvandrermoralisme og en tåbelig racismelovgivning har strøet mange glasskår på de to gruppers vej til hinanden. I stedet for at give plads for et vanskeligt kulturmøde, er vi på vej mod en racekonflikt, som vil forstærkes under de mange kommende indvandringsbølger. "I løbet af 90erne vil befolkningstallet i de europæiske lande kun stige med 16. mill., men det i landene syd og øst for Middelhavet vil stige med over 100 mill. ( Ingmar Karlsson: Islam og Europa ). Over 10 mill. har søgt til Europa i de to seneste årtier. ( I Tyskland alene er der 2.8 mill. muslimer ). Denne udvikling vil accelerere kraftigt. En racistisk begrundet konflikt med indvandrerne vil have voldsomme konsekvenser. En "hellig krig" kan i så fald hurtigere, end vi aner, blive en realitet i Vesteuropa, ikke i form af en militær magtkamp mellem Vesten og den islamiske verden, men som en guerillakrig i vore ghettoiserede storbyfor­stæder " ( Ingmar Karlsson: Islam og Europa ). En sådan udvikling kan allerede mærkes i de danske storbyer. En virkelig begrænsning af tilstrømningen af opholdssøgende står for øjeblikket ikke på den politiske dagsorden. Visse partier skeler måske endda til poten­tielle stemmer blandt de nye grupper i Danmark.   

                                                                                                                                    Indblik, Jyllands-Posten Søndag

                                                                                                                                    21. marts 1999.