Kristeligt Dagblad

                                                                                                                                                    22. januar 2001.

Ærlig debat efterlyses

Biskoppernes Islam-udvalg forlader sjældent overkirkens genbrugsluft i dets rapport. Bekymringen bortforklares, men menighederne har god grund til bekymring, og den må tages alvorligt.

Vigtigst af alt er, som også udvalget anbefaler, at en intens forsknings- og informationsvirksomhed sættes i gang, så alle problemer ærligt afdækkes og sættes til debat, skriver Poul E. Andersen. Her er billede fra en indvandrerhøring i forbindelse med urolighederne på Nørrebor i 1997.

Biskoppernes Islam-udvalg

af Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

I januar 1998 nedsatte biskopperne det såkaldte Islam-udvalg. Det fik 8 medlemmer, og formand blev generalsekretær Harald Nielsen, Danmission.

På baggrund af samtaler mellem biskop Keld Holm og Harald Nielsen udar­bejdedes et kommissorium, som biskopperne godkendte i september.

Udvalget fik som opgave at indsamle erfaringer i stifterne vedrørende mødet med mennesker fra ikke-kristne religioner, specielt med muslimer, at udvide med erfaringer fra udlandet og at komme med forslag til handlingsplan til rådgivning for biskopperne.

De udpegede medlemmer er alle kompetente folk, deres holdninger til ind­vandring og integration er på forhånd kendt som ukontroversielle og på mange månder sammenfaldende. De repræsenterer først og fremmest missi­onsselskaber og kirkelige organisationer, eller har i øvrigt stor erfaring fra internationalt kirkeligt arbejde. Det brede sognearbejde har derimod ikke no­get decideret talerør.

Rapporten

Den aflagte rapport bærer titlen: “Samtalen fremmer forståelsen”. Den har introduktion af daværende kirkeminister Margrethe Vesta­ger, der skriver om samtalen, som skal føre til gensidig forståelse og respekt og bevirke, at man ser indvandrerne som et positivt islæt i stedet for en trussel.

Bogen, hvis systematik er svær at gennemskue, falder i 4 hovedafsnit. Efter en redegørelse for udvalgets arbejde følger en gennemgang af tværkulturelle initiativer, indlæg fra høring i Landstingsalen 16. marts 2000 og der­næst selve udvalgets redegørelse på 24 sider.

Opgavens løsning

Opgaven er stort set løst. Dog er to af de syv stillede krav ikke behandlet. Det drejer sig om analyse af sammensætningen af den muslimske befolk­ningsgruppe, samt om fordelingen af gruppen ud over landet. Det første spørgsmål er vigtigt, da den muslimske gruppe består af mennesker med yderst for­skellige sprog og traditioner og vidt for­skellige holdninger til dansk og vestlig kultur.

Indsamlingen af erfaringer fra udlandet er yderst sporadisk. Der har været kontakter til Norge, Sverige, England, USA og Madagaskar. En omtale af Tyskland og Frankrig, der sammen med England har de fyldigste erfaringer,  er udeladt.

Opgaven kan ikke løses fyldestgørende. Alli­ge­vel er det overraskende, at der kun i et enkelt tilfælde - fra Birmingham - bringes en forsigtig omtale af de enorme indvandrerproblemer i disse lande. Der er kun henvisning til visse initiativer og aktiviteter. Der dra­ges in­gen konklusion, og materialet benyttes i øvrigt ikke i fremstillingen.

De tværkulturelle aktiviteter

Udvalgets kommissorium indskrænker arbejdet til at omfatte mødet med muslimer. Men i de mange beskrivel­ser af initiativer fylder kontakten til  muslimske grupper kun lidt. Og det er også indtrykket, at det er få muslimer, man har fået et samar­bejde med. Til gengæld har de økonomiske rammer været meget vide.

Etnograf Kristine Kaaber Pors har for udvalget gennemført en undersøgelse af forholdet mellem folkekirkefolk og muslimer lokalt. Det viser sig her, at under 1 % af folkekirkens menighedsråd har ønsket kontakt til muslimske indvandrere, og der er langt fra opbakning til tanken om et multikulturelt Danmark. Hvor menighedsråd har kontakter til muslimer konstateres en ud­præget religiøs berøringsangst.Man vil ikke “pådutte nogen noget”.

Denne holdning er udpræget i det tværkulturelle ar­bejde. Om de folkekirke­lige aktiviteter i Vollsmose, Odense hedder det f. eks.: “Vi besluttede, at vort formål ikke skulle være at påvirke den muslim­ske befolkning i religiøs hense­ende. Derimod betragter vi vort arbejde som led i en større integrationspro­ces”. I denne sammenhæng er der også taget initiativ til, at religionsunder­visning i udvalgte 8. og 9. klasser udgik af ske­maet til fordel for tværgående kulturundervisning. Til støtte for det kirkelige arbejde blev der ansat en ara­bisk muslim. Et ikke-forkyndende in­tegrationsarbejde mødes i mange andre sammenhænge

Afsnittet om de tværkulturelle aktiviteter aktualiserer spørgsmålet, om fol­kekirken sammen med stat og de kommune skal spille en rolle ved den rent sociale integration af indvandrere, evt. som en slags kommunal integrations­afdeling, eller om den kun skal påtage sig diakonale opgaver ud fra en kristen tilgang.

Det ville være klargørende, om Islam-udvalget havde tilkendegivet en prin­cipiel holdning til denne sag.

Samtalen fremmer forståelsen

Islam-udvalget afslutter sit arbejde med at anbefale, at der arbejdes videre med problematikken folkekirke-islam ud fra tre synsvinkler. l) kirkelig selv­besindelse. 2) brobygning. 3) kristen mission.

Der er enighed om, at Danmark bevæger sig i retning af det multietniske og multikulturelle samfund. Det multikulturalistiske samfund har imidlertid ikke fremti­den for sig, da det vil falde fra hinanden og umuliggøre et velfunge­rende fællesskab. Mere acceptabel er Keld Holms tanke om etnisk lighed som grundlag for praktisk integration, så de fremmede kan opfattes som en berigelse. Men for udvalget skal den egentlige konsekvens af mødet være en styrkelse af den kristne identitet. Man skal styrke forkyndelsen og den kirke­lige og teologiske undervisning. En religionsteologisk afklaring er nød­vendig. Her kan en trinitarisk tilgang til mødet være nødvendig. Bekendelsen af troen på Gud Fader, Guds Søn og Gud Helligånd fremhæves med rette som et godt udgangspunkt.

Konsensustanken fremhæves imidlertid stærkt. Når det pointeres, at vi må afstå fra ethvert pres på muslimer, overser man dog, at der er træk, som vi må tage afstand fra, som f. eks. muslimsk forbud mod religionsskifte, traditi­onsbunden kvindeopfattelse og sharia-håndhævelse. I afsnittet om brobyg­ning mellem religionerne findes nogle vægtige synspunkter på dialogbegre­bet, herunder også en forsigtig accept af modet til uenighed. At den muslim­ske fundamentalisti­ske skriftopfattelse som regel gør religiøs samtale i udval­gets for­stand umulig, lig­ger uden for fremstillingen

Man går stilfærdigt til værks i afsnittet om kristen mission overfor muslimer. Kendte missionsteologiske synspunkter fremdrages. Varsomheden klinger igennem, men det står klart, at folkekirken og dens medlemmer skal præsen­tere og repræsentere kristendommen. Dette nødvendige synspunkt, må også fastholdes overfor de kirkelige integrationsaktivister, som har kastet alt andet end aktiviteten over bord.

Erfaringer er flere ting

Erfaringer forstås ud fra den synsvinkel, man anlæg­ger. Islamudvalget har forstået kommissoriets tale om erfaringer især som sammenfatning af de synspunkter og resultater, der kommer til orde gennem aktiviteter og initiati­ver i de enkelte stifter. Herfra begynder dets evaluering og principielle over­vejelser. Der er tale om overordnede betragt­ninger med forsigtige konklusio­ner, som undgår de hverdagserfaringer, som menighederne har gjort, og som er problemfyldte på en gan­ske anden måde, end det kommer til udtryk i rapporten. Udvalget kommer til at bevæge sig i “overkirkens” egen hjemlige genbrugsluft, hvor man gerne bortforklarer bekymringen hos me­nighederne ( kirkeministeren ), ( Anders Gadegaard ).

Men menighederne har god grund til bekymring, og den må tages alvorligt. Statistikere har peget på fortsat og voldsomt forøget indvandring af muslimer ( Dan­marks Stati­stik ) Indvandrere kan endda udvikle sig til flertal ( Rock­wool-fonden ). Vi står blot ved begyndelsen af integrationsarbejdet. Der op­står sta­dig nye problemer i børnehaver, skoler og på hospitaler. Det danske vel­færdssystem har svært ved at magte de stadig tungere sociale belastninger. Svage danske borgere i integrationsområder rammes hårdt. Kriminaliteten er vokset eksplosivt ( I København udføres 72% af al ungdomskriminalitet af 2. generations indvan­drere ). På verdensplan advarer kendte forskere, både kristne og muslimske mod en kommende civilisationskamp ( Samuel P. Hun­tington, Bassam Tibi ). Voldsomme opgør mellem kristne og muslimer træn­ger kristne tilbage i In­donesien, Libanon, Sudan, Nigeria og Filippinerne. Udenlandske erfaringer be­skriver vold og uro næsten overalt, hvor store muslimske mindretal skal leve sammen med andre religioner. Danske ind­vandrerforskere udtrykker stor bekymring for den voksende fundamentalisme i Danmark ( Mehmet Ümit Necef, Naser Khader ).

Igennem generationer har danske menigheder lært, at kristen tro skiller sig ud fra al lovreligion. Det var Jesu opgør med loven, der formede kristen selvforståelse. Luther kæmpede sin kamp mod papismens systemtænkning, alle danske præster har i deres præsteløfte lovet af bekæmpe sådanne lær­domme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse. Den Augburgske Konfession, som de er forpligtet på, fremhæver direkte striden med musli­merne.

Når folkekirkemedlemmer på denne baggrund udtrykker bekymring, ligger  heri trofasthed overfor den kristendom, som i århundreder er forkyndt for dem. Opfattelse af dem som fremmedangste er nedladende og mangel på lo­yalitet. Det er ikke deres erfaringer, udvalget tager alvorligt.

Velgørende er det at se, at biskop Niels Henrik Arendt som en af de få i rap­por­ten udtrykke sig klart om Islam: “Man er nødt til at sige imod. Kri­sten­dom og islam er enige om meget kategorisk af fastholde, at endegyldig sand­hed findes - derfor må de nødvendigvis støde sammen” “af selve sagen tvin­ges (vi ) ind på livet af hinanden - for at tage livtag med hinanden om sand­heden”.

Alle ved, at der må finde samtale sted, overalt hvor mennesker naturligt mø­der næsten. Også bredt sammensatte dialoggrupper kan have en rolle. Men vigtigst af alt er, som også udvalget anbefaler, at en intens forsknings- og informations­virksomhed sættes i gang, så alle problemer ærligt afdækkes og sættes til de­bat.