En olympisk vrede

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

Islam i Danmark. Hvis men skal vide besked om en religion, må man gå til dens egne helligskrifter, traditioner, historie og nutidig fænomenologi.

Den 5. april havde jeg en kronik med titlen ”Der er forskel på fundamentalisme” i Kristeligt Dagblad. Den udløst en omfattende kommentar den 8. april fra Jesper Kallesøe med overskriften ”Der er forskel på islamkritik”. Kommentaren overrasker mig, for det er sjældent at møde en så sammenbidt fjendtlighed fra en person, som man ikke kender, men i øvrigt har hørt positivt omtalt. Dertil kommer, at hans vrede forvirrer ham så meget, at han glemmer at fortælle, hvad hans sag er. Hans faglige forudsætninger kender jeg ikke. Jeg kan kun spore et opkog af de sædvanlige synspunkter fra Jørgen Bæk Simonsen og Lissi Rasmussen.

Som sagen står, kan jeg kun udlede to ting, at Jesper Kallesøe ikke kan tolke en tekst, og at Jesper Kallesø lyver:

Jeg har ikke skrevet, at indvandrere skal sendes hjem, fordi de er muslimer

Jeg har ikke hævdet, at kristendommen hører til de ”givne grundvilkår” og derfor er muslimernes . ”bøddel” - Tværtimod

Det er ikke min påstand, at fremmedgørelse er en kvindelig muslimsk kirkegænger egen skyld.

- Fremmedgørelse har ingen skyldige. – Og jeg har overhovedet ikke udtalt mig om hendes

kropssprog

Jeg har ikke nævnt, at ”alle gode muslimer vil have sharia gennemført, og derfor kan de vel

aldrig blive gode danske demokrater”. – Det ville være en vild påstand.

Jeg har ikke i kronikken skrevet, at islam er en fjende af dansk kultur

Jeg ved ikke, hvad Kallesøes viden om islam grunder sig på. Men det er utroværdigt, hvis man vil forstå islam ud fra en oplevelse af, at et par ”moderne” muslimer var glade og tilfredse, selvom Kallesøe på deres hold havde sunget ”Hil dig, Frelser og Forsoner”. Det vil jo svare til, at vi får den sande viden om kristendom ved at spørge et par passive medlemmer af folkekirken derom.

Hvis man skal vide besked om en religion, må vi gå til dens egne helligskrifter, traditioner, historie og nutidige fænomenologi. Billigere slipper vi ikke. Det er ikke nok at have læst en bog om islam til skolebrug.

Men hvad var det så, jeg ville med min kronik. Jeg skal kort gengive linjen deri. Jeg siger, at det er uheldigt, at man i almindelighed taler om muslimske og kristne fundamentalister. Det dækker nemlig over vidt forskellige ting. Hos kristne er der næsten kun skriftfundamentalisme tilbage, og den er på retur. For muslimerne er tilgangen til Koranen også skriftfundamentalisme, men i de lærdes fortolkninger af Koranen finder man også normen for politisk virksomhed. Afviser man den, er man vildfaren eller endog islams fjende. Det er det, der adskiller kristen og muslimsk fundamentalisme. Og det sætter skel. Men ingen vil hævde, at det store flertal af muslimer er rabiate, radikale fanatikere.

Vi hører oftest om danskernes vanskeligheder i forbindelse med mødet med islamisk kultur og religion. I kronikken vender jeg sagen på hovedet og fortæller med en vis medfølelse, hvordan muslimer kan møde dansk kultur, og hvordan det for dem kan opleves som fremmed og meningsløst, både i det daglige liv og ikke mindst, hvis de i kirken møder den kristne forkyndelse. På overvældende mange punkter vil det mærkes som en smertende modsætning til det, enhver muslim har lært i sit samfund, og især i moskeen. Selv Fadervor og trosbekendelsen er i skarp modsætning til grundlæggende muslimske trosbegreber. Hvor både kristne og muslimer tager deres tro alvorligt, kan de ikke undgå at opleve afstanden.

Jeg må føje til, at kronikken på intet punkt har udtalt sig negativt om muslimer, og der er ikke en kritisk sætning om deres tro. Jeg er ude af stand til at fatte, hvordan Jesper Kallesøe læser en tekst, og jeg kan kun være glad for, at jeg for længst har forladt rektorposten på Nr. Nissum Seminarium. Det ville bekymre mig, om kristendomsundervisningen foregik ud fra Jespers Kallesøes forudsætninger og tekstforståelse.