Den totalitære trussel fra Eu

( - men kontrol er bedre - den originale titel )

af                                                                                                                                                       Kristelig Dagblad

Poul E. Andersen                                                                                                                               14. november 2000

tidl. domprovst

Odense.

Mens euroen var en lille sag, så rummer de kommende forhandlinger om Nice-traktaten så alvorlige og omfattende perspektiver, at ingen dansk politiker har mulighed for at overskue det hele. Det er ganske uacceptabelt, da vitale danske interesser står på spil.

Både folkirkens særstatus og Danmarks ret til selv at bestemme, hvem vi vil give asyl, er truet af den nye traktat, som franskmændene fremlægger i Nice om to uger. Den vil danske politkere blive bedt om at skrive under på uden forudgående folkelig debat....

Hvor EU bevæger sig hen, kan ingen vide. Det er en bevægelse ud i det uvisse. Skal befolkningerne med tryghed kunne bevæge sig med, må kom­mission og parlament skabe tillid omkring deres virksomhed. Også de kom­mende forhandlinger 8.-9. december om Nice-traktaten må ske på en bag­grund af tillid, ellers bevæger selve EU-tanken sig hen mod sin undergang, og det vil være en ka­tastrofe for et stort tænkt projekt.

Det er dog ikke så sjældent, at man får den tanke, at EU har en parole, der lyder noget i retning af, at tillid er godt, men kontrol er bedre. Og mærkeligt nok er det ofte forhold, som vedrører menneskerettigheder, der udløser krav om kontrol.

Menneskerettighederne, som i deres væsen skal være befolknin­gernes og den enkeltes beskyttelse mod magthaverne, har en tendens til at for­vandle sig til et magtmidddel, når de kommer i de stærkes hænder. Det så vi ske med et totali­tært skær over sig i Østrigsagen. Det har vi set klart hos lederen af Det Europæiske Center for Overvågning af Racisme og Fremmedhad i Wien, Beate Winkler, der truer demokratiske vælgere med, at det får følger, hvis de stemmer på højreorienterede partier, og som finder det “uforsigtigt og pro­blematisk”, at Danmarks indenrigsminister, Karen Jespersen udtaler sig kri­tisk i indvandrerdebatten.

Nu har så den franske regering foreslået, at EU-traktaten skal ændres, så et medlemsland kan overvåges alene på mis­tanke om overtrædelse af menne­skerettighederne. Og den mener, at den har 12 medlemslande bag forslaget. For os i Danmark kan det forekomme tvivl­somt, om den franske regering med dette forslag selv er i overensstemmelse med menneskerettighedserklæ­ringen om demokratiske rettigheder. Det er ikke sandsynligt, at danske for­handlere kan acceptere en sådan ændring af EU-traktaten, men en modstand kan næppe opretholdes, såfremt Danmark skal gøre sig håb om at få de øst­europæiske stater med som medlemslande.

Og hvad stiller vi så op med et nyt EU-direktiv, der kræver oprettelse af endnu et klageorgan til at behandle tilfælde af diskriminering af minoriteter. I forvejen har vi straffelovens § 266b til beskyttelse af minoriteter og afstraf­felse af danske overtrædere. Flere snese af statsstøttede organisationer har som formål at overvåge og bekæmpe diskrimination. En af dem, Dokumen­tations- og Rådgiv­ningscenteret mod Racisme efterlyser endda anmeldelser fra anonyme perso­ner, hvis sager de gerne vil føre. Det førnævnte Overvåg­ningscenter i Wien har yderligere skaffet sig seks samarbejdspartnere i Danmark til på EUs vegne at overvåge danske borgere. Det drejer sig om Nævnet for etnisk ligestilling, Det danske Center for Menneskerettigheder, Doku­mentations- og Rådgiv­ningscenteret mod Racediskrimination, Socialforsk­ningsinstituttet, Syddansk Universitetscenter i Esbjerg samt Etniske Minori­teters Landsorganisation.

Det kan ikke undre, at mange danske holder vejret i denne tid, hvor der læg­ges op til den nye Nice-traktat.

Ved Nice-forhandlingerne skal der også vedtages et nyt charter om de grund­læggende rettigheder, selv om der i forvejen foreligger Den Europæi­ske Kon­vention til Beskyttelse af Menneskerettigheder samt Den Europæiske Menne­skerettighedsdomstol.

Eurodebatten endte med et nej. Og det på trods af, at de fleste selv kunne indse, at euroen var en fornuftig ordning. Der kunne dog godt være mange grunde til den manglende tillid, og dem stemte folk så ud fra.

Men mens euroen er en lille sag, så rummer kommende forhandling om Nice-traktaten og om Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder  helt anderledes og langt al­vorligere perspektiver. Og dem har regeringspolitikere været meget utilbø­jelige til at tale om. “Tilfældigvis” var det først på selve afstemningsdatoen, den 28. september at Charteret om de Grundlæggende Rettigheder så dagens lys. Og det er så omfattende, at kun ganske få, også blandt politikerne, har mulighed for at sætte sig ind i det og få det gennem­drøftet. Det er ganske uacceptabelt, da vitale danske interesser står på spil.

Der bliver her kun plads til et par enkelte bemærkninger og så en opfordring til alle om at kræve besked om, hvad der forestår. EU-charteret er et lig­heds­dokument, der ved statsledernes underskrift forventes at indgå i den fremti­dige EU-traktat. Det kræver forbud mod enhver forskelsbehandling og skal sigte mod kulturel, religiøs og sproglig mangfoldighed ( art. 21 og 22 ). Og overvågning heraf  vil blive intens.

Indledningsvis skal der stilles et principielt spørgsmål: “Hvordan kan danske politikere, der er bundet af Grundloven, rejse til Nice og f. eks.. underskrive et dokument om religionslighed på Danmarks vegne, når Grundloven nok garanterer religionsfrihed, men ud­trykkeligt tager af­stand for religionslighed” ? I Grundlovens § 4 hedder det: “Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske kulturs fundament og historiske identitet. Hvordan kan man så uden folkeafstemning ændre dens stilling og ligestille dansk kristendom med f. eks.. islam?

 Kirkeministeren har an­ført, at sådanne lighedsparagraffer ikke anfægter den folkekirkelige ordning og henviser til statslederudtalelse til EU-traktaten, hvori det står: “Den Europæiske Union respekterer og anfægter ikke den status i henhold til nati­onal lovgivning, som kirker og religiøse sammenslut­ninger eller samfund har i medlemslandene”. Det forekommer stærk usand­synligt, at lighedspresset fra hele Europa og fra stærke,- ikke mindst ind­vandrerkræfter - i Danmark skulle bøje af overfor charterrettigheder, evt. traktatrettigheder under hensyn til politikererklæringer. Der er i hvert fald in­gen tvivl om, at lighedsparagraf­ferne vil være genstand for den allerstær­keste kontrol.

Men hvordan forholder charteret sig så til indvandring fra tredjeland?- Artik­lerne 18 og 19 slår fast, at asylretten skal sikres for alle, og at udvisning til lande med risiko for dødsstraf eller nedværdigende straf er forbudt. Men en sådan risiko er der stort set i alle de muslimske lande, der er storleverandører at asylansøgere. Advokat Annemarie Engel hævder ( Fyns Stiftstidende 13. september 2000): “ EU-parlamentet foreslår på denne måde i sit udkast til Nice-charteret frem­tidig tilgang for asylsøgende uden begrænsning.....De flygtningeskabende islami­ske regimer får så at sige EU-landene i deres hule hånd som det eneste område i verden, der tildeler statsborgere fra andre lande grundlæggende rettigheder på deres territorium”.

Stærke kredse inden for EU ønsker principielt at tiltrække stadig større ind­vandrergrupper. Dette er det nye EU--Charter midlet til. Og danskerne har aldrig fået underretning herom. I EU-Nyt/Information, oktober 2000 hedder det: “EU-medlemsstaterne har grundlæggende en positiv indstilling til spørgsmålet om lovlig indvandring. Det skyldes til en vis grad, at indvan­drin­gen dækket et behov for arbejdskraft.....På længere sigt spiller også an­dre forhold ind, såsom befolkningens aldring og konsekvenserne heraf for den sociale sikring og finansiering af pensionerne. Endelig ønsker medlems­staterne at bevare deres åbenhed overfor resten af verden”

Det oplyses videre, at der allerede foreligger et meget åbent kommisionsdi­rektiv om ret til familiesammenføring. FN har fremsat et ønske om, at der åbnes for indvandring af 125 mill mennesker til Europa inden for en årrække. Og det kan ikke undre, at FN med den store gruppe af udviklingslande gerne ser en så stor indvandring af fattige mennesker til det rige Europa. Det kan må­ske også forklares, at det i EU-sammenhæng kræves, at Europa åbner dø­rene for indvandring på 75 millioner mennesker.

Der er globalister, der ønsker en sådan udvikling i Europa, stærkt understøt­tet af en ar­bejdsmarked, der gerne ser et lavere lønniveau og lavere produk­tionspriser. Et indenrigspolitisk perspektiv anes også, idet flere regeringsle­dere ønsker sig et nyt vælgerpotentiale i deres lande til at bevare magten .

Det er iøjnefaldende, at forslaget til EU-charteret for grundlæggende rettig­heder i sin artikel 18 taler om sikring af asylret for alle. Heri ligger der en udvidelse i forhold til tidligere udkast, og i forhold til Ge­neve-konventionen, der kun stiller krav om beskyttelse.

Det kan kun betyde, at Danmark med sin officielle underskrift på charteret formelt og i modstrid med Grundloven erklæres som indvandrerland. Og der kan ikke være tvivl om, at Danmark vil blive en magnet for fremtidige ind­vandrere, da de sociale ydelser her alene er skattefinancerede, mens størrel­sen af sociale ydelser i flere andre lande er bestemt af indbetalinger på for­sikringsbasis. Dertil kommer så, at charterets artikel 22 knæsætter tanken om det multikulturelle med ordene: “Unionen respekterer den kulturelle, religi­øse og sproglige mangfoldighed”.

Ingen af disse problemer har været genstand for virkelig debat. Men med Folketingets mandat i ryggen drager politikerne til Nice og de kan én gang for alle bringe den demokratiske debat om sådanne emner til tavshed. Lidt for sent kan så danske borgere så stå tilbage med den skuffede tillid og nu først kon­statere: at tillid til politikerne er godt, men kontrol havde været bedre.

                                                                                                                                                          Poul E. Andersen.