Debat: ISLAM I DANMARK

En tredje vej er mulig

Af Jesper Kallesøe

Der er forskel på kristendom og islam, og både kirken og skolen skal bevidstgøre om denne forskel, men dialog er piskende nødvendig

POUL ERIK ANDERSEN og jeg er øjensynlig gerådet ud i en fejde om forskelle og ligheder mellem kristendom og islam, og hvordan man tackler dem. Hans kronik den 5. april om islam fik mig til at reagere med en kommentar den 8. april, affødt af lidt retfærdig harme på islams vegne – hvis jeg selv skal sige det.

I Andersens replik af 16. april bliver undertegnedes harme ligefrem til overskriften ”En olympisk vrede”, som ”forvirrer ham så meget, at han glemmer at fortælle, hvad han sag er”. Det skylder jeg så at gøre nu. Desuden mener Andersen, at jeg ”ikke kan tolke en tekst”.

Hvorvidt mine udlægninger af Andersens udsagn er forkerte, må læserne selv bladre tilbage og vurdere. Men en af mine tolkninger vil jeg godt fremhæve her, nemlig at en følge af et af Andersens udsagn bliver, at ”alle gode muslimer vil have en sharia gennemført, og derfor kan de vel aldrig blive gode danske demokrater”. Det er selvfølgelig en grov påstand med store konsekvenser for diskussionen om integration af muslimer. Andersen afviser den derfor også som ”en vild påstand”, som han ”ikke har nævnt”.

Sandt nok – den står for min egen regning. Men hvor urimelig er min konklusion? En spalte efter afvisningen gentager han blot en af sine pointer fra kronikken uden at tilføje noget nyt: ”(…)i de lærdes fortolkninger af Koranen finder man også normen for politisk virksomhed. Afviser man den, er man vildfaren eller endog islams fjende”.

KAN DET SIGES tydeligere: Er man en god muslim, vil man have sharia og altså ikke demokrati. Gode muslimer kan vel derfor aldrig blive gode demokrater- og dermed ordentlige danskere. Altså: En sand muslim må ville shariaen og dermed blive en dårlig dansker – hvis han alligevel er en god demokratisk dansker, må han være en dårlig muslim og ”islams fjende”! Jeg håber næsten, Andersen har ret i, at jeg ikke kan tolke en tekst. For sådan noget vås kan ingen islamkender mene alvorligt. Men vil nogen så fortælle mig, hvor min logik halter?

Nu vil jeg ikke benægte, at muslimske lærde kan udtænke den slags tanker og formulere dem i dybsindige kommentarer, som jeg også selv har læst. Tilbage står så blot at afgøre, om dette kun er en ideal dogmatik hos visse lærde teologer eller ligefrem en bredt accepteret tro hos danske Mustafa og Aisha? Andersen mener tilsyneladende, det går ud på ét.

Det svarer lidt til følgende karikatur: en amerikansk ateist skriver en bog om Danmark i dag. Han får tilfældigvis fat i skrifter af Vihelm Beck og Henrik Højlund (som jo begge er ”lærde” og udmærkede skriftteologer!) og konkluderer så, at alle moderne danske folkekirkekristne må gå rundt og føle sig tynget af arvesynden og grue for et evigt, uudslukkeligt Helvede – ellers er de ikke rigtige kristne! Men mener danskerne nu også det i almindelighed? Vi kender i høj grad til et skel mellem visse præsters teologi – og så folkets. Det skel findes altså også i islam, selv om Andersen ikke vil vide af det.

ANDERSEN SKRIVER VIDERE: ”Hvor både kristne og muslimer tager deres tro alvorligt, kan de ikke undgå at opleve afstanden”. Sandt nok: Der er en forskel på de to religioner, som ikke skal bagatelliseres. Kristendommen er rigtigere end islam, mener også jeg. Ellers havde jeg meldt mig ud af folkekirken for længst. Både kirken og skolen skal bevidstgøre de kristne og de muslimske elever om denne forskel. Så meget vil jeg medgive Islamkritisk Netværk. Vi har ret og pligt til at kritisere islam i skolen. Derfor er jeg heller ikke uden videre fan af Jørgen Bæk Simonsen, som jeg hævdes at være et ”opkog af”.

Jeg modsætter mig den grøftegravning, der foregår i religionskrigens navn. Kirken skal måske missionere i Jesu navn. Men skolen skal ikke. Her skal også ligheden mellem religionerne og elverne fremhæves. Dialogen er her piskende nødvendig for enhver sameksistens. Så selv om Poul Erik Andersen hævder, at han ikke har skrevet ”en kritisk sætning om deres tro” er kernen i hans argumentation en afvisning af dialog og dermed indirekte opfordring til kristen dogmatisme og nyortodoksi.

Da der åbenbart ikke findes en neutral tilgang til islam, må vi i fremtiden desværre findes os i dels de Kraup-Andersenske korstog på den ene fløj, dels i Bæk Simonsens islam-apologier på det modsatte fløj. Jeg tror, vi er mange, som håber, at en tredje vej er mulig.

Jesper Kallesøe,

Seminarielektor

Vester Lemtorp 19

Lemvig.