Fyens Stiftstidende 3. juli 2000.

Frihedens tvetydige garant

af

Poul E. Andersen

Odense.

Menneskerettighederne er nødvendige i globaliseringsbestræbelserne, men hvis moralismen for alvor legitimerer brugen af disse rettigheder til at knægte hinanden med, får friheden det ikke godt, og totalitære træk udvikler sig.

”Menneskerettighederne var en utopi, en målsætning, der skulle angive retningen for, hvordan man kunne skabe en bedre fremtid for mennesker. Og virkningen blev stor”

Menneskerettighederne og deres nedslag i forskellige demokratiske statsfor­fatninger er blevet til som værn for folkene og enkeltpersoner mod enevæl­dens og totalitære statsmagters overgreb.

Bagved menneskerettighedserklæringer, som proklamerer både friheder og rettigheder, ligger tanken om naturretten og oplysningstidens tro på fornuftens klare lys, tilliden til, at det oplyste menneske selvstændigt og uden fordomme vil deltage i samfundets udvikling og gennemløbe en moralsk højnelse.

Menneskerettighederne blev forstået som universelle erklæringer med gyl­dighed til alle tider og for alle lande, og målsætningen var at give et eksempel for alle. Juridiske dokumenter var der ikke tale om. Selv i FN’s menneske­rettighedserklæring af 1948 nøjes man med at tale om et fælles mål for alle folk og nationer og en stræben efter overholdelse af erklæringen overalt. Først i 1950 med Europarådets underskrivelse af Den Europæiske Menne­skeretskonvention formaliseres ønsker om en retslig bindende konvention med et effektivt kontrolsysten.

Danmarks Riges Grundlov rummer 11 menneskeretsparagraffer. Men men­neskerettighederne fik en langt stærkere placering, da det danske folketing den 29. april 1992 gjorde Den Europæiske Menneskeretskonvention til dansk lov og ret, som skal anvendes af danske domstole og advokater. Og der er allerede stærke fortalere for, at alle eller en del af de her omhandlede menne­skerettigheder skal indføjes i Grundloven, da det er meget vanskeligere at ændre Grundloven end af ændre konventioner, der kan ophæves af folketin­get. Danmark har i dag tre forfatningstekster: Grundloven, menneske­retskonventionen og EU-traktaktteksterne. Hver forfatning har sin domstol, nemlig Højesteret, Menneskeretsdomstolen i Strassbourg og EF-domstolen i Luxembourg. Kun Grundloven er blevet til på direkte foranledning af det danske folk. Men den danske grundlov har i flere henseender en svagere stil­ling end de to andre forfatninger. Højesteretskendelser kan tilsidestættes af menneskeretsdomstolen i Strassbourg, og danske højesteretsdommere er be­myndiget til at tilsidesætte det danske parlaments lovgivning med henvisning til menneskerettighederne.

Folketingets vedtagelse af menneskeretskonventionen betød en de-facto afgi­velse af suverænitet uden høring af befolkningen. Et tydeligt eksempel herpå var Højesterets omgørelse af landsrettens udvisningsdomme over svært kriminelle indvandrere. De var dømt i overensstemmelse med Folketingets lov herom. I et Tv-interview udtalte direktøren for Det Danske Center for Menneskerettigheder Morten Kærum, at nu måtte det danske folketing lære at afstemme sin lovgivning i overensstemmelse med menneskerettighederne - en sikkert realistisk vurdering af forholdene, men også en skræmmende per­spektivering af i hvert fald de små landes svækkede suverænitet i en globali­seringstid.

Med udviklingen af menneskeretserklæringerne som retsligt dokument og med menneskeretsdomstol i Strassbourg skifter menneskerettighederne ka­rakter. Nu er de ikke længere alene folkenes frihedsdokument og rettigheds­katalog, nu knyttes de sammen med et magtelement med indbyggede retslige konsekvenser. Og statslige myndigheder, organisationer samt ideologisk be­vidste grupper får mulighed at tage menneskerettighederne til indtægt, så de kan fremkalde sanktioner overfor stater, institutioner og enkeltpersoner. Det bliver selvfølgeligt, at der oprettes overvågningsinstitutioner som Øster­sørådet, Det Europæiske Center for Overvågning af Racisme og Fremmedhad samt talrige nationale centrer for menneskerettigheder. Det er nu de statslige institutioner, der sætter folkene under mistanke og indleder en discipline­ringsvirksomhed.

Med den stadig tættere implementering af menneskerettighederne globalt og nationalt med staterne som garanter, får åndsfriheden vanskeligere kår. Ud­viklingen ledsages i samfundet af de politisk korrekte holdninger, der endda ofte udvikler sig til en moralisme med næsten religiøs karakter og med en totali­tær ansats i sig. Politikerne går i spidsen med besværgende tale om moralens årti eller om de danske værdier og de europæiske værdier, selvom sådanne udsagn mangler enhver rationel definition, og kun kan stå som emotionelt fyldstof og religionssurrogat.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen taler om “visse ufravigelige fundamen­tale principper for, hvordan vi mennesker behandler hinanden. Principper, som i sagens natur må gælde for hele verden og alle nationer”. Men sagen er jo, at menneskerettighederne netop ikke gælder hele verden, i muslimske lande afviser man f.eks. bestemt menneskerettighedernes gyldighed, og tolk­ningen af menneskerettighederne i de forskellige kulturer er yderst varie­rende. Menneskerettighederne som juridisk system er udelukkende politiske vedtagelser og er ikke mere hellige end andre politiske beslutninger. Hvis man i moralens navn fra statslige side ønsker at gøre menneskerettighederne gældende i global sammenhæng, kan der kun ligge en ubehagelig totalitær tendens gemt i sådanne bestræbelser. Det totalitære perspektiv kommer også til orde i udtalelser fra direktøren for Det Europæiske Center for Overvåg­ning af Racisme og Fremmedhad, Beate Winkler ( Jyllands-Posten 5. maj 2000 ). Med en ejendommelig sans for demokrati siger hun, at det på forhånd skal betydes vælgerne, at hvis de stemmer på ekstremt højreorienterede par­tier, får det følger. Og hun tilføjer: “Der skal hele tiden opdrages og undervi­ses. Vi kan ikke blot fastholde, at demokrati alene er, hvad vælgerne gør det til på valgdagen. Demokrati er også værdier, herunder respekt for menneske­rettighederne, som ikke må krænkes”. Og så mener hun i øvrigt, at journalister må tage sig i agt for at fremme uheldig virksomhed. Udtalelserne falder netop som de 14 regeringsledere havde gennemført deres boykot af Østrig. Hun udtrykker den absurde tanke, at organer, der repræsenterer stats­magten til beskyttelse af folkenes frihed og rettigheder, samtidig skal være folkenes undertrykkere.

Demokrati er en styreform, der placerer den politiske magt hos folket som helhed. Sådan har det også været i Danmark. Men demokratiforståelsen har bevæget sig videre. Den fostrede tanken om økonomisk demokrati og indu­strielt demokrati og bredte sig videre til kampen for nærdemokrati på alle samfundets områder. Fra ungdomsoprøret i 60-erne og 70-erne bevægede den sig på flere områder ideologisk hen i retning af det, man har kaldt de­mokratisme med aggressive holdninger, magtkrav og undertrykkelse af min­dretalsholdninger. Ikke mindst på uddannelsesområdet gjorde demokratismen sig gældende.

Der er tegn på, at en tilsvarende udvikling er på vej i forståelsen af menne­skerettighederne.

Hvor man for få årtier siden hensynsløst fremførte sin egen sag under dække af demokratikrav, er menneskerettighederne nu på vej til at blive legitimation for alle mulige krav. Når menneskerettighederne ideologiseres, bliver de grænse­løse. Et tilfældigt eksempel kan nævnes fra foreningen Skole og Samfunds konference på Hindsgavl Slot ( Fyens stiftstidende 3. maj 2000 ). Her erklærede centerleder ved Danmarks Lærerhøjskole i Odense Ejgil Aa­gaard, at specialundervisningen i den danske skole er et groft brud på menne­skerettighederne og burde anmeldes som sådan. Her er der tale om isolation og mishandling, hævder han, og følgelig konkret overtrædelse af ret­tigheder. Sagen i sig selv kan være reel nok, men brugen af menneskerettig­hederne her viser, at der er tale om ideologi, og den er grænseløs. Et uendeligt antal forhold vil på denne måde kunne diskrimineres med henvisning til men­neskerettighederne.

Der er også talløse eksempler på, at det falder naturligt, at menneskerettig­heder tages til indtægt for menneskers selvrealisering eller til moralsk rygstød for selvpromovering, som det var tilfældet med de 1038 gode mennesker der i alle større dagblade annoncerede for sig selv og deres flovhed over at være danskere. Og menneskerettigheder kan blive til forargedes kasteskyts mod modstandere, som det ofte kommer til udtryk i debatten, f.eks  når straffelovens racismeparagraf 266 b føres i marken. Og menneskerettigheder- ne kan bruges som politisk og moralsk legitimation for overgreb mod en demokratisk stat, selvom der ikke har været tale om overtrædelser af demokratiske regler.

Der er mange årsager til, at menneskerettighederne som realiseret system er problemfyldt. Et af problemerne er, at tanken om universaliteten gør det van­skeligt at udforme præcise alment gyldige bestemmelser for praktisk brug. Tolkningsspektret bliver så bredt, at tilliden til saglige afgørelser svæk­kes. Demoraliserende er det, at mange stater har overtaget menneskerettig­hedernes i deres konstitutioner, selvom de ikke kunne drømme at at efterleve dem i deres praktiske politik. Væsentligt er det også, at menneskerettighe­derne ikke modsvares af menneskepligter. Der foreligger udformede menne­skepligtsdokumenter. Men pligttankerne kunne ikke finde støtte hos oplys­ningsfilosofferne, da tilliden til fornuftens forædlende virkning var så stor, at man ikke kunne forestillige sig, at et modstykke kunne være nødvendigt. Menneskepligter ville være et knæfald for menneskelig egennytte og derfor et uønsket tilbageskridt.

 Selvom kristne tanker er stærkt repræsenteret i menneskeretsdokumenterne, så er netop den kristne forkyndelse både af lov og evangelium tilbagetræ­dende i oplysningstiden og sætter ikke sit præg på tidens tænkning.

Menneskerettighederne var en utopi, en målsætning, der skulle angive retnin­gen for, hvordan man kunne skabe en bedre fremtid for mennesker. Og virkningen blev stor. Menneskerettighedstankerne blev både et dannelsesele­ment og en politisk realitet i enkeltlandes konstitutioner.

Det var naturligt nok, at det stadig tættere samarbejde mellem staterne i in­ternationale organisationer måtte resultere i overordnede forpligtende juridi­ske aftaler, som  menneskerettighederne kunne være baggrund for. Men i samme øjeblik en utopi realiseres i et politisk og juridisk fintmasket magtsy­stem, opstår faren for forstening, sådan som det afslørede sig i de to forskel­lige politiske ideologier i 30-ernes Tyskland og i Sovjetunionens kommuni­stiske periode. Rethaveriet og den småborgerlige moralisme indfinder sig forklædt bag kaskader af gode ord. Og godhed er det svært at forsvare sig imod. Ideen bliver disciplinerende og undertrykkende. Det er forsteningsfa­sen det internationale samarbejde er ved at bevæge sig hen imod. Menneske­rettighederne er stort tænkte, en fornem arv fra en nyskabende fortid. Ingen kan være tjent med, at de forfalder til snærende ideologi.