Morgenavisen Jyllandsposten

                                                                                                  26. april 2000.

Godhedens pris

Etik i indvandrerdebatten.

Annoncen, indrykket af 1038 gode danskere, får det til at springe i øjnene, at en liberal flygtningepolitik intet har at gøre med personlig godhed, påpeger kronikøren. Han plæderer for, at en flygtningepoli- tik, som vil yde udstrakt hjælp i nærområderne, vil være det retfær- digste etisk set. Og så vil den svække den overhåndtagende moralisme her i landet, som spiller befolkningsgrupper ud mod hinanden.

JP-KRONIK

af Poul E. Andersen

tidligere domprovst,

Odense.

For nogen tid siden kunne man i helsides annoncer i mange større dag­blade forvisse sig om, at der i Danmark lever mindst 1038 gode men­nesker. De har sågar selv ydet et personligt økonomisk bidrag til, at deres godhed måtte blive kendt. Og godhedssagen bakkes naturligt op af flere store fonde, der har stærke økonomiske og personalemæssige ressourcer til formålet. De kan da også glæde sig over, at de har ryg­gen dækket af  korrekte meningsdannere. I Danmark behøver man ikke at lide for godheden.

Gode mennesker kan i deres budskab endda tillade sig at se bort fra visse kends­gerninger, som f. eks.. at det nævnte indvandrerstop fra 1973 ikke direkte kan si­ges at have bremset indvandringen. I årene 1995, 1996 og 1997 udgjorde indvan­dringen hhv. 33.256,  25.583 og 21.343 personer ( Danmarks Statistik ). I årene 1998 og 1999 blev der tilsammen givet opholdstilladelse til 52.000 mennesker. Alene i 1998 skete der 9.687 familiesammenføringer, og en ny integrationslov vil efter alt at dømme ikke ændre væsentligt i denne udvikling. At dansk indvandrer­poli­tik, som nævnt i annoncen, skulle være blandt de mest restriktive i Europa, nu­an­ceres måske en smule, når den f. eks. ses i ly­set af, at der igennem 90-erne i de fle­ste lande i Europa afvistes 90% af asylansøgningerne som “primært økonomisk funde­ret og ikke baseret på en velbegrundet frygt for forfølgelse”( “Indvandringen til Dan­mark”, Rockwool Fondens Forskningsenhed, p. 125 ). I Danmark ud­gør til­svarende de factoflygtninge til dato 75% af samtlige indvandrere. ( Advokat Anne-Marie En­gel: ”Den store illusion”. Fyens Stiftstidende 31. januar 2000. )

Når man i velpolstret selvsikkerhed i annoncerne kan hævde om ind­vandringspoli­tikken  at vi i “et af verdens rigeste lande har råd til det”, så gælder det muligvis for underskriverne. Men det er gælder ikke for samfundet som helhed, og bestemt ikke i betragtning af, at der for øjeblikket ikke kan øjnes nogen fremtidig begrænsning i indvandringen fra de mindre udviklede lande. Allerede i 1998 kostede indvandrin­gen det offentlige 10.4 milliarder kroner. ( Indenrigsministeriet )

Det  kan ikke afvises, at der, som det implicit kommer til orde i annon­cerne, i Danmark er en beklagelig tendens til at udtrykke sig nedla­dende om fremmede, men ligeså beklageligt er det, at der fra de godes kredse uforsonligt tales ned til landsmænd. Men ingen kan vel ønske at begrænse ytringsfriheden, selvom tenden­sen i annoncerne peger i den retning.

Men hvordan ligger det så med etikken hos de gode mennesker, der gerne sætter sig selv ind for at fremme den åbne indvandringspolitik ?

I en nyligt udkommet bog af filosoffen Kai Sørlander: “Om  menneske­rettigheder” diskuteres dette spørgsmål på basis af en ratio­nel, global etik. Han stiller det spørgsmål, om man er et bedre menne­ske, dvs. et personligt godt menneske, hvis man går ind for en liberal asylpolitik, hvorved han forstår en politik, der er positiv overfor ind­vandring og løbende inte­gration. Dette indtryk får man ofte af den lø­bende debat.

Til besvarelse af spørgsmålet definerer han først begrebet god og siger, at det ba­sale kriterium på, om man er et godt menneske, er, at man er et menneske, som er villigt til at yde personlige ofre for at hjælpe an­dre. Det gode menneske holder sig ikke tilbage, når det gælder om at ofre af sit overskud for at afhjælpe den nød, han ser. ( p. 157 ).

Han går dernæst over til at afgrænse den personlige godhed fra de po­litiske hold­ninger og fremhæver, at det at gå ind for en liberal asylpoli­tik er et led i ens per­sonlige holdning til, hvem og hvorledes staten bør hjælpe. Det er ikke en hjælp­somhed, som man selv udøver og bærer ofrene for. Personlig godhed kan altså ikke bruges i denne sammen­hæng. Her gælder kun reglerne for almindelig politisk hjælpsomhed. Og reglerne for politisk hjælpsomhed hviler på et system, der sikrer, at den enkeltes placering i indtægtsherarkiet bevares. Den, som har mere fra be­gyndelsen, skal også have mere, når hjælpen er ydet. ( p.158 ) Var systemet ander­ledes, ville hjælpsomhedens økonomiske kilder snart udtørres. Man forrykker såle­des ikke sin egen økonomiske status ved at være tilhænger af en liberal flygtnings­politik, der er åben for indvandring og løbende integration. De politiske holdninger siger såle­des ikke noget om personlig godhed.

Men når en bestemt politisk strategi forrykker balancen i indtægtshie­rarkiet, eller i det hele taget den sociale balance i samfundet, således at det bliver til skade for de svageste grupper, så rejses for alvor spørgs­målet om, hvad der er etisk rigtigt.

Men netop den liberale asylpolitik forrykker balancen. Den har  en uhyggelig kon­sekvens. Det forholder sig nemlig sådan, at det er de svageste grupper, der betaler mest for den indvandrervenlige politik. Det afsløres ikke mindst i boligforholdene i bestemte geografiske om­råder.

Når indvandrere skal integreres får de hovedsageligt tilkendt boliger i områder, hvor de mindst bemidlede danskere bor. Og de presses stærkt heraf, ikke mindst fordi så mange af de bedrestillede tænker på sig selv og fraflyttet stedet. De tilba­ge­blevne må så kæmpe med de problemer, som svækkelsen af deres fælles kultur på­fører dem. Kommunikations­formerne bliver besværlige, omgangsformer ændrer sig. De danske børn kommer i mindretal i skolerne ( 20% af alle nyfødte i Køben­havn har en mor med udenlandsk baggrund ),kriminaliteten vokser, og det sociale system udpines. Det er i disse områder, arbejdsløsheden stiger, fordi antallet af ar­bejdspladser forrin­ges. En indtægtsbestemt status­forringelse går hånd i hånd med en kulturel forar­melse.

Hvis de svagtstillede grupper så udnytter deres demokratiske ret og kræver asyl­ret­ten begrænset, eller måske endda søger til højre i det politiske spektrum, bli­ver de genstand for moralske fordømmelser fra toneangivende kredse og politiske journalister, der betragter sig som godhedens repræsentanter og ofte sammenblan­der menneskelig godhed med politiske holdninger, alt imens at ghettodannelsen ved den fort­satte indvandring og de nye integrationsbestræbelser spredes stadig læn­gere ud i landet.

Men det er ikke mere umoralsk at gøre sin sag gældende politisk, end det er for de bedrestillede af fraflytte de belastede områder for at søge til mere attraktive mil­jøer, og det er heller ikke mere umoralsk, end det er at udøve sin politiske hjælp­somhed til skade for samfundets svageste grupper, når forudsætningen så oven i købet er, at man selv kan bevare sin gode placering i indtægtshierarkiet. Det sprin­ger i øjnene, at en libe­ral asylpolitik ikke har noget med personlig godhed at gøre, og da slet ikke, hvis man kan skaffe midler til i store dagbladsannoncer at bruge den til en intimideringskamp mod andre holdninger.

En flygtningepolitik, som vil yde udstrakt hjælp til flygtninge i hjemlan­denes nærområder, og som giver bistand til at udvikle er­hverslivet i belastede områder, vil etisk set være betydeligt renfærdi­gere. Den svækker den overhåndtagende mo­ralisme her i landet, som spiller befolkningsgrupper ud mod hinanden, og som har alt for store sociale og kulturelle konsekvenser. Den vil skåne de ssvageste i vort eget land og komme langt flere til gode og issær dem, som virkelig har hjælp be­hov.

De 1038 personer bag de store dagbladsannoncer synger en ode til deres egen og godhedens pris, og moralismen ligger tydeligt i strid med åndsfriheden. Men virke­ligheden handler om en helt anden pris for de­res holdninger. Den er af økonomiske art og af kulturel art, og den skal især betales af dem, der ikke har råd til at und­drage sig den.

Filosoffen Kai Sørlander, fra hvis bog flere af de tekniske synspunkter er lånt, gen­nemfører sine analyser på rent rationelt grundlag. Men han undlader dog ikke en besk henvisning til Jesu omtale af farisæerne og deres hykleri: “De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskenes skuldre, man selv vil de ikke røre dem med en finger” ( Matt. 23.3)