Fyens Stiftstidende

                                                                                                                                                          19. februar 2000

Når kærlighed bliver til smerte.

Om blandede ægteskaber.

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

Væksten i antallet af blandede ægteskaber vil accelerere med integrationspresset og den nye integrationslov. Danske forældre kan ikke standse udviklingen. Med de kan gøre noget, de ofte har forsømt, skriver kronikøren i anledning af artiklen om den 17-årige pige, der har besluttet sig til at konvertere til islam og forlove sig med en palæstinensisk muslim.

“I Tyskland gør man meget ud af at formå kvinden til at kræve ægtepagt samt til at kontraktfæste kvindens ret til at kræve skilsmisse, også hvis hun må følge sin mand og tage ophold i hans hjemland.”

I en artikel i Fyens Stiftstidende den 14. d.s.. beskriver en mor sin sorg og be­kymring over, at hendes 17-årige datter har besluttet sig til at konvertere til islam og til at forlove sig med en jævnaldrende palæstinensisk muslim. I sin smerte har hun inddraget pigens dåbsattest og pas i frygt for, at hun om få år skal tilbringe sine dage i Libanon med en stor børneflok og uden mulighed for at vende tilbage til Danmark. Adskillige bøger og Tv-udsendelser har be­skrevet sådanne vilkår. Den unge mand færdes i et kriminelt miljø og er selv en del indblandet i kriminalitet. Hans far, der er imam, dvs. muslimsk præst, nægter, måske i overensstemmelse med det muslimske taqiyabegreb, at vide noget om forholdet.

Pigen fastholder ønsket om at konvertere og om at forlove sig, hun har un­dergået en stor forandring i sprog, type og tankegang, hun er allerede be­gyndt at overholde muslimske spiseregler og er rede til at tage tørklædet. Hun godkender omskæring af kvinder og kan endog acceptere selv at lade sig omskære.

Jeg synes, at det er modigt af moderen også udadtil at vedkende sig sin be­kymring, for der er jo intet sted, hvor hun kan hente hjælp, selvom hun deler skæbne med flere tusinde andre danske mødre, hvis døtre har indgået tilsva­rende ægteskab, oftest med påfølgende skilsmisser og store personlige om­kostninger. Problemet er kun aktuelt for piger, da ikke-muslimske unge mænd under ingen omstændigheder må gifte sig med muslimske piger.

Der er ingen tvivl om, at moderen nu vil nedkalde reaktioner fra politisk korrekte kredse. Hun vil få at vide, at hun bærer på en racistisk tankegang, at hun skal være glad for, at datteren får en mand, hun elsker, og at hun bør være stolt af, at hendes familie er med til at bane vej for en egentlig integration. Men her som altid glæder den selvretfærdige kun den selvretfærdige selv. Problemer af denne art løser man lettest for andre.

Den, der vil læse en smule om muslimske ægteskaber kan blive klogere af at læse den indfølende skildring hos Naser Khader: Ære og skam. Vil man fo­kusere på problemerne er der kontante oplysninger hos Chris Hinrichsen: Islam, integration eller ...?

Den verdenskendte indisk fødte engelske forfatter og islam-kender V.S. Naipaul peger på en række grundspørgsmål for mennesker, der konverterer til Islam. Det sker i hans bog: Beyond Belief, l998, dansk titel: Ikke til at tro,1999. I forordet skriver han: “Islam er ikke blot et spørgsmål om den en­keltes tro og samvittighed. Den stiller imperiale krav. En konvertits verdens­syn ændrer sig. Hans hellige steder ligger i Arabien, arabisk er hans hellige sprog. Hans historie ændrer sig. Han forkaster sin egen. Konvertitten er nødt til at afvise alt det, der hidtil har været hans eget.” Senere skriver han: “Der har sandsynligvis aldrig eksisteret en imperialisme magen til islams og ara­bernes. Islam stræber som en trosartikel efter at udslette fortiden. Den tro­ende ærer til syvende og sidst udelukkende Arabien. Det har intet at vende

tilbage til” ( p. 342 ).

Det er således forståeligt, at traditionsprægede muslimske kredse, også i Danmark, fastholder, at det er “obligatorisk for hustruen at gøre, hvad manden befaler i forhold til familie, adfærd og opførsel”. Manden har “ifølge den islamiske Sharia bl.a. ret til at bestemme, hvor familien skal bosætte sig, hvor mange børn, de skal have, hvornår hustruen må forlade sit hjem, hvilket tøj, hun skal have på, hvor hun må tage hen, hvem hun må hilse på, snakke med, få gaver af m.m.” ( Naser Khader: Ære og Skam” p. 137 og 138 )

Moderen i artiklen er bekymret over datterens forandring. Sådan vil det altid være for et menneske, som islam får greb om. Som Naipaul og mange andre opfatter det, er islam et totalitært system, der ikke alene vil omfatte et lands politiske system, men også vil bemægtige sig de troendes tanker, sprog og historie. Mens den kristne står frit overfor sin Gud, alene bundet af sin tro og samvittighed, er muslimen fra fødsel til død snæret inde i den religiøse lovs forbud og påbud., Der findes konverterede kvinder, som formå at opretholde visse relationer til familie og venner og til at bevare en dansk prægning i tænkning og erindring, men trods alt vil forholdet blive belastet. Af og til hører man sagt, at hidtidige forbindelser tilføres nye og spændende perspektiver, men der er ingen tvivl om, at der vil ske en langsom udviskning.

Men hvad skal man så gøre, hvis man er bekymret over at miste sin datter. Ja, først og fremmest skal man sige til sig selv, at der er god grund til be­kymringen. Uroen er der jo også hvis der er tale om et ægteskab i Sverige eller Italien. Man ængstes for det fremmede. Det har intet med racisme at gøre.

Man må dernæst gøre sig klart, at en kristen kvindes ægteskab med en mus­lim ikke nødvendigvis kræver omvendelse til Islam. Og det er vigtigt ! Har man først udtalt den muslimske trosbekendelse i vidners nærvær, er man muslim, og det er et valg for livet. Frafald er den største synd, der kan tæn­kes, for det har med gudsbespottelse at gøre. Straffen for frafald er døden. Den eksekveres ikke altid, men straffens karakter siger noget om, med hvil­ken alvor man betragter frafaldet. Her i landet kender man følgeligt faktisk ikke til frafald.

I Danmark indgås ægteskab for de ægteskabsstiftende myndigheder. Ellers er der ikke tale om legalt ægteskab. Muslimsk forlovelse er en kontrakt, hvor de unges forældre skriver under på kontrakten. Ved muslimske ægteskaber aftales på forhånd, hvor stor medgiften skal være. Der kan også aftales sær­lige rettigheder for bruden, f. eks.. retten til at uddanne sig.

I Tyskland, hvor der årligt indgås adskillige tusinde blandede ægteskaber, gør man meget ud af at formå kvinden til at kræve ægtepagt, samt til at kontrakt­fæste kvindens ret til at kræve skilsmisse, også hvis hun må følge sin mand og tage ophold i hans hjemland. Der skal også i ægtepagten indføjes ret til at besidde pas og til at vende tilbage til eget land. Det fastlægges, hvem der skal have forældremyndighed, samt regler for bodeling.

Tilsyneladende er det ikke sjældent, at danske kvinder vælger at leve papir­løst sammen med muslimske indvandrere. For dem er et papirløst samliv ikke usædvanligt. Men ofte affinder de sig med at indgå i et i Danmark ulovligt muslimsk ægteskab for imamen. Hvis man gør det, må man vide, at ved udrejse til et muslimsk land betragtes ægteskabet som gyldigt. Børnene vil til­høre manden, og kvinden vil være underlagt alle de restriktioner, som isla­misk lovgivning sætter for kvinder. Og det kan have katastrofale følger for den danske kvinde. Se Chris Hinrichsen: Islam, integration eller ...? Alle danske kvinder skal være vidende om, at noget sådant sker. Naturligvis vil de kunne opleve lykken i et muslimsk ægteskab, men alt for ofte bliver skils­misse den sidste udvej, og det er en udvej med store omkostninger. Ofte be­tragter muslimer danske kvinder som urene. Det er ikke en god baggrund for en lykkelig forbindelse.

Væksten i antallet af blandede ægteskaber vil accelerere med integrations­presset og med den nye integrationslov. Danske forældre vil ikke kunne standse denne udvikling. Men en ting kan de gøre, noget, de ofte har for­sømt. De kan give deres døtre det stærkest mulig kristne og kulturelle fun­dament. Så vil det være med åbne øjne, de unge piger påtager sig de byrder, som uafvendeligt vil findes i et blandet ægteskab.