Fyens Stiftstidende

                                                                                                                                         20.november 2000.

Nice-traktat

- og hva’ så, Danmark ?                     

kronik

af

tidl. domprovst Poul E. Andersen

Odense.

Mange problemer knytter sig til den kommende Nice-traktat og EU-charteret om de grundlæggende rettigheder. De vil få mange konsekvenser for den danske befolkning - så hvorfor har vi ikke fået en indgående, klargørende debat om alle de komplicerede forhold ? spørger kronikøren.

“Det vil være befriende at få forklaret, hvordan ansvarlige politikere i Nice kan underskrive et dokument om religionslighed i Danmark, når grundloven direkte tilsikrer religionsfrihed, men afviser religionslighed”.

Der er ingen tvivl om, at EU i mange år vil være rammen om europæisk samarbejde. Der er heller ingen tvivl om, at Euroen også i Danmark vil være gængs beta­lingsmiddel om få år. Nøgternt set er det overraskende, at en så selvfølgelig ting har kunnet vække så stor opmærksomhed.

I det politiske opgør omkring eurosagen, blev en anden og vigtigere sag gemt bort, og det er debatten omkring den forestående Nice-forhandling. Her står der ting på spil, som er langt væsentligere for den danske befolkning end Euroen. Og det ser ud til, at politikerne har haft for­bavsende ringe lyst til at inddrage offentligheden i de sager, som skal drøftes. Det drejer sig om den nye Nice-traktat, og ikke mindst om Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder. Begge dokumenter står til vedtagelse allerede den 8. og 9. december. Bevares, der har været spæde pip om antallet af kommissærer og om stemmevægtningen mellem landene. Men det er spørgsmål, som ikke får mange til at ligge vågne om natten.

De ikke debatterede problemer.

Helt anderledes forholder det sig med en række grundspørgsmål som forhol­det mellem det nye EU-Charter og grundlovens suverænitetsbestemmelse, om hvorvidt Charterets lighedsideologi kan forenes med Grundloven og dan­ske frihedstanker, og om EU-Charteret som politisk hensigtserklæring i virkelig­heden er en genvej til den europæiske forfatning. Politikernes hold­ning til traktatudkastets overvågningshensigter har været ul­den, og mange vælgere er bekymrede og ønsker at vide, hvad demokrati­ske stater har i vente.Hvad med Charterets artikel 18 og 19. Ligger der heri, at Danmark godkendes som indvandrerland, der åb­ner porten på vid gab for uregulerbar indvandring? Og vil artikel 22 cemen­tere ønsket om at gøre Danmark til et multikulturelt land?, en tanke, som statsministeren og indenrigsministeren tidligere har vendt sig imod.

De danske værdier og de europæiske.

Man kan stille det spørgsmål, hvorfor det er så vigtigt at være opmærksom på en traktatfornyelse. Det har vi jo oplevet før, uden stor op­mærksom­hed. Svaret er, at netop den manglende opmærksomhed er problemet. Pro­fessor, dr. jur. Henning Koch fra Københavns Universitet si­ger til Weeken­davisen ( 27. oktober 2000 ), at da man tog skridtet fra Maa­stricht-traktaten til Amsterdamtraktaten, da forlod man tanken om en værdi­identitet, som er fastlagt i de enkelte stater og fostrede i stedet tanken om, at værdierne lig­ger unionen selv. Man får altså begrebet de europæiske værdier, som ingen rigtig ved, hvad er, i stedet for de nationale værdier, kunne man til­føje. Det var afgørende, men næsten ingen vidste det, og der var ingen debat herom. Nu føres udviklingen videre væk fra medlemslandene til fællessta­ten.

Udviklingen bliver klar, hvis man sammenligner § 6 i Maastricht-traktaten 1992, hvor det hedder: “unionen respekterer medlemsstaternes nationale identitet og deres styreformer, der bygger på demokratiske principper” med tilsvarende artikel i Amsterdamtraktaten, 1998: “Unionen bygger på princip­perne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, der alle er prin­cipper, som medlemsstaterne har til fæl­les”. Her er der ikke mere tale om national identitet. Nationalstaten bygges normalt op omkring et folk, som den skaber en fælles administrativ enhed om. Men et folk har unionen ikke. Derfor virker den som et organ, der svæver frit i luften uden fodfæste, men med myndighed til at bestemme over det folk, som er en illusion.

For at gøre det helt klart. Det er nødvendigt at have en udbygget ramme om  europæisk samarbejde, men politikerne må vide at sætte rammen på bag­grund af opbakning og tillid hos de folk, som skal leve derindenfor. Og der må aldrig efterlades tvivl om, hvor det er, vi føres hen.

Overvågningsamfundet

Man kan således undre sig over, at folkets ledere ikke tager befolkningens bekymring over overvågningstankerne alvorligt. Der er grund nok til det.

Menneskerettighederne skulle være befolkningernes og den enkeltes værn mod magthaverne. Men når de kommer i hænderne på magthaverne, så bliver de magtmidler mod befolkningerne og den enkelte. Vi har set det med et to­talitært skær over sig i Østrigsagen. Lederen af EUs Europæiske Center for Overvågning af Racisme og Fremmedhad i Wien, Beate Winkler truer de­mokratiske staters vælgere, hvis de ikke stemmer, som hun ønsker. Og hun finder det “uforsigtigt og problematisk” når indenrigsminister Karen Jesper­sen udtaler sig kritisk om kriminelle indvandrere. Der er allerede nu en stramning på vej, idet Frankrig i traktaten ønsker at fastslå, at EU skal kunne reagere overfor et medlemsland alene på mistanke om overtrædelse af men­neskerettighederne.

Et helt nyt EU-direktiv kræver endnu et klageorgan til overvågning, foruden de klagemuligheder, der allerede ligger i den nationale lovgivning.Og herud­over har adskillige statsstøttede organisationer i Danmark allerede til formål at overvåge og bekæmpe diskrimination. En af dem, Dokumentati­ons og Rådgivningscenteret om Racediskrimination efterlyser endda anonyme anmel­delser. Foruden dette center er allerede fem andre danske centrer af over­vågningscenteret i Wien inddraget i overvågning af danske borgeres efterle­velse af menneskerettighederne.

Hertil svarer så menneskeretsdomstolen i Strasbourg. Professor Eva Smith mener, at den har alt for stor magt, og at Højesteret er passiv over for den. Hun siger: “Menneskeretsdomstolen æder sig uden demokratisk mandat ind på det, som parlamentarikerne skulle af­gøre. Det ligner oplyst enevælde. Det er farligt” ( Jyllands-Posten 6. nov. 2000 )

Skal kristendom og islam ligestilles ?

 Det nye EU-Charter er et dokument, der bygger på lighed og solidaritet i stedet for frihed. Det vil være befriende at få forklaret, hvordan ansvarlige politikere i Nice kan underskrive et dokument om religionslighed i Danmark, når Grundloven direkte tilsikrer religionsfrihed, men afviser religi­onslighed ( §4). Den evangelisk-lutherske kirke er den danske kulturs fun­dament og hi­storiske identitet. Det er vanskeligt at se, hvordan man kan stille dansk kri­stendom og islam lige uden folkeafstemning. Et luftigt forsøg på at omgå Grundlovens bestemmelse ved at gøre Charteret til alene en poli­tisk beslut­ning gør det ikke mindre angribeligt, da det i selve substansen er grundlovs­stridigt.

Endnu større flygtningeskarer

Ofte stilles det spørgsmål, om ikke det nye EU-Charter åbner dørene på vid gab for nye flygtninge/indvandrerskarer. Der er flere grunde til at forvente det. Især fra de muslimske lande kan der ventes tilstrømning, som ikke kan forhindres, da tilbage­sendelse eller udvisning ikke kan ske til lande, hvor man kan forvente straf eller nedværdigende behandling.

Dertil kommer, at det danske sociale sy­stem, hvor sociale ydelsers størrelse ikke er betinget af årlige egenbetalin­ger, men udgøres af store kontante skatteficancierede støttebeløb, vil være en flygtningemagnet, hvis kraft mær­kes over kontinenter.

Det må være vanskeligt for danske forhandlere at underskrive et fælles EU-Carter med fælles asylpolitik i betragtning af, at Danmark efter Maastrich-afstemningen fik indført 4 forbehold. Et af dem var, at Danmark skulle stå uden for over­nationalt politisamarbejde og flygtningepolitik.

Det multikulturelle Danmark.

Ved undertegnelsen af EU-Charteret vil Danmark få karakter af indvandrer­land. Og Charterets artikel 22 om respekten for den kulturelle, re­ligiøse og sproglige mangfoldighed sigter direkte mod skabelsen af multikul­turelle lande i Europa.

Der er her peget på ganske enkelte af de mange problemer, som knytter sig til den kommende Nice-traktat og EU-Charteret om de grundlæggende ret­tigheder. De vil få mange konsekvenser for den danske befolkning. En indgå­ende, klargørende debat af alle de komplicerede forhold har vi ikke fået. Hvorfor mon?

Et Sorømøde

Der er mange spørgsmål, der råber på svar. I et enkelt forsøg på at finde frem til en alsidig belysning af de dunkle punkter arrangeres der en stor konfe­rence på Sorø Akademi lørdag den 25. november kl. 10 med tidlen “Det Europæiske Eksperimentarium”. Her vil sagkyndige behandle og diskutere de rejste spørgsmål og mange flere. EU støtter konferencen, og der er fri ad­gang.