Fyens Stiftstidende 14. februar 2002

Debatindlæg

Bøger man ikke må læse

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

Så er Torkild Thaning igen ude med riven. Det sker i et indlæg mod mig i Fyens Stiftstidende den 7. februar. Han foregiver, at hans indlæg angår mine artikler om islam og kristendom. Men selve sagen berører han ikke med ét ord. I stedet hiver han en enkelt forfatter ud blandt de snesevis af bøger, som jeg benytter. Han påviser, at Hans-Peter Raddatz’s bog: ”Won Gott zu Allah?” har forbindelser til højrekræfter. Derved kan han let få et højreradikalt net associeret til mig, så er man jo ude af det gode selskab. Det gør intet indtryk på sognepræsten i Nr. Lyndelse, at samme forfatter får fine anmeldelser i store tyske medier som ”Die Welt”, ”Radio Deutschland”, Berlin. Også ”Hamburger Abendblatt” tager pænt imod den.

Jeg finder det foruroligende, at et højtuddannet menneske mener, at der er bøger, som borgere i et demokratisk land ikke må læse eller argumentere med. I min studietid bad professor K. E. Løgstrup mig læse Martin Heideggers grundlæggende filosofiske værk ”Sein und Zeit”. Flere år senere opdagede jeg, at Heidegger havde haft nazisympatier. Hans bog burde således være blacklistet. I min seminarielærertid læste jeg Karl Marx : ”Das Kapital” og læssevis af marxistiske artikler, som var mode da. Også stalinisterne Andersen Nexø og Hans Kirk har jeg læst. Og jeg må tilstå, at jeg har læst Ole Wivel, som i sin ungdom skrev nazivenlige digte. Også Kaj Munk, der hyldede den stærk mand, har jeg beskæftiget mig med. Er det pænt ?. Jeg har sågar i et foredrag som undervisningsmateriale blandt meget andet med forskellige synsvinkler vist et uddrag på ti minutter fra en video om kvinder i Syrien, tidligere bragt to gange i TV-2. Jeg vil gerne vide, hvad der er politisk korrekt at beskæftige sig med, for man er jo værgeløs overfor beskyldninger fra en person, der vil undvige debatten ved at begå karaktermord på en modstander for derved at sætte ham ud af spillet.

Som kristen mener jeg, at man er forpligtet til at stille op mod alle totalitære strømninger både fra højre og venstre, herunder så sandelig også, når det gælder autoritære højreprægede strømninger i islamisk religion og kultur. Den selvretfærdige fundamentalistiske ufrihed, som Thaning her giver udtryk for, er ingen undtagelse.

Om alvoren i fundamentalisme kan man, hvis man ikke stikker hovedet i busken, læse hos et utal af forskere. Man kan blot nævne den amerikanske politolog Samuel Huntington og den tysk-muslimske politolog Bassam Tibi. I værk efter værk advarer de mod islams sammenblanding af religion og politik, og Bassam Tibi slår gang på gang fast, at opgivelsen af shariatanken er muslimernes eneste mulighed for integration i Vesten. At gøre op med ideologi er aldrig det samme som at nedværdige mennesker, som Thaning åbenbart mener.

Når Thaning så stærkt advarer mod højredrejede holdninger, så bliver det spændende at se, hvordan han vil gå i rette med de menighedsråd, som indbyder Mona Sheikh og Barbar Baig. Begge er betydningsfulde medlemmer af ungdomsafdelingen hos den både politisk og religiøse fundamentalistiske pakistanske organisation Minhaj-ul-Quran. Organisationen stifter og leder Muhammad Tahir-ul Qadri gennemtvang i 1982 i den pakistanske højesteret dødsstraf ved stening for utugt. Og i 1995 fik han gennemført, at foragt for profetens højhed medfører stening til døde, også selvom de anklagede ikke er sig deres brøde bevidst. Qadri roses af sine tilhængere for denne indsats. Bevægelsens sociale indsats, kan ikke dække over sådanne holdninger.

”Og katten sagde: ”Kan du skyde ryg, spinde og gnistre ?” ”nei,” ”men så skal du ikke have nogen mening, når fornuftige folk taler”. ( H. C. Andersen ).