Kristeligt Dagblad

Lørdag 31. maj 2003

Kronik

Nationalisme: Anders Klostergaard Petersen har iklædt sig multireligiøsitetens gallakappe, for så behøver man ikke at trække grænser, som er lig med religiøs ”forhudsforsnævring”.

Dansen om sig selv

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

I Kristeligt Dagblad har Anders Klostergaard Petersen (AKP) den 9. maj skrevet en kronik med titlen ”Dansen om den nationale kalv”. I kronikken ønsker han at hæve sig selv op over ”forgangne tiders fejltagelser, dumheder og grusomheder” ved at lange voldsomt ud efter dem, som har forskrevet sig til evangelisk-luthersk kristendom, som sammenblander det nationale og det kristelige, som lader sig fange af den historiske arv fra Grundtvig, og som nægter at istemme mantraet om velsignelsen ved det multikulturelle og det multireligiøse. Mennesker med sådanne holdninger, mener han, er ikke alene på vej til retorisk at korsfæste muslimske medborgere, men udtrykker en ”fordummende tænkning og en etisk grusom form for selviscenesættende identitetskonstruktion”.

Han runder sine skråsikre synspunkter af med at plædere for, at mennesker med sådanne synspunkter bør fratages muligheden for at ”sætte en betydelig del af den diskursive dagsorden for folkekirken”. De bør ikke have ret ”til retorisk at sætte sig på danskhed og kristendom”, da de repræsenterer en ”uhyggelig tendens”. Og selvom de frygter fundamentalismen, er de i virkeligheden selv en slags fundamentalister. I ungdommeligt overmod skyder han med spredehagl. Der har den fordel, at man rammer alt, hvad der bevæger sig, og dernæst at ingen kan tage til genmæle, da ingen navne er nævnt. Og således kan han indlede dansen om sig selv og sin selvretfærdighed.

Da en af hovedskurkene, der ønsker at sætte sig på folkekirkens løbende dagsorden (sic!) benævnes som tidligere domprovst, kan det ikke udelukkes, at bl.a. undertegnede er i sigtefeltet. Jeg vover derfor at komme med nogle få bemærkninger, især da indlægget, så banalt det end er, er et hadefuldt råb over kløfter, som virkelig eksisterer i vor folkekirke, og som af mange grunde trænger til en afdækning.

Efter mange års arbejde i folkekirken er det mit indtryk, at den største del af folkekirkens medlemmer grundlæggende har et sikkert fodfæste i deres kirke og lader den være en del af deres identitet. De ønsker at værne om den, men de har et vågent øje for dens udvikling og en kritisk holdning til dens svagheder. Men i de seneste år har der udviklet sig en politisk engageret og mediebevidst overfladedebat, som ikke har den dybe genklang i medlemsskaren, men som i høj grad er konform med modebegreber som globalisering, multikulturalisme og multireligiøsitet. Det er tanker herfra, som AKP i betydeligt omfang er talerør for. Denne debat har ikke sjældent klang af religiøst præget politisk vækkelse og vinder derfor bifald i trendsættende medier og i visse politiske kredse. Her rummes nemlig fremskridtet og de etiske holdninger, her står de gode mennesker fast imod de andre, der forargeligt blot står for ”national, etnisk, forhudforsnævret kristen partikularisme”. Så er tingene sat på plads.

Og hvem er de så disse gode mennesker. Ja, skal man bruge AKP’s spredehaglsmetoder, så finder man dem blandt grupper af folk i kirkens ledelse, på teologiske forskningscentrer og hos flere humanitære organisationer, hvor man med afsky vender sig mod vitale sider af sin kirke for i stedet at pantsætte interesser og tankekraft til momentant medløberi. I denne sammenhæng hører man også religionsforskere, antropologer og kultursociologer hæve røsten. Man flirter troskyldigt med tanker om en grundlovsrevision, som vil overlade magten over kirken til en politisk og religiøs aktivisme, som er fremmed for grundlæggende frihedstanker. Når stærke grupper af kirkefolk bestandigt ønsker at udvide området for kirkens indre anliggender, er det et skridt på denne vej. Magtsynspunkter bliver legitime i den kirke, hvis væsen er magtesløsheden.

Mange forstår Grundlovens folkekirkeparagraf §4 som en hindring for en ligestilling af religionerne, en ligestilling, som både menneskerettighederne og Det europæiske charter for de grundlæggende rettigheder stiller krav om. Fra denne side er grundloven under stigende pres. Kirkelige modernister, som sætter meget ind på at fremme ligestillingstankerne, får støtte af Ole Espersen, som mener, at en væsentlig del af ligestillingskravene kan gennemføres uden en grundlovsrevision, og fra Morten Kærum, som ønsker revisionen gennemført, ikke mindst for at tilgodese de nye kulturer i landet og deres religioner. Man ser ganske bort fra, at ingen i virkeligheden ved, hvad ligestilling omfatter. Tyngdepunkterne i religionerne er usammenlignelige, og de krav, de stiller til samfundet, er svære at uoverskue. Selvom AKP satser meget på muslimernes kår i Danmark, vil han næppe være i stand til at fortælle os, hvad f. eks. islams shariakrav skal ligestilles med.

Det evangelisk-lutherske har en del teologer og politikere i dag problemer med. Det har AKP også. Selvom alle præster i folkekirken i deres præsteløfte bekender sig til den evangelisk-lutherske lære, betragtes den ofte som en hindring for udfoldelsen af den rette kirkelighed. AKP gør sig lystig over, at evangelisk lutherdom betragtes som indbegrebet af sand kristendom. Et sådant kætteri er for ham etisk ligeså uansvarligt som at lægge muslimer for had. En teologisk anmelder af min antologi: ”Islam som udfordring i EU” angriber en af forfatterne for, at han i sin redegørelse for, hvad evangelisk-luthersk teologi er, citerer barske, autentiske Lutherord mod islam. Han burde efter anmelderens opfattelse i stedet anstrenge sig for at gennemgå Luthers teologi og finde ord og synspunkter, som kunne tolkes positivt om islam, og altså skabe baggrund for en moderne konsensustænkning. Også talen om et evangelium, som rækker ud over loven, ryster AKP. Det er et synspunkt, som han har fundet hos de tidehvervske, skønt de jo næppe har patent på det.

Den største anfægtelse for alle gode mennesker i dag er dog efter AKP’s opfattelse nogle teologers sammenblanding af det nationale og det kristne. Her er der nemlig tale om, at især præster på fundamentalistisk vis lader kristendom og danskhed gå op i en højere enhed. Man lader sig forpligte af den historiske Grundtvig i stedet for at tolke ham ind i en nutidig politisk-religiøs blandemaskine efter enhvers behov.

Da jeg åbenbart hører til udøverne af denne obskure kult, skal jeg, som ofte før slå fast som min mening, at der ikke findes nogen dansk kristendom. Det kristne evangelium rummer en universalisme. Det er sendt til alle folkeslag på jorden, en frelse for alle, som sætter deres håb til Kristus. Men den kristne universalisme kommer til udtryk inden for de rammer, som kristne selv har sat om deres kristenliv. I den danske folkekirke er der også sat menneskelige rammer, rammer, som til enhver tid er under forandring. Men det er i disse rammer, kristne til enhver tid i fællesskab hører og forstår evangeliet. De forstår det på deres eget sprog og i den referensramme, som deres historiske kultur har givet dem. Men når rammerne er menneskeskabte, forhindrer det os dog ikke i at åbne os for evangeliet, også under helt andre forhold. Der danses ikke om nogen ”national kalv”

AKP har iklædt sig multikulturalismens og multireligiøsitetens gallakappe, så tager man sig pæn ud fra alle sider, så er man blandt venner, og så behøver man ikke at trække grænser, heller ikke overfor muslimer, kun overfor nogle af sine egne. For grænser er af det onde, det er en religiøs ”forhudsforsnævring”. Måske har han overset, at Jesu forkyndelse af Guds rige trak stærke grænser og kostede ham livet, at Paulus kraftigt trak grænser mellem sit evangelium, jødernes lov og grækernes visdom, og at Luther var rede til at give sit liv for at skille den evangeliske tro fra papismen. Selvom man har sympati for muslimerne er det svært at overse, at der i islam findes totalitære tendenser, som vi som kristne er forpligtet til at sætte grænser op imod. At der findes gode muslimer betyder ikke, at man accepterer islams syn på vantro, på kvinder, og på andre mennesker som urene. Det er vel næppe overraskende, at et stadig større antal muslimer, som vanskeligt lader sig integrere i det danske samfund, vækker bekymring. Det vækker naturligvis også opmærksomhed, når det dokumenteres, at den fundamentalistiske islamisme er i stærk vækst, også i indvandrerlande. (Det tyske Verfassungsschutz meddeler således, at der for øjeblikket findes 69 ekstremistiske organisationer i forbundsrepublikken. I tal udgør islamisterne her 30.600 personer. Det vil være uklogt at tale sådanne realiteter bort. I dag er der kun få politikere i det danske folketing, som tør lukke øjnene for disse forhold.) Det i parentesen anførte er udeladt i Kr.Dagblads kronik.

Når AKP angriber mig og mange andre for vore indlæg i indvandrerdebatten, bør han betænke, at samtlige større danske politiske partier bl.a. som følge heraf giver udtryk for tilsvarende synspunkter, og at betydelige dele af disse tanker i dag med stort politisk flertal er omsat til praktisk lovgivning.

AKP’s kronik er en tilfældig samling af syrlige bolcher. Måske er det uhøfligt at spytte dem ud igen. Men fordømmelsen og selvretfærdigheden i hans studentikose vrede er så udtalt, at det er vanskeligt at imødegå den på anden vis.