home

Religion er blevet et negativt begreb, og det benyttes næsten kun distancerende, sådan som statsministeren gjorde, da han udtalte ønsket om at fjerne religion fra det offentlige rum.

Religion er blevet et negativt begreb. I de senere år er det også kommet til at dække over en skræmmende virkelighed. Og det benyttes næsten kun distancerende, sådan gjorde statsministeren også, da han udtalte ønsket om at fjerne religion fra det offentlige rum.

Han brugte samlebegrebet religion. Men det kan næppe være den kristne ”religion” han sigtede til, da kristendommen i Danmark ikke er særlig aktiv i det offentlige rum. Og hvis kristendommen skulle bort, ville det betyde, at der skulle læges afstand til en betragtelig del af den danske kultur, som næsten hele den danske befolkning lever i og med. For selvom kristendommen ytrer sig på spagfærdig vis, sætter den sig tydeligt igennem i museernes kunst, i teologiske og kristne værker på biblioteker, universiteter, skoler, i den levende folkelige tradition, i ungdomsbevægelserne, samt naturligvis i landets tusinder af kirker med offentlige gudstjenester og koncerter.

Jeg er overbevist om, at statsministeren ikke nærer noget ønske om at stå i spidsen for et fladt og kulturtomt samfund af den art, som man i årtier mødte i de politiske, ideologiske og ensrettede kommunistiske samfund.

Der er ingen tvivl om, at når han brugte udtrykket religion i denne sammenhæng, havde han et helt andet mål. Han sigtede til de unge islamistiske aktivister, de særlige indvandrergrupper, som har det med at erobre mediernes overskrifter, den politiske debat og nattens gadeliv. De gør sig bemærket med krav og trusler, de involverer sig i uro og hærværk og kan endda have kontakter til terrorplanlæggere. ”Det er ikke deres land, og de skylder ikke nogen noget” Når de på denne måde vanskeliggør en nødvendig integrationspolitik, kan det ikke undre, at politikere ønsker at se dem i en mere tilbagetrukket rolle. Ja, helst med en check i lommen i familiens hjemland.

Men religion er et farligt begreb. Det tilslører modsætninger mellem trossamfund. Når religion i den nævnte udtalelse negativeres som hjemsted for ballademagere, rammer det alle trosretninger. Ønsker man f. eks. at udtrykke misbilligelse af kvinders stilling i islam og konkluderer, at religion er undertrykkende, påvirker man også holdningen til trossamfund, som har gjort op med undertrykkende holdninger. I mediernes reportager, i bog- og filmanmeldelser og ikke mindst i den ateistiske propaganda fremstiler man ofte religionen som det, der inspirer til religiøs fundamentalisme. Man taler om muslimske og kristne fundamentalister, som om der var tale om parallelle fænomener, selvom en kristen fundamentalisme, der svarer til islamisk fundamentalisme, i dag simpelthen ikke eksister. Politisk/religiøs fundamentalisme er et sjældent element i protestantisk kristendomsforståelse. Enkelte aktivister fra USA’s kirkelige højrefløj, har dog angrebet abortlæger. Det har frydet ateisterne meget.

At man i historiens løb kan støde på grumme kristne fundamentalister, er ingen hemmelighed. Men i generationer, har fundamentalisme i kristen sammenhæng udelukkende været skriftfundamentalisme, dvs. en bogstavelig forståelse af de bibelske tekster og en bestræbelse på at tilrettelægge sin tilværelse i lyser heraf. Men selv en gennemført skrifttfundamentalisme er sjælden i dag. Skriftfundamentalismen kan give anledning til voldsomme debatter, men voldsanvendelse er ikke en udløber heraf, og den eksisterer problemfrit i et gennemsekulariseret samfund.

I islam forholder det sig anderledes. Skriftfundamentalismen er principielt den eneste tilgang til den hellige Koran. For det, der står i den, er Allahs eget forpligtende ord, som alle skal stå til regnskab overfor. Men det, der især sætter afstand mellem kristen og muslimsk forståelse af skriften er, at den muslimske skriftfundamentalisme inkluderer en ufravigelig politisk fundamentalisme, som kræver, at alt samfundsliv skal forstås i religiøs sammenhæng, og at Koranen i lærde fortolkninger er normgivende for politisk virksomhed. Samfund, som ikke vil lade sig fortolke i religiøse rammer, er vildfarne eller endog islams fjender. I Koranen, som er udformet ud fra en moral og en samfundsopfattelse, der ligger 1400 år tilbage og kun i ringe grad er åben for nutidig fortolkning, vil enhver muslimsk ekstremist kunne finder forpligtende grundlag for konflikt og religiøs vold. Det er således ikke rimeligt uden forbehold at præsentere to så forskellige trosopfattelser under samlebegrebet religion, som det ofte sker, og i visse tilfælde for bevidst at skade den tro, som både aktive kristne og kulturkristne i Danmark slutter op om.

Det er den nævnte islamiske fundamentalistisk prægede tros- og samfundsforståelse, der trækker det store skel mellem danske, hovedsageligt kulturkristne og indvandrede muslimske medborgere. Den bidrager til en blokering af både den kulturelle og religiøse integration.

På forhånd er det for almindelige muslimske nydanskere en unaturlig situation at skulle leve som mindretal i et land, hvor Allahs guddommelige åbenbaring og den religiøse lov ikke gælder, når hele deres tradition har lært dem, at Koranen og sharialoven er tilværelsens urokkelige fundament. Islamiske mindretal har da også de fleste steder haft vanskeligheder ved at indgå i en fredelig sameksistens. Deres religiøse nidkærhed skaber både undren, frygt og modstand. Set fra et muslimsk synspunkt er det forståeligt, at man vægrer sig og gør modstand mod samfundet. Man vender sig indad mod medbragt tradition. Muslimer føler sig tvunget til at bøje sig for en verdslig lov, som trodser deres religiøse grundlæggende principper. Selvom de ved, at de sidder inde med sandheden, må de acceptere moralnormer og omgangsformer, som kalder på deres vrede. De mangler sprog, der kan gøre deres holdninger forståelige. Og både på sygehuse og i skoler føler de, at alt ansvar er taget fra dem.

Når de på uddannelsesinstitutioner skal erhverve sig kendskab til dansk kultur og læse litteratur eller historie, finder de kristendommen som et skjult eller åbenlyst pejlemærke. I muslimsk perspektiv er undervisning ofte en religiøs udfordring, som de ikke formår at argumentere imod. Men selv om de føler sig som ofre, kan de ingen bødler finde, for givne grundvilkår bærer ikke skyld. Skyldig er kun den, der gør sig skyldig. De, der oplever integration på denne måde, bør med solid støtte fra samfundet få mulighed for at realisere drømmen om at vende hjem.

I min sognekirke kom jeg forleden til at dele kirkebænk med en fuldt tilsløret muslimsk kvinde. Hun fulgte nøje med i det, der skete. Vi sang ”Alt står i Guds faderhånd”, om Guds enbårne søn, hans korsdød og opstandelse. To børn døbtes til faderen, sønnen og helligånden, og vi modtog Herrens legeme og blod til syndernes forladelse.

Ved menighedens fælles trosbekendelse blev det mig klart, hvor lang vi stod fra hinanden. Det var, som jeg kunne læse, hendes lidt sørgmodige tanker, der ledsagede vores bekendelse. ”Vi tror på Gud fader den almægtige”: ”Det vover de altså – at kalde Allah den almægtige, deres fader og på blasfemisk vis drage ham ind i vores forkrænkelige verden. Blandt Allahs 99 smukke navne, findes end ikke et, der tillader at kalde ham fader og stille ham i vor nærhed. Og de kalder profeten Isa, Jesus og betegner ham som Allahs søn. De sætter således Allah ind i hans skabningers kødelige seksuelle cyklus uden frygt for hans vrede og uden at slå øjnene ned. Og den udvalgte profet hænges på et kors i en fornedrelse, om gør Allahs storhed til skamme. Og de kristne, som dog er bogens folk, vier deres børn til en treenig gud og ikke udelukkende til den eneste Gud. Blasfemi i det vantro land.” Hun gik alene fra kirken, der var hun hjemløs, selvom flere havde nikket og smilet venligt. Der er langt fra Mekka til Golgatha.

Der er kortere til Nørrebro, til Blågårds Plads, hvor røgen kan blive så tæt, at man intet kan se, og larmen så stærk, at ørerne bliver døve. Så hører man ikke, når udrykningen kommer.

Religion er blevet et negativt begreb, næsten objektivt. Hvis det af politiske eller ideologiske grunde kastes ind i en følelsesladet situation, i et udstrakt kulturmøde mellem stærke religioner og kulturer, bliver det en konsekvensfornægtelse, der tilslører modsætninger og alvoren i det, der sker. I den offentlige opfattelse af religion skaber islamiske fundamentalister knopskydning, og også kristne bliver stemplet fundamentalister.

Jesper Kallesøe

SANDE MUSLIMER har det skidt i Danmark, skal man tro domprovst Poul Erik Andersen: ”Når de på uddannelsesinstitutioner skal erhverve sig kendskab til dansk kultur og læse litteratur eller historie, finder de kristendommen som et skjult eller åbenlyst pejlemærke”, skriver han i kronikken ”Der er forskel på fundamentalisme” i Kristeligt Dagblad den 5. april.

Det er nu ikke mit indtryk, at det skulle være det store problem for moderne muslimer; jeg underviser selv flere af dem – som en af Andersens egne efterfølgere i kristendomsfaget på Nr. Nissum Seminarium.

Alt fra Holberg over Hans Kirk til Morten Korch kan de tage stilling til – og det kristne islæt får dem i hvert fald ikke til at ”føle sig som ofre (...) der ingen bødler kan finde”. Disse stakler ”bør med solid støtte fra samfundet få mulighed for at realisere drømmen om at vende hjem”. Smukt formuleret: De skal ikke sendes hjem, fordi de er arabere – det ville jo være racisme, men fordi de er muslimer!

I Danmark hører kristendommen nemlig åbenbart til de ”givne grundvilkår” og er som sådan deres usynlige ”bøddel”. Så for deres egen skyld må vi hellere bryde med religionsfriheden og sende dem til deres ”hjemland”. Det kalder jeg ”islamkritik” fra et ægte medlem af Islamkritisk Netværk!

ANDERSEN FINDER sine fornemmelser bekræftet af mødet med ”en fuldt tilsløret muslimsk kvinde” på kirkebænken ”i min sognekirke”: ”Hun fulgte nøje med i det, der skete”, hvilket så var en ordinær dansk højmesse med barnedåb og nadver.

”Ved menighedens fælles trosbekendelse blev det mig klart, hvor langt vi stod fra hinanden. Det var, som jeg kunne læse hendes lidt sørgmodige tanker, der ledsagede vores bekendelse”. Og provst Andersens tankelæsning bar frugt: Hun forargedes over adskillige dogmer (treenigheden, inkarnationen og så videre) og måtte konkludere i Andersens fantasi: ”Blasfemi i det vantro land”!

Fremmedgørelsen er således hendes egen skyld: ”Hun gik alene fra kirken, der var hun hjemløs, selvom flere havde nikket og smilet venligt. Der er langt fra Mekka til Golgata”. Dokumentationen ville afgjort have vundet ved, om Andersen havde spurgt hende selv, hvad hun faktisk følte i stedet for at gætte sig frem via egne fordomme og prøve at aflæse hendes kropssprog. Det kalder jeg islamkritik!

Visse muslimer føler muligvis sådan, men typisk tror jeg overhovedet ikke på, det er. Jeg har i påsken sunget ”Hil dig, Frelser og Forsoner” på seminariet med muslimer, som også bagefter var i højt humør og ikke spor ”hjemløse”. Det kunne jeg generalisere lige så meget ud fra, hvis jeg gad.

MISEREN BUNDER dog dybest set i, at muslimer er ”skriftfundamentalister”, som mener, at Koranen er ”Allahs eget forpligtende ord”. Sandt nok. Og Andersen er da også opmærksom på, at der findes en kristen skriftfundamentalisme, omend ikke så udtalt. Hvori består den afgørende forskel så? Jo: ”den muslimske skriftfundamentalisme inkluderer en ufravigelig politisk fundamentalisme, som kræver, at (…) Koranen i lærde fortolkninger er normgivende for politisk virksomhed”.

ALTSÅ: ALLE GODE muslimer vil have en sharia gennemført, og derfor kan de vel aldrig blive gode danske demokrater. Det må være Hizb ut-Tahrir, der spøger. Magen til vås! Jeg skulle mene, at antallet af danske shariadrømmende muslimer højst ligger på nogle få procent. Resten har det glimrende med demokratiet.

En klassisk teknik for religiøse polemikere består i at sammenligne realiteter i én religion med idealer i den anden. I kristendommen fremhæver Andersen således, at fundamentalismen i praksis står svagt. I islam betoner han så et dogmatisk ideal om shariaen som ”ufravigelig”, skønt en massiv majoritet af danske muslimer for længst i praksis har droppet det.

Andersens ”ufravigelig” må stamme fra en skrivebordslæsning af islam, som sætter ham i stand til at udtale sig med skråsikkerhed om islams inderste essentielle sandheder uden hensyn til, hvad danske muslimer faktisk praktiserer. Det ville vi jo ikke finde os i, når andre udtaler sig om kristendommen. Men nu har jeg da et godt eksempel for mine studerende på denne såkaldte essentialisme, når den er værst. Det kalder jeg ”islamkritik”!

I folkekirkens verden kan man (måske?) afstøde islam på den måde, Andersen gør i sin kronik: som en fjende af dansk kultur. Men i folkeskolens verden går den ikke. Og som gammel seminariemand burde Andersen vel ane, at en kronik som hans kan få seminariefolk og lærere til at gøre forbehold over for skolens samarbejde med kirken: Hvad kan vi egentlig bruge kirken til, når det gælder forholdet til fremmede religioner? Er vores interesser ikke for forskellige?

Jesper Kallesøe,

seminarielektor,

Vester Lemtorp 19,

Lemvig

En olympisk vrede

Islam i Danmark. Hvis men skal vide besked om en religion, må man gå til dens egne helligskrifter, traditioner, historie og nutidig fænomenologi.

Den 5. april havde jeg en kronik med titlen ”Der er forskel på fundamentalisme” i Kristeligt Dagblad. Den udløst en omfattende kommentar den 8. april fra Jesper Kallesøe med overskriften ”Der er forskel på islamkritik”. Kommentaren overrasker mig, for det er sjældent at møde en så sammenbidt fjendtlighed fra en person, som man ikke kender, men i øvrigt har hørt positivt omtalt. Dertil kommer, at hans vrede forvirrer ham så meget, at han glemmer at fortælle, hvad hans sag er. Hans faglige forudsætninger kender jeg ikke. Jeg kan kun spore et opkog af de sædvanlige synspunkter fra Jørgen Bæk Simonsen og Lissi Rasmussen.

Som sagen står, kan jeg kun udlede to ting, at Jesper Kallesøe ikke kan tolke en tekst, og at Jesper Kallesø lyver:

Jeg har ikke hævdet, at kristendommen hører til de ”givne grundvilkår” og derfor er muslimernes . ”bøddel” - Tværtimod

Det er ikke min påstand, at fremmedgørelse er en kvindelig muslimsk kirkegænger egen skyld.

- Fremmedgørelse har ingen skyldige. – Og jeg har overhovedet ikke udtalt mig om hendes

Jeg har ikke nævnt, at ”alle gode muslimer vil have sharia gennemført, og derfor kan de vel

Jeg ved ikke, hvad Kallesøes viden om islam grunder sig på. Men det er utroværdigt, hvis man vil forstå islam ud fra en oplevelse af, at et par ”moderne” muslimer var glade og tilfredse, selvom Kallesøe på deres hold havde sunget ”Hil dig, Frelser og Forsoner”. Det vil jo svare til, at vi får den sande viden om kristendom ved at spørge et par passive medlemmer af folkekirken derom.

Hvis man skal vide besked om en religion, må vi gå til dens egne helligskrifter, traditioner, historie og nutidige fænomenologi. Billigere slipper vi ikke. Det er ikke nok at have læst en bog om islam til skolebrug.

Men hvad var det så, jeg ville med min kronik. Jeg skal kort gengive linjen deri. Jeg siger, at det er uheldigt, at man i almindelighed taler om muslimske og kristne fundamentalister. Det dækker nemlig over vidt forskellige ting. Hos kristne er der næsten kun skriftfundamentalisme tilbage, og den er på retur. For muslimerne er tilgangen til Koranen også skriftfundamentalisme, men i de lærdes fortolkninger af Koranen finder man også normen for politisk virksomhed. Afviser man den, er man vildfaren eller endog islams fjende. Det er det, der adskiller kristen og muslimsk fundamentalisme. Og det sætter skel. Men ingen vil hævde, at det store flertal af muslimer er rabiate, radikale fanatikere.

Vi hører oftest om danskernes vanskeligheder i forbindelse med mødet med islamisk kultur og religion. I kronikken vender jeg sagen på hovedet og fortæller med en vis medfølelse, hvordan muslimer kan møde dansk kultur, og hvordan det for dem kan opleves som fremmed og meningsløst, både i det daglige liv og ikke mindst, hvis de i kirken møder den kristne forkyndelse. På overvældende mange punkter vil det mærkes som en smertende modsætning til det, enhver muslim har lært i sit samfund, og især i moskeen. Selv Fadervor og trosbekendelsen er i skarp modsætning til grundlæggende muslimske trosbegreber. Hvor både kristne og muslimer tager deres tro alvorligt, kan de ikke undgå at opleve afstanden.

Jeg må føje til, at kronikken på intet punkt har udtalt sig negativt om muslimer, og der er ikke en kritisk sætning om deres tro. Jeg er ude af stand til at fatte, hvordan Jesper Kallesøe læser en tekst, og jeg kan kun være glad for, at jeg for længst har forladt rektorposten på Nr. Nissum Seminarium. Det ville bekymre mig, om kristendomsundervisningen foregik ud fra Jespers Kallesøes forudsætninger og tekstforståelse.

Debat: ISLAM I DANMARK

En tredje vej er mulig

Der er forskel på kristendom og islam, og både kirken og skolen skal bevidstgøre om denne forskel, men dialog er piskende nødvendig

POUL ERIK ANDERSEN og jeg er øjensynlig gerådet ud i en fejde om forskelle og ligheder mellem kristendom og islam, og hvordan man tackler dem. Hans kronik den 5. april om islam fik mig til at reagere med en kommentar den 8. april, affødt af lidt retfærdig harme på islams vegne – hvis jeg selv skal sige det.

I Andersens replik af 16. april bliver undertegnedes harme ligefrem til overskriften ”En olympisk vrede”, som ”forvirrer ham så meget, at han glemmer at fortælle, hvad han sag er”. Det skylder jeg så at gøre nu. Desuden mener Andersen, at jeg ”ikke kan tolke en tekst”.

Hvorvidt mine udlægninger af Andersens udsagn er forkerte, må læserne selv bladre tilbage og vurdere. Men en af mine tolkninger vil jeg godt fremhæve her, nemlig at en følge af et af Andersens udsagn bliver, at ”alle gode muslimer vil have en sharia gennemført, og derfor kan de vel aldrig blive gode danske demokrater”. Det er selvfølgelig en grov påstand med store konsekvenser for diskussionen om integration af muslimer. Andersen afviser den derfor også som ”en vild påstand”, som han ”ikke har nævnt”.

Sandt nok – den står for min egen regning. Men hvor urimelig er min konklusion? En spalte efter afvisningen gentager han blot en af sine pointer fra kronikken uden at tilføje noget nyt: ”(…)i de lærdes fortolkninger af Koranen finder man også normen for politisk virksomhed. Afviser man den, er man vildfaren eller endog islams fjende”.

KAN DET SIGES tydeligere: Er man en god muslim, vil man have sharia og altså ikke demokrati. Gode muslimer kan vel derfor aldrig blive gode demokrater- og dermed ordentlige danskere. Altså: En sand muslim må ville shariaen og dermed blive en dårlig dansker – hvis han alligevel er en god demokratisk dansker, må han være en dårlig muslim og ”islams fjende”! Jeg håber næsten, Andersen har ret i, at jeg ikke kan tolke en tekst. For sådan noget vås kan ingen islamkender mene alvorligt. Men vil nogen så fortælle mig, hvor min logik halter?

Nu vil jeg ikke benægte, at muslimske lærde kan udtænke den slags tanker og formulere dem i dybsindige kommentarer, som jeg også selv har læst. Tilbage står så blot at afgøre, om dette kun er en ideal dogmatik hos visse lærde teologer eller ligefrem en bredt accepteret tro hos danske Mustafa og Aisha? Andersen mener tilsyneladende, det går ud på ét.

Det svarer lidt til følgende karikatur: en amerikansk ateist skriver en bog om Danmark i dag. Han får tilfældigvis fat i skrifter af Vihelm Beck og Henrik Højlund (som jo begge er ”lærde” og udmærkede skriftteologer!) og konkluderer så, at alle moderne danske folkekirkekristne må gå rundt og føle sig tynget af arvesynden og grue for et evigt, uudslukkeligt Helvede – ellers er de ikke rigtige kristne! Men mener danskerne nu også det i almindelighed? Vi kender i høj grad til et skel mellem visse præsters teologi – og så folkets. Det skel findes altså også i islam, selv om Andersen ikke vil vide af det.

ANDERSEN SKRIVER VIDERE: ”Hvor både kristne og muslimer tager deres tro alvorligt, kan de ikke undgå at opleve afstanden”. Sandt nok: Der er en forskel på de to religioner, som ikke skal bagatelliseres. Kristendommen er rigtigere end islam, mener også jeg. Ellers havde jeg meldt mig ud af folkekirken for længst. Både kirken og skolen skal bevidstgøre de kristne og de muslimske elever om denne forskel. Så meget vil jeg medgive Islamkritisk Netværk. Vi har ret og pligt til at kritisere islam i skolen. Derfor er jeg heller ikke uden videre fan af Jørgen Bæk Simonsen, som jeg hævdes at være et ”opkog af”.

Jeg modsætter mig den grøftegravning, der foregår i religionskrigens navn. Kirken skal måske missionere i Jesu navn. Men skolen skal ikke. Her skal også ligheden mellem religionerne og elverne fremhæves. Dialogen er her piskende nødvendig for enhver sameksistens. Så selv om Poul Erik Andersen hævder, at han ikke har skrevet ”en kritisk sætning om deres tro” er kernen i hans argumentation en afvisning af dialog og dermed indirekte opfordring til kristen dogmatisme og nyortodoksi.

Da der åbenbart ikke findes en neutral tilgang til islam, må vi i fremtiden desværre findes os i dels de Kraup-Andersenske korstog på den ene fløj, dels i Bæk Simonsens islam-apologier på det modsatte fløj. Jeg tror, vi er mange, som håber, at en tredje vej er mulig.

Kristeligt Dagblad

Debat: ISLAM I DANMARK

Lidt om Jesper Kallesøes ABC

I mine studieår lærte jeg om tekstlæsning, at der er én ting, som er totalt forpligtende. Når du citerer eller refererer indholdet af en tekst, så skal det ske loyalt og korrekt. Det er forfatterens synspunkt og ikke din hensigt og brug deraf, der står i centrum. Men en sådan forpligtelse gælder måske ikke mere.

Jesper Kallesøe har i min kronik i Kristeligt Dagblad 5. april om forskelle på fundamentalisme fundet mindst 6 markante synspunkter, som fylder ham med forargelse. Og dem gør han energisk rede for i et indlæg. ”Der er forskel på islamkritik” den 8. april. Sagen er blot, at de citater og referater, han raser imod, ikke findes noget sted i kronikken.

Kallesøe har nu den 7. maj imidlertid vist, at han er mand for at indrømme en fejltagelse. Han siger, at det ganske rigtigt er ham selv, der har fundet på ”citatet”: ”alle gode muslimer vil have en sharia gennemført, og derfor kan de vel aldrig blive gode danske demokrater”. Det står der blot ikke i min kronik. Men som den tekstfortolker han er, er hans overbevisning, at jeg ligeså godt kunne have skrevet det. – Men kunne jeg nu det?

I kronikken, der handler om forskellen mellem kristen og islamisk fundamentalisme, skrev jeg: ”at koranen i lærde fortolkninger er normgivende for politisk virksomhed. Samfund, som ikke vil lade sig fortolke i religiøse rammer, er vildfarne eller endog islams fjender”. Det kan næppe være svært at forstå, at der tales om samfund, som bl.a. de vestlige, der nægter at accepterer en sammenblanding af politik og religion. Det er altså tale om samfund og aldeles ikke om, hvorvidt muslimer i Danmark er gode eller dårlige muslimer.

I Jesper Kallesøes egenartede fortolkning af min kronik bliver denne bemærkning altså til: ”kan det siges tydeligere: Er man en god muslim, vil man have sharia og altså ikke demokrati. Gode muslimer kan vel derfor aldrig blive gode demokrater – og dermed ordentlige danskere” – Herre Jemini!

Kallesøe fortsætter derefter kaotisk med en overvejelse over, hvad jeg måske ville kunne mene om troen hos danske Mustafa og Aischa. Og han lægger afstand til mine formodede synspunkter ved at opfinde en amerikansk ateist, der bruger Vilhelm Bech og Henrik Højlund til at fremsætte den antagelse, at moderne folkekirkekristne må føle sig tynget af arvesynden og af frygt for helvede – En herlig logik!

Nu venter jeg så på at læse, hvordan han vil tolke de øvrige forargelige synspunkter, som han har læst ind i min kronik. Man vil da i det mindste blive forvirret på et højere plan.

Kristeligt Dagblad

Der er forskel på fundamentalisme

(oprindelig titel: Islamiske og kristne fundamentalister)

En olympisk vrede

Debat: ISLAM I DANMARK

En tredje vej er mulig

Kristeligt Dagblad

Debat: ISLAM I DANMARK

Lidt om Jesper Kallesøes ABC