En dans til den tyrkiske musik

Med Tyrkiets optagelse i EU vil muslimer komme til at udgøre en befolkning på 110-130 millioner mennesker i Unionen. Kun få har gjort sig klart, hvad det vil betyde, at den muslimske befolkning i tal langt vil overgår antallet af protestanter.

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense

Det er min fornemmelse, at tilslutningen til EU har været voksende de seneste år – ikke at kritikerne tier, heller ikke at tanken om en europæisk forfatning anskues som problemernes løsning. Men i og med, at vreden og hadet mod Vesten i de asiatiske og mellemøstlige samfund eskalerer, og at angsten for terror og ukontrolleret muslimsk indvandring griber om sig, kommer EU for flere europæere til at træde frem i et nyt lys. Det kommer stærkere end tidligere til at fremstå som et nødvendigt fællesskab om en ældgammel europæisk civilisation, som en ramme om politisk udvikling og om en europæisk sikkerhedsbestræbelse.

Men i brede befolkningskredse cementeres samtidig overbevisningen om, at det skal være et EU uden Tyrkiet. Inden for EU's europæiske grænser vil Tyrkiet repræsentere en fremmed kultur, en selvbevidst og ekspansiv religion, en svag økonomi og et usikkert demokratisk system.

I visse kreds er det stadig lidt finere at være tilhænger af Tyrkiets optagelse i EU, end at være modstander heraf. Det er en del af moderniteten at være reformvenlig, offensiv og fremsynet. En dans til ”hele den tyrkiske musik” virker på ingen måde skræmmende. Modstanderne må så på den anden side affinde sig med at repræsentere det forstokkede, det nationalistiske og det frygtsomme. At moderniteten så af og til har svært ved at dække over sin naivisme og sine svage argumenter, er en anden sag.

Men modstanderne af et Tyrkiet i EU har nu en del at have deres skepsis i. At man i Istanbul og andre vesttyrkiske storbyer kan møde den frigjorte, vestligt orienterede overklasse er ikke udtryk for en generel vestlig sekularisme. Det kan ikke skjule det faktum, at millioner af tilvandrere fra landområderne stort set stadig lever med de samme religiøse og kulturelle traditioner, som gjaldt i deres hjemstavn, og at det geografiske skifte har gjort det endnu nødvendigere for dem at stå vagt herom, såfremt de ikke skal lide et væsentligt identitetstab. Og holdninger som disse vil være urokkelige, så længe de er bundet af accepten af den uforanderlige Koran og de guddommelige religiøse love.

En væsentlig egenart hos EU er, at det spænder over nationer og folkeslag, som har udviklet deres kultur på baggrund af den individualisering, som ligger bag den europæiske konkurrenceånd, og som til stadighed nyskaber og stimulerer den ekspanderende økonomi. Den løbske kapitalisme har man formået at holde i ave, så velfærdssamfundet de fleste steder har formået at brede sig også til samfundenes svagere grupper. Rødderne til denne udvikling er gamle. Man finder dem både i den tidlige katolske kristendom og især i protestantismen. Arnestedet var de store klosterinstitutioner og middelalderens italienske bystater. Og oplysningstidens filosoffer afklarede individualismens tænkning. Senest optagne medlemmer i EU som Bulgarien og Rumænien har anden kulturel baggrund, og det mærkes. Men kan undre sig over, at dette væsentlige kulturpræg meget sjældent drages ind i debatten om Tyrkiets optagelse i EU.

Sagen er nemlig, at den tyrkiske kultur hverken rummer individualisme eller udviklingstanker, den er tværtimod vokset frem omkring en kollektiv tilværelsesforståelse, som præger alle sider af deres samfund. Og udviklingen er aldrig sat på prøve af noget, der kunne minde om en oplysningstid.

Den tyrkiske kollektive tænkemåde fastlåser familie, slægt og klan, ja hele samfundet i fortiden. Den giver intet rum for enkeltpersoners initiativer i konkurrence med andre i slægten. Enhver må kende sin familiemæssige og sociale plads. Og man kan kun ændre den med gruppens accept. En måske tusindårig kollektiv tradition, der går tæt på alle livsforhold, kan ikke smedes om til individuel forståelse af tilværelsens vilkår blot på et par generationer, måske overhovedet aldrig. Her ligger voldsomme modsætninger til et moderne samfund gemt. Et medlemskab af EU vil højst kunne skabe ændringer i en overklassebefolkning, som under medborgeres skepsis er på vej til at opløse deres identitet.

Da Muhammed o. 630 e. Kr. erklærede Mekka for en hellig by, skal han have udtalt: ”Gid enhver, som fører nye ting til denne by, må blive forbandet af Allah, hans engle og alle mænd” Når man gennem Muhammed har nået samfundets optimale udviklingsstade, må udviklingen følgelig sættes i stå, da al forandring herefter fører til det ringere. Alle muslimske folk har et strejf af denne holdning. Selv i et moderat muslimsk land som Tyrkiet har innovative tanker svært ved at sætte sig spor i den brede befolkning. Derfor, - hævder den skarpe amerikanske filosof og professor Rodney Stark,- er der ingen udvikling i nogen af de muslimske lande. Islam ser med længsel tilbage på det bedste samfund af alle, det som Muhammed skabte i sin levetid. Kristendommen derimod ser fremtiden som den gode tid, som vi skal være med til at skabe. ( The Victory of Reason 2006). Det er dette fænomen, der giver den sociale og politiske fremdrift.

Ikke desto mindre har anbefalere at tyrkisk medlemskab ofte henvist til en voldsom positiv udvikling i den tyrkiske økonomi – med rette. Turister har de senere år lagt vældige pengesummer i det tilbagestående land, og udvandrere til de vesteuropæiske lande støtter deres familie i deres hjemland med så store beløb, at det har betydelig effekt på det tyrkiske statsbudget. Men sjældent henvises der til, at en god procentuel udvikling i en meget svag økonomi har en meget ringe praktisk effekt i et umådeligt stort underudviklet samfund med en enorm befolkning, der for størstedelens vedkommende savner enhver uddannelsestradition og dermed de mest elementære forudsætninger for med egne midler at etablere blot begyndelsen til det, vi i Europa kalder et velfærdssamfund. Da der af Vesttyskland og DDR skabtes det nye Tyskland, blev sammenslutningens økonomiske byrde så stor, at den vestlige befolkning våndede sig derunder, selvom DDR befolkningsmæssigt var et lille land. Optagelsen af de østeuropæiske stater som Bulgarien og Rumænien er også allerede en bremse på udviklingen i EU. Skatteyderne ved endnu ikke, hvor tung belastningen vil blive. Indlemmelsen af mastodontlandet Tyrkiet med 71 millioner fattige mennesker, vil sende EU til tælling i adskillige år. Ingen kan forudse, hvor og hvor hårdt den europæiske velfærdsstat skal rammes.

Ved EU’s optagelsesforhandlinger med Tyrkiet gælder det gængse grundprincip, at indlemmelse af en ny nation sker gennem dens tilslutning til fælles demokratiske værdier. Religiøse holdninger må ikke være afgørende.

Dette princip har ikke skabt vanskeligheder mellem de europæiske stater, da kristendommen i en eller anden form er fælles forudsætning for europæisk kultur, og da sekulariseringen har udvisket væsentlige modsætninger.

Men i forhold til Tyrkiet med dets store muslimske befolkning er det dødsens farligt at gøre brug af dette princip. Dels fordi der fra mange sider rejses tvivl om, hvorvidt islam overhovedet tillader en virkelig demokratisk udvikling, og dels fordi religion og politik i praksis ikke kan adskilles. Et selvbevidst Tyrkiet i Europa kan udvikle sig til en uendelig anfægtelse af unionens demokratiske grundlag.

Med Tyrkiets optagelse i EU vil den muslimske befolkning inklusive muslimerne på Balkan og de indvandrede muslimer udgøre en stærkt voksende befolkning på 110-130 millioner. På sigt opnår den fri bevægelighed i alle EU-lande med forøgelse af de i forvejen store kulturkonflikter til følge. Kun få har gjort sig klart, hvad det vil betyde, at den muslimske befolkning talmæssigt langt vil overgå antallet af protestantiske kristne.

Igennem mere end 1200 år har muslimerne behersket og undertrykt større eller mindre dele af Europa og givet den oprindelige befolkning nedværdigende levevilkår. I dag er der adskillige muslimer, der mener, at de har et retmæssigt historisk krav på de tidligere muslimske besiddelser. De opfatter indvandringen som begyndelsen til genoprettelsen af det muslimske herredømme i Europa. ( se: Bat Ye’or: Eurabia)

Det kan ikke afvises, at Tyrkiet formelt er et demokratisk land. Det regeringsbærende parti AKP har under ledelse af Tayiip Erdogan fået vedtaget sekulære love og nærmet sig EU. AKP er skabt af islamister, mange fra det forbudte islamiske Velfærdsparti. Derfor er mistilliden stor, både i Tyrkiet og i EU. Få tror på, at sekulære love for alvor vil trænge igennem i det store traditionalistiske muslimske land. Og Tyrkiet har allerede vist, at det har vanskeligt ved at tillempe sig demokratiske grundholdninger. Det holder stadig en stor del af EU-landet Cypern besat med 40.000 stationære soldater. Undertrykkelsen af kurderne er usvækket, og landet nægter at vedkende sig sin barske fortid, f.eks. folkemordet på den armenske befolkning for godt 100 år siden.

Der skal fjernes mange sten fra Tyrkiets vej til EU, inden det tyrkiske halvmåneflag kan vaje permanent i rækken af EU's nationale faner.

Grænsen mellem EU og Tyrkiet ligger på den europæiske side af Bosperus, uden for Istanbul. Det er trukket efter århundreders uendelige kampe. Den er i dag Europas respekterede grænse til Tyrkiet. I det længere perspektiv også til Mellemøsten og Asien. Denne stabilitet bør ikke ændres. Den tyrkiske musik klinger lifligst på afstand.