En gang til for Anders

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

For Anders Klostergaard Petersen (AKP) er sammenblanding af kristendom og danskhed den synd, som der ingen tilgivelse gives for. Og den synd har jeg begået. Det fremgår af hans indlæg i Kristeligt Dagblad den 4. juni 2003, som er ment som et svar på min kronik ”Dansen om sig selv” den 31. maj.

I min kronik skriver jeg imidlertid følgende: ”der findes ikke nogen dansk kristendom. Det kristne evangelium rummer en universalisme. Det er sendt til alle folkeslag på jorden, en frelse for alle, som sætter deres håb til Kristus”. Tilsvarende har jeg udtrykt i mange artikler, foredrag og prædikener. Jeg skal undlade at sætte betegnelse på en læserbrevsskribent, som benytter sig af sådanne kneb.

Tilsvarende fremgangsmåde benytter han, når han beskriver min kroniks fremstilling af folkekirken. Han mener, det er udtryk for en forstening fra forrige århundrede. I omtalte kronik nævnes folkekirkens identitetsskabende rolle med medlemmer, der ”har et vågent øje for dens udvikling og en kritisk holdning til dens svagheder”. Hvordan kan det nu blive til en forstening? Jo, man undlader blot at citere de væsentlige ord, udvikling og kritisk holdning, og vips, så dukker forsteningen frem. Sådan diskuterer en moderne teolog!

Efter AKPs mening er jeg bærer af en naiv historieopfattelse, når jeg giver udtryk for, at en person som han kan repræsentere en multikulturalisme og en  multireligiøsitet. For en sådan holdning, siger han, har man ikke valgt, man er blot et led i en historisk udvikling. Hvis han mener det alvorligt, så er der ikke megen plads til personlig ansvarlighed. Jeg erindrer talløse danske hurrasocialister, som havde samme opfattelse. De nægtede at forholde sig til deres marxistiske ideologis udvikling til blodig kommunisme med henvisning til, at udviklingen blot var en historisk bevægelse mod det bedre. Denne udvikling havde naturligvis sin pris. Men den betalte man gerne, for det var de andre, som måtte betale den. Multikulturalismen og multireligiøsiteten kan også kræve sin pris. Den betaler man sikkert også gerne.

AKP forklarer, at jeg er en af sangerne i det islamofobiske hylekor, der driver klapjagt på muslimer. Det er jo rart at vide, hvilken sygdom, man bærer på. Jeg må dog måske have lov at indskyde, at jeg aldrig har drevet klapjagt af nogen art på muslimer, som jeg på mange måder har udtrykt min respekt for. Men da jeg for en del år siden på upolitisk grundlag begyndte at gøre opmærksom på en række totalitære træk i islam, som vi som kristne under ingen omstændigheder kan acceptere ( hvis man da ikke som AKP er et meget bedre menneske end andre ), da virkede det som provokation og overtrædelse af god tone. Islams syn på kvinder, på vantro mennesker, på rent og urent, på nødvendigheden af en sharialovgivning også i indvandrersamfund, var unævnelige ting, de opfattedes ofte som velkomne kulturelle tilskud til en stagnerende dansk kultur. Jeg måtte naturligvis  som kritiker affinde mig med at blive betragtet som en spedalsk, og det havde jeg ingen problemer med. Men interessant er det, at de ting, som jeg og andre i artikler fremdrog, i dag er fuldt accepteret hos de politiske partier, både hos regeringspartierne, hos Dansk Folkeparti og hos Socialdemoraterne og de har allerede  fundet udtryk i en omfattende lovgivning. Fra flere venstreorienterede lyder der nu kritiske udsagn netop om muslimerne af en art, som jeg aldrig havde drømt om, at nogle ville stå inde for.

Men AKP og hans fæller er stadig parate til at kaste sig i støvet for en ny romantiseret totalitarisme. Og af hans tidligere kronik (9.maj) fremgår, at han gerne ser synspunkter som ikke huer ham, undertrykt i den offentlige debat.

AKP stiller det retoriske spørgsmål om, hvilket århundrede jeg i virkeligheden bevæger mig i. Måske er det realismens århundrede.