Fyens Stiftstidende den 12. oktober 2001

Et kulturelt Big Bang “ -

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

“Overgangen til islam.....det er... et kulturelt Big Bang, den vedvarende søn­derknusning af den gamle verden”. ( V. S. Naipaul )

En politisk/religiøs kamp for det muslimske verdensherredømme har været mærkbar i flere generationer. For de fleste muslimer er en sådan kamp nok mest en drøm eller et ideal, men i de stærkt voksende fundamentalistiske kredse er det en drøm, som Allah ønsker, at de skal realisere.

I perioden fra 1950 og til år 2000 er den muslimske del af verdensbefolknin­gen vokset fra 335 mill. mennesker til 1.3 milliarder. Hvordan har denne ud­vikling kunnet finde sted på så kort en årrække ?.

Væksten er naturligvis først og fremmest sket i de traditionelt muslimske lande, men  islam har bredt sig videre mod andre store dele af verden. Det har været tilfældet i Sudan, Nigeria, Kashmir, Usbekistan, Tadjikistan, Kirgi­sistan, Tjetjenien, Bangla Desh, Kroatien og Ko­sovo. Og ikke mindst er væksten sket i indvandrerlandene. Den største vækst i et muslimsk samfund har fundet sted i det kæmpemæssige ørige, Indone­sien, hvor musli­merne har tilkæmpet sig 85% af den 225 mill. store befolk­ning.

For fundamentalisten ligger det klart, at der er tale om Allahs vej til det naturlige ver­densherredømme. Det er overgangen fra dar-al-harb og til dar-al-islam, dvs. fra krigens verden, hvor de vantro lever og til fredens land, hvor islam her­sker.

Verdens forvandling til det islamiske herredømme kan fremmes ved tre “instrumenter”: Krigen, Jihad,  kan være et af midlerne, som historien viser. Muslimerne taler dog ikke om krig, når de bruger våbenmagt i Allahs navn, og en sådan kamp defineres altid som forsvarsindsats for islam. Kun de van­tro fører krig.

 Et andet instrument er fødselsoverskudet. Et vedhol­dende, humoristisk vandreudsagn lader Hassan triumferende sige til sine mange venner: “Vi vil erobre verden ved vore koners tykke maver”. Og det er der jo en sandhed bag. Men han burde også føje til: “og gennem vore skoler”. Det er nemlig det tredje instrument, som man blot ikke er så op­mærksom på.

Ekspansionen i den muslimske verdensideologi henter i høj grad sin kraft i de muslimske skoler. Det marxistiske samfundssystem ud­nyttede un­dervisningen i sit politiske fremstød. Den samme strategi gør sig gældende bag den islamiske udbredelse. Marxismen løb tør for ideologisk brændstof. Det gør islam ikke. Den har det guddommelige bag sig.

Men det må være væsentligt for alle vestlige indvandrerlande at have op­mærksomheden rettet mod de islamiske skolers rolle i de hurtige muslimske landvindinger.

I Indonesien forvandlede muslimerne i løbet af en ganske kort årrække de tusinder af buddhistiske og evt. hinduistiske skoler til et landsdækkende muslimsk politisk magtapparat. Man ødelagde forbindelsen til de gamle kul­turer, satte voldsomt ind mod kristne mindretal, kunstskatte blev ødelagt, og hundreder af kirker brændt.

I Afghanistan spillede skolerne også en stor rolle i de fundamentalistiske Ta­libaneres  erobringer. Det er en uhyggelig historie. De færreste er klar over, at en taliban ikke først og fremmest er en fundamenta­listisk kriger. Han er en talib ilm, dvs. en stu­derende, der søger sandheden. Mange talibanere har rødder tilbage til de fre­delige præsteskoler, madrasas, knyttet til navnkundige moskeer i Indien. Mest fremtrædende er skolen Dar-al-Ulum i Deoband nord for Meerut. Her har de studeret islam. Det er ikke let at forklare, hvorledes  naive stu­derende bliver til brutale krigere og terrorister. Der er både et missionsele­ment deri og had til det ve­sterlandske religiøse og moralske forfald.

En spændende fremstilling af forløbet finder man i en artikel af Stig Toft Madsen: The Fruits of Learning”. Det skildres heri, hvordan vejen til Afgha­nistan går over Pakistan, hvor der langs grænsen til Afghanistan oprettes i tusindvis af madrasas. De bliver både muslimske uddannelsessteder og re­krutteringssteder for de kæmpende i Afghanistan. Mullaherne kunne således på blot et år ( 1997 ) sende 8000 studenter til den efterhånden bredt sam­mensatte jihad i Afghanistan.

Talibanerne har ingen historisk baggrund eller ret i Afghanistan. Og deres re­ligiøse tradition er uden forbindelse med tidligere fundamentalistiske gruppe­ringer som mujahedinerne i landet. Om udviklingen fra det stille stu­dieliv til den militante fundamentalisme beretter forfatteren Elit Krakowski ( The Af­ghan Vortex, ISAPS Research Papers in Strategy 2000 ). Han peger på, at Talibanerne i begyndelsen af deres erobringstogt nød en vis sympati i be­folkningen. De fokuserede tilsyneladende udelukkende på religionen og dens retssystem, sharia. Noget egentligt politisk program havde de ikke, na­ivt øn­skede de alene at skabe en islamisk stat. Herredømmet udviklede sig snart til et puritansk system med ekstrem brutalitet. Det kom især til udtryk i deres kvindesyn, hvor ufrihed og undertrykkelse blev helt ubærlig. De udstedte fatwaer om alle mulige forhold, forbud mod TV og fotogra­fering, indførte pryglestraf og offentlige henrettelser med hængning, over­skærelse af hals, skydning, alt på den mest brutale måde. Bemærkelsværdigt  er det også her, som i mange andre muslimske lande, at uddannede folk med isla­misk baggrund for­søger at ødelægge alt, hvad der minder om tidli­gere kulturer. Ødelæggelsen af de kolossale Buddhastatuer er et eksempel. Forud for islam bør der ikke findes historie.

De islamiske skoler er et magtinstrument. Lærerne mullaher, imamer eller ulamer har stor indflydelse på udbredelsen af islamisk kul­tur og tradition gennem missionerende virksomhed. Hvis det skønnes nødvendigt, bliver deres skoler veritable arnesteder for militant op­dragelse. Mønsteret genfindes mange steder, aktuelt hos islamiske funda­men­talister i Palæstina, Hamas og islamisk Jihad. Og hos den Khomeiniinspirerede Hizbolla. Børn og unge skoles i primitiv koran­tænkning  gennem politisk propaganda, og de ser terrorisme som en reli­giøs pligt. Selvmordsaktioner glorificeres som vejen til det hellige martyrium, som sikrer plads i paradiset, og som bringer hæder til familien.

De islamiske skoler trives også fint i Danmark, både som friskoler og ko­ranskoler, og de drager fordel af en velvillig lovgivning og et forsigtigt tilsyn, som ikke kontrollerer indholdet af undervisningen. Fundamentalistiske ten­denser er ikke ukendte i denne sammenhæng.

Undervisningsministeriet har haft store problemer med de islamiske friskoler. Både deres struktur og deres organisation skabte uro. I 1998 kom det frem, at nogle friskoler var styret af fundamentalistiske kredse i Libanon. Den mili­tante organisation A.I.C.P. udøvede en autoritær indflydelse på visse af sko­lernes ledelse, og modtog i hvert fald i et tilfælde økonomisk støtte herfra. Skolelederen på Manrul Hudaskolen i København måtte gå under jorden på grund af alvorlige trusler fra A.I.C.P. Men også andre skoler kom i ministe­riets søgelys. Det gælder således Al-Salahiyaskolen i Odense, Den Moderne Kulturelle Skole i Århus, Al-Hudaskolen i København samt Al Irchadskolen i Helsingør. Også for nylig har undervisningsministeriet måttet skærpe tilsynet med en række skoler. Det drejer sig om Ahi International School i Vanløse, Iben Sinaskolen i København, Al Aqsa-islamsik-arabisk friskole på Frede­riksberg og Æraskolen i Odense.

Undervisningsministeriet blander sig ikke i undervisningens indhold, og kun fra frafaldne lærere kender vi lidt til de yderst problematiske undervisnings­metoder, til censureret undervisningsmateriale og et undervisnings­indhold, som er en direkte forhindring for børnenes integration i det danske samfund.

Det er notorisk, at skolerne gennem deres stærke religiøse indkodning af børnene, og deres koncentration som regel om arabisk kultur, bibringer ele­verne udpræget negative holdninger til deres nye land og de værdier, som gælder her. Men vi må se i øjnene, at vi faktisk er uden muligheder for at få kendskab til, hvad der virkelig sker på dette undervisningsområde.

Skolernes virksomhed nyder godt af de frihedstraditioner, som bærer den danske friskolelovgivning. Men den danske frihedstradition har forestillingen om en homogen kultur som forudsætning. Nå den ikke findes mer, opstår der problemer. I opposition til samfundet og for offentlige midler kunne Tvindimperiet således  med friskoleloven i hånden opbygge et økonomisk imperium. Med den voksende kulturelle og religiøse spaltning af det danske samfund oplever vi, at fundamentalistiske grupper direkte benytter lovgiv­ningen til at bekæmpe de frihedsidealer og demokratiske værdier, som de selv lever højt på, Jeg tror, at vi for vor egen skyld må arbejde i retning af en gen­nemgribende lovændring på området, hvis vi skal bevare en del af den danske friskoletradition.