Kristeligt Dagblad

                                                                                                        Onsdag 13. juni 2001

Fattigdomsflygtningen skal stoppes med mere hjælp

(Ekstra milliarder til flygtningepolitikken)

I de kommende år vil vi stå over for en masseindvandring fra de nodafrikanske og mellemøstlige områder, som mest af alt har karakter af folkevandring. Mens befolkningstallet i Europa i de næste årtier vil stagnere, vil der i de muslimske lande omkring Middelhavet blive tale om en fordobling af befolkningstallet fra 180 millioner til 360 millioner på 30 år

Hvis Danmark skal overleve som selvstændigt land, så fordres der en helt anderledes målrettet milliardinvestering i de lande rundt om Europa, hvor presset fra fattigdomsflygtninge vil eksplodere. Her et billede fra en flygtningelejr i Nordafrika

af Poul E. Andersen

tidl. domprovst.

Et krav om endnu flere milliarder til flygtningepolitikken vækker ringe be­gejstring i den danske befolkning. Det er der god grund til. En dansk familie med mor og far og tre børn må gennemsnitligt betale ca. 26.000  kr. årligt til flygtningearbejde ( 12-13 milliarder pr. år ) og ulandsbistand ( 14 milliarder pr. år ). De fleste vil mene, at det er rigeligt, ikke mindst i betragtning af, at virkningen er lidet overbevisende. Forskere taler om mislykket integration, og OECD giver Danmarks indvandrerpolitik bundkarakter. Men realiteten er, at der er behov for langt større midler, og at vor flygtninge- og indvandrer­politik nødvendigvis må gennemgå en total omlægning. Den hidtidige praksis har skabt en frustreret befolkning, og den har haft voldsomme konsekvenser for det danske samfund. Perspektiverne fremover indbyder bestemt heller ikke til optimisme

Som de fleste ved, udgør den indvandrede del af befolkningen omkring 8%, ca. 400.000 mennesker. Om 20 år vil tallet være mere end fordoblet. Det er en udvikling, vi må forholde os til.

Det står allerede klart for mange, at politikerne må  vælge mellem to veje at gå i den fremtidige flygtningepolitik. Begge veje fører til en alvorlig anfæg­telse af det danske velfærdssamfund. Den ene vil antageligt også lægge op til alvorlig uro mellem forskellige grupper i samfundet.

Den nyligt offentliggjorte ECRI-rapport pålægger de danske myndigheder, pressen og hele det danske samfund at opfatte de etniske mindretal af ind­vandrere som et positivt bidrag til det danske samfund. Og den hævder, at afvigelse fra denne opfattelse  kræver “streng håndhævdelse af lovgivnings­mæssige tiltag rettet mod diskrimination og hadefuld tale”. Der kræves også offentlige sanktioner mod nyhedsmedier, som anlægger en anden linie.

Fra politikere og fra erhvervslivet møder man beslægtede opfattelser især begrundet i ønsket om forøget indvandring til at dække mangel på arbejds­kraft.

Men ofte overses det, at indvandringen allerede pålægger det danske sam­fund væ­sentlige og stigende byrder. 59% af alle indvandrere fra mindre ud­viklede lande er uden for arbejdsmarkedet, og mange vil  aldrig få fodfæste der. Det skyldes manglende sprogfærdigheder, analfabetisme, kulturtraditio­ner og dårlig uddannelse. Og hver eneste ny generation af indvandrere vil være undergivet samme vilkår. Dertil kommer, at der i hvert fald blandt mus­limske indvandrere er prestige i at være arbejdsfri, så man i stedet kan hellige sig opgaven med at være famileoverhoved, god fader og god muslim. Og en økonomisk tilskyndelse til engagement på arbejdsmarkedet mangler. ( Ma­soum Moradi. Politiken den 4. april 2001 ). Masoum hævder, at menne­ske­smuglere sælger rejser til Skandinavien under varemærket: Arbejdsfrihed og økonomisk tryghed. Han har ret i, at de økonomiske rammer er vide. Det bekræfter indenrigsministeriets tal, der fortæller, at et indvandrerpar med to børn og på introduktionsydelse koster 583.000 kr. årligt.

Regeringen og de politiske partier gør et stort arbejde for at fremme integra­tionen. Men integrationen kan på grund af den fortsatte og øgede indvan­dring aldrig afsluttes. Foruden flere tusinde flygtninge var der år 2000 12.530 familiesammenføringer. Behovene for bistand, boliger, skoler, hospi­taler er grænseløse.

I et romantiske skær kan man se mange charmerende fornyelser i det danske samfund, men det har sin pris. I Københavns kommune har hver fjerde skole flertal af tosprogede elever, og over 30% af børnene i hele kommunen har udenlandsk baggrund, en fordobling på 10 år, en tilsvarende vækst mødes mange steder i landet. Det sociale system er allerede stærkt belastet, så svage danske kommer i klemme. Kultursammenstødene er mærkbare, og der spores en stærk vækst i ungdomskriminaliteten. Køben­havns politi oplyser, at 72% af alle unge mellem 15 og 18 år, der varertægts­fængsles, har indvandrerbag­grund. På landets 37 krisecentrer udgøres halvde­len af beboerne af kvinder, der er flygtet fra muslimske mænd.

Mens integrationen af indvandrere med baggrund i religioner af asiatisk rod forløber forholdsvis problemfrit, er det ulig vanskeligere at integrere musli­mer. Til gengæld har de overraskende nok på trods af deres forskellige grup­peringer, ofte i strid med hinanden, formået at sætte den politiske kulturelle og religiøse dagsorden i indvandrerdebatten, en dagsorden hvori deres stærke kulturelle og religiøse særpræg kommer til orde ofte i form af stærke krav til deres nye medborgere.

En fortsat indvandring af nuværende omfang vil uvægerligt betyde en svæk­kelse af det nuværende samfund, en urolig socialsektor, nedslidning af insti­tutioner og en væsentlig belastning af de nuværende hårdt pressede danske ungdomsårgange.

Desværre tegner billedet sig på lidt længere sigt stadigt mere usikkert. I mere end 15 år har både fagfolk og politikere vidst, at vi i de kommende år ud over, hvad vi hidtil har oplevet, står over for en masseindvandring fra de nordafrikanske og mellemøstlige områder, som mest af alt har karakter af en folkevandring. Mens befolkningstallet i Europa i de næste årtier vil stagnere, vil der i de muslimske lande omkring Middelhavet blive tale om en fordobling af befolkningstallet fra 180 millioner til 360 millioner på 30 år. Og der findes på det nuværende grundlag ingen mulighed for at skaffe arbejde og mad til alle disse mennesker i området. Den eneste overlevelsesmulighed for dem er som fattigdomsflygtninge at opgive enhver lokal tilknytning og med alle midler kæmpe sig frem til velstanden i Europa. Der er intet, der tyder på, at de uoverskuelige oliemilliarder, som samles i tresorerne hos de totalitære muslimske stater, skal investeres blot drypvis til afhjælpning af denne fattig­dom.

Med en uoverskuelig indvandring af fattigdoms flygtninge vil alle de europæ­iske velfærdssystemer blive sat på en hård prøve, og flere vil bryde sammen. Kultursammenstød af voldsomt omfang vil ikke kunne undgås.

En demografisk ændring af denne karakter vil ingen demokratiske stater kunne stadse med lovgivning eller med våbenmagt, og den vil først falde til ro, når de sociale og økonomiske vilkår i Europa og Nordafrika tilnærmel­sesvis er udjævnet. Her ender integrationens naturlige udviklingsvej.

Da udviklingsminister Anita Bay Bundgård naivt inviterede disse millioner af mennesker hertil, blev hun et mønster på ministeriel letfærdighed. Men sam­tidig fik hun peget på et problem, som er mere konkret, end de fleste fore­stil­ler sig.

En anden vej for integrationspolitikken er imidlertid ved at tegne sig. Mens den hidtidige udtrykker politikernes afmagt og stadige tillempning til en ube­hagelig udvikling, så kræver den anden fremsynethed, samarbejde mellem alle europæ­iske stater og handling:

Hvis Danmark skal overleve som selvstændigt land, så fordres der milliardin­vesteringer i de nævnte muslimske lande i et omfang, som vi i dag har svært ved at forestille os, og som kun kan gennemføres af en problembevidst be­folkning. Der bliver tale om en anderledes målrettet ulandsinvestering, der vil kræves effektiv begrænsning i antallet af godkende de facto-flygtninge i lig­hed med, hvad tilfældet er i de fleste andre europæiske lande, en langt krafti­gere stramning af reglerne for familiesammenføringen, slankning eller ned­lægning af store dele af den ressourcetunge og megalomane statsfinancie­rede flygtninge- og indvandrerindustri, som i store dele af be­folkningen har skabt en kraftig psykologisk barriere mod nødvendig bistand. Investeringer vil så naturligvis lettes af det lavere prisniveau i nordafrikanske og mellemøstlige lande. Et enkelt hospital i en mellemøstlig flygtningelejr med 60.000 beboere siges at kunne fungere med et årsbudget på 900.000 kr. ( sociolog Mehmet Ümit Necef ).

Sigtet med omlægningen af flygtninge- og ulandspolitikken er at bevare men­nesker i deres hjemlande gennem udvikling af deres erhvervsliv bl.a. ved handelsaftaler, der sikrer deres eksport, ved eftergivelsen af gæld gennem finansiering af uddannelse og af sundhedsreformer og støtte til børnebegrænsning. Der må sikres effek­tiv standsning af våbeneksport og menneskesmugling. Og staterne må inspi­reres til fri udnyttelse af forskningsprogrammer og til udveksling af forskere og studerende. Kun eksperter vil kunne overskue, hvor indsatsen bedst finder sted. Herudover vil der være behov for bistand til regulære flygtninge i deres nærområder.

Den kraftige befolkningsekspansion langs Middelhavet konkretiserer mange af de hidtidige overordnede og teoretiske politiske emner. Men to kraftige impulser kan omsætte dem til praksis. Den ene er ønsket om bevarelse af i hvert fald væsentlige dele af de europæiske velfærdssamfund. Den anden er en kulturel/kristen forpligtethed overfor næsten. To begreber som selvophol­delse og samvittighed kan sammenblande på ubehagelig måde. Men hvis de er til gavn for alle, kan de blive dynamiske faktorer for en nødvendig politiks