Kristeligt Dagblad

                                                                                       Lørdag 19. juli 2003

Kirkeordning: Igennem mange år har forbindelsen mellem stat og kirke stort set været opfattet som en tilfredsstillende ordning, men med overraskende pludselighed er denne ordning kommet under voldsom pres.

Folkets kirke under pres

Af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

Den danske folkekirke har et solidt politisk fodfæste. I grundloven fastslås det, at den er evangelisk-luthersk, og at den er berettiget til at modtage en form for støtte fra staten. Folketinget lovgiver om dens generelle rammer, men i øvrigt tilstås den en udstrakt form for selvstyre.

Folkekirken udgør en væsentlig del af statens folkelige og historiske grundlag og sammenhængskraft. Og tilknytningen til staten forhindrer, at folkekirken med sin brede opbakning fra befolkningen bliver en inklusiv størrelse med skiftende politiske og kulturelle egeninteresser.

Kirken er aldrig blevet den selvstyrende organisation, som forfatningen forudsatte, og dens tilknytning til staten er  stærkere, end grundlovsfædrene havde forestillet sig, og det har været betænkeligt. Historien viser altid, at hvor stat og kirke trækker på samme hammel, svækkes kirkens mulighed for at være den verdslige stats åndelige inspiration. Og der er altid fare for, at en udbredt statslig styring af kirken dræber de dristige visioner og fremmer en altid truende sløvhed og passivitet.

Igennem mange år har forbindelsen mellem stat og kirke dog stort set været opfattet som en tilfredsstillende ordning, idet der både fra lovgivningens side og fra den udøvende myndigheds side har været udvist forsigtighed med indblanding i folkekirkens åndelige virksomhed. Og her har begrebet evangelisk-luthersk givetvis været er normativ vejledning.

Med overraskende pludselighed er den hidtidige ordning kommer under stærk pres. Det er grænsen mellem kirkens ydre rammer og dens indre anliggender, der er kommet til diskussion. Personlige og politiske uoverensstemmelser sammen med rent mødetekniske forhold vedrørende samarbejdet mellem minister og biskopper spiller en væsentlig rolle. De konkrete stridspunkter er ministerens rolle i forskellige ansættelsessager, hendes forvaltning af fællesfondens midler samt hendes dekretering af ansættelsesstop for præster i folkekirken, hvilket kan tolkes som en form for indirekte svækkelse af forkyndelsesfriheden og en indblanding i kirkens læreanliggender. Brede kredse i folkekirken bakker op i kampen mod det, man betragter som statens indblanding i kirkens indre anliggender. Fra administrativt hold er man uenig i denne tolkning. En udbredt juridisk opfattelse (Preben Espersen: Folkekirkens styrelse) går ud på, at lovgivningsmagten uden betænkelighed kan lovgive også om kirkens indre anliggender, og at kirkeministeren har kompetence til at træffe afgørelse i sådanne sager, idet det i praksis er umuligt at skelne mellem kirkens ydre og indre anliggender.

Men uanset, at problemet mellem ydre og indre forhold består, er biskoppernes fælles forsvar for kirkens anliggender ikke den rette løsning. Da sagen har udviklet sig til et generelt problem, må den finde en politisk afgørelse. Det er nødvendigt, da hele den store ”bygning” som folkekirken udgør, ikke bør angribes på sit fundament på grund af særlige, akutte omstændigheder. Hvor megen sympati man end kan mobilisere for biskoppernes indsats for vor fælles kirke, må man være betænkelig derved. En biskop er ordets forkynder, han/hun er præsternes tilsynsmyndighed i sit stift, og har derudover en betydelig mængde administrative funktioner samt en rådgivende rolle overfor kirkeministeriet. Kun som leder af stiftet er biskoppen folkevalgt og biskoppens kompetenceområder er stiftet og ikke længere. Frem for alt har biskopperne ingen retslig hjemmel for at optræde som kollegialt organ. Ingen kan dokumentere, at de gør det i den her nævnte sag, men at der har været udøvet et fælles pres, kan dårligt afvises. Til stor skade for folkekirkens enighed hører man stadig oftere ordet bispekirke slynget ud, og biskopperne som magtforum ligger langt fra luthersk embedsforståelse.

Men når balancen mellem folkekirkelige repræsentanter og den politiske administration er så svær at opretholde, så rejser der sig spørgsmålet, om ikke kirkens frigørelse fra staten i overensstemmelse med grundlovens såkaldte løfteparagraf vil være en løsning, så man skaber en særlig styrelse. Mange røster høres til fordel for en sådan udgang. Det vil jo heller ikke være umuligt at skabe en stærk organisation på demokratisk grundlag og med besluttende organer på stifts- og landsplan.

For mig at se vil en sådan løsning dog være den dårligst tænkelige. Skal noget sådant realiseres, må det ske under en lang tilpasningsperiode, hvor nye samfundsforhold gør det selvfølgeligt, at man i stilfærdig enighed løser båndene og skaber nye rammer. I den nuværende kaotiske situation må den eksisterende ordning stå sin prøve. Det er netop en sådan modererende funktion, ordningen er skabt for. Med de aktuelle stærke brydninger i folkekirken kan jeg ikke forestille mig, at folkekirken som en samlet størrelse går ind under en ny forfatning. Modsætningerne er for stærke. Og det kan frygtes, at fraktionerne vil gå hver sin vej. Ejendomsret til kirker, uddannelse og ansættelse af præster vil blive problematiseret . En fælles biskop i hvert stift er heller ikke ganske selvfølgeligt, og det vil være vanskeligt at samle forskellige kirkeafdelinger under stifter og under fælles administrative regler. Man vil opleve, at kirkens indre anliggender bliver altomfattende. Og man undgår næppe, at de besluttende organer også bliver normsættende i forkyndelses- og læresager.

Det vil være forudseeligt, at de etablerede politiske partier med deres programmer i en eller anden form vil gøre sig gældende. At kirkelige foreninger og humanitære organisationer får udvidet deres funktioner med markante politiske perspektiver, er til at forudse. Dertil kommer, at religiøst/politisk vakte meningsdannere og multireligiøse og multikulturelle strømninger vil komme til at så stærkt ved fastlæggelse af målsætninger. Man kan forestille sig, at et centralt kirkelig styringsråd internt kan lammes af religiøse modsætninger, mens det kan føre sig aktivt frem med generelle politiske engagementer. Forventelige aktører i et sådant spil kan man allerede til en vis grad identificere. Kirkens Europæiske Konference, KEK tager energisk stilling i EU-debatten og miljøspørgsmål. Folkekirkens Nødhjælp markerer sig med stillingtagen i Israel-Palæstina-politikken og i Irakkonflikten, biskopper udtaler sig på embeds vegne i indvandrerdebatten. En meget aktiv biskop har allerede sammen med andre forskellige kirker som repræsentant for den danske folkekirke underskrevet et dokument rettet mod USA. Det er svært at forestille sig, at en samlet folkekirken vil kunne opretholdes på  sådanne vilkår.

En selvstændiggørelse af folkekirken vil uvægerligt betyde etablering af kirken som et magtforum, som ikke alene vil udføre sin gerning gennem ordets forkyndelse og den kristnes forpligtelse på omsorg for næsten, men også gennem magtviljen, mens man trods alt hidtil har haft en politisk forståelse for demokratiets forankring i åndsfriheden. Hvis staten går ud over sine grænser, må man trods alt sige: Hellere en undertrykt kirke med korset for øje, end den triumferende kirke, som har lagt korset fra sig.

Skal man så affinde sig med at staten udøver pres mod kirken? Nej, det skal man ikke, og klogere folk end jeg må engagere sig i sagen og pege på konkrete løsninger. Men politikerne må ud fra mange års erfaringer med beslutninger vedrørende samarbejdet mellem kirke og stat påtage sig at skabe politiske afgørelser. De må gennemføre en samling af kirkelige udgifter under kirken, og lade staten overtage de opgaver, som naturligt hører til her. Et sådant initiativ har ofte været efterlyst. Og de må sikre en demokratisk kontrol med udskrivelse af midler til landskirkeskatten og administration heraf, så der på dette område formelt bliver parallelitet til andre former for skatteudskrivning i landet. I et neutralt politisk regi må folketinget også kunne lade problemerne om afgrænsning mellem ydre rammer for folkekirken og dens indre anliggender finde deres løsning. Frisind har holdt stat og kirke på plads igennem generationer. Det må ikke glemmes under de nuværende omstædigheder.