Kommer i

Morgenavisen Jyllands-Posten

Søndag marts/april 2004

Fra sexuel frihed til pornokrati

af Poul E. Andersen

tidl. domprovst, Odense.

De er så søde de små, 14-15 år med kort bluse, der smyger sig om taljen og strammer over brysterne. Og et lille stykke blødt maveskind åbenbarer sig. Blikket er bevidst om kvindelighed og tillært erfaring – har I set mig! Og mor og far er fulde af ømhed og lidt sentimentale over de år, som allerede er gået, siden de selv tog hul på livet.

Og søde er de også, de små i børnehaven. De boltrer sig med hinanden, glade eller forsagte. Men sproget er hårdt, og sexordene falder med gentagelsens sikkerhed, men uskylden er uanfægtet.

Det er det moderne samfunds glade børn uden snærende hæmninger af den art, som børn og unge for mindre end to generationer siden måtte slæbe med sig.

Den frie seksualitet blev vundet gennem den store sædelighedsfejde for mere end hundrede år siden og gennem de følgende årtiers kulturopgør. Det var frisindede folk, som førte den frie sex til sejr. Mange af dem havde åndeligt slægtskab med de individualister, som man senere betegnede som kulturradikale.

Arkitekten, kulturdebattøren og kirkehaderen Poul Henningsen, som kunne være fræk og frivol i sine revyer, kunne også udtrykke sig med moralsk ømhed og ansvarlighed om den frie kvindes og den frie mands nye seksuelle frihed: ”Selvom vi betragter det seksuelle som en lystig ting, kommer vi ikke ud i det løsslupne og animalske. Med den seksuelle frihed følger i høj grad den række nye forpligtelser, som den gamle moral slet ikke kendte. Det bliver ikke bekvemmere at leve livet, men det bliver rigere, og vi bær selv ansvaret. Du må ikke bedrive hor bliver i moderne betydning til: Du må ikke tvinge noget menneske på det seksuelle område, ikke søge at herske over det, ikke misbruge den magt, der ligger i det seksuelle, ikke binde den anden mod hans vilje, ikke tro, at du ejer den anden part. Et menneske er under alle forhold og i alle forbindelser sig selv og har lov at handle med sig selv efter sin egen moral. Kun ikke med andre. Den, der i kærlighedsforhold berøver den anden nogen som helst frihed, bedriver hor” (Sex og Samfund, 1937/38. Citeret efter ”Den kulturradikale udfordring 2001). Smukkere og rigtigere kan det vel ikke siges.

I dette uddrag har PH på en måde samlet de idealer, som Georg Brandes og ”Det store Gjennembruds Mænd” havde kæmpet for i moraldebatten i slutningen af nittende århundrede. De revolterede mod den kønsmoral, som i generationer havde udpint ethvert naturligt seksuelt forhold mellem mand og kvinde. Fortielsen lå overalt. Det var som om, man havde den opfattelse, at hvis man bare undlod at tale om kønslivet, ville det nok forsvinde af sig selv sammen med alle problemerne uden diskussion.

Og på alle områder var der opdragere, som ville forsvare rammerne og forhindre overtrædelser af moralen. De opretholdt billedet af kvinden som det rene, kyske og aseksuelle væsen og affandt sig med en manderolle, den, som nødtvunget måtte søge til prostitutionen på de ydmyge steder. Skyggetanter og faldne kvinder måtte henslæbe deres liv som ansigtsløse skæbner, og talrige uægte børn, født i dølgsmål var store dele af deres liv henvist til forstillelsens halvverden. Og alt indimellem hvilede den syfilistiske skræk over talrige mænds sjælefred

Opgøret med dobbeltmoralen og fortielsen var nødvendig og blev med stor kampgejst og en hel del selvretfærdighed båret videre i den kulturradikale frihedskamp.

Frihedens sejrsgang

Allerede i 1902 udkom Ellen Keys berømte bog: Barnets Aarhundrede. Med udgangspunkt i filosofiske tanker hos Montaigne, Rousseau og Spencer introducerede hun et nyt syn på barnet og dets stilling i samfundet. For hende var det afgørende, at barnet får lov at udvikle sig frit. Børn skal leve og lære som personligheder og tænke deres egne tanker. I skolerne må man ophøre med at dræbe personlighedens spirer. Synspunkter som disse blev efterhånden betegnet som den fri opdragelse, og de kom til at bestemme store dele af det 20. århundredes opdragelsessyn og pædagogiske debat i forbavsende omfang, men stivnede så til sidst i den forvredne og tanketomme ide om børns ansvar for egen læring.

Den pædagogiske udvikling understøttedes i høj grad af de nye psykoanalytiske strømninger. Afgørende blev ikke mindst psykologiens stærke koncentration om seksualiteten som biologisk fænomen, hvor man ofte opfattede begreberne sex og kærlighed som to forskellige størrelser, som kunne fungere uafhængigt af hinanden. Sådanne tanker havde også tidligere været kendt, men løsnet fra ægteskabets regulerende rammer skulle de vise sig at få stor betydning for den kommende pornoficering af samfundet.

Sigmund Freuds påvisning af, at undertrykkelsen af den naturlige drift kunne føre til alvorlige hæmninger for en sund udvikling, trængte forbavsende hurtigt igennem i pædagogiske kredse. Og det førte til, at der rejstes et uimodståeligt krav om opgør med den traditionelle opdragelsesform, og der formuleredes voldsomme angreb på forældrenes opdragerrolle, så voldsomme, at forvirrede forældre efterhånden mistede deres tillid til deres egne evner som opdragere, endog i tilfælde, hvor der var tale om en kærlig og omsorgsfuld videregivelse af egne erfaringer.

Den østrigske psykiater og sexolog Wilhelm Reich, som i trediverne opholdt sig nogle år i Danmark, gav de freudianske tanker en praktisk udformning. I 1933 skriver han i tidsskrifter Plan en artikel med overskriften: ”Er en konsekvent seksuel opdragelse mulig i et kapitalistisk samfund?”. Heri opfordrer han forældre til i deres opdragelse at vise deres kønsdele for børnene og at tillade dem at overvære forældrenes samleje. Onani er en selvfølgelig og naturlig sag, og seksuelt samvær mellem børn må accepteres så snart de er kønsmodne. Enhver form for kønslig afholdenhed er skadelig.

I forskellige skikkelser genfindes synspunkter som disse i talløse psykologiske og pædagogiske udtalelser, foredrag, artikler og bøger. Og efterhånden vinder de genklang i store dele af befolkningen. Der skabtes et naturligere forhold til seksualiteten, seksualundervisningen vandt indpas i skolerne. Der blev almindelig accept af samliv før ægteskabet, begrebet uægte børn forsvandt, regler for sømmelig påklædning undergik forandring, og den sproglige restriktion på området erstattedes af en åben og direkte formulering af holdninger til seksuelle emner.

Med den større frihed fik seksualiteten en stadig stærkere placering i det offentlige rum. Massemedierne spillede en stor rolle. 60erne og 70ernes ungdomsbevægelser som f. eks Flower-Power politicerede sexdyrkelsen, og med ungdomsoprørets kolletivbegejstring bredte optagetheden af sexeksperimenter sig til toneangivende kredse i ungdomsgrupperne. Musikvideoernes pornoopsætning og mange teenageres daglige surfing på internettets pornosider blev også et bidrag til normalisering af sexvulgariteten.

Allerede i 60erne havde det vist sig, at straffelovens pornografiparagraffer ikke kunne opretholdes. Det blev efterhånden umuligt at skelne mellem accepteret seksualitet og pornografi. I årene 1967-69 blev pornoen totalt frigivet af den konservative justitsminister Knud Thestrup. Han så, at pornografibestemmelserne ikke kunne overleve, og har vel skønnet, at nyfigenheden omkring det pornografiske ville forsvinde og interessen aftage. Loven om fri abort fulgte efter i 1973.

Fra seksuel frihed til pornokrati

Men frisindet kendte ingen grænser, heller ikke på det seksuelle område. Frihedens kulturelle forkæmpere har næsten altid ligget under for den svaghed, at man ønskede at kæmpe friheden frem til sejr, men man havde intet ansvar for dens konsekvenser. Frihedens folk har altid ret, og modsigerne repræsenterer pr. definition moralismen og tilbageskridtet. Frihed uden grænser, som fornægter sin plads mellem ansvar og skyld, forfølger eksperimentet så langt ud i det uforudseelige, at nihilismen melder sig.

Og når den ubundne vilje udnytter friheden, er man forsvarsløs overfor kommercialismen. Den brød for alvor igennem i århundredets sidste årtier. Som kommercialiseringsobjekt blev seksualiteten en uudtømmelig guldgrube i de rette hensynsløse hænder. Udbytterne trængte sig ind i bevidstheden hos millioner af mennesker og formåede at skabe en ungdomskultur af forbrugere af pornografiske masseprodukter.

Og pornografien bevægede sig langsomt fra spekulation i nyfigenheden til pornokratiet, til at blive en magtinstans, som satsede på at beherske bevidsthederne. Og kunstnere og meningsdannere traskede bagefter og fasthold hyklerisk, at det var nødvendigt på det kulturelle plan at afprøve pornografiens grænser. Og erotikken med dens poetiske sans for kønsinspirationen, blev efterladt som en overflødig jernbanevogn på et fjernt rangerspor.

Det, som karakteriserer pornografien, er seksualitetens afpersonalisering og animalisering. Enhver form for blufærdighed forsvinder. I stedet træder den nøgne kropslighed frem sammen med teknik og organfiksering. Almene menneskelige relationer og forholdet til det omgivende samfunds bortraderes. I stedet idealiseres machorollen og forestilling om haremsdullen – altid parat og til rådighed for alt.

Når pornografien ikke blot optræder som beskuelsesobjekt, men overgår til pornokratiets realisering i hverdagsmenneskets adfærd, så udvider normalitetsbegrebet sig ud over smertegrænsen og sætter sig dybe spor. Ikke mindst fordi antikonceptionsmidler befrier det seksuelle samvær fra det personlige ansvar, som tidligere var knyttet til seksualakten.

Men seksualiteten er ikke en neutral udfoldelse. Den involverer den menneskelige totalitet. Den tildeler roller, som frivilligt eller ufrivilligt må overtages. Man slipper ikke uden om, at den i menneskers forhold til hinanden bærer et præg af skæbne med sig.

Pornokratiet ophæver troskabsgrænser og aldersgrænser. Og den bevæger sig vellystigt moraliserende omkring voldtægter og pædofilisager. Men mærkeligt nok ser det ud til, at den modne og selvstændige kvinde ser den anden vej og nedsvælger sin menneskelige ydmygelse gennem det pornokratiske univers, samtidig med, at machorollen genvinder det skær af selvfølgelighed, som er ved at brede sig på stadig flere områder, efter at den tidligere var på vej til at blive trængt tilbage til naturlig størrelse.

Men de små i de stumpede bluser er stadig søde. De drømmer nok også om den store kærlighed og den lykke, som bærer alt. Men hvad kan de så egentlig fortælle om deres tid? Ja, det har vi jo længe hørt, læst og set: om deres stynede barndom under mediernes og gruppenormalitetens tvangsmodning, og om drengene omkring dem, hvoraf flere i pornofixering hænger over internettets pornosider og mere og mere får den opfattelse, at det, de ser er normalpraksis. Og ved festerne finder de det ubestrideligt, at pigerne, endda af og til flere gange på en aften, skal stille sig til rådighed for dem. Og de gør det for at leve op til gruppens pres. Depressioner, selvmordstanker og spisevægring er ikke uden sammenhæng med sådanne udfoldelser. Og forældrene? Ja, også de er fanget i frihedsfælden. De kræfter, de er oppe imod, er for stærke.

Georg Brandes, moralopgørets egentlige ophav, erkendte i sine sidste år konsekvenserne af sin indsats med dyb depression. Man hans åndelige efterkommere betragtede friheden som uantastelig. Kun ikke den stærkeste iblandt dem, Poul Henningsen. Man kan næsten høre hans lidt monotone og hæse stemme i de ord han formulerer: ”Du må ikke tvinge noget menneske på det seksuelle område, ikke søge at herske over det… Den, der i et kærlighedsforhold berøver den anden part nogen som helst frihed, bedriver hor!”. – Mon vi trods alt hører Bjergprædikenens ord bagved?