home

Udgivelser

bøger

anmeldelser

artikler

kronikker

kommentarer

Morgenavisen Jyllands-Posten

23. september 2003

Herrer vi ere …..

JP-KRONIK

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

Brølet hos de kulturradikale var megafont efter statsministerens 29.august-tale om samarbejdspolitikken. Allerede nytårstalen om smagsdommere var svær at kapere. Men nu måtte man op af skyttegravene, for nu var der kamp, endog kulturkamp. Og kampberedskabet forstærkedes, da kulturministeren pegede på den åndsundertrykkelse, som i 7oerne begrænsede friheden, og da Bertel Haarder slog fast, at Danmarks Radio P1 er så venstredrejet, at den ødelægger sagligheden. Den ikke særligt ideologiske Samuel Rachlin taler om den ideologiske bølge, som i slutningen af 60erne skyllede ind over landet: ”Det havde mange omkostninger for dem, som ikke var progressive nok på læreanstalterne, i kulturlivet og i medierne. Venstredrejningen og det ideologiske tyranni havde sine ofre rundt omkring i det danske samfund”, og enhver, som kritiserede anbragtes i den sorte reaktion. Den gamle kulturfrontkæmper Henning Fonsmark konstaterer nøgternt, at den kulturradikale fløj i årtier pr. automatik har betragtet de folkeligt indarbejdede vaner som noget negativt, der skal bekæmpes, og de har udøvet meningsterror mod deres kritikere. Mange af indlæggene, der rettes mod de kulturradikale bar en dirrende undertone af vrede over, at modstanderne uden anfægtelse ser sig selv som the good guys, mens de, der anfægter det, er the bad ones, ringere ånder eller i hvert fald af lavere moralsk karakter.

Men så fik de kulturradikale da en lejlighed til at udfolde deres kvalificerede kamp. Klaus Rifbjerg lader sig ikke anfægte, for han siger fortrøstningsfuldt, at man ikke kan binde ånd, og dermed mener han den kulturradikale ”rummelighed, det overskud, den munterhed, den optimisme og tro på, at noget kan lade sig gøre”, og med reference til forfatteren Erik Knudsen slår han fast, at ”det er dem til venstre, der har talentet”. Fra flere sider blev det pointeret, at der ikke er nogen kulturdebat, det, der siges i denne sag angår noget, som for længst er glemt. Med de borgerlige kan man nemlig ikke diskutere kultur, for de har ingen og har ikke haft det siden Kaj Munk. Alligevel lød brølet. Størst blandt brølerne er Carsten Jensen fra organet for den højeste oplysning. Ind imellem kan man forstå, at alle kritikere er løgnere og mentalt handicappede. Han overdøver dem alle, også Johannes Riis og Hanne-Vibeke Holst. Hun skulle ellers nok skulle have lært et og andet ved møderne i KFML/kommunistisk Arbejderparti.

Kulturkamp i Danmark er ikke noget nyt fænomen. Og den, som nu er på vej, har da også rødder i en tidligere i slutningen af 1800-tallet, hvor Georg Brandes fejrede sine verbale og litterære triumfer i det unge københavnske litterære parnas. Den bornerte moralisme, den romantiserende kirkelighed, og den selvdyrkende politiske konservatisme måtte holde for, helt forfriskende. Fransk positivisme, tysk ateisme og engelsk moraldebat præsenteredes og slugtes råt af de udfarende kræfter i en problemdebat, som var nødvendig nok.

Umiddelbart fik hans provokationer begrænset betydning, men en markant kreds af litterært engagerede omkring dagbladet Politiken førte hans tanker videre ud i landet, stærkest i 1920erne og 30erne, bl.a. gennem tidsskifterne Kritisk Revy, som især var PH’s talerør og Kulturkampen og støttet af liberale akademikere, læger f. eks., som siden da har været litteraturens og filmens helte. Og store grupper af lærerstanden så gerne sig selv som bærere af de nye tanker, der skulle åbne landet for friske udenlandske impulser. Tidens gamle lærere fik uvægerligt i disse år rollen som bagstræbets utålelige tyranner, mens den nye tids lærer fik rollen som frihedens modige forkæmpere. Bevægelsens folkelige bredde blev bl.a. baggrund for, at det lykkedes at sikre kvindens ligestilling og at bane vej for en frisindet seksualmoral.

2. verdenskrig satte en parentes om udviklingen, da store del af befolkningen sluttede op om en gammelnational folkelighed.

Overraskende nok og sikkert som et særligt dansk fænomen udviklede kulturradikalismen sig påny, men tog nye klæder på, da den i slutningen af 60erne og 70erne allierede sig med den marxisme, som lagde sig klichétungt og autoritært over store dele af det politiske spektrum, så den i voldsom grad beherskede uddannelsesområdet og truede med at kvæle al livsglæde og åndsfrihed.

Denne besynderlige hybrid kunne ikke tåle andre former for samfundsautoritet ved sin side. Den samledes i kampen mod alle andre former for autoritet både politiske, moralske og religiøse. Flirten med psykodeliske og flowerpowergrupper åbnede for eksperimenter på alle områder, også med euforiserende stoffer. Alt opfattedes som det autoritetsfrie menneskes vej til selvrealisering. Men over det hele lå en tyngende fremtidsangst, som på afstand syntes svært forenelig med den revolutionsbegejstring, som skulle lede de unge mod nye lokkende mål.

Meget af det forsvandt i 80erne, da munkemarxisterne lagde sig til at dø. Men drageungen døde ikke med. Den befriede kulturradikalisme havde slået rødder på fremskudte pladser i uddannelsessektoren, i den litterære elite og i mediverdenen. Og som før bed intolerancen sig fast. Den frihed, som vel var Brandes’ egentlige anliggende, lukkede sig inde med sig selv. Det, som ikke fandt sin plads her, blev overset eller dæmoniseret som højrespam. Det er denne forstening, som opgøret i dag har påtaget sig at udfordre.

Kulturradikalismen er ikke en bevægelse, snarere en fælles engageret holdning, som har sin politiske platform hos Det radikale Venstre, i dele af Socialdemokratiet og i venstrepartierne. Dens filosofiske baggrund er hentet i oplysningstidens forestillinger og postulatet om det gode menneske. Det gode menneske behøver ingen grænser, da det ud fra sin natur handler moralsk både overfor sit medmenneske og i alle samfundsanliggender. Når det kender det gode, handler det godt. Oplysning er derfor den gode handlings forudsætning. Opgaven bliver at sætte mennesket i frihed, at afprøve grænser og nedbryde grænser. Den, der vil sætte grænser, har derfor en ringere moralsk tilgang til debatten.

Kulturradikale har haft let ved at sætte sig spor på alle samfundets områder, da alle, der kan fremstille deres ærinde som frihedskrav, altid har den offentlige mening bag sig.

Det oplysningsbegrundede menneskesyn, tanken om det gode menneske, kan ikke eksistere i absolut form, afgrænset som det er af bevidstheden om den menneskelige selvgodhed og af bestemtheden af sociale miljøer. Men på afgørende områder har det præget dansk samfundsudvikling. Dens pædagogiske grundtanker har påvirket familiepolitikken, især hvad angår børneopdragelsen. Som alle opdragelsesfilosofier sætter de forældrekærligheden i centrum, men postulatet er, at forældrekærligheden ytrer sig ved at sikre barnets frie udvikling. Den, der sætter faste rammer om sine børn, vil kunne gøre dem skade. I lange perioder har mange forældre afstået fra at være konkrete opdragere. De samme tanker kom til at præge skolelovgivningen, hvor det samme menneskesyn ligger bag ideen om, at man skal overlade til børnene selv at bære ”ansvar for egen læring”, dvs. at forstå verden gennem sin egen rammeløse frihed. Følgerne af årtiers moralopgør har befordret samfundets gennemseksualisering og cementeret en rammefrihed, så selv småpiger har svært ved at undgå at skulle lægge krop til avancerede sexeksperimenter med kammerater. I retspolitikken er det blevet vanskeligt at definere og at afgrænse kriminaliteten fra legaliteten, derfor er sanktionsbegrebet ofte i et moralsk dilemma. Selve forestillingen om en dansk kultur er kommet under pres, og indvandringen har sat sit grelle lys på problematikken. Bevidstheden om en dansk kultur trækker grænser og kommer dermed i konflikt med adskillige kulturradikales forestilling om, at multikulturalismen er udtryk for større menneskelig anstændighed. I lighedens navn har alle kulturer krav på samme respekt, også når de kræver rum for kulturelementer, som direkte står i modsætning til grundlovssikrede danske værdier.

Logisk nok lægges der også i disse år stærk afstand til national historieskrivning, da den stiller sig i vejen for et internationalt udsyn. Ledende gymnasielærere betragter historieundervisningen som det, der skal befri eleverne fra deres samfund. Man skal lægge vægt på de multikulturelle træk i den danske historie. Hensigten er: ”at eleverne rustes til et kulturrevolutionært opgør med forældres kulturarv og tradition” (citeret efter Anders Holm Thomsen. Jyllands Posten 8.9.2003). På det folkekirkelige område mødes bestandigt kravet om en frugtbar interreligiøs dialog, som flytter grænser og åbner for en friere religiøs tænkning med mindre tilknytning til kirkens bekendelse.

Kulturradikalismen kan ses som en hyldest til friheden. Dens svigten kommer til udtryk i dens utålsomhed og dens angst for at gennemtænke nødvendigheden af at sætte nye grænser efter de gamles fald. Uhyggeligt klinger det igennem i et udsagn fra en sørgende ved mindesammenkomst for Anna Lindh i Stockholm: ”Det er, som om folk ikke har nogen grænser mere, at alt skal være tilladt. Som om der eksisterer en slags superfrihed” (Bertil Kruse).

Når den åbnede kulturkamp, indledt på højeste politiske niveau, kalder på så mange emotionelle reaktioner, kan det hænge sammen med, at den rammer ind midt i en folkelig bekymring over den kulturradikale inddæmning af samfundstænkningen, som har været så hævet over nødvendig kritik, at dets stempel på udviklingen er blevet alt for tydelig. For politikerne og samfundsaktører tegner der sig den opgave at debattere sig frem til fornyede samfundsrammer, som giver plads både til de ”gode mennesker” og til alle de andre, og hvor man efterhånden kan hænge de kulturradikale slidte overfrakker på knage.