Fyens Stiftstidende

                                                                                       26. august 2002.

Indvandringen og erhvervslivet

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

Uanset hvad det øvrige samfund måtte mene, ønsker erhvervslivets topfolk ingen begrænsninger af indvandringen. Det handler om at holde lønningerne i ro på grods af ekspansion og øger indtjening.

”De mange indvandrede muslimer med deres stærke kulturr- og religionsopfattelser udgør en udfordring for europæiske samfund”

For at skaffe den nødvendige arbejdskraft kræves der fortsat eller forøget indvandring til Danmark. Ellers er det umuligt at opretholde det nuværende velfærdssamfund. Sådanne bemærkninger har vi gennem årene uafladeligt hørt fra nøglepersoner i Dansk Industri og fra arbejdsmarkedsorganisationerne. Ikke mindst direktør Hans  Skov Christensen og LO-formand Hans Jensen har udtrykt sig sådan.

For mig at se er der imidlertid et par ting, de ikke fortæller os, og en hel del, som de behændigt vælger at se bort fra.

De fortæller os ikke, at de principielt ikke kan medvirke til nogen begrænsning i indvandringen. Erhvervslivet sigter altid mod ekspansion og indtjening. Og for at holde lønningerne i ro kræves der stadig udvidelse af arbejdsstyrken. I det globale marked er mulighederne uoverskuelige, og man kan aldeles ikke beregne, hvornår arbejdskraftsreserven er tilstrækkelig. Derfor byder man alle potentielle medarbejdere velkommen. Fra erhvervslivets topfolk vil der derfor ikke blive tale om begrænsning af indvandringen uanset, hvad det øvrige samfund måtte mene.

De fortæller os heller ikke, at største delen af den uuddannede indvandrergruppe sandsynligvis aldrig får sin plads i arbejdslivet. Skulle en enkelt nå hertil med sin familie og få et fornuftigt arbejde, vil familiens øvrige måske fem personer glide lige ind under samfundets offentlige omsorg, hvad angår lejlighed, børnehave, skoleuddannelse, sundhedsvæsen m.v., foruden kontant bistand. Det første tjener virksomheden på. Det sidste betaler skatteyderne.

De ser dernæst bort fra, at hver eneste indvandrer fra mindre udviklede lande belaster den offentlige sektor med 53.000 kr. Indvandringen af 18.000 personer i år 2000 fra ikke-vestlige lande øgede den fremtidige forsørgerbyrde med 15 milliarder kr.  (Wa­densjö: Immigration and the Public Sector in Denmark, 2002). Regeringens lovmæssige opstramning på flygtninge- og indvandrerområdet betyder næppe store ændringer. I hele EU vil tilsvarende for­hold sikkert gøre sig gældende. Kun i USA, Canada og Australien med overvægt af kulturbeslægtede indvandrere er der tale om et økonomisk løft gennem indvandringen. I Europa er der tale om øgede byrder og nedslidning af samfundet.

Erhvervslivets folk overvejer ikke den splittelsesproces, som især den muslimske indvandring allerede har demonstreret både i Danmark og EU. Der er her tale om en kulturel og religiøs opmarch, som Eu­ropa langt fra er rustet til at imødegå, og en generel selektiv styring af indvandringen er ikke politisk mulig. Det er i stillingtagen til denne voksende indvan­dring, at en stor del af Europas fremtid vil blive afgjort, også arbejds­markedets fremtid.

Talrige autoritative udtalelser fra ledende muslimske organisationer foreslår uden forbehold, at man arbejder målrettet mod en ændring af de vestlige samfund. Den 28. juli 1993 fastslog således Den islamiske Verdenskongres på sit møde i Kairo, at kon­gressen ”kræver et nyt kald til islam (da’wa) …hertil hører opbygningen af islamiske centrer i Europa… for at forberede muslimerne på deres rolle i fremti­den. Der kræves anvendelse af sharia i muslimernes liv” (al-Sharg al Ausat). Anlednin­gen til udtalelsen var den franske regerings udvisning af en imam, der opfordrede til ulydighed mod regeringen med udtalelsen: ”Allahs lov står over den franske lov”. (Bas­sam Tibi: Im Schatten Allahs.) Splittelsestruslen bliver ikke formindsket ved, at der ved siden af de almindelige sociale indvandrere findes en stadig større gruppe, som med baggrund i Koranen kræver kolonisering af Vesten, fordi der foregår en hellig krig, man er forpligtet på, en jihad, men med  fre­delige midler.

Den nævnte Bassam Tibi, professor og muslim håber på, at menneskerettighedskulturen og ikke sharia skal hjælpe muslimerne ind i det demokratiske fællesskab, så de kan blive en fredens bro mellem Øst og Vest. Men han er yderst bekymret, dels fordi isla­mismen er i voldsom vækst, og dels fordi EU-borgerne forsømmer at stå vagt om deres historiske kultur.

De mange indvandrede muslimer med deres stærke kultur- og religionsopfattelser, ud­gør en udfordring for europæiske samfund. Og hvis ledende partier og personer ikke er sig dette bevidst, vil de grundlæggende nationale kulturer, som er baggrund for de europæiske værdier, være truet af splittelse og konfrontationer. Her er der ikke tale om ondskaben overfor godheden, men nøgternt om en vestlig kultur, som er under pres. Vesten har en europæisk egenkultur at besinde sig på, og en kamp at udkæmpe mod enhver form for totalitarisme, også den som ligger implicit flere steder i den forskelligartede islamisk tro og tradition. Erhvervslivet kan ikke skille sig ud og modarbejde deres egne samfund i denne udvikling.

Den muslimske indvandring er konfliktskabende. En forøget tilstrømning betyder vok­sende pro­blemer, ikke mindst fordi muslimer har vist sig vanskeligere at integrere end indvandrere fra næsten alle andre kulturer. Det har allerede medført en radikalisering af de politiske modsætninger i de natio­nale parlamenter og skåret en dyb kløft i befolknin­gerne. Øget kriminalitet har betydet stramning af gældende rets­systemer til grænsen af internationale konventioner og menneskeretsregler. Denne poli­tiske udvikling bringes med ind i det europæiske parlament og i ministerrå­det.

 Adskillige indvandrere udtrykker deres dybe skepsis overfor modtagerlandenes samfundsformer og arbejdsformer, og de er fremmede overfor ligestilling, frihedsbegreber og demokratiske styreformer. En voksende kriminalitet og isolering i ghettoer er følge­virkninger deraf. Voldelige konfrontationer skaber usikkerhed, som det er oplevet i England, Frankrig og Tyskland og af og til også herhjemme.

Et forhold, som de europæiske befolkninger kun kender lidt til, er de dybe modsætninger, som eksisterer mellem de forskellige indvandrergrupper. Den gamle mistænksomhed mellem Sunni og Shia har bredt sig og bestemmer hold­ningen til Alawitter, Ahmadiya, Zaidiya, Wahabitter, Ismailiyya og mange flere, og di­rekte konflikter er talrige.

For de allerfleste indvandrergrupper gælder det, at nære ideologiske og økonomiske kontakter til hjemlande fastholder dem i deres oprindelige kulturer, bl.a. gennem familiesammenføringer. Det er medvir­kende til, at disse landes politiske kampe overføres til modtagerlandene. Kampen f. eks. mellem tyrkere og kurdere er store urofaktorer i Europa, især i Tyskland. Palæstinen­serne medbringer deres had til jøderne. Iranere og pakistanere bruger deres nye hjem­lande som udgangspunkt for militante opgør med deres hjemlandes politiske systemer. Og radikale muslimske grup­pers terrorvirksomhed finder forståelse i indvandrerkredse.

I nulevende europæeres bevidsthed lever billedet af det tolerante muslimske herre­dømme og om en muslimsk kultur, som næppe er overgået nogen sinde. Dette billede er ikke ganske falskt, men det må ses i sammenhæng med islams kulturdestruktion overfor de gamle, rige, kristne samfund i Mellemøsten og Nordafrika, løbende ødelæggelse af gamle buddhistiske kulturskatte i Afghanistan og Indonesien, (skildret ikke mindst af nobelpristageren V.S. Naipaul) og den dag i dag brutale undertrykkelse af kristne minoriteter.

Når befolkningerne i EU i dag nærer ængstelse for den muslimske indvandring, hænger det mere eller mindre berettiget sammen med de islamistiske og fundamentalistiske ter­rorbevægelser, som praktiserer deres blodige håndværk overalt i verden, ikke mindst i Sudan, Nigeria, Algeriet, Tunis, Egypten, de sydlige tidligere sovjetstater, Kashmir, Østtimor og Filippinerne. Og flere terrorgrupper har tråde til indvandrermiljøer i EU. Det betyder ikke, at det store flertal af muslimske indvandrere har sympati for terror­virksomhed. Men det er skuffende at konstatere, at protester mod voksende militant muslimsk terror er så spagfærdige, at de næsten ikke kan høres.

Der lever omkring 5 millioner illegale indvandrere i Europa udover de mange millioner mere eller mindre integrerede. I Sydeuropa har det med­ført forskellige grader af socialt kaos og politisk rådvildhed. I Danmark råber erhvervs­ledere på stadig flere indvandrere. Naive kulturradikale slutter sig stadig til koret.