Kristeligt Dagblad

22.marts 2002

Kronik

Islam og forskningsfriheden

Koranen er et af verdenslitteraturens hovedværker. Den rummer dyb indsigt i menneskesindet og præsenterer en gudsopfattelse, som præger en milliard menneskers hverdag. Men skønt en indgående historisk forskning i islam vil kunne opleves som smertefuld af mange muslimer, bliver den mere og mere nødvendig i et land med grundlovssikret forskningsfrihed.

Der er et stærkt behov for en fri debat om det vældige problemkompleks, som rejser sig ud fra islams møde med den vestlige kultur gennem den stærke indvandring. Denne debat vil også omfatte en historisk-kritisk forskning i islam.

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

Muslimer i Danmark lever under en verdslig lovgivning, og deres frihed er beskyttet af grundloven. Men ikke alle de sikrede frihedsrettigheder er uproblematiske. Det gælder således for både trosfriheden og ytringsfriheden. For kristne er det svært at forstå, at muslimer vedholdende nægter deres trosfæller retten til at konvertere til kristendommen, samtidig med, at de driver en aktiv mission for at omvende kristne til islam. Og mens flere tusind danske kvinder ved ægteskab går over til islam og lader deres børn blive muslimer, så betragtes ægteskab mellem danske mænd og muslimske kvinder af religiøse grunde som ganske utilladeligt, selvom det er en grundlovssikret ret.

Også ytringsfriheden og forskningsfriheden volder vanskeligheder for traditionstro muslimer. Når jeg i foredrag eller artikler ordret citerer Koranen, det kan være A. S. Madsens oversættelse eller f. eks. Abdullah Yusef Alis oversættelse, bliver jeg tit bebrejdet, at jeg citerer Koranen ukorrekt, og at jeg spreder vrede og had hos muslimer ved at citere den hellige bog.

Muslimers forhold til deres helligskrift skaber forvirring hos danske kristne. Jeg har ofte oplevet, at troende muslimer begrunder bestemte traditioner med, at de er påbudt i Koranen, men når man forsøger at efterspore dem deri, er de ikke til at finde, og ikke sjældent er udlægning af angivne koranord svært gennemskuelig. Koranens begrundelse for kvinders brug af tørklæder, som for øvrigt ikke burde anfægte nogen, finder vi således i sura 33.60 og 24.31-33, (versinddelingen dog afhængig er hvilken oversættelse, man anvender ). Men slår man stederne efter, finder man nydelige ord om kvinders ærbarhed, men ikke et ord om pligt til at bære tørklæde. Man tolker altså Koranens ord skarpere end den selv. Det modsatte møder vi således, når man i tale og skrift priser Koranens respekt for kvinden og dens fremhævelse af hendes ligestilling. Men når man læser de suraer og ayat, som omhandler kvindens placering i det muslimske samfund, møder man barske udsagn af en helt anden karakter. Ikke engang det gammeltestamentlige kvindesyn kender tilsvarende holdninger. Stærkest kommer det til udtryk i sura 4.35, sura 2.224, sura 4.16 og sura 24.3. I praksis ser det dog ud til, at de anførte tekster stadig øver indflydelse på muslimske samfunds hverdag.

I sura 2.257 heder det: ”Der må ikke være tvang i religionen”. Det er et vers, der i indvandrerkredse citeres igen og igen, som udtryk for friheden i islam. Sammenhængen, det står i, er imidlertid uklar. Man skal bestemt ikke overse, at Koranen rummer udsagn om smuk tolerance og forståelse. Men læser man Koranens senere åbenbaringer, så møder man langt flere udsagn om utålsomhed overfor de vantro, og om udryddelsen af dem. Og mange mener, at de første udsagn må underordne sig de sidste. Men ufriheden er markant og usikkerheden med.

Århundreders tale om islam som fredens religion, er næsten kritikløst blevet overtaget i den kristne dialog med islam. Her overser man imidlertid, at muslimer ikke må betegne de kampe, som islam fører, som krige, da alene vantro fører krige. Men læser man Koranen grundigt igennem, så er det langt fra et fredens billede, der tegnes. Og kun periodevis i århundrederne er freden mærkbar under det muslimske herredømme. Førende både kristne og muslimske forskere, som f. eks. Samuel P. Huntington og Bassam Tibi peger på, at volden og terroren har langt bedre grobund i muslimske lande end i kristne, uden at de dog tør pege på en direkte forbindelse til islam som religion. Men også på dette punkt står vi overfor alvorlige tolkningsproblemer.

For mig at se er der et meget stærkt behov for en fri og uhildet analyse og debat om det vældigt problemkompleks, som rejser sig ud fra islams møde med den vestlige kultur gennem den stærke indvandring. Både kristne og muslimer har brug for en saglig afvejning af synspunkter mod hinanden. Mange misforståelser vil kunne afklares derved.

En indgående historiske forskning over islamisk religion og tradition vil kunne opleves som smertefuld af mange traditionelle muslimer. Men i et land med grundlovssikret forskningsfrihed er det nødvendig. Igennem generationer har kristne gennemlevet processen. Den kristne kultur er blevet debatteret, analyseret og kritiseret. Den kristne religions kilder er blevet endevendt, sammenlignet og lagt under samtlige historiske og logiske metoders lup.

Kristne og ikke kristne forskere har i århundreder diskuteret opfattelsen af Kristus, som den kristne tros grundvold og indhold. Man har betragtet ham som Jesus, guds søn, som menneskehedens frelser og forsoner, som menneskets moralske forbillede og som den politiske revolutionære eller som hippie. Han er blevet beskrevet som uægtefødt, endog som homoseksuel. Og kristne har reageret herpå med vrede eller smerte, med afstandtagen eller med tilslutning. Men ingen har villet lægge forskningen hindringer i vejen eller standse diskussionen. For den troende vedbliver Kristus, den opstandne at være den ophøjede, som ikke kan gøres ringere ved vore holdninger. Og mange kristne føler netop, at deres gudsbillede i diskussionen er blevet udbygget og nuanceret. I Jesus som Guds søn kommer Gud selv mennesker nær under alle de vilkår, som Guds skabning lever under. Og troen bliver rigere for hver dør, som åbnes.

En fri forskning over emner fra Koranen, fra Profeten Muhammads liv og forkyndelse og fra den muslimske tradition er nødvendig. Det er en del af grundlovens frihedsramme. Den vil afmystificere mange uforståelige spørgsmål for de kristne, og den vil lette muslimers indgang i deres nye samfund ved at afklare usikkerhed omkring forpligtende religion og de mange blot kulturelle traditioner. Og mennesker, som har forladt et hjemland med bomme for friheden og lås for munden for i stedet at søge til demokratiske lande, må naturligvis ikke alene nyde godt at den frihed, som tilstås dem. De må selv være med til at udbygge friheden og bidrage til at forstå deres tradition i lyset af deres egen nutid.

At den fri forskning vil give vanskeligheder er uundgåeligt. New York Times giver i en artikel: ”Radical New Views of Islam and the Origins of the Koran” ( Alexander Stille, 2. marts 2002 ) en oversigt både over de vanskeligheder en ikke-religiøse forskning giver anledning til og en gennemgang af nogle af de væsentlige emner for koranforskningen. Forskere, som har arbejdet med Koranen, har ofte måttet arbejde anonymt, flere er blevet truet, og nogle er blevet dræbt. Salman Rushdie har måttet leve med en dødsfatwa. Ængsteligheden for at stille spørgsmål til Koranen har påvirket forskerne i almindelighed, for som en siger: ”Mellem frygt og politisk korrekthed er det ikke muligt at sige andet end sukkersødt sludder om islam”.

Blandt de mange væsentlige forskningsemner nævnes de litterære undersøgelser af Koranens ældste udformninger. Forskellige forskere gør opmærksom på, at der ikke eksister samtidige vidnesbyrd om Koranen før 59 år efter Muhammads død. Da blev Klippemoskeen i Jerusalem bygget og forsynet med Korancitater. Men det er iøjnefaldende, at de i nogen grad afviger fra den nu gængse Koran. John Wanbrough fra The School of Oriental and African Studies, London har det synspunkt, at Koranen er en sammenstilling af forskellige tekster, som er samlet over årtier, måske århundreder. Yderligere hævder han, at alt, hvad vi ved om islam, Profetens liv og levned er baseret på tekster, der stammer fra årene mellem 130 og 300 efter Muhammads død.

Christoph Luxemberg argumenterer for, at Koranen er blevet fejloversat århundreder igennem, og at dele af islams ældste tekster stammer fra føreksisterende kristne og aramæiske tekster. Professor i islamisk historie Roy Mottadeh ved Harvard Universitetet og flere andre forskere er overbeviste om, at Koranen må ses i en bred historisk sammenhæng og udsprunget af mellemøstlige, monoteistiske religioner, snarere end den er et spontant produkt fra den uberørte arabiske ørken.

Professor Gerd R. Puin, Saarland Universitet, Tyskland arbejder med de allerældste Korantekster, og det er hans opfattelse, at ord med forholdsvis brede betydninger er blevet skærpet gennem senere oversættelser. Som eksempel nævner han, at ordet ”kampe” efterhånden gengives ved ”dræbe”. Han finder, at en tilbagevenden til den ældste Koran vil føre til en mere tolerant form for islam. Kravet om en bogstavelig tolkning af Koranen er udgået af et behov, der er opstået de seneste år, siger professor Andrew Rippins, University of Victoria, British Columbia, Canada. En metaforisk tolkning har tidligere i over tusind år været en hovedstrømning i islam.

Koranen er et af verdenslitteraturens hovedværker. Den rummer dyb indsigt i menneskesindet og i de menneskelige relationer, foruden at den præsenterer en gudsopfattelse, som præger måske en milliard menneskers hverdag og tanker den dag i dag. Koranen må derfor behandles med den største respekt. Men med dens stærke bundethed til forholdene i det 7. århundredes Arabien, kan den ikke som det eneste værk i verden unddrage sig den tankens frihed, som skaberen har forlenet sin skabning med til at bruge på alle livets områder, og også til tolkning af hans åbenbaring til mennesker.