Morgenavisen Jyllands-Posten

                                                                                       15. januar 2002

Islam og terrorismen

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

De demokratiske lande er i høj grad blevet til gennem påvirkning fra og tolkning af den kristne bibel, og de kristne tænkeres udfoldelse heraf. På samme måde har de muslimske samfund deres religiøse baggrund. Men principperne for læsningen af Koranen griber langt dybere ind i samfundsudviklingen, end vi normalt forestiller os, skriver dagens kronikør

I Islams helligskrift Koranen findes i snesevis af vers, som kan opfattes som direkte opfordring til krig og terror mod de vantro. Det er ubehagelig læsning. Og da Koranen er selve islams fundament, er det nærliggende at finde en direkte forbindelse mellem islam og den skræmmende terrorisme i Vesten. Muhammad, alle muslimers forbillede, gjorde jo selv udpræget brug af terror i sin religiøse og politiske kamp. I en verden med lette samfærdselsmuligheder og en hurtig, præcis og uhindret kommunikation er det ikke overraskende, at muslimske fanatikere i sigende antal dukker fem over den ganske verden og med stadig dristigere aktioner. Dertil kommer, at den hurtigt voksende mus­limske indvandring til Vesten skaber åndelige miljøer, som er kritiske overfor vestlige normer og samfundsformer. Selv hos fredelige og vel integrere indvandrere er der for­ståelse for både fundamentalistisk retorik og for kamp mod vestlig dominans.

Overfor denne påstand står muslimernes egen hårdnakkede hævdelse af, at islam er en fredens religion. Denne opfattelse er efterhånden en smule naivt overtaget af de fleste vestlige islamforskere, som ser bort fra, at muslimske teologer definerer krig og fred anderledes, end vi er vant til. Efter deres opfattelse kan islam ikke føre krig. Et mus­limsk væbnet opgør er et forsvar for islam. Det er kun de vantro, som kan føre krig. Men afgørende er det dog, at Koranen parallelt med de barske opfordringer til brutal fremfærd overfor de vantro også bringer en perlerække af opfordringer til storsind, barmhjertighed og tilgivelse, især dog i forhold til trosfæller. Det er øjensynligt, at sammenhængen mellem islam og terrorbevægelserne ikke er direkte påviselig. Den må forstås i lyset af både historiske og religiøse overvejelser.

I et samfund som det danske, som i generationer har været gennemstyret af socialdemo­kratisk tankegang, finder man det ganske indlysende, at terrorens årsag er social. Anden opfattelse betragtes med mistro. Det kan da heller ikke afvises, at der er væsentlige so­ciale elementer i fremvæksten af den islamiske fundamentalisme, som terroren udsprin­ger af. Men de sociale elementer er kun mellemregninger i det store regnestykke, og de grundlæggende faktorer ligger meget dybere.

En af de historiske begivenheder, som er med til at danne baggrund for terrorismen er uden tvivl det tyrkiske (osmanniske ) sultanats sammenbrud i 1923 og den følgende ophævelse af kalifatet. Politisk var det uden betydning, da Kemal Atatürk havde magt­midler nok til at opfylde tomrummet. Men i hele det troende muslimske trossamfund skabte det en voldsom frustration. De muslimske samfund har en vældig erobrerhistorie bag sig og ydmygelsen var stor, ikke mindst, da vestlige stater håndhændet overtog den politiske magt i de fleste muslimske områder. Selvom nogle muslimer blev påvirket af den vestlige kultur og udviklingsbegejstring, skabtes hos de fleste både vrede og forar­gelse over vestlig levevis og moralsk forfald. En indre modstand voksede frem. Den fandt bl.a. sit udtryk i 1929 i Hasan al-Bannas pan-islamiske Muslimske Broderskab, som havde som mål med alle midler at bekæmpe Vestens indflydelse. De muslimske landes uafhængighed efter 2. verdenskrig kunne ikke dæmpe vreden. Den blev efter­hånden forstærket gennem palæstinensernes kamp med det USA-støttede Israel, og den voksede til direkte had under indtryk af Golfkrigen, og de amerikanske styrkers place­ring på Saudi-Arabiens hellige jord. De fundamentalistiske strømninger, som ikke mindst sugede næring fra Ayatollah Khomeinis åndelige testamente, voksede hastigt. Svage korrupte ledere af de islamiske prægede stater bar ved til bålet. Befolkningseks­plosionen og den deraf følgende sociale udmarvning danner så stor en kontrast til leder­nes luksusliv og anløbne moral, at fundamentalisterne truer med at vende sig også mod dem. Derfor har den regeringskontrollerede presse set det som sin opgave systematisk at kanalisere enhver aggression over i hadet til USA, Vesten og Israel. Der sker således en stadig akkumulering af had til de kristne landes befolkninger, mens argumenter herfra aldrig får plads. Terrorens jordbund er således beredt. Terroren må  formulere sine en­delige mål og sikre sin legitimitet. Uden den vil den stå uden egentlig troværdighed blandt trosfæller.

De demokratiske lande er i høj grad blevet til gennem påvirkning fra og tolkning af den kristne Bibel, og de kristne tænkeres udfoldelse heraf. På samme måde har de muslim­ske samfund deres religiøse baggrund. Men principperne for læsningen af Koranen gri­ber langt dybere ind i samfundsudviklingen, end vi normalt forestiller os.

I Koranen afsløres det islamiske gudsbegreb. Allah er den eneste, den største, den ufor­anderlige. Den, man kun kan forholde sig til i underkastelse. Han har i sin hellige bog talt sit ufravigelige og uforanderlige ord, som omfatter hele menneskets liv, både det religiøse og det politiske. Den, der vil fornægte, ændre eller kritisere Koranen, rører ved selve almagtens ophøjethed. Det er dette skrift-fundamentalistiske syn, som har været hindrende for fornyelsen af de muslimske samfund. Koranens islamisk underkastelses­princip er afspejlet i selve samfundsstrukturen, i statsteori, i menneskesyn, retsopfattelse, sociallovgivning og i forholdet til ikke-muslimske samfund. Både politiske og religiøse magthavere i det pyramidalske samfundshierarki støttes af en stærkt konservativ lovgivning, ofte med religiøs begrundelse. Enhver kritik udløser stærke sanktioner, og politisk og religiøs undertrykkelse er snarere en regel end en undtagelse.

Tolkningen af Koranen og de religiøse love forandrer sig naturligvis med ændrede levevilkår. Men generelt udgør islam én stærkt samfundskonserverende faktor. Den modsætter sig fornyelse, som kan reducere fattigdommen, og den bidrager til, at Vesten og de muslimske lande glider bort fra hinanden. Alt imens overfører den voldsomme muslimske indvandring til de kristne lande et muslimsk verdensbillede, som er yderst kritisk overfor Vesten. Og i det omfang terroren udspringer af visse fundamentalistiske grupperinger, føres terrortruslen ind bag modtagerlandenes grænser.

Muslimerne kender ikke deres helligskrift bedre, end de kristne kender Bibelen. De har lært store stykker udenad, de kan recitere dem, og de kan med stolthed fortælle om Koranen som en gave til dem. Men en sammenhængende forståelse af Koranens budskab mangler som regel. Ordene fra den hellige bog elsker de på samme måde, som kristne elsker deres salmer, selvom de ikke kan gøre rede for deres indhold. Den almindelige muslimske befolkning forstår alle Koranvers bogstaveligt. For det er jo Allahs eget ord. Men en helhedsforståelse udsprunget af en fri og kritisk debat savnes. Man har derfor svært ved at tolke Koranens brutale udsagn om hadet, vreden og foragten for anderledes troende i sammenhæng med udsagnene om tilgivelse, respekt og storsind. Dette er katastrofalt, for det betyder, at enhver militant religiøs fantast har mulighed for fra hver eneste sura at uddrage de aggressive udsagn, som passer til hans formål og fremstille dem som Allahs vilje og påbud. Under de urimeligt fattige kår, som islam er medansvarlig for, findes tusinder af marginaliserede og frustrerede mennesker, som ser kampen mod de vantro som Allahs vej ud af fornedrelsen. Her møder fanatikerne kritikløst støtte og åbne ører. Den jævne muslim i almindelige kår vil derimod normalt misbillige den religiøse jihad. Men han har svært ved at stille noget op overfor markante Koran-begrundede udsagn, som i sig selv er hellige og uimodsigelige, da Koranen som Allahs ord dybest set vil fredens sag. Den skriftfundamentalistiske Koran-tolkning bidrager derfor til legitimering af terroren og til at give den retning mod selv de vantros grundlæggende værdier.

De muslimske fundamentalister har erklæret Vesten krig. Og den er for længst begyndt. Også i deres hjemlande fører de en kamp mod vestlig indflydelse. Støtten finder de hos ligesindede rigmænd, organisationer og ikke mindst hos fundamentalistiske stater. Den wahabitiske saudiske overklasse finansierer militante bevægelser i store dele af verden. Krigen mod Vesten er helt afgørende, for herfra udgår nutidens kulturelle, økonomiske og politiske korstog mod islam, den sande religion, og herfra spreder jøderne deres gift over den ganske jord. 

Vesten har få våben at forsvare sig med. Af forsyningsmæssige grunde tager man ikke opgøre med det religiøse magtcentrum, Saudi-Arabien. Blanke våben kan ikke anvendes. Det er ikke hermed en verdensomspændende terrorisme bekæmpes, for der er ingen front, ingen grænser og ingen soldater. Kampen mod fattigdommen kommer man ikke uden om. Den kan have sin virkning. Men vores vigtigste våben er nok – måske til overraskelse for mange – arbejdet for ytringsfriheden i de muslimske samfund, for den frie religiøse debat og religionskritik. Religionsdebatten vil for muslimerne være en vej ud af undertrykkelsen og den samfundsmæssige stagnation. Det er her, kampen må stå. Den er lidet glorværdig, men den er afgørende. Det må selv Vestens dialogsværmere kunne forstå.