Fyens Stiftstidende

                                                                                       18. januar 2002

Islam og truslen

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

Godtroenhed er godt, men i verdslige og politiske sager er indsigt bedre. I teologiske spørgsmål er en smule teologisk viden endda ikke at foragte, hedder det i dette svar på en kronik

I Fyens Stiftstidendes kronik den 12. december med titlen ”Når islam kradser på” gør Leif Munksgaard sig som så mange andre til talsmand for det synspunkt, at den kristne kirke ikke skal frygte islam, men tværtimod lad sig inspirere af den. Islam er ingen trussel for dansk kultur, tværtimod vil den komme til at bidrage positivt dertil.

Det er naturligvis tilladt at give udtryk for forhåbninger, men de bør næppe fremsættes som realiteter uden i det mindste nogen rationel begrundelse. Godtroenhed er godt, men i verdslige og politiske sager er indsigt bedre. Og i teologiske spørgsmål er en smule teologisk viden heller ikke at foragte.

For at tage det sidste først: Sekulariseringen er ikke, som Munksgaard hævder, kristendommens endeligt, tværtimod. Sekulariseringen er kristendommens overlevelsesbetingelse i dag. Den er et resultat af den protestantiske kirkes adskillelse af det verdslige og det religiøse. Det er den verdslige stats vilkår at udfolde sig på fornuftsmæssige betingelser. Her skal man ikke tilgodese bestemte religiøse særinteresser, men selve det frie, almene menneskes grundvilkår. Og kun ved samfundets accept af det enkelte menneskes religiøse frihed til at udfolde sin tro, som det vil, dyrke sin Gud, tilbede og lovsynge ham i ord og gerning er der respekt for det gudskabte menneskes værdighed. At det enkelte menneske så udfolder sit liv under åndsliberalismens ørkenkår, en ganske anden sag. De mennesker, som beskæftiger sig med evangeliets forkyndelse påtager sig sædemandens tjeneste, og den kræver dem fuldt og helt, men det er Gud, der giver væksten, og vi må blot leve af hans nåde ( K.L.Aastrup). Der er steder nok, hvor man nægter sekulariseringen. I alle lande med muslimsk flertal, hvor man bekæmper verdsliggørelsen, bliver religionen magtens og undertrykkelsens sprog, og terrorismen er ofte et af dens udtryk.

For få måneder siden udkom i Tyskland et bogværk med en omfattende analyse af forholdet mellem islam og kristen kultur og religion i filosofisk, kulturhistorisk og teologisk perspektiv. Forfatteren hedder Hans-Peter Raddatz, og bogens titel er ”Von Gott zu Allah ?”. Bogen er meget omfangsrig, og både sprogligt og tankemæssigt tidsrøvende, men dybt fascinerende. Dens udgangspunkt er, at der parallelt med den store muslimske indvandring i Tyskland skabtes en dialogindustri, som har formet et billede af islam, uden dækning i virkeligheden. Dette billede er ukritisk positivt, fordi det er overtaget fra muslimernes egen selvfremstilling og uden kritisk vurdering. Derved undgår man at tage stilling til en række fundamentale problemstillinger som religion og politik, islamisk aggression og ghettoproblemer i indvandrerlandene. Det liberale fremskridtssamfund har også af erhvervsmæssige grunde accepteret den ukontrollerede indvandring og ekspansion fra islams side. Og den tyske intellektuelle elite har ud fra en misforstået tolerance i dialogbegejstring holdt udsalg på vigtige principper i politiske og trosmæssige forhold. De vover end ikke at gøre menneskerettighederne, som de ellers kæmper så hårdt for, gældende over for øjensynlige overtrædelser blandt indvandrerne. I stedet råber de fremmedhad eller racisme efter enhver, som vover blot at pege på et eller andet problem, som indvandringen medfører.

I den omfattende historiske gennemgang af forholdene mellem islam og kristendommen peger Raddatz på Muhammads religiøst-politiske statsdannelse i Medina, hvor Muhammad benyttede grusom terror både som politisk og religiøst våben. Det blev et mønster. I dag findes ikke noget muslimsk flertalssamfund, hvor terroren ikke er accepteret i vide fundamentalistiske kredse.

Raddatz’ synspunkter er i mindre udarbejdet form allerede tilgængeligt i megen moderne islam-litteratur, selv i adskillige bøger hos euro-muslimen Bassam Tibi. Men somme tider må man spørge, om de overhovedet indgår som læsestof hos danske islaminteresserede.

Man bliver lidt overrasket, når Munksgaard frejdigt i sin kronik retorisk spørger: Hvor er det, islam truer dansk kultur, er det i ”Højskolesangbogen, dansk litteratur, dansk flertalsdemokrati, dansk frihedstradition, intellektuel åbenhed, ytringsfrihed, omsorg for de svage, kvinders stemmeret/valgbarhed, kunstnernes frihed”. Intet af det er truet, siger han, selvom han som formidler af dialog mellem kristne og muslimer bør vide besked om praktiske forhold.

Lad os i rækkefølge se lidt på sandhedsværdien i den korttidsoptimisme, som her forkyndes. I de muslimske friskoler, som skulle gøre indvandrerbørn til danske, fjernes blade fra undervisningsmateriale, der hører til pensum. Billeder og passager, som taler om danske normer og tro, dækkes til og overstreges. Skoleleder og imam Abdul Wahid Pedersen kræver folkeskolen ændret, da dens holdning til idræt, badning og religionsundervisning ikke kan accepteres. Hussein Schjøttz, talsmand for Forenede Danske Muslimer, forlanger at folkeskolen skal tilpasse sig de muslimske unge. Marwan Cheikh Yossef fra Det Islamiske Trossamfund siger direkte, at folkeskolen skal føje sig efter muslimerne. Det sker allerede mange steder, også ved valg af undervisningsmaterialer. Muharrem Ayda, formand for de Etniske Mindretal, Poem, klager over, at lærerne tegner et uddannelsessystem, der er egnet for danske elever.

I november måned nægtede de muslimske elever på nogle københavnske gymnasier at beskæftige sig med dele af deres eksamenspensum. De hævdede, at det stred mod deres religion.

Dansk flertalsdemokrati eller frihedstradition er ikke truet, hedder det. Både hos SF og Det radikale Venstre sidder der politikere, som nægter at tage afstand fra kravet om indførelse af sharia i Danmark. Sidstnævntes Mona Sheikh har tilknytning til den fundamentalistiske pakistanske Minhaj-ul-Quran, der kæmper for at udbrede shariaen til hele verden. Frihedspartiet Hizb-ut Tahrir, Khilafa, som stod bag mødet med næsten 1000 deltagere på Nørrebro, går imod personlig frihed, ytringsfrihed, kvindefrigørelse. Og det kræver ubetinget sharia med håndsafhuggelse m.m. indført i Danmark. Statsministeren giver udtryk for, at vi må gå i konfrontation med dem, isolere dem på samme måde, som den danske befolkning gjorde mod nazisterne. Den franske terrorekspert og FN-rådgiver Roland Jacquard advarer som flere andre mod et Osama bin Laden netværk i Danmark. En af bin Ladens nærmeste rådgivere, Fuad Mohammed Talat, propagandachef for islamiske ekstremister i Danmark har haft asyl i Danmark. Den førende imam i Danmark Abu-Laban beskyldtes for at støtte den radikale egyptiske bevægelse Gamaia Al- Islamiyya, der er tilknyttet Bin Laden ( Rohan Gunaratna, professor, islamekspert, Skt. Andrew University, Scotland). Den 12. december forbød den tyske indenrigsminister Otto Schily den såkaldte Kalif-Staat i Køln, efter at den tyske Verfassungsschutz havde anklaget den for at true landets forfatningsmæssige orden og Tysklands indre sikkerhed. Foreningen havde 1100 medlemmer. Der foretoges ransagning 212 steder. Også andre fundamentalistiske foreninger er under mistanke. Tyske myndigheder mener, at der allerede findes 59.000 tilhængere af ekstremistiske foreninger. Alene det militante samfund Milli Görüs har 27.000 medlemmer. Så godt som alle de militante foreninger er talrigt repræsenteret i Danmark.

Den store internationale muslimske konference i København i dette efterår, hvor bl.a. den tidligere danske kirkeminister talte, var finansieret af den Saudi-Arabiske wahabitiske retning, som har finansieret en stor del af Talebanernes virksomhed i Afghanistan. Under mødet truede danske arrangører af konferencen de danske politikere, som ikke ville støtte islamiske krav.

Angående åndsfriheden og ytringsfriheden som fremhæves. Hvor var den henne, da tusinder af danske muslimer støttede dødsfatwaen mod Salman Rushdie, Jeg selv savnede den også, da jeg truedes med døden efter en artikel om Muhammad.

Og den religiøse frihed kan man ikke give meget for, så længe en muslim kan miste livet, hvis han konverterer fra islam til kristendommen. Begejstringen for kvindernes frihed er også svær at begrunde. Mange blandt de ca. 3000 danske kvinder, der har indgået ægteskab med muslimske mænd, og som har måttet flygte derfra bl.a. til de danske krisecentrer, har haft svært ved at dele den. Det har heller ikke været omsorgen, der kransede deres vej.

Der er nok nogle, der vil sige, at disse overvejelser er ensidige perspektiveringer. Og det er sandt, for de er reaktion på et ensidigt oplæg. Men ensidig er i endnu højere grad den ideologiske eskapisme, som for mange synes at være den eneste måde, hvorpå man uplettet kan nærme sig de problemer, vi står midt i.

Mange samtaler ville blive lettere, hvis de idealistiske ”islam-eksperter”, der lader sig inspirere af islam, kunne supplere det varme hjerte med den kølige fornuft.