Fyens Stiftstidende

                                                                                                             9.december 2002

Tyrkiet presser EU for at få en dato for landets optagelse, og politisk er der allerede en åbning undervejs. Men er det ønskeligt at udvide EU’s grænser til Syrien, Irak, Georgien og Armenien, og kan EU’s kristne befolkninger leve sammen med et talrigt muslimsk folk?

”I Vesten har katolske og protestantiske kristne haft over 450 år til at finde en fælles livsform, dog stadig med en udpræget reservation over for hinanden”.

Ja eller nej til Tyrkiet

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

Mange mennesker vil være enige i, at EU har spillet en stabiliserende rolle i Europa. Den har skabt friere samhandel, mange nødvendige harmoniseringer, lagt bedre rammer om forskning og udvikling og sikret betydelige økonomiske landvindinger.

De fleste vil sikkert også bifalde den udvidelse af EU, som nu er på vej, selvom den pålægger den hidtidige medlemskreds betydelige økonomiske, administrative og politisk/kulturelle byrder. Men et nært og forpligtende samarbejde mellem lande med forskellig baggrund er vanskeligt. Og jo tættere et samarbejde skal være, jo større problemer rejser der sig. Selv en sammenføjning af nært beslægtede områder som Vesttyskland og Østtyskland stillede langt større krav, end nogen havde forudset. Store sociale forskelle måtte udlignes. Forskelle i arbejdsmoral og initiativlyst skabte vanskeligheder. Og selvom et større antal milliarder af D-mark/euro fandt og finder vej fra vest til øst, spores en udbredt bitterhed i Forbundsrepublikkens østområder. Men hvor store modsætninger må man så regne med, der opstår gennem et tæt og forpligtende  samarbejde mellem to helt forskellige kulturkredse, som de europæiske lande og det hovedsageligt asiatiske Tyrkiet udgør, såfremt Tyrkiet opnår den ønskede optagelse i EU.

Politisk set er der allerede en åbning på vej overfor Tyrkiet. Politikerne har faktisk bundet sig ved at stille en række krav til landet, hvis opfyldelse formentlig vil bane vej for en regulær optagelse. Hvis Tyrkiet lever op til kravene, er det svært for politikere med æren i behold at finde en kattelem, som man kan smutte ud af, hvis man fortryder sin velvilje.

Det har været tydeligt, at EU-politikerne i drøftelserne med Tyrkiet næsten alene har lagt vægt på politiske og økonomiske forhold. Mens de religiøse og kulturelle forhold har spillet en inferiør rolle.

I de sidste måneder har der imidlertid rejst sig en vægtig modstand mod optagelse af Tyrkiet som fuldgyldigt medlem. En tyrkisk status som nær samarbejdspartner har derimod ikke været anfægtet. En tydelig afværgeudtalelse kommer fra EU-Kommissionens formand Romano Prodi. Han efterlyser en debat om, hvor EU-udvidelsen skal stoppe, for EU kan ikke blot være en klump gelé uden klare grænser. Langt mere uforbeholdent lyder det fra den tidligere tyske forbundskansler Helmuth Schmidt. Han siger ligeud, at de kulturelle forskelle mellem Europa og Tyrkiet er så store, at en indlemmelse i EU er uacceptabel. Og den tidligere franske præsident og nuværende formand for EU-konventet Giscard d’Estaing mener ikke, at Tyrkiet er et europæisk land. Dets hovedstad ligger i Asien. Med optagelse af Tyrkiet er EU ikke mere en europæisk sammenslutning, og den vil herefter have vanskeligt ved at afvise f. eks. Marokko, som også bejler til EU. Islams greb om samfundet spiller også for stor en rolle.

Hvis Tyrkiet om nogle år får medlemskab, vil det sikkert være større end det nu største land Tyskland på grund af dets store befolkningstilvækst. Og det vil være det fattigste land. Inflationen nærmer sig 70%, økonomien er katastrofal. Over 60 millioner tyrkere har en gennemsnitsindkomst på 2.500 euro årligt, mens EU-borgeren tjener 25.ooo euro, og analfabetismen er vidt udbredt. I europæisk sammenhæng vil det betyde en lammende økonomisk byrde. EU's budgetkontor kan oplyse, at Tyrkiets træk på EU’s økonomi vil beløbe sig til 150 milliarder kr. årligt.

Men andre problemer er ligeså skræmmende. Det europæiske Charter, som snart er EU’s grundlov, tilsikrer alle unionsborgere fri bevægelighed og opholdsret i alle medlemslande, og det vil åbne for en nærmest uhæmmet vandring til EU-landene. Det hævdes ofte, at nyoptagne staters befolkninger kun i ringe grad vil søge til andre EU-lande. Men den hidtidige tyrkiske indvandring taler et andet sprog. På trods af Europas forholdsvis restriktive politik overfor indvandring har flere millioner tyrkere allerede slået sig ned i Unionen. Hvem kan vel forvente, at interessen for de europæiske socialsystemer bliver mindre ved friere adgang? En FN-rapport fra 2002, udarbejdet af arabiske forskere, påpeger, at over halvdelen af alle unge arabere ønsker at udvandre til Europa eller USA. Det er svært at forestille sig, at det skulle forholde sig anderledes for tyrkernes vedkommende.

Hvis Tyrkiet optages som medlem af EU, betyder det, at den europæiske grænse ganske absurd flyttes langt ind på asiatisk område og først afgrænses af Syrien og Irak samt af områderne Georgien og Armenien. EU vil hermed uvægerligt blive inddraget i de uløselige konflikter, der råder omkring grænserne i disse egne. Ikke mindst det kurdiske problem, som er ligeså forhandlingsresistent som det israelsk-palæstinensiske, vil kaste lange skygger. Og samtidig vil flygtningestrømmene fra disse områder kunne passere stort set uhæmmet ind i Europa.

I drøftelsen af Tyrkiets mulige optagelse fremføres ofte, at Tyrkiet er en sekulær stat med adskillelse mellem politik og religion. Og det kan teoretisk set ikke modsiges. Men den sekulære stat er under stærkt pres fra fundamentalistisk prægede muslimske partier og opretholdes udelukkende med militærets hjælp. EU kræver militærets indflydelse fjernet for at anerkende Tyrkiet som demokratisk stat, men accepten her vil medføre, at fundamentalistisk prægede partiers vej til den politiske magt ingen væsentlige hindringer støder på. Selv det sejrende Erdogans parti vil da have svært ved at slippe sine traditionelle rødder.

Tyrkiet er en verdslig stat. Ja!, men tyrkerne er et muslimsk folk. Det er moderat, men har store problemer med den voksende fundamentalisme. Og det er ikke staten, som vandrer ind i Europa. Det er folket.

Med Tyrkiet i EU, vil antallet af muslimer overstige antallet af protestanter. I Vesten har katolske og protestantiske kristne haft over 450 år til at finde en fælles livsform, dog stadig med en udpræget reservation overfor hinanden. Men de må se tilbage på en historie, fyldt med borgerkrige, krige mellem staterne og en stadig utålsomhed. Der skal et meget åbent sind til at tro på fællesskab uden kultursammenstød mellem en selvbevidst missionerende muslimsk befolkning og vestlige EU-borgere opvokset i en grundlæggende kristent præget kulturkreds.  Forholdet mellem Serbien og Kosovo er ikke et inspirerende eksempel.

Århundredlange kampe mellem det osmanniske rige og Europa har sig dybe spor. De europæiske værdier med rødder til Jerusalem Athen og Rom lader sig ikke uden videre overføre til det tyrkiske folk. Begreber som demokrati, personlig frihed, religionsfrihed, ytrings- og forskningsfrihed, kønnenes ligestilling og fremhævelse af det individuelle frem for det kollektive, bygger på tanker som i bund og grund er fremmede her. Det vil være meget letsindigt at forsøge at presse sådanne anskuelser ned over en ikke-vestlig kultur netop i en tid, hvor muslimsk terrorisme breder sig over hele kloden, og hvor islamismen og fundamentalismen er på vej til at lukke munden på millioner af besindige muslimer.

Den opsigtsvækkende ”Kommunismens Sorte Bog” er endelig blevet oversat til dansk (864 sider). Den er et rystende opgør med den kommunistiske totalitarisme, der har kostet 100 millioner menneskeliv. Dens forfatter Stephane Courtois siger som kommentar hertil, at verden efter opgøret med kommunismens totalitarisme nu står overfor den tredje totalitære bølge, nemlig islam.

Tyrkiets optagelse i EU kan besluttes af nogle få snese politikere for lukkede døre. Beslutningen kan ændre hele Europa. Over trehundrede millioner mennesker i Europa må bare se til.