|
Jesper Kallesøe
SANDE MUSLIMER har det skidt i Danmark,
skal man tro domprovst Poul Erik Andersen: ”Når de på
uddannelsesinstitutioner skal erhverve sig kendskab til dansk kultur og
læse litteratur eller historie, finder de kristendommen som et skjult
eller åbenlyst pejlemærke”, skriver han i kronikken ”Der er forskel på
fundamentalisme” i Kristeligt Dagblad den 5. april.
Det er nu ikke mit indtryk, at det skulle være det store problem for
moderne muslimer; jeg underviser selv flere af dem – som en af Andersens
egne efterfølgere i kristendomsfaget på Nr. Nissum Seminarium.
Alt fra Holberg over Hans Kirk til Morten Korch kan de tage stilling til
– og det kristne islæt får dem i hvert fald ikke til at ”føle sig som
ofre (...) der ingen bødler kan finde”. Disse stakler ”bør med solid
støtte fra samfundet få mulighed for at realisere drømmen om at vende
hjem”. Smukt formuleret: De skal ikke sendes hjem, fordi de er arabere –
det ville jo være racisme, men fordi de er muslimer!
I Danmark hører kristendommen nemlig åbenbart til de ”givne grundvilkår”
og er som sådan deres usynlige ”bøddel”. Så for deres egen skyld må vi
hellere bryde med religionsfriheden og sende dem til deres ”hjemland”.
Det kalder jeg ”islamkritik” fra et ægte medlem af Islamkritisk Netværk!
ANDERSEN FINDER sine fornemmelser bekræftet af mødet med ”en fuldt
tilsløret muslimsk kvinde” på kirkebænken ”i min sognekirke”: ”Hun
fulgte nøje med i det, der skete”, hvilket så var en ordinær dansk
højmesse med barnedåb og nadver.
”Ved menighedens fælles trosbekendelse blev det mig klart, hvor langt vi
stod fra hinanden. Det var, som jeg kunne læse hendes lidt sørgmodige
tanker, der ledsagede vores bekendelse”. Og provst Andersens
tankelæsning bar frugt: Hun forargedes over adskillige dogmer
(treenigheden, inkarnationen og så videre) og måtte konkludere i
Andersens fantasi: ”Blasfemi i det vantro land”!
Fremmedgørelsen er således hendes egen skyld: ”Hun gik alene fra kirken,
der var hun hjemløs, selvom flere havde nikket og smilet venligt. Der er
langt fra Mekka til Golgata”. Dokumentationen ville afgjort have vundet
ved, om Andersen havde spurgt hende selv, hvad hun faktisk følte i
stedet for at gætte sig frem via egne fordomme og prøve at aflæse hendes
kropssprog. Det kalder jeg islamkritik!
Visse muslimer føler muligvis sådan, men typisk tror jeg overhovedet
ikke på, det er. Jeg har i påsken sunget ”Hil dig, Frelser og Forsoner”
på seminariet med muslimer, som også bagefter var i højt humør og ikke
spor ”hjemløse”. Det kunne jeg generalisere lige så meget ud fra, hvis
jeg gad.
MISEREN BUNDER dog dybest set i, at muslimer er
”skriftfundamentalister”, som mener, at Koranen er ”Allahs eget
forpligtende ord”. Sandt nok. Og Andersen er da også opmærksom på, at
der findes en kristen skriftfundamentalisme, omend ikke så udtalt. Hvori
består den afgørende forskel så? Jo: ”den muslimske
skriftfundamentalisme inkluderer en ufravigelig politisk
fundamentalisme, som kræver, at (…) Koranen i lærde fortolkninger er
normgivende for politisk virksomhed”.
ALTSÅ: ALLE GODE muslimer vil have en sharia gennemført, og derfor kan
de vel aldrig blive gode danske demokrater. Det må være Hizb ut-Tahrir,
der spøger. Magen til vås! Jeg skulle mene, at antallet af danske
shariadrømmende muslimer højst ligger på nogle få procent. Resten har
det glimrende med demokratiet.
En klassisk teknik for religiøse polemikere består i at sammenligne
realiteter i én religion med idealer i den anden. I kristendommen
fremhæver Andersen således, at fundamentalismen i praksis står svagt. I
islam betoner han så et dogmatisk ideal om shariaen som ”ufravigelig”,
skønt en massiv majoritet af danske muslimer for længst i praksis har
droppet det.
Andersens ”ufravigelig” må stamme fra en skrivebordslæsning af islam,
som sætter ham i stand til at udtale sig med skråsikkerhed om islams
inderste essentielle sandheder uden hensyn til, hvad danske muslimer
faktisk praktiserer. Det ville vi jo ikke finde os i, når andre udtaler
sig om kristendommen. Men nu har jeg da et godt eksempel for mine
studerende på denne såkaldte essentialisme, når den er værst. Det kalder
jeg ”islamkritik”!
I folkekirkens verden kan man (måske?) afstøde islam på den måde,
Andersen gør i sin kronik: som en fjende af dansk kultur. Men i
folkeskolens verden går den ikke. Og som gammel seminariemand burde
Andersen vel ane, at en kronik som hans kan få seminariefolk og lærere
til at gøre forbehold over for skolens samarbejde med kirken: Hvad kan
vi egentlig bruge kirken til, når det gælder forholdet til fremmede
religioner? Er vores interesser ikke for forskellige?
Jesper Kallesøe,
seminarielektor,
Vester Lemtorp 19,
Lemvig
|