Morgenavisen Jyllands-Posten

                                                                                                                                   l4. marts 2001

Den danske indemissionske bevægelse blev gennem mange år forfulgt og latterliggjort af kulturradikale kredse, som ikke kunne forsone sig med dens oprindelige lovtro og bibelfundamentalisme. Det er overraskende, at beslægtede kredse nu ofrer positiv opmærksomhed på muslimsk skriftfundamentalisme og lovhævdelse af langt mere ekskusiv karakter, skriver dagens kronikøør

Kampflaget hejst mod danskerne

(Min overskrift  til JP: Er indvandringen en ressource ? - se efter kronikken)

af Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

Ressource er et grimt udtryk, når det bruges om mennesker. Men vi hører det ofte både fra politikere og fra repræsentanter fra arbejdsmarkedet. Væl­ger vi alligevel at bruge udtrykket, er det godt at vide, at det kan forstås på flere måder, både i økonomisk, kulturel og religiøs sammenhæng.

Indvandring som økonomisk ressource

Fra FN lyder det ofte, at Europa med stagnerende befolkningstal og  vok­sende gennemsnitsalder har brug for mange millioner ind­vandrere. Selvom den opfattelse ikke kan afvises, må den også ses i sam­men­hæng med, at mange af FNs medlemsstater er mindre udviklede lande, som med stort fød­selsoverskud har behov for en udvandring til det rige Europa. Både europæi­ske og danske politikere er rede til at åbne for yderli­gere indvandring med henvisning til, at et tilskud af arbejdskraft er nødven­digt for at opretholde velfærdssamfundet og bære de fremtidige pensions­byrder. Når vi jævnligt hører danske erhvervsfolk støtte synspunk­tet, ligger der også den overvejelse bag, at øget udbud af arbejdskraft for­hindrer store lønstigninger og skaber bedre konkurrenceforhold. Det er dog i høj grad et spørgsmål, om disse be­tragtninger er rigtige.

Realiteten er, at integration på arbejdsmarkedet har vist sig meget vanskelig, bl.a. på grund af sprog, analfabetisme, kulturtraditioner og manglende ud­dannelse, især på de avancerede teknologiske områder. Store dele af 1. ge­ne­rationsindvandrene vil aldrig få foden indenfor på arbejdsmarkedet.Det økonomiske nettoresultat af indvandringen er for øjeblikket et underskud på ca. 14 milliarder årligt. At det er et negativt resultat, kan ikke undre, når ek­sempelvis en familie med to børn på integrationsydelse efter indenrigsmini­steriets opgørelse koster 583.000 kr. om året. Alene en sagsbehandlingen for en enkelt asylsøger løber op i 63.000 kr.

uanset resultatet.

Da udviklingsminister Anita Bay Bundegaard den 23. februar d.å. talte højt, så hele landet hørte det, kom hun i det mindste til at pege på et afgørende pro­blem, som ganske vist nok er kendt, men som ikke har kunnet slå igen­nem i medierne. Hun siger, at selvom Danmark og de øvrige EU-lande kæm­per febrilsk for at holde den ekspanderende flygtningestrøm fra Nordafrika og Mellemøsten ude, så vil det ikke lykkes, og hvis EU åbner grænserne, går det helt grassat. Hans Kornø Rasmussen ( “Dem og os” ) er af den opfat­telse, at en uundgåelig fordobling af befolkningstal­let i de mellemøstlige og nordafrikanske lande nødvendigvis vil skabe nye flygt­ningestrømme i hidtil uset omfang. Der kan således blive tale om en direkte fol­kevandring til Europa af muslimske fattigdomsflygtninge.

Set i det lys, bliver det svært at tale om indvandring som ressource, og der er god grund til at bekymre sig om velfærdssamfundet. Det er ikke ureali­stisk at forestille sig, at de nye vandringer først vil standse, når der er sket en tilnær­melsesvis udligning af levevilkårene i nord og syd. Og det må stå helt klart, at faktisk ingen af disse fattigdomsflygtninge har noget at byde ar­bejdsmar­kedet. De har til gengæld et uendeligt behov for skoler, hospitaler og bolig­byggeri. Og det økonomiske underskud vil vokse uberegneligt.En import af specialiseret arbejdskraft fra udviklingslande, vil skabe endnu større fattig­dom der og endnu større indvandring af fattigdomsflygtninge

Indvandring som kulturel ressource

Romantikerne svømmer hen i begejstring over alle de nye farver, de nye dufte, de nye eksotiske retter, de nye sprog og de nye livsformer, som er kommet til Danmark med kulturer fra de fjerne lande. Og der er ingen tvivl om, at dette og meget andet vil glide ind i dansk kultur og udgøre et res­sour­cetil­skud.

Ca. 400.000 nye borgere er kommet til landet. Hvis de store masser af fat­tig­domsflygtninge holder sig borte et par årtier, vil vi have ca. 762.000 bor­gere, mest muslimer, af fremmed herkomst i 2020. Men vi vil aldrig kunne sige, at integration er lykkedes, for indvandrerne  vil fortsat komme og have de samme behov og stadig trække på det danske samfund. Vi er alle­rede nået dertil, at “de gode”, der gerne vil fremme indvandringen, samtidig er “de onde”, der lukker øjnene for, at bistand til svage danskere i socialt ud­satte kvarterer overføres til indvandrere.

Men samfundet er allerede presset, og det er svært at opfatte den frem­mede kultur som en berigelse. Det mærkes på boligmarkedet, hvor danske børne­familier har dårlige muligheder for at finde en bolig, de kan betale. Det mær­kes i børnehaver, skoler og hospitaler. I Københavns kommune har hver fjerde skole flertal af tosprogede børn. I gennemsnit er 28% af børnene to­sprogede og kræver særlig indsats.

De sociale systemer er stærkt belastede, kultursammenstød er mærkbare, og der konstateres allerede en stærk vækst i ungdomskriminalite­ten. Køben­havns politi oplyser, at 72% af alle unge mellem 15 og l8 år, der varetægts­fængsles, har indvandrerbaggrund.

Især blandt muslimerne er kriminaliteten høj. Og det har været bemærkelses­værdigt, at indvandrere med baggrund i religioner med asiatisk rod har haft lettere ved at integrere sig i det danske samfund end indvandrere med mus­limsk baggrund. Udsigterne for dansk kultur med den forudsete kommende folkevandring kan godt give anledning til en bekymring, som vist er upas­sende i pæne kredse.

Indvandring som en religiøs ressource

Det er overraskende, at muslimerne på trods af deres forskellige grupperin­ger og vanskeligheder med integration i det danske samfund har været i stand til i så høj grad at sætte den politiske, kulturelle og religiøse dagsorden i ind­vandrerdebatten. De har naturligvis medbragt en religiøse ressource. Den udfolder og videregiver egne religiøse traditioner ikke mindst til de efterhån­den mange danske kvinder, der ved ægteskab konverterer til islam. Indirekte skaber det hos kristne danskere en stærkere optagethed af egen religion. Altså også her et slags ressourcetilskud.

Muslimers særpræg i forhold til danske kulturnormer har i høj grad sammen­hæng med deres religi­øse traditioner. På forhånd er det vanskeligt for dem at acceptere, at statens og det offentliges sager afgøres af en ikke-religiøs myndighed, for sekulari­sering er gudløshed, som man helst vender ryggen. En adskillelse mellem det politiske og det religiøse er for mange en ulogisk ting. Islam har et universa­listisk præg og rummer en totalopfattelse af sam­fundet, hvor alt ses som un­derlagt religionen, og hvor den religiøse ret sharia skal gælde. Til trods for de store forskelligheder mellem muslimske grupper, har de et fællesskab om­kring den hellige Koran, som ikke kan gøres til gen­stand for tolk­ning, og om de traditioner, hadith, der er dannet derud fra. En­hver muslim er uanset bopæl medlem af al-umma, de rettroendes samfund, og har derfor en kvalitet frem for andre. Muslimernes skriftfunda­mentalisme kan let gøre en dialog mellem kristne og muslimer til en ensidig sag.

Den danske indremissionske bevægelse blev gennem mange år forfulgt og latterliggjort af kulturradikale kredse, som ikke kunne forsone sig med dens oprindelige lovtro og bibelfundamentalisme. Det er overraskende, at beslæg­tede kredse nu ofrer positiv opmærksomhed på muslimsk skriftfundamenta­lisme og lov­hævdelse af langt mere ekslusiv karakter.

På flere forskningsinstitutter dyrker man det multikulturelle og det multireli­giøse som tilværelsens nyåbenbarede sandhed. De indvandrede muslimer ses i dette perspektiv. Islam er ressource i arbejdet frem mod det multikulturelle og multireligiøse samfund. Her gøres store anstrengelser på at påvise, at kri­stendom og islam er nært beslægtede, ligestillede kulturer. Der er ringe inter­esse for muslimernes klassiske arvegods, i hver fald kun, hvis det for­mid­les gennem nogle af de få kulturåbne muslimske forskere, der ønsker bi­fald i vestlige kredse. Karakterisk er det her, at man igen og igen fremdra­ger koranordet: “Der er ingen tvang i religio­nen”, mens kravet om dødsstraf ved frafald fra islam næppe nævnes. Det betragtes ligeledes som uacceptabelt at standse ved et af de 80-90 koranord, der truer vantro med døden og bestial­ske lidelser i helvede, selvom sådanne ord er ligeså autoritative.

Er man uden for den gode kreds, kan man risikere at møde en truende hold­ning hos en islamsympatisør som lektor Jørgen Bæk Simonsen, som medi­erne har udpeget som ekspert på guruvis i alle indvandrerspørgsmål. I Jyl­lands-Posten plæderer han således for en alliance mellem multikulturelle dan­skere og muslimske pilgrimme, en alliance rettet mod danskere og de få muslimer, der endnu ikke har fattet moderniteten: “Der er nu mulighed for, at vi, der vil forsvare det multikultu­relle samfund baseret på demokratiske og pluralistiske princip­per, kan alliere os mod dem, som ikke vil . Og mange af de i Danmark boende muslimer, der snart vender tilbage efter ovenstået hajj ( pilgrimsrejse ) skal derfor hilses med et stort og varm velkommen og med en efterfølgende op­fordring til at tage aktivt del i  kampen mod de, der lever i fortiden” ! - Således er kampflaget rejst mod de danskere, som ikke vil lære den multikulturelle lektie.

                                                                                                                                                        Jyllands-Posten

                                                                                                                                                        15. marts 2001

Om kampflaget mod danskerne

af Poul E. Andersen

domprovst,

Odense.

Jyllands-Posten bragte i går, 14/3, en kronik af mig med overskriften “Kampflaget rejst mod danskerne”. Kronikken havde fra min hånd titlen: Er indvandring en ressource ?”, og i tre afsnit: Indvandring som økonomisk ressource, Indvandring som kulturel ressource og Indvandring som religiøs ressource gennemgik jeg den problematik, der rejser sig i forbindelse med integration af flygtninge og indvandrere. Det var en rent nøgtern redegørelse. Der er intet krigerisk deri, og jeg har intet sted antydet, at indvandrerne har rejst noget kampflag mod danskerne. Jeg kan have en beskede rolle som meningsdanner, men er ingen koldkriger.

I kronikkens tre sidste linier kommenterer jeg islamsympatisøren Jørgen Bæk Simonsen, der siger, at han nu vil etablere en alliance for at bekæmpe dem, som ikke på linie med ham selv bekender sig til det multikulturelle. Min kommentar lyder, at han har hejst kampflaget mod dem, der er af anden me­ning end han. Denne bemærkning er altså af ukendte grunde blevet til en overskrift, der lader mig postulere, at indvandrerne samler sig til kamp mod danskerne, hvilket er helt ude af proportioner.

Svar:

Jyllands-Posten beklager den fejlagtige overskrift.

                                                                                                                                                                              Redaktionen