Morgenavisen

                                                                                       Jyllands Posten

                                                                                       22. juli 2002

Konfliktpræget kulturmøde med islam )

Europæisk reservation over for muslimsk indvandring kan blive kraftigt imødegået, såfremt den militante islamiske terror bliver mødt med bølger af protester fra den integrerede muslimske befolkning. Det er skuffende at konstatere, at disse protester er så spagfærdige, at de næsten ikke kan høres, skriver dagens kronikør

Kronik

Af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

EU er kommet for at blive. Det er der ingen tvivl om. Det drejer sig derfor om at få det bedst mulige ud af det. Nogle mener, at en forøget indvandring giver den bedste frem­tid. EU-freaks som direktør for Dansk Industri Hans Skov Christensen og LO-for­mand Hans Jensen ligger på denne linje. For dem er en forøget indvandring forudsæt­ningen for, at vi, i hvert fald i Danmark, kan bevare vort velfærdssamfund og dermed vort de­mokrati. Jeg tror dog, de overser nogle væsentlige træk.

De har glemt at fortælle os, hvor stort behovet for arbejdskraft er. Når virksomheder f. eks. i IT-sektoren kan ekspandere på små arealer og med få råstoffer, er behovet for arbejdskraft principielt ubegrænset, så længe afsætningsmulighederne er der. Behovet for indvan­dring er følgelig også ubegrænset. Og industriens ønske om indtjening for­mindskes næppe, så herfra kommer der ikke noget krav om begrænsning.

De ser dernæst bort fra, at hver eneste indvandrer fra mindre udviklede lande belaster den offentlige sektor med 53.000 kr. Indvandringen af 18.000 personer i år 2000 fra ikke-vestlige lande øgede den fremtidige forsørgerbyrde med 15 milliarder kr.  (Wa­densjö: Immigration and the Public Sector in Denmark, 2002). Hvor meget regeringens lovmæssige opstramning på flygtninge- og indvandrerområdet vil betyde, kan ikke for­udses, men store ændringer vil der næppe være tale om. I hele EU vil tilsvarende for­hold sikkert gøre sig gældende. Kun i USA, Canada og Australien med overvægt af kulturbeslægtede indvandrere er der tale om et økonomisk løft gennem indvandringen. I Europa er der tale om øgede byrder og nedslidning af samfundet.

En faktor, som erhvervslivets folk har meget svært ved at indregne, er den splittelsesef­fekt, som især den muslimske indvandring allerede har demonstreret både i Danmark og i alle de europæiske lande. Der er her tale om en kulturel og religiøs opmarch, som Eu­ropa langt fra er rustet til at imødegå, og en generel selektiv styring af indvandringen er ikke politisk mulig. Det er i stillingtagen til denne voksende indvan­dring, at en stor del af Europas fremtid vil blive afgjort. Det gælder også arbejds­markedets fremtid.

Den 28. juli 1993 fastslog Den islamiske Verdenskongres på sit møde i Kairo, at kon­gressen ”kræver et nyt kald til islam (da’wa) …hertil hører opbygningen af islamiske centrer i Europa… for at forberede muslimerne, som lever der, på deres rolle i fremti­den. Der kræves anvendelse af sharia i muslimernes liv” (al-Sharg al Ausat). Anlednin­gen til udtalelsen var den franske regerings udvisning af en imam, der opfordrede til ulydighed mod regeringen med udtalelsen: ”Allahs lov står over den franske lov”. (Bas­sam Tibi: Im Schatten Allahs). Splittelsestruslen bliver ikke formindsket ved, at der ved siden af de almindelige sociale indvandrere findes en stadig større gruppe, som med baggrund i Koranen kræver kolonisering af Vesten, fordi der foregår en hellig krig, man er forpligtet på, en jihad, men med  fre­delige midler.

Den nævnte Bassam Tibi, professor og muslim håber på, at menneskerettighedskulturen og ikke sharia skal hjælpe muslimerne ind i det demokratiske fællesskab, så de kan blive en fredens bro mellem Øst og Vest. Men han er yderst bekymret, dels fordi isla­mismen og fundamentalismen er i voldsom vækst, uden at den store gruppe af integrati­onsvillige muslimer opponerer derimod, og dels fordi EU-borgerne forsømmer at stå vagt om deres historiske kultur.

De mange indvandrede muslimer med deres stærke kultur- og religionsopfattelser, ud­gør en vældig udfordring for EU. Og hvis ledende partier og personer ikke er sig dette bevidst, vil de grundlæggende nationale kulturer, som er baggrund for de europæiske værdier, være truet af splittelse og konfrontationer. Her er der ikke tale om ondskaben overfor godheden, men nøgternt om en vestlig kultur, som er under pres. Vesten har en europæisk egenkultur at besinde sig på, og en kamp at udkæmpe mod enhver form for totalitarisme, også den som ligger implicit flere steder i den forskelligartede islamisk tro og tradition.

Den muslimske indvandring er konfliktskabende. En forøget tilstrømning betyder vok­sende pro­blemer, ikke mindst fordi muslimer har vist sig vanskeligere at integrere end indvandrere fra næsten alle andre kulturer. Der har allerede medført en radikalisering af de politiske modsætninger i de natio­nale parlamenter og skåret en dyb kløft i befolknin­gerne med utålsomme holdninger og opskruede debatter til følge. Øget kriminalitet har betydet stramning af gældende rets­systemer til grænsen af internationale konventioner og menneskeretsregler. Denne poli­tiske udvikling bringes med ind i det europæiske parlament og i ministerrå­det.

Det konfliktprægede gør sig naturligvis gældende i kulturmødet mellem vestlig og mus­limsk kultur og religion. Adskillige indvandrere udtrykker deres dybe skepsis overfor modtagerlandenes samfundsformer og er fremmede overfor ligestilling, frihedsbegreber og demokratiske styreformer. En voksende kriminalitet og isolering i ghettoer er følge­virkninger deraf. Voldelige konfrontationer skaber usikkerhed, som det er oplevet i England, Frankrig og Tyskland og af og til også herhjemme.

Et forhold, som de europæiske befolkninger har haft svært ved at forholde sig til, er de dybe modsætninger, som eksisterer mellem de forskellige indvandrergrupper. Den gamle mistænksomhed mellem Sunni og Shia har bredt sig videre og bestemmer hold­ningen til Alawitter, Ahmadiya, Zaidiya, Wahabitter, Ismailiyya og mange flere, og di­rekte konflikter er talrige.

For de allerfleste indvandrergrupper gælder det, at nære ideologiske og økonomiske kontakter til hjemlande fastholder dem i deres oprindelige kulturer, som også styrkes gennem familiesammenføringer. De fastholdte bånd til hjemlandene er også medvir­kende til, at disse landes politiske kampe overføres til modtagerlandene. Kampen f. eks. mellem tyrkere og kurdere er store urofaktorer i Europa, især i Tyskland. Palæstinen­serne medbringer deres had til jøderne. Iranere og pakistanere bruger deres nye hjem­lande som udgangspunkt for militante opgør med deres hjemlandes politiske systemer. Og radikale muslimske grup­pers terrorvirksomhed finder forståelse i indvandrerkredse.

I nulevende europæeres bevidsthed lever billedet af det tolerante muslimske herre­dømme og om en muslimsk kultur, som næppe er overgået nogen sinde. Dette billede er ikke ganske falskt, men det må ses i sammenhæng med islams kulturdestruktion overfor de gamle, rige, kristne samfund i Mellemøsten og Nordafrika, løbende ødelæggelse af gamle buddhistiske kulturskatte i Afghanistan og Indonesien, (skildret ikke mindst af nobelpristageren V.S. Naipaul) og brutal undertrykkelse af kristne minoriteter. Og den muslimske tolerance kan ikke skjule den samtidige grusomme hærgen af hele den nord­lige middelhavskyst, som drev kystboerne ud i uvejsomme bjergområder med fattige befæstede landsbyer, som den dag i dag vidner om århundreders angst for terroren. Den kristne og ikke mindst protestanti­ske skyldbevidsthed har ladet troende sjæleligt piske sig selv over de skændige handlin­ger, som de kristne korstog var udtryk for, selvom de i historiens lys var reaktion på århundreders muslimsk pression mod den kristne verden. Også den tunge skyld for sla­vehandlens grusomhed har europæerne påtaget sig, selvom den livlige muslimske sla­vehandel uanfægtet har stået på helt op til vor tid.

Når befolkningerne i EU i dag nærer ængstelse for den muslimske indvandring, hænger det mere eller mindre berettiget sammen med de islamistiske og fundamentalistiske ter­rorbevægelser, som praktiserer deres blodige håndværk overalt i verden, ikke mindst i Sudan, Nigeria, Algeriet, Tunis, Egypten, de sydlige tidligere sovjetstater, Kashmir, Østtimor og Filippinerne. Og flere terrorgrupper har tråde til indvandrermiljøer i EU. Det betyder ikke, at det store flertal af muslimske indvandrere har sympati for terror­virksomhed. Men europæisk reservation overfor muslimsk indvandring kan blive kraf­tigt imødegået, såfremt den militante islamiske terror bliver mødt med bølger af prote­ster fra den integrerede muslimske befolkning. Det er skuffende at konstatere, at disse protester er så spagfærdige, at de næsten ikke kan høres.

Der lever omkring 5 millioner illegale indvandrere i Europa udover de mange millioner mere eller mindre integrerede. I Sydeuropa har det med­ført forskellige grader af socialt kaos og politisk rådvildhed. I Danmark råber erhvervs­ledere på stadig flere indvandrere. De mener, det begrænser lønomkostningerne, forøger indtjenin­gen, og derudover har en pæn klang i progressive ører.