Fyens Stiftstidende 20. Juli 2001

Kultur i skred

Kulturdebatten i dag drejer sig ikke om kunst, litteratur, seksualitet eller kirkelighed, men om forståelse af selve vort kulturbegreb, skriver kronikøren. Her står to helt forskellige synspunkter skarpt overfor hinanden, og den store indtrængen af fremmede kulturer i Danmark radikaliserer begreberne.

af

tidl. domprovst Poul E. Andersen

Odense.

Kulturkamp er ikke noget nyt fænomen i Danmark. I slutningen af 18-hundredtallet fejrede Georg Brandes sine verbale og litterære trium­fer hos det unge litterære parnas i København. Hans opgør med den bornerte mora­lisme, romantiserede kirkelighed og selvdyrkende politiske konservatisme rummede en forførende friskhed. Fransk posi­tivisme, tysk ateisme og engelsk moraldebat præsenteredes og blev slugt råt af de udfarende kræfter i en pro­blemdebat, som ellers var nødvendig nok.

Reaktionerne på Brandes’ provokationer var imidlertid så stærke, at hans umiddelbare betydning for samtiden blev begrænset. Men en be­tydelig gruppe af litterære smagsdommere, samlet især omkring dag­bladet Politiken, førte hans tanker videre ud i landet, stærkest i 1930erne og ikke mindst støt­tet af liberale akademikere, læ­ger f.eks. og af store grupper i lærerstan­den, som gerne så sig selv som del af den kulturelite, der skulle åbne landet for friske nye tanker. Opgøret mel­lem “gammelt og nyt” blev dog efterhån­den afløst af en almindelig ac­cept af en mer eller mindre banal fremskridtstro.

Kulturhistorisk set satte 2. verdenskrig en effektiv parentes om ud­viklin­gen og bremsede den kulturradikale fremdrift. Grundtvigske og vækkelses­præ­gede holdninger forenede sig med gammelnational folke­lighed hos f. eks.. Kaj Munk og Martin A. Hansen. Og de nye toner vandt genklang i en be­folkning, som endnu havde sine bonderødder i erindring.

I 1960-erne og 70-erne tog kulturradikalismen nye klæder på. Den indgik en al­liancesyntese med den marxisme, som lagde sig klichétungt og autoritært over store dele af det politiske spektrum, så den næsten entydigt beherskede uddannelsesområdet, hvor den truede med at kvæle al livsglæde og åndsfri­hed. Mærkværdigvis blev det den autori­tære marxisme, der genoplivede kampen mod alle andre former for samfundsautoritet. Alle moralbegreber skulle kuldkastes. Flirten med psykodeliske- og flower-power grupper ba­nede også vej for eksperi­menter ikke mindst med euforiserende stoffer. Alt blev opfattet som  det autoritetsfri menneskes veje til selvrealisering. Og oven over det hele lå en underlig tyngende fremtidsangst, som på afstand sy­nes svært forenelig med den grundlæggende revolutionsbegejstring, som skulle lede de troende mod lokkende nye tider.

Og så døde vel dette sammensurium af revolutionsværmeri, destrukti­onsangst og selvretfærdighed i 80-erne ? Årelange masseudsalg fra forla­gene af marx­ismens både sprogligt og indholdsmæssigt forkram­pede bogpro­duk­tion kunne tyde på det. Og det var som om dansk åndsfrihed fik et frirum, da munkemarxismen lagde sig til at dø.

Og det gjorde den så på mange områder. Men som Sct. Jørgen altid overså drageungen, når han med sin hellige lanse gennemborede det ildsprudende dragegab og nedlagte uhyret, sådan er vi i dag tilbøjelige til at overse den marxistiske åndelige genopstandelse i disse år gennem den kulturradikale erobring af de fremskudte poster i kulturdebatten. Og som før har intoleran­cen hos de rettroende snæver plads til dansk åndsfrihed. Kulturkampen er genopstået.

Kulturdebatten i dag drejer sig ikke om kunst og litteratur, heller ikke om seksualitet eller kirkelighed. Den drejer sig om forståelsen af selve vort kul­turbegreb. Her står to helt forskellige synspunkter skarpt overfor hinan­den. Og det er den store indtrængen af fremmede kulturer i Danmark, som radi­kaliserer begreberne.

Det har altid været svært at definere, hvad kultur er. Det eneste, der ligger helt fast er, at sproget er et grundlæggende kulturelement. Det er kulturens vigtigste skabelse. det, som baner vej for os til hinanden, og som er funda­mentet for al nyskabelse. Men i bred forstand er kultur alt det, som omgiver os, som er blevet til og bliver til gennem menneskers indsats. Og det omfat­ter ikke blot det håndgribelige, men også det ån­delige, det billedlige, det, som mennesker lader komme til udtryk i kunst, litteratur, arkitektur, sagn, myter, religion, lov og ret, magtud­øvelse og statsdannelse, alt det, som vi selv har skabt, og som virker tilbage på os, som vi forstår os selv ud fra, fordi det gi­ver os identitet.

Det specielt danske er skabt gennem vor geografiske beliggenhed, vort klima, vort sprog, vor historie med indbyrdes kampe eller kampe mod ydre fjender, sejre, nederlag, lidelse og alt det, som genfindes i religiøse og kunst­neriske ytringer. Dansk kultur er det, som vi er ind­flettet i og tol­ker tilvæ­relsen ud fra. Det vil være en tilsnigelse at hævde, at dansk kultur er mere fremragende end andre. Men for dan­ske har den den særlige karakter, at vi er en del af den, og at vort eget grundlag anfægtes smerteligt, når den sættes under pres.

På trods af mange kulturelle påvirkninger udefra, især fra Tyskland og Frankrig, men også i forfladiget form fra USA, og på trods af adskillige småindvandringer gennem historien, har antropologer og sociologer i et par århundreder indtil den nuværende generation været enige om, at dansk kultur er en slags enhed­skultur, naturligvis i stadig vekselvirkning med personer og kulturelle strrømninger i andre lande. I denne enhedskultur færdes alle nogen­lunde hjemmevant. Man ved, hvad tin­gene betyder, og man ved i hvert fald, hvordan man opfører sig. De store indvandringer i de sidste tiår har udfordret forståelsen dansk kultur.

Det er iøjnefaldende, at der i dag er vokset en helt ny kulturforståelse frem. Den møder man hos nymarxister, i kulturradikale kredse, i de humanitære organisationer hos naivisterne i toppen af Dansk Industri og mærkeligt nok i vidt omfang hos ledende politikere, der dog burde have bevaret kontakten til almindelige folke­lige kredse i deres eget land. Den nye kulturopfattelse er, så vidt det kan gennemskues, en kri­tikløs efterligning af den tyske nymarxistiske Frankfurterkskole og dens de­kon­struktive beskrivelse af det moderne menne­skes manglende fællesskab. Her opfattes kulturopbrud som no­get po­sitivt. Verden er under forvandling, han­del og kommunikation skaber sti­gende internationalisering, befolknings­mas­serne bevæger sig frit mellem hin­anden, flygtningestrømme må ses som en naturlig del af moderne tilværelse. For de grupper af kulturideologer, som ser verden således, er indvandring noget positivt og historisk givet. De frem­mede bliver ressourcer, der lærer os det, vi ikke ved, som tvinger os til at forkaste udlevede tanker og livsformer, som giver os ny arbejdskraft, og man ser med forventning på, at der ud af kulturmodsætninger skabes en fornyet og stærkere kultur, en for­ynget kul­tursyntese. Modstand mod denne udvikling op­fattes kun som snæ­versynet reaktion. De to ovennævnte og vidt for­skellige holdninger skaber den ind­ædte kulturkamp i Danmark.

Når vi for tiden diskuterer, om Danmark er på vej til at blive et multi­kulturelt samfund, og om det er en ønskelig udvikling, så er spørgsmå­let ikke om dan­ske grupper kan leve sammen med etniske grupper, for det gør vi allerede. Nej spørgsmålet er, om dansk kulturelt tilværelses­grundlag skal omformes, sammensmeltes med, evt. vige for fremmede kulturer, der er blevet til under helt andre vilkår og på helt andre grundlag. Et multikulturelt samfund står med langt tungere problemer end et multietnisk. Spørgsmålet er især aktuelt i forhold til islam, der rummer en fremdrift og en aggressivitet, som ellers ikke kendes i dansk sammenhæng, hvor totalitær religiøs tænkning aldrig har ek­sisteret. Mange danske har sandsynligvis heftet sig ved, at vor danske kul­tur­minister under en  folketingsdebat om indvandring lidt flot udtalte, at pro­blemet var, at der var for lidt muslimsk indflydelse i Danmark!

Men hvis en omformning i multikulturel retning er langtidsmålet, bety­der det, at vi må give afkald på forestillingen om, at dansk kultur har en særlig værdi for os, og at den er værd at bevare. Kort sagt betyder det opgi­velse af tanken om dansk kulturs førstefødselsret i Danmark.

Det var desværre ikke kun romantisk ætervaderi, da den daværende radi­kale flygt­ninge­ordfører Henrik Svane for et års tid sinde udtalte: “det afgø­rende er ikke at bevare den såkaldte “danskhed”, men at fastholde grundlaget for velfærdssta­ten, og det er ikke betinget af sprog, hudfarve, etnisk bag­grund osv., men af solidaritet og sam­hørighed og en udstrakt fællesskabsfø­lelse  - med verden”. Det er altså et dansk fol­ketingsmedlem, der gerne udenom sit eget folk sælger “danskheden” til fordel for en verdensutopi.

Ingen ved, hvem der vinder kulturkampen. Men det er vigtigt, at den føres så åbenlyst, at alle kan se, hvad der står på spil.