Morgenavisen Jyllands-Posten

Torsdag den 4.11.2004

Kulturradikalismen og utålsomheden

Det er en almen erfaring, at den, der vover sig ud med synspunkter, som går på tværs af den kulturradikale korrekthed, risikerer at blive placeret på den yderste højrefløj, hvis han/hun da ikke som i indvandrerdebatten stemples som racist og nazisympatisør. Det er en hæslig markør for den intolerance, som har præget den kulturradikale kulturdominans i årevis, skriver kronikøren.

Tegning af Georg Brandes med

Den nihalede kat

”Radikalisme…Morgendagens

Konservatisme

Ambrose Bierce

JP-Kronik

Poul E. Andersen

tidl. domprovst, Odense

1990-erne var de år, hvor mange danske med stigende bekymring iagttog den voldsomme indvandring, der fandt sted, især fra muslimske lande. Men der kunne ikke tales om den. Den tunge tavshed lagde sig over landet. Kun ganske få vovede et forsøg på at trække det tæppe, der var lagt ud over realiteterne, bort. Alle vidste, at det havde sin pris at tale rent ud.

I en slags protest mod ufriheden offentliggjorde jeg fra slutningen af 1999 og et par måneder ind i år 2000 en halv snes artikler og kronikker i Morgenavisen Jyllands-Posten, i Fyens Stiftstidende og lidt senere også i Kristeligt Dagblad. Jeg pegede på de integrationsproblemer, som fulgte med den store indvandring. Og specielt gjorde jeg rede for den store kulturkløft, der består mellem dansk og islamisk kultur. Et par artikler omhandlede karakteren af den fundamentalisme, som rådede i bestemte grupper blandt de muslimske indvandrere.

Artiklerne havde en vis provokerende karakter. Det var jo vigtigt at trække tabuemnerne frem i lyset. Ved senere gennemlæsning mener jeg dog at kunne konstatere, at der var tale om et stilfærdig opgør med den herskende tavshed, og at det sprogligt og indholdsmæssigt langt fra tillod sig det frisprog, som senere har gjort sig gældende.

Som jeg have ventet, var reaktionerne skarpe. Fra muslimske indvandrere kom der mange vrede tilkendegivelser i form af læserbreve, telefonopringninger og personlige breve, nogle læselige, andre ikke. Telefonopringningerne kunne f. eks. opfordre til: at ”holde op med det svineri, for ellers kan der ske noget”, en enkelt fortalte, at dødsfatwaen over Salman Rushdie ikke var for sjov, og at noget tilsvarende kunne ramme enhver, der krænkede Profeten. Flere breve påpegede, at det kun var retfærdigt, at vantro korsfarere måtte brænde op i helvede. I disse reaktioner var der intet overraskende.

Langt mere interessante var imidlertid de mange danske reaktioner. De gav meget ofte udtryk for, at mange følte sig personligt antastet, både på deres egne og på grundlæggende universelle værdier. Der lå tydeligt brede signalmarkører heri. Og en hadefuldhed, som langt overgik provokationen, var påfaldende.

Blandt de mange kan et par prægnante trækkes frem. Biskoppen over Aarhus Stift hævdede i en debatbog (De uansvarlige, 1999), at jeg udtrykte både nyfascistiske og nynazistiske tanker. Lektor Helle Lykke Nielsen, Center for Mellemøststudier, Odense, der menes at have viden om islam, søgte at bringe kritik til tavshed ved i flere blade bl.a. at postulere, at synspunkterne var hentet fra Fremskridtspartiets partiprogram. Morsomt var det også, at en klog sognepræst fra Nr. Lyndelse på Fyn på sit internet havde held til at finde frem til, at en af de snesevis af forfattere, som jeg havde benyttet, en gang havde talt til en forsamling af højreorienterede. Doktrinært foreslog han, at jeg skulle forhindres i at skrive om islam. Lidt ubehageligt virkede det, da jeg fik tilbagemelding om, at et par journalister ved min lokale avis, som jeg har haft et årelangt tillidsfuldt samarbejde med, yndede at omtale mig som ”den højreradikale domprovst på Fyn”. Det blev også mærkbart, at flere af mine gamle venner pludseligt ikke rigtigt havde noget at tale med mig om.

Tilsammen rejste det spørgsmålet om, hvilket ideologi, det er, der får folk til i samme person at påtage sig både anklagerens og dommerens ret. Der må også spørges om, hvor stor indflydelse denne ideologi har på samfundets øvrige kulturelle, sociale og politiske områder. Med andre ord: findes der en lammende og intolerant ensidighed i vort samfund, som selvretfærdig bidrager til at knægte tankens og talens frihed?

Det her skildrede forløb ser ud til at være en almindelig kulturradikal automatreaktion, som mange har oplevet. Det er en almen erfaring, at den, der vover sig ud med synspunkter, som går på tværs af den kulturradikale korrekthed, risikerer at blive placeret på den yderste højrefløj, hvis han/hun da ikke som i indvandrerdebatten stemples som racist og nazisympatisør. Det er en hæslig markør for den intolerance, som har præget den kulturradikale kulturdominans i årevis. Den officielt poserede tolerance bærer ikke sjældent utålsomheden på bagsiden af sit medusahoved. Hovedrysten og nedladenhed møder enhver afviger.

Når kritikken af de kulturradikale i mange år har været så svag, så hænger det sammen med, at deres ideer er blevet institutionaliseret, og at de via pædagogik og kulturel accept er trængt så langt ind i befolkningens almindelige bevidsthed, at vi alle i større eller mindre grad er blevet bærere af deres tanker. Dertil kommer, at det er lykkedes for kulturradikalismen at skabe sig et image med mange positive nuancer. De fleste mennesker vil forbinde kulturradikalismen med kampen for frihed på alle samfundets og menneskelivets områder og gerne en kamp med et socialt aspekt. Det er i denne kamp, den har vundet sine største sejre. Men utålsomheden, selvretfærdigheden og intolerancen fulgte med og har været med til at vanskeliggøre lødig kritik.

Den kulturradikale selvretfærdighed og intolerance er knyttet til opgøret med borgerligheden. Det Brandesianske opgør med den forstenede borgerlighed i slutningen af l800-hundredetallet, videreført på forskellig vis igennem de meste af det 20. århundrede, var virkelig en frihedskamp, det var frisk luft til de på alle måder beklumrede borgerlige hjem. Det ville friheden, og det ville den hensynsløse kamp.

Georg Brandes, den vigtigste person i den danske kulturradikalismes historie, kæmpede uden barmhjertighed for friheden i oplysningstidens ånd, men han kendte også til intolerancen. For ham var det indlysende, at den offentlige mening i Danmark skulle modtage hans stempel. Den skal lære at lystre og behandles som ”den canaille, den er”. Han udtrykte det mest levende had til kristendommen og istemte Voltaires : ”écrason l’infame” dvs. ”lad os knuse den afskyelige”, altså kirken. Og dette had ledsagede hans åndelige efterfølgere op igennem årene. Frihedens parløb med intolerancen er ikke så uforståelig endda. Og den udfolder sig uden forbehold den dag i dag overfor alle skeptikere.

Men kulturradikalismens utålsomhed og intolerance har også en anden rod. Den næres også gennem dens årelange fascination af det totalitære, af dens kredsen omkring nazismen i negativ forstand og om kommunismen og islam i positiv forstand. Negativt i førstnævnte tilfælde, fordi nazismen var udtryk for snæver borgerlighed, positivt overfor kommunismen og islam, fordi de ville fremme opgøret med borgerligheden og kristendommen samt kæmpe for internationalisme.

De kulturradikale har på mange måder et slægtskab med kommunismen. Kommunismen ville magten i kampen mod kapitalismen for med alle midler at tvinge befolkningerne ind i den kommunistiske æra. De kulturradikale ville magten af kulturelle grunde. De ville påvirke menneskers tænkning og adfærd og forme det frihedens samfund, de altid havde drømt om. Den totalitære tænkning gemmer sig ikke alene bag den kommunistiske ide, men ligeså fuldt bag dem, der vil bruge friheden til at omskabe mennesker. Modstandere mod denne ide har intet krav på tolerance, mente man. Det er i denne kamp, de kulturradikale har taget menneskerettighederne til sig. De rettigheder, som skulle være borgernes beskyttelse mod de politiske magters overgreb, de blev til de kulturradikales pisk mod dem, som ikke ville rette ind. De kulturradikale ønskede frihedskampen. De vandt kampen og tiltog sig eneretten til friheden.

Og pisken har sat mærker på mange af samfundets områder, ikke mindst på alle dem, som ikke kunne støtte den kulturradikale skole. De måtte bøje nakken og forføje sig bort som mørkemænd og tilhængere af den sorte skole. Men den mærkede også dem, som ville trække en grænse mellem den frie seksualitet og pornokratiets amokløb. De måtte rødmende tegnes med sort i panden: Moralister.

Nationalfølelse og tilslutning til grundlæggende danske værdier er uacceptabelt for de kulturradikale, ja mere end det. 1930-ernes kulturradikale husfilosof Bertrand Russel angav, hvad den filosofiske holdning på dette område bør være. Han siger, at nationalisme er tidens farligste last, værre end narkotika, uredelighed eller alle andre laster, for den udvikler sig til patriotisme. Og det er den sorteste forbrydelse, et menneske kan gøre sig skyldig i. Kvæler man en mand med sine bare hænder, får man sin straf. Men den, der prædiker patriotisme og er skyldig i millioner af menneskers død, får rejst en statue. Patriotismen må man forvise fra sine tanker. Denne holdning blev mønsterdannende.

Et arbejde for det danske sammenhold har ikke de kulturradikales interesse. For dem er det vigtigere at arbejde for det multikulturelle samfund, selvom også en kulturradikal burde kunne sanse det enorme spring, der er mellem ideologisk drøm og ghettoens virkelighed, mellem moralismens selvretfærdighed og dens sociale konsekvenser. Hvis nogen advarer mod samfundets kulturelle udspaltning og svækkede sammenhængskraft, er tavlen med det kulturradikale advarselskilt altid parat. Racismens og nationalismens syndefald skal ikke forstyrre de rene af hjertet.

I årtier har kulturradikalismen ligget over landet med selvfølgelighedens ret. Selvfølgeligt er det dog ikke mere.