Kristeligt Dagblad, 8. November 2001

Kommentar:

Kun troværdighed skaber tillid

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

Den 3. oktober 2001 deltog jeg i sammen med min kollega Chr. Dickmeiss i en debat i Sct. Knudsalen, Odense. Temaet var Fremmer samtalen forståelsen mellem kristendom og islam. Der var mange deltagere i mødet, omkring 90. Ved mødets begyndelse kom lederen af Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense, Leif Munksgaard sammen med 5 mulismer, og de var meget velkomne. Efter mødet har de fem muslimer i Kristeligt Dagblad 3. november skrevet en kronik med titlen: “Tillid er nøglen til sameksistens”. Her rettes skarpe angreb på mig for mit indlæg på mødet. Det er godt at se det på tryk, så man kan forholde sig til det. De breve og opringninger, jeg tidligere har modtaget fra andre muslimer, har bestemt ikke været af den art, at de skulle offentligt frem. De har været grove og anonyme.

Efter indledernes oplæg præsenterede Leif Munksgaard sine muslimske venner med titel og med træk fra livet og et godt hjerte.

En af muslimerne spillede ud med, at jeg ikke citerede Koranen korrekt, selvom jeg kunne dokumentere, at hver sura og hver aya er ordret korrekt. Sagen er dog den, at muslimerne mener, at man slet ikke må benytte Abdul Salam Madsens oversættelse af Koranen, da han er Ahmadja-muslim og dermed en kætter. Men da Abdul Madsens oversættelse er den eneste klare og for os at se nøjagtige oversættelse, bruges den stort set af danskerne. Vi kan ikke lade et internt muslimsk spil lukke munden på os.

Når jeg taler med muslimer undrer det mig, at de ved så meget om Koranen, har endda lært lange stykker udenad, oftest på arabisk, men de ved blot ikke, hvad der står i Koranen, og hvordan det skal forstås. Og når der drages noget frem for dem, reagerer de med overraskelse og vrede, for det har imamen ikke lært dem.

I mit foredrag havde jeg peget på, at for danske kunne muslimers tanker om rent og urent virke ubehageligt, f. eks. når en muslim ikke ville give hånd til en dansk kvinde. En af de tilstedeværende muslimer mente, at jeg helt misforstod sagen. Det var ikke blot danske kvinder, han ikke ville give hånd til, heller ikke muslimske kvinder ville han trykke i hånden. For mig at høre var et en ubehagelig tanke, som viser, at et muslimsk kvindesyn kan være helt uacceptabelt i Danmark.

Forfatterne hævder, at jeg i debatindlægget gjorde gældende, at taqiyya-begrebet gav muslimer ret til at lyve over for kristne. I mit manuskript findes den tanke ikke. Spørgsmålet blev rejst fra salen. Jeg bad en af muslimerne svare. Han undveg ved at sige, at det begreb kendte han ikke.  ( hvilket i sig selv er taqiyya, da alle muslimer kender fænomenet ). I en replik forklarede jeg til sidst taqiyaa-begrebet som et shiitisk fænomen, som i et vist omfang også kunne findes hos sunnier, et fænomen, som tillader en troende at vige udenom et problem for at beskytte sin tro.

Det hævdes, at jeg har gjort gældende, at sandhedsbegrebet i islam slet ikke er rent som i kristendommen ! Jeg ved ikke, hvad der menes. Jeg har aldrig udtalt mig derom, og har aldrig haft det til drøftelse!

I kronikken siges det, at jeg har plæderet for, at muslimers skriftsyn er roden til alt ondt. Det må jeg tilbagevise på det kraftigste. Efter mit manuskript har jeg alene peget på, at den fundamentalistiske opfattelse af Koranen betyder, at det er vanskeligt at føre en dialog med et andet trossamfund, og fordi et spørgsmålstegn ved Koranen er en alvorlig sag.

Kronikørerne beskylder mig dernæst for, at citere personer med mere eller mindre kendskab til islam. Jeg kan fortælle, at to af de citerede muslimer var indkaldt som paneldeltagere ved drøftelsen af islam på Aarhus Universitet den 1. februar 2001. Citaterne er herefter gengiver i “Aktuelle skrifter”. Den Danske Folkekirke og islam, Aarhus Universitet. Det tredje citat er en gengivelse fra udsagn fra Den islamiske Verdensliga i Danmark. Her hedder det: “For en muslim er der noget fundementalt kunstigt i at diskutere islam. Faktisk betragter vi enhver diskussion..... som udtryk for vestlig tankegang”.

Samir El-Rifai m.fl. siger: PEA hævder, at der kun kan være splittelse mellem kristne og muslimer, og at han kan under ingen omstændigheder finde noget som helst godt i islam. - Jeg undrer mig over, hvorfra han har det. Jeg har talt om fremmedartethed, om kulturkonflikter, nedladende udsagn om muslimer kommer aldrig fra mig. Jeg har peget på nogle af de problemer, der uvægerligt vil opstå i kulturmødet. Jeg har samtidig talt om “de mange hyggelige og gæstfri indvandrere, der kun ønsker et godt forhold til danskerne. At der er holdninger i nogle grupper omkring demokrati, stat og kirke, kvindesyn, som danskere ikke kan acceptere under nogen omstændigheder, er vel klart nok.

Det er rigtigt, at jeg ikke kan se, at problemerne kan løses gennem nedladende og kvalmende kunstige arrangementer. Jeg mener, at vort forhold til muslimerne afgøres gennem samtaler og fællesskab om børnehaver, skoler og på arbejdspladser, og hvor mennesker ellers mødes, muslimen er vor næste, hvor som helst vi møder ham. Jeg henviser til, at jøderne med deres “anderledes” religion er fuldt og uproblematisk integreret i det danske samfund. De bevarer deres religiøse skikke, men yder deres arbejdsmæssige og kulturelle bidrag til samfundet. For mig at se, er det også et mønster, både folkekirke og mange muslimer kunne spejle sig i.

I sidste afsnit af kronikken fortælles endnu en gang om Leif Munksgaards succesarrangementer, som er tillidsskabende. Men kronikken som helhed er det ikke. Kun troværdighed skaber tillid. Jeg ved ikke, hvem af de nævnte, der har ført pennen. Lidt pinligt må det have været at fordreje det sagte, sådan som det er sket.