Onsdag den 27. juli 2005

Når tro føder terror

Det står fast, at hvor Koranen vinder magt, svinder demokratiet. Lovgivende, udøvende og dømmende magt har ingen plads i islam. Demokrati er imod Allahs love. Vi må modsige enhver hate-speech i moskeen, kræve til regnskab, når Vestens værdier undergraves i koranskolerne. Men aldrig må vi selv glemme, at muslimen er vor næste, også selvom han modsiger os, skriver dagens kronikør.

JP-kronik

af Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

Terrorangrebene i London har udløst mange reaktioner. De afslører en meget stor forvirring, og ud fra dem vil det bliver vanskeligt at finde en effektiv plan til imødegåelse af islamistisk terrorisme. Tony Blair er rystet over rabiate imamers propaganda for selvmordsbomber. Terrorisme er for ham en ond, giftig og perverteret ideologi, som udøves i islams navn. Prins Charles hævder, at det er en perversion af traditionel islam. Londons politichef Ian Blair afviser derimod enhver religiøs begrundelse og siger politimæssigt kontant og unuanceret, at man skal huske på, at der alene er tale om en kriminel handling, ikke om en politisk. Muslimske imamer benægter kategorisk, at der er tale om en religiøs handling. Der er intet i islam, som kan føre til terror, for det er forbudt ifølge Koranen. Dette hævdes frimodigt, selvom der står fundamentalistiske muslimer bag de fleste af de tusinder af terrorhandlinger, der er udført over den ganske verden, som regel begrundet med Korancitater. Både imamer og politiske venstregrupper søger som vanligt tilflugt i offerteorien. De finder terrorens årsag dels i Vestens overgreb mod muslimske lande og dels i muslimske indvandreres marginalisering, deres udsatte sociale positioner og de oprindelige befolkningers diskriminering eller racistiske holdninger. Det falder dem sjældent ind, at de øvrige indvandrere fra alle mulige andre kulturer må lever under samme vilkår, uden at det giver sig udtryk i fjendtlighed eller kriminalitet af betydeligt omfang.

Når dybt religiøse islamiske grupper spiller så stor en rolle i terrorepidemien, må man undre sig over, at de generelle religiøse elementer skydes i baggrunden i debatten. Det er jo ikke skjult for nogen, at en muslimsk renæssance trænger sig frem både i den gamle muslimske verden, og i de muslimske miljøer i indvandrerlandene. Det er en renæssance, som næsten kan sammenlignes med middelalderens europæiske renæssance, som kaldte de lærde ”ad fontes”, dvs. tilbage til kilderne. Den europæiske renæssancetænkning ville finde vej tilbage til oldtidens storhed, på samme måde som nu begavede muslimske filosoffer igennem det sidste hundredår har villet kæmpe sig tilbage til den oprindelige islam. De søger ikke oplysning om friheden som de europæiske tænkere, de søger den rene og stærke tro, det oprindelige budskab, som Allah havde åbenbaret sin profet, og som gav hans folk kraft til at undertvinge de vantro og udbrede hans lære til hele Mellemøsten og store dele af Europa og Asien, til igen at blive det herrefolk, som ingen kunne modstå, og som ikke gav plads til vantro og moralsk forfald. I studiet af Koranen og Profetens Sunna fandt man den rette vej.

Med denne renæssancetænkning er der ved at ske et katastrofalt opgør med den moderate islamiske filosofi, som heldigvis endnu bærer den fromhed, som lever i de muslimske indvandrerkredse. Men den er under hårdt pres.

Det er inspiration fra sådanne tanker, som i disse år langsomt er på vej op igennem det muslimske folkedyb og hæger sig fast i radikale sjæle. En af de væsentligste kilder hertil er Wahabismen, som har sit centrum i Saudi-Arabien, og som behersker store dele af Mellemøsten. Den grundlagdes i sidste halvdel af det 18. århundrede af Muhammed al-Wahab og blev snart sammenknyttet med det arabiske herskerhus Saud og blev derved en stærk både religiøs og politisk bevægelse. Den fastholder, at al politik skal drives ud fra islamiske forskrifter. Og sharialovens skræmmende straffebestemmelser som f.eks. håndsafhugning ved tyveri og moralistisk kvindeundertrykkelse blev juridisk ramme om samfundet og er det den dag i dag. Wahabismen giver plads for Det muslimske Broderskab og støtter dets fjendskab med al vestlig kultur. Wahabismen har gennem Den muslimske Verdensliga stor indflydelse blandt indvandrere i europæiske lande og udbreder i stort omfang propaganda og missionerende materiale. Koranen er i centrum, herfra henter man sin inspiration til kampen for den ægte og oprindelige islam.

Også Salafismen vil genskabe den rene islam og hårdhændet bekæmpe både islamisk og vestlig traditioner, der støder mod disse fremstød

Fra Egypten har Sayyid Qutb øvet en vældig indflydelse på radikaliseringen af især unge muslimer. Han blev henrettet i 1965 som medsammensvoren i bestræbelserne på at myrde præsident Nasser. Qutb afviser alle menneskeskabte ideologier, ikke mindst demokratiet. Alle ægte muslimer skal leve efter Koranens oprindelige bud. Det er alle muslimers opgave at gå ind i kampen for at oprette det ægte og oprindelige muslimske samfund. Og kampen må føres mod alle stater, herskere og samfund, også muslimske, som ikke tillader muslimer at udfolde deres rene islamiske tro. Volden er nødvendig. Muslimer går ikke ram forbi. Af de 400 selvmordsbomber i Irak de sidste to år er de fleste rettet mod muslimer. Martyriet kan være en opgave, man må påtage sig for Allahs sag. Det er et led i den nødvendige jihad, for Guds stat kan ikke nås uden vold. Og arbejdet med Koranen, den daglige fordybelse i troens verden, skal stemme den unge muslim til udøvelse af de nødvendige handlinger. Og målet er Vestens undergang med dets åndelige og moralske forfald.

Nyformuleringen af islamiske tanker og dens søgen tilbage til den oprindelige islam med alle dens brutale sider blev også radikaliseret gennem ayatollah Khomeini i Iran og finder udtryk i de radikale fundamentalistiske bevægelser som Hizbollah, Hamas, GIA, FIS, Milli Görüs, PFLP, Islamisk Jihad. Martyriet med dødsdriften hyldes overalt. Det er vejen mod sejr for islam, og sejren er vis, for muslimer elsker døden, mens Vestens befolkning klamrer sig til livet. Der er tale om en dødekult på linie med nazismens.

Især i 1980-90erne udvikles et muslimsk netværk over hele Mellemøsten, Afghanistan og Pakistan og efterhånden også i indvandrerlande. Vreden mod Vesten bag krigene i Afghanistan skabte de hellige krigere, som dukkede op overalt, hvor islam var trængt, og som så døden og paradiset som livets egentlige mening. I tusinder af madrassaer, koranskoler i Pakistan, Afghanistan og andre steder, skabtes åndelig baggrund for selvhengivelsen. Begrebet hjernevask har ofte været brugt i forbindelse med Londonterroren. Den er især knyttet til netop disse geografiske områder, hvor tusinder af unge muslimske mænd modtager deres opdragelse.

Med næsten apokalyptisk dæmonologi samler Osama bin Laden og Al-Qaeda store dele af alle strømningerne i sig.

Gennem den overvælgende muslimske indvandring til Europa flytter opmærksomheden sig også hertil, specielt til de store muslimske miljøer, hvor der kan arbejdes uset. Og mange imamer, som lever i de lukkede miljøer, bringer radikale holdninger videre ud i samfundet.

I alle muslimske samfund er Koranen det samlende og uimodsigelige centrum. Den rummer alle tilværelsens dimensioner i sig. Den priser Allah og hans profet Muhammad, kærligheden til trosfællen, de etiske forpligtelser og forkyndelsens poesi. Denne side af Koranen er de moderate muslimers åndelige baggrund, den, der gør det selvfølgeligt, at selv moderate muslimer ønsker Vesten islamiseret.

Men Koranen rummer også den brutale side, som netop de muslimske renæssancetanker har aktiveret. Vers efter vers damper af had og af opfordringer til at udrydde de vantro, så da kan pines evindeligt i helvede for Allahs retfærdigheds skyld. Det er i denne uhyggelige side af Koranen, som især stammer fra krigeren Muhammads Medinatid, islamisterne søger næring, når de skal begrunde deres had til Vesten. De er ansporet af den mellemøstlige vækkelse og dens centre i Afghanistan og Pakistan. Målet for vreden er ugudeligheden, som kommer til udtryk i den vestlige livsform. De afskyer den. Vesten opfattes som islams modstander, fordi dens livsform formes af regler, som ikke har Allah som ophav, fordi den vil undertrykke islam og dens kultur, og fordi den ligger under for et moralsk fordærv, som nødvendig skal udrenses, hvis dens smitte skal standses. Det er en opgave, som de hvervede troende må påtage sig. Gennem århundreder har islam kunnet underlægge sig vantro lande for Allahs sag. Denne opgave er ikke ført til ende. Opgøret med de vantro er nu igen aktuelt. Denne opgave må løses udefra og indefra.

De demokratiske landes kamp mod terrorismen i deres lande vindes ikke med våben, eller social omklamring, heller ikke med politikers debat med muslimske ledere, da rationel argumentation falder til jorden overfor fastlagte dogmer, læresætninger og fanatisme. Naturligvis må demokratiske lande give deres muslimske befolkning gode vilkår og have vilje til at beskytte dem. Hvis det ad åre medvirker til at opvække en solidaritet på visse områder, skal det hilses velkomment. Men for mig at se er det vigtigste, at vi fortæller disse medborgere, at Koranen ikke er menneskeliv værd, at den ikke er magtens grundlag og legitimering. Den er et religiøst skrift, som alle andre, åben for kritik, debat og tvivl. Ingen politisk handling kan direkte retfærdiggøres ud fra Koranen. Ingen gyldig lov kan udspringe deraf, og ingen smerte kan begrundes derfra. Det er det demokratiske samfunds forsvar at fortælle muslimer dette, under alle former for samvær, i skoler, på læreanstalter, hvilket anstød det end giver.

Det står fast, at hvor Koranen vinder magt, svinder demokratiet. Lovgivende, udøvende og dømmende magt har ingen plads i islam. Demokrati er imod Allahs love. Derfor er det opgaven at give enhver tilkommen imam en indgående indførelse i dansk demokratisk tænkning. Vi må modsige enhver hate-speech i moskeen, kræve til regnskab, når Vestens værdier undergraves i Koranskolerne. Men aldrig må vi selv glemme, at muslimen er vor næste, også selvom han modsiger os.