Fyens Stiftstidende

                                                                                                                                                        20. august 2001

Om en folkelig bekymring

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense

To kronikker i den senere tid aftegnede to væsentligt forskellige holdninger i de sidste års kulturdebat, skriver kronikøren, hvis “Kultur i skred” blev besvaret med “Dansk kultur i fare?”. Han klarlægger sine synspunkter og drager nogle videregående integrationsplitiske konsekvenser af de to markeringer.

“København, Århus og Odense vil blive de nærmeste mål for ghettodannelserne. Mange oprindelige beboere vil efterhånden forlade områderne. Det betyder, at mange byer vil skifte politisk flertal”.

Den 3. august har tidligere chefredaktør Bent A. Koch i Fyens Stiftstidende en kronik: “Dansk kultur i fare?”, hvori han imødegår synspunkter, som jeg gav udtryk for i kronikken: “Kultur i skred” den 20. juli. Man lytter al­tid op­mærksomt til, hvad Bent A. Koch (BAK) har på hjerte, og jeg er da også glad for hans indlæg, da det er med til at nuancere to hovedpositioner i den danske kulturdebat, der faktisk spalter den danske befolkning så alvor­ligt, at nødvendig samtale mellem dem ofte er ved at forstumme.

Som BAK mener jeg, at vi har en kristenpligt til at tage mod mennesker i nød og at tale anstændigt om og til dem. Som semina­rierektor var jeg meget stærkt personligt involveret i at modtage og integrere en stor gruppe flygt­ninge, og også her i Odense har jeg været engageret. Men jeg har svært ved at forstå, at det skulle være særligt etisk kvalificerende at gå ind for en bred indvandring af de fac­toflygtninge, som ikke er personligt forfulgt, og som har haft økonomiske midler til at købe sig indslusning ved menneskesmuglere og dermed til gratis livslang forsørgelse. De facto flygtninge udgør omkring 75% af alle asylansøgere. Danmark godkender over 50%. De øvrige ind­vandrer­lande i Europa godkender 10-15%.

Industriens ønske om flere indvandrere bunder nok ikke først og fremmest i en uselvisk moral, men snarere i ønsket om at bremse lønudviklingen og styrke indtjeningen. De højtuddannede indvandrere, som industrien især kan bruge, savnes katastrofalt i deres hjemlande. Størstedelen af de øvrige er af sproglige og uddannelsesmæssige grunde i årevis og måske for altid henvist til offent­lig forsorg. Indvandringen er ikke en ressource, som BAK mener. Den påfø­rer årligt det danske samfund en udgift på omkring 12 milliarder kr. Den be­tyder nedslidning af skoler og hospitaler, skærper bolignøden for de socialt dårligst stillede, belaster ældreforsorgen og fremmer kriminaliteten. Køben­havns politi oplyser, at 72% af al ungdomskriminalitet i København begås af 2. ge­nerati­onsindvandrere. Indvandringen er ikke en ressource. Danmarks Stati­stiks nye befolkningsfremskrivning til år 2100 er genstand for megen kritik, men den generelle beregning af indvandrerbelastningen kan næppe anfægtes. Det fremgår heraf, at selvom indvandringerne fordobles, vil de økonomi­ske byrder, som påføres samfundet langt overstige, hvad indvandrerne kan bi­drage med.

I dag skal vi gerne bekymre os over alt muligt, over CO2-udslippet, over miljøet i almindelighed, over sundhedstilstand, over nynazismen osv. Kun kulturen og indvandringen er det ufint at bekymre sig over. Det gør BAK da heller ikke. Hans synspunkt er, at den specielt danske enhedskultur historisk set har meget lidt vægt, da den højst er 150 år gammel. Den er sløvet hen og har isoleret sig i selvtilstrækkelighed og selvovervurdering. Vort forhold til vore egne værdier er afgørende. Det gælder sprog, historie, litteratur og de­mokratisk livssyn, men under de givne forhold er f. eks. vort åndelig niveau så lavt, at en dansk kristen er dårligt påklædt til at diskutere religion med en rettroende muslim. Noget defaitistisk er han parat til at acceptere de åbne grænser og den indvandring, som måtte komme, for vi har ingen mulighed for at ændre udviklingen.

Også for mig er den danske selvtilstrækkelighed kvalmende. Det gælder ikke mindst den komiske utopi om Danmark som fore­gangsland. Og det er hævet over enhver tvivl, at ikke mindst den danske fol­kekirke har brug for adskille­lige friske vindpust. Det nationale Danmark  må udvikle sig  i  vekselvirkning med andre folk og ud fra sin egen selvforståelse skabe en “bro ud i verden”.

Det undrer mig, at BAK, som er stærk engageret i nationale spørgsmål, er så modløs i vurdering af dansk kultur. At den kun har seks generationer på ba­gen er dog ingen diskvalificering. Det forekommer mig, at den særprægede udvikling gennem sprog, historie, kristendom og skole er kvalificeret ved at være sammenfaldende med og indvævet i det politiske demokrati. Det er må­ske første gang i historien, at folk på historisk baggrund tilegner sig en demokratisk tænkning og vilje til at udvikle den. Det er kulturel nyska­belse, som fortjener opbakning af alle i samfundet, ellers mistes den. Hvis ledende personer ikke finder det værd at stå vagt herom og bidrage til at styrke den,  så er vi på vej til at sælge vor egen identitet. Og vigtigere end nogen sinde er det nu, hvor store kontingenter af indvandrere optages i landet sam­men med livsholdninger, som ofte er så fjernt fra dansk demokrati, at konflik­ter næsten er uundgåelige. Jeg er ikke i tvivl om, at BAK er solidt for­ankret i dansk tradition. Men mange på den kulturradikale front vender sig i disse år med væmmelse bort fra deres landsmænd og historiske identitet. Det er næsten som om, at de er så utilfreds med deres eget folks manglende følgagtighed, at de foretrækker at vælge sig et nyt. En læsning af indvan­drerlitteratur hos bl.a. store humanitære organisationer afdækker ofte deres foragt for egne landsmænd. Det fortjener at bemærkes, at endog en af folkekirkens biskop­per, Kjeld Holm fører kamp mod sit danske udgangs­punkt: “Det sandt men­neskelige”, siger han, ...... “hænger sammen med et bestandigt opgør med identitetstvangen”. Det er den danske kulturelle identi­tet, han vil gøre op med.

Bent A. Koch har ingen bekymring over indvandringen. Det er der ellers god grund til. Danmarks statistiks befolkningsfremskrivning til år­hundredets slutning giver den pejling, at indvandrere og efterkommere da vil udgøre 31% af den samlede befolkning. Det betyder, at hver gang der er hundrede danske, vil der være 46 med fremmed herkomst. Og blandt de 100 danske vil måske de 20 være neutraliserede danskere med dansk statsborgerskab. Men i kulturel og religiøs henseende vil mange føle sig mere beslægtede med ind­vandrerne end med den danske befolkning. Fremskrivningen tager ikke højde for de strømme af fattigdomsflygtninge, som alle regner med.

 En så langsigtet fremskrivning viser naturligvis kun en tendens, og meget kan ændre den, men at udviklingen accelererer stærkt mod indvandrerflertal i mange kommuner er tydeligt. I de store kommuner Kø­benhavn, Ishøj, Al­bertslund og Brøndby udgør antallet af tosprogede i folke­skolen allerede omkring 30%, en fordobling på ti år, og hver tredje nyfødte har en uden­landsk mor. Og indvandringen fortsætter. Socio­logen Hans Oluf Hansen si­ger: “Hvis den nuværende udvikling fortsæt­ter, er det kun et spørgsmål om tid, før indvandrerne og deres efter­kommere bliver en majoritet i disse kom­muner”.

En udvikling som den påpegede har store demografiske kon­sekvenser. Det er selvindlysende, at indvandrerne holder sig borte fra landområder og mindre byer. De vil, som naturligt er, søge sammen i ghettoer med mennesker, som de er forbundet med. ( hvilket ikke behøver at være et negativt fænomen ).  Kø­benhavn, Århus og Odense vil blive de nærmeste mål for ghettodannel­serne. Og erfaringerne fra udenlandske indvandrerområder siger, at mange oprinde­lige beboere efterhånden forlader områderne. Det bety­der, at de forskellige indvandrerkulturer hurtigt vil dominere områdernes politiske beslutninger, og mange byer vil skifte politiske flertal. De etniske danskeres indflydelse på lokalpolitik vil i sådanne kommuner reduceres betydeligt. ( Se Orla Borg: Jyllands-Posten den 15. juli 01 ).

Med denne indvandring af væsensfremmede kulturer, især fra arabiske og mellemøstlige lande, lig­ger konflikterne latent. Der kendes kun får eksempler på at større grupper af muslimer og kristne i længere tid kan levede fredeligt sammen. Ralf Pittel­kow siger med udgangspunkt i de engelske raceurolighe­der: “Bradford un­derstreger, at samfundets sammenhængskraft bliver overbe­lastet, hvis man ikke er påpasselig med at styre indvandringens om­fang og sammensætning, og hvis man forsømmer integrationen”. Også i Danmark er det nødvendigt at spørge, hvor mangeindvandrere, landet kan bære.

Jeg mener i høj grad, der er grund til bekymring, og danske politikere er pi­sket til i et bredt samarbejde hurtigt at finde løsninger til afklaring af det største problem i det land, de er valgte til at lede.

Lidt usædvanligt og uden sammenhæng med vor indbyrdes debat spørger BAK, hvem mine venner i debatten er, og peger selv på den politiske højre­fløj. Jeg må slå fast, at jeg hører hjemme i en anden bås, og at de grupper og

 enkeltpersoner, som jeg har samarbejde med har ståsted i socialdemokratiet, venstre og hos de radikale.