Samtale med muslimer

Poul E. Andersen

Tidl. Domprovst

Odense.

Da biskopperne i begyndelsen af 1998 nedsatte det såkaldte Islamudvalg, blev det hilst med tilfredshed fra de fleste sider. Den voldsomme indvandring havde skabt store problemer og meget debat. Det var dog blevet tydeligt, at mens integrationen af ikke-muslimer stort set udviklede sig i positiv retning, var det ikke på samme måde tilfældet for de muslimske indvandrere. Men de havde forstået at sætte den politiske, kulturelle og religiøse dagsorden for integrationspolitikken. Det overraskede mange, at små selvfølgelige hverdagsagtige ting, som med lidt imødekommenhed fra både danske og indvandrede muslimer med lethed kunne finde en praktisk løsning, af muslimer blev taklet ud fra stærkt religiøse holdninger. Det stod efterhånden klart, at den i Danmark nye og meget stærke religion islam, der markerede sig på alle samfundslivets områder repræsenterede en alvorlig udfordring – også for den danske folkekirke.

Med nedsættelsen af islamudvalget indledtes det første interessante, overordnede og halvofficielle forsøg på at formulere en folkekirkelig politik over for de ca. 170.000 muslimer i landet.

Udvalgets rapport med titlen ”Samtalen fremmer forståelsen” forelå to år senere. Den var interessant, fordi den på grund af sin status måtte tillægges en slags paradigmisk værdi. Da emnet for denne aftens debat netop er ”Fremmer samtalen forståelsen ?”, tager jeg udgangspunkt i rapporten.

Nogle ting faldt i øjnene ved første gennemlæsning. Uden forbehold anbefaler man Islamisk-Kristent Studiecenter, hvis stærke næstformand imam Adbul Wahid Pedersen åbent bekender sig til dødsstraf over personer, som falder fra islam, og som erklærer sig som tilhænger af indførelse af det muslimske retssystem sharia også i Danmark, når muligheden er til stede. I bogen gengives hans høringsindlæg: ”Islam i Danmark”. Imam Fatih Alev præsenterer i en længere artikel en række mere eller mindre fundamentalistiske muslimske organisationer. Fatih Alev er formand for FASM (Foreningen af studerende muslimer), og er altid til rede med forsvar for fundamentalistiske bevægelser i landet. Han færdes blandt folk fra kredsen omkring Minhaj-ul-Quran, altså blandt grupper, som statsministeren for nyligt ytrede betænkelighed overfor. Alt efter temperament kan man også undre sig over, at det betegnes som et spændende forsøg, at en kristen kirke i et indvandrerområde, hvor søndagsgudstjenesten næsten ingen deltagere har, ansætter en muslimsk sognemedhjælper, som vel at mærke skal afholde sig fra at tale om kristendom.

Udvalget har en række forslag til at skabe forståelse mellem kristne og muslimer samlet omkring tre hovedpunkter, selvbesindelse, brobygning og kristen mission.

Hovedpunktet i rapporten er dialog. Og man nærmer sig dialogen med følgende betragtning: ”Brobygning er i den forbindelse et godt begreb, for det kræver villighed til et opgør med mere end tusind års tradition, hvis samtalen skal lykkes”. I den endelige konklusion formuleres dialogens forventede resultat således: ”Men samtalen fremmer ikke alene forståelsen. Den forandrer samtalepartnerne. Går man ind i en dialog, skal man ikke forvente, at man kan forblive den, man er. Det betyder in casu, at når vi anbefaler, at Den danske Folkekirke organisatorisk som en af sine aktiviteter overfor indvandrere af den muslimske tro, optager en dialog med islam på alle planer, inklusive det højeste, så må man forvente, at det vil forandre folkekirken, som vi kender den. Religionsmødet vil med nødvendighed få betydning for den danske – også kirkelige selvforståelse” ( p. 182 ). Og så lægger man i øvrigt stor vægt på konsensus, på at varetage muslimernes interesser i samfundet, og man anbefaler forsigtigt en kristen mission, vel at mærke, når den ikke virker anstødeligt på muslimerne, for det slås fast, at islam er en gevinst.

Når man ved, at islam kun respekterer andre troende, som for alvor står ved deres tro, kan denne vattede afglidning virke underlig. Den er da også langt fra den protestantiske kirkes væsen. Her har man lært opgøret af Vorherre selv. Troen kan ikke gives til pris. Jesus viste det i sin forbitrede kamp mod jødernes lovreligion. Paulus kunne ikke drømme om at bøje sig for jøder og gnostikere, og Luther var parat til at dø for tanken om retfærdiggørelsen af tro.

Ved rapportens fremkomst udtalte biskopperne sig positivt. Men siden er intet sket. Det kan skyldes, at biskopperne er bange for dialog-tankens uforpligtethed. På missionsmarken blandt muslimer blev den en eklatant fiasko. Men det kan også skyldes, at de har en fornemmelse af, at udvalget overhovedet ikke har husket at spørge muslimerne, om også de er rede til en dialog om grundlæggende elementer i deres religion på samme vilkår, som de kristne. Det er de naturligvis ikke! Det forbyder deres fundamentalistiske skriftsyn.

Det er indlysende, at hvor intet står på spil, vil de gerne i dialog med danskere, om deres forhold i Danmark, om deres påståede mangel på religiøse rettigheder, om deres krav om islams ligestilling med folkekirken, om respekt for bedetider, om fjernelse af svinekød fra skoler og kantiner, om folkeskolens favorisering af den kristne kultur, om koranundervisning i folkeskolen, om gunstige ordninger for etablering af begravelsespladser og stormoskeer osv.

I den religiøst set uforpligtende dialog med danske politikere, integrationsmedarbejdere og social- og sundhedsforvaltninger er det lykkedes muslimske kredse at skræmme deres danske partnere til at tilstå dem særordninger frem for andre indvandrere. De kræver indiskutabel respekt for deres særpræg, de kritiserer deres nye landsmænd og deres skoler, truer politikerne og forlanger indflydelse på avisernes redaktionelle linje.

Danske samtalepartnere har haft en tendens til at forstå sådanne holdninger som en aggression som følge af medbragte traumer eller dårlige sociale forhold. Men sådanne forholder det sig naturligvis ikke. Flertallet af ikke-muslimske indvandrere har de samme vilkår, men en anden adfærd. Jeg tror, det er nødvendigt, at folk, som har med muslimske indvandrere at gøre, får et langt bedre kendskab til islam, da det er heri mange problemer har deres udspring. Fortrolighed med koranen er et vigtigt redskab.

Ved en debat på Aarhus Universitet, som jeg havde den glæde at medvirke i, sagde en muslimsk medindleder Ahmed Akari: ”Islam er bærer af et værdisæt, der indbefatter det ikke diskutable og overordende princip: Nemlig at Han er Gud, den eneste ene, den absolutte, den evige”. Han lukkede tydeligt af for enhver diskussion med kristne på lige vilkår. En anden indleder Safed Bektovic afviste ligeså klart at acceptere en kristen mission, selvom muslimerne selv driver en kraftig mission blandt kristne. Accept af en kristen mission gør nemlig krav på, at kristendommen er ligeså værdifuld som islam. Det kan en muslim ikke acceptere.

En ligeværdig dialog mellem kristne og muslimer om væsentlige religiøse emner afvises totalt fra muslimsk side. Hos Den Islamiske Verdensliga i Danmark hedder det: ”For en muslim er der noget fundamentalt kunstigt i at diskutere islam. Faktisk betragter vi enhver diskussion… som udtryk for vestlig tankegang”. Den troende muslim er skriftfundamentalist. Koranen er Guds eget uforanderlige og urokkelige ord, og det kan intet menneske forhandle om. Derfor er religionen ikke til debat, heller ikke i en dialog. En kritisk stillingtagen til Islams hellige bog er anfægtelse af Allahs ophøjethed og nærmer sig blasfemi.

Vi møder som regel muslimerne som hyggelige og gæstfri mennesker, der kun ønsker at leve i et godt naboforhold til deres nye medborgere. Men selv hos velintegrerede træffer man synspunktet, at muslimerne er en del af al- umma-fællesskabet, og at de er rene, selvom de lever blandt vantro ( og kristne), som er uden tro og fordærvede i skikke og sæder som følge af amerikansk indflydelse. Og her falder det slet ikke unaturligt at råbe luder efter unge danske piger.

Hvis muslimer ikke lægger det kvindesyn bag sig, som mødes i Koranen og overleveringerne, f. eks. at kvinden er mandens ejendom, ligesom hans ager er det ( Sura 2.224 ), så vil det vare meget længe, inden muslimer og kristne kan mødes i et egentligt socialt fællesskab. Det må også stå klart, at så længe shariaen, det koranbegrundede retssystem har plads i muslimsk teologi og undervisning, og så længe man nægter at adskille tro og politik, er skellet mellem protestantisk kristne og muslimer uoverstigeligt.

Men hvordan kan vi så leve sammen med muslimerne ? Det kan vi på samme måde, som vi i generationer har levet med jøderne. De har accepteret det danske samfund, de bidraget til vor kultur, de er aktive i arbejdslivet, men har beholdt deres egne skikke og religion. Vi ville aldrig drømme om at inddrage dem i en religiøs dialog som den omtalte. Og de har ingen forestilling om, at de skulle kunne gennemtvinge omlægning af væsentlige traditioner og love i det danske samfund. Med bevidstheden om vore egne værdier må vi kunne leve sammen med muslimerne som vore medmennesker, som vor næste, hvor vi møder dem, i børnehaven, skolen, på arbejdspladsen, og hvor det ellers falder naturligt og uden krampagtighed. Men vi må, også for vor egen skyld, så ofte det er muligt, spørge vore politikere: ”Hvor mange flere tusinde muslimske indvandrere synes I, vort lille land kan bære ?”

Artiklen er et forkortet og bearbejdet foredrag holdt i Odense Domkirke den 3. oktober 2001.