Fyens Stiftstidende 3. januar 2002

Debatindlæg

Thanings horisont

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

Piet Hein er mester for følgende digt:

Der skal findes en gammel historie

Om en præst, som går om i sin dont

Og ser ud, som han gik med en glorie,

og så er det hans horisont

Jeg ved ikke, om forfatteren har haft min gode kollega Thorkild Thaning i tankerne, da han skrev det. Noget kunne tyde på det. Formodningen skyldes Thorkild Thanings reaktion den 24. januar på min kronik den 18. januar 2002 med titlen ”Islam og truslen” ( overskriften er ikke min !)

I kronikken imødegik jeg lederen af Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde, Odense, Leif Munksgaard, som i en artikel den 12. december 2001 hævder, at islam kan berige den danske kultur, og at vi slet intet har at frygte fra den side. Jeg hilste oprettelsen af Folkekirkens tværkulturelle Samarbejde velkommen, men havde ikke drømt om, at ledelsen i den grad ville solidarisere sig med islamiske synspunkter. Jeg havde også formodet, at man ville formå at markere skillelinien mellem islam og kristendom i stedet for at bagatellisere forskellen med den stadige henvisning til, at vi jo alle har den samme Gud. Jeg tror, at mange menighedsråd allerede undrer sig på samme måde som jeg.

I kronikken omtaler jeg den tyske forfatter Hans-Peter Raddatz, som i bogen ”Von Gott zu Allah ?” forudser, at den ideologiske dialog-kultur udligner al alvorlig religiøs selvforståelse.

Det er denne omtale som får Thaning til at trykke glorien på plads, som den retfærdige kan gøre det. Han forlader sagen og begiver sig ad tangenten, langt ud! Han kender ikke noget til Munksgaards synspunkt, siger han, og omtalte bog har han ikke læst. Men på en hjemmeside med diverse links har han læst, at Raddatz en gang har kendt den tidligere ministerpræsident for Baden-Württemberg Hans Filbinger. Denne har for omkring 60 år siden ( da Raddatz var 3 år ) været dommer/nazist i Tyskland. Ja, Raddatz har endda holdt foredrag på en højskole, hvor mest højreorienterede tyskere færdes. Det er denne sag, som får Thaning til at anklage mig for at benytte neonazistisk litteratur, vel at mærke en bog, som han ikke har læst.

Jeg tror ikke, at Thaning ønsker bogbrænding af den slags, som var almindeligt for år siden. Men det er dog sært, at seriøs litteratur ikke må omtales.

Men hvem er så denne Raddatz ? Han er doktor i orientalske studier og nationaløkonom,- Han er medforfatter af ”Enzyklopädie des Islam”. Hans store bog ( 528 sider): Von Gott zu Allah ? ” modtages fint i flere tyske dagblade, bl.a. Die Welt november 2001. I en omfattende radioanmeldelse i Deutschland Radio Berlin siger Josef Schmidt bl.a.: ”Hans-Peter Raddatz har også her fremlagt et encyklopædisk værk, som kun få andre ville magte at skrive. Det er en stortanlagt kultursamling, hvor Raddatz lader foruroligende tildragelser komme til orde” og til slut: ”Hos ham bliver en for lægfolk uløselig sammenfletning af religion, dagligtro, verdensanskuelse og politik sagkyndigt og religionshistorisk begrundet”. Jeg har ingen anelse om, hvor Raddatz står politisk, men det forekommer mig, at man har en snæver horisont, hvis man kun vil orientere sig ud fra bøger, skrevet af forfattere, som er ens partifæller.

Jeg står noget uforstående overfor Thanings diffamerende angreb på mig. Jeg udtaler mig af og til barsk om islamisk kultur og al absolutisme, men af princip aldrig mod nogen fredelig indvandrer. Men det ser ud til at man skal have særlige holdninger og en stor glorie for at turde udtale sig om det islamiske-danske kulturmøde. En lille glorie har jeg måske, men lang mindre end Thanings. Hans gode gerninger er givetvis langt bedre end mine. Med frygt for evig fortabelse ved satsning på gode gerninger skal jeg dog nævne et par stykker. Det lykkedes mig at skaffe boliger til 190 tamilske indvandrere og at følge dem til en god integration. I slutningen af 1980erne etablerede jeg med støtte fra Odense Kirkefond et arbejde på at skabe kontakt mellem muslimske indvandrere og sognemenighederne i Vor Frue og Vollsmose. Særligt angribeligt er det vel ikke, at jeg arbejder hårdt på at skabe forståelse for bevægelsen Euro-islam, der vil lette muslimernes integration ved at stille dem friere overfor shariaen. Det kan næppe heller være et syndefald, at jeg har talt for muslimernes opførelse af moskeer på samme vilkår som kristne opfører nye kirker. Som et politisk pænt menneske har jeg talt og skrevet om nødvendigheden af at mangedoble den økonomiske støtte til udpinte muslimske mennesker, der er sammenhobet i Nordafrika og Mellemøsten og har forlangt øget handelssamkvem, eftergivelse af gæld og bidrag til uddannelse. Men jeg forstår meget vel, at sådanne ting må betragtes med mistro overfor en, som vil referere udenlandsk litteratur som dialogideologer ikke på forhånd har sagt god for.