Tro mellem himmel og jord

Den, som tror, at han kan begribe Gud med forstandens logik, har allerede vendt sig fortabt mod sin egen flade jord. Man kan aldrig benytte videnskaben til at benægte Guds eksistens. Videnskab og tro bevæger sig side om side og giver rigeligt plads for hinanden. Kun når den ene vil opkaste sig til herre over den anden, bliver menneskers spørgen efter mening et stadigt råb uden svar, skriver dagens kronikør

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense

Kriser skaber historie. Ikke mindst i vor samtid er det tydeligt. Det er der mange årsager til. En af dem er, at den globaliserede verden gennem sit omfattende informationsperspektiv gør fjerne konflikter meget nærværende En anden årsag er, at en grundlæggende modsætning i selve vor tilværelse stadig hyppigere bryder igennem og skaber store forandringer i samfundet. Det drejer sig om modsætningen mellem alt det, som mennesker har mulighed for at være, og det, som en verden, der i høj grad er formet på naturvidenskabens principper, har tvunget os til at nøjes med.

Den såkaldte kaosteori peger på det mærkværdige grænseoverskridende årsag-virkningsforhold, at f.eks. bløde vingeslag fra en sommerfugl i Peking kan forårsage styrtregn i Mexico. En lille årsag kan have en stor virkning. På samme måde kan tilfældige og ikke særligt dybsindige ytringer fra en folkekirkepræst i Taarbæk hente konflikter frem, så kløfter åbner sig på kryds og tværs i den danske kirkelighed, ja i den danske kultur, og at en for længst færdigdebatteret modsætning mellem videnskab og tro vokser til en hjerteskærende religiøs og kulturel krise. Kun et par præstelige provokationer skulle der til. Det er som om, at hvor videnskaben går ind, går troen ud. I hvert fald udfordres både klassisk teologi og kristologi. Og en del mennesker springer til og proklamerer, at det er imod videnskaben at tro på en hinsides gud. Kristendom bedriver vi kun i den verden, vi selv har skabt, hævder de, selvom Jesus, en gammel kærlighedsforkynder, har inspireret os dertil.

Videnskab og kristendom har begge dybe historiske rødder. I nutidens kultur har specielt naturvidenskaben formået at placere sig med afgørende vægt. Det hænger sammen med, at dens resultater i høj grad har været brugbare for vor nuværende tilværelsesform, og at ønsket om at videreudvikle vort samfund i høj grad er baseret på forventninger til naturvidenskaben.

Naturvidenskab er mange ting. Det er fysik, kemi, biologi, medicin, økonomi, sociologi og meget mere. Nogle discipliner er gamle, andre er nytilkomne. De gamle har tråde helt tilbage til oldtiden. Men metoderne i deres logiske udformning er udviklet på et senere tidspunkt. Man kan måske sige, at moderne videnskab fødtes, da videnskabsmænd begyndte at spørge ”hvordan” i stedet for ”hvorfor”, som man tidligere havde gjort, og da erfaring og eksperiment sammen med fælles verifikationskrav blev grundlæggende principper, således at hypoteser kunne omsættes til teori. I teknikken udfoldes teorien i praksis. Videnskab og teknik betinger gensidigt hinanden.

Videnskaben ønsker naturligvis at være eksakt, men den lider altid under det problem, at man ikke kan forholde sig eksakt til sine egne forudsætninger. Derfor må man begynde med en antagelse, som man holder for sand, ikke på den religiøse måde, hvor det er troen, som er udgangspunkt, men ved bestandig efterprøvelse og erfaring. Eksakthed er ikke nogen absolut størrelse, hvilket man af og til er tilbøjelig til at glemme.

Blandt videnskabens mest grundlæggende grundbegreber er tid, rum, materie og årsag. Men i de sidste generationer er disse grundbegreber blevet antastet og i et vist omfang afsløret som flertydige, når man bevæger sig ud i grænseområder. Kun specialister er i stand til at danne sig reelle forestillinger om forholdet mellem det eksakte og det relative. Selv videnskaben må leve med en vis usikkerhed på mange områder.

De resultater, som videnskaben har frembragt, har naturligvis placeret den i den moderne verdens centrum. Det er den, som de fleste fænomener bedømmes ud fra. Det har derfor været logisk nok, at man stræbte efter at stille de samme krav om eksakthed og videnskabelig evidens til alle former for videnskab, også til åndsvidenskaber. Og hvor der ikke kunne argumenteres på en stringent måde, gled offentlighedens interesse bort. Tanken om, at der kunne eksisterer noget væsentligt hinsides videnskabens område, svækkedes.

Naturvidenskaben kom på denne måde lidt efter lidt til at udgøre det moderne samfunds sandhedskriterium, ofte dog imod forskernes ønsker. I praksis betød det, at menneskers tilværelse på forskellige måder blev beskåret. Det, der ligger udenfor naturvidenskabens område, står i fare for at fornægtes, og det forlenes med et skær af obskurantisme. Den eksakte måde at forholde sig til tilværelsen på, overtages af næsten alle. Den kommer til at høre med til det almindelige menneskes mentale udrustning lige fra barndommen af. Jo mere det naturvidenskabelige sandhedskriterium befordres, desto mere tager det form af en ramme eller et bur, som lægges ned over mennesker og sætter grænser for, hvor man kan bevæge sig hen med fred i sindet. Alt det, som ligger udenfor, bliver det uegentlige. Og naturligvis bliver alle bestående helhedsanskuelser suspekte. Når videnskaben selv i større eller mindre grad imod sit eget væsen selv bliver helhedsanskuelse, en slags ideologi, sætter den spørgsmålstegn ved alle andre former for anskuelser.

Der bliver således forhold i tilværelsen, som dårligt finder plads i den naturvidenskabelige forståelsesramme. Menneskers kærlighed til hinanden f. eks. har ingen videnskabelige begrundelse, og den kan ikke splittes op, og den kan ikke vurderes i et kontrolforsøg uden at dø af det. På samme måde forholder det sig med menneskers Gudstro. Tanken om at forstå ens eget liv eller tilværelsens grund hører til i samme kategori. Etik, pligtfølelse, ansvarlighed er også grænseforhold. Inden for den eksakte videnskabs rum trives poesien, drømmene og myterne dårligt, selvom det er livsvigtige sider af menneskers selvforståelse, hvorfra en eksistentiel tiltale ofte udgår. De forhold, som dybest angår mennesket, falder udenfor videnskabens domæne.

Ungdomsoprøret i 70erne er et udtryk for ønsket om at generobre glemte sider af menneskelivet, et opgør med logikken og fremmedgørelsen. Man ville ikke affinde sig med at leve på den flade jord. Men bevægelsen fortabte sig i marxismens pseudovidenskabelighed. I nyreligiøsiteten dukkede protesten op igen, og mennesker vendte sig sværmerisk indad mod sig selv i sin søgen efter et åndeligt liv. Man gik fra den indholdssvage makroverden til den selvproducerende mikroverden. Og mange mennesker retter sig i dag mod det ubestemte overnaturlige med en enfoldighed, der lader hånt om enhver fornuft.

Videnskaben er en arbejdsmetode, og kun som sådan rummer den en sandhed. Men det er en arbejdsmetode, som har sprængt sin egen sandhed gennem sin succes, og langsomt har udviklet sig til en verdensanskuelse, som intet tilværelsesfelt kan unddrage sig og med en religiøs og emotionel afmagt til følge. Vil man bevare flere dimensioner i sit samfund må man være kritisk overfor videnskabens grænseoverskridende tendens. Der bør ikke herfra kunne udgå noget angreb på kristendommens sandhed, for den ligger på et helt andet plan og berører helt andre sider af menneskelivet.

På et punkt har kristendommen overtaget naturvidenskabens arbejdsmetoder. Den gør brug af dens historiske principper. De er nemlig på flere måder udledt af kristendommen. For ærlighedens skyld udskiller den teologiske forskning det kristne trosgrundlag fra den mytologiske ramme, som tilblivelsens samtid placerede den i. Det løsner nogle bånd for det skrevne ord. Men intet af det fratager den kristne muligheden for at tro på den kristendommens sandhed, at Gud åbenbarede sig i mennesket Jesus, i hans forkyndelse, hans gerninger, i hans død og opstandelse, og i den ånd, som siden den første pinsedag har skabt og opholder det kristne fællesskab. En Gud, som har skabt verden, er ikke selv en del af skabelsen, og han er ikke underlagt de lovmæssigheder, som han selv har nedlagt i sit skaberværk. Han har givet os videnskaben til at udforske vor verden, men han har ikke stillet sig selv til rådighed for nogen udforskning. Skabelsesbilledet i Det sixtinske Kapel forkynder det meget klart. Vi ser der den vågnende og bevidste Adam ligge på den nyskabte jord med sit ansigt vendt mod Guds finger og sin hånd strakt mod hans ansigt. Og Gud er der, han ved det, man han kan ikke røre ham. Gud lader sig kun nå i troen, som han skænker os. Den, som tror, at han kan begribe Gud med forstandens logik, har allerede vendt sig fortabt mod sin egen flade jord. Man kan aldrig benytte videnskaben til at benægte Guds eksistens. Videnskab og tro bevæger sig side om side og giver rigeligt plads for hinanden. Kun når den ene vil opkaste sig til herre over den anden, bliver menneskers spørgen efter mening et stadigt råb uden svar.